- 13 udvalgsmøder
- behandling af 3 lovforslag
- 165 udvalgsspørgsmål fra udvalget
- modtagelse af 5 deputationer
- 11 skriftlige henvendelser til udvalget
Udvalget beskæftigede sig i folketingsåret bl.a. med justitsområdet, børneområdet, Grønlands økonomi og erhvervsudvikling og sikkerheds- og forsvarspolitik i Grønland.
Høringer
Justitsområdet i Grønland er et af de emner, udvalget ofte behandler, idet det er et af de statslige ansvarsområder. Der har gennem de senere år foregået et arbejde med at få opdateret lovgivningen på justitsområdet i Grønland. I den forbindelse arrangerede udvalget en høring den 9. februar 2022, som satte fokus på fremtidens justitsområde i Grønland, hvor bl.a. den danske justitsminister og det grønlandske landsstyremedlem for justitsområdet gav oplæg. Der var også oplæg fra Grønlands Politi og Grønlands Landsret og fra eksperter fra flere universiteter.
Et emne, der har interesseret udvalget i de senere år, er anbringelsen af børn med grønlandsk baggrund, som er bosiddende i Danmark. Undersøgelser har vist, at de oftere anbringes uden for hjemmet end børn af danske forældre, og det var emnet for en høring, udvalget arrangerede den 25. maj 2022.
VIVE – Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd havde netop offentliggjort en rapport om anbringelsesprocessen, den efterfølgende trivsel og familiebaggrunden hos grønlandske børn og unge, der er anbragt i Danmark. Under høringen blev rapporten præsenteret og konklusionerne debatteret.
Temamøder, ekspertmøder og andre møder
- Den 10. november 2021 kom Nationalbanken på besøg i udvalget og fortalte om sin nylig udgivne analyse af Grønlands økonomi og svarede på spørgsmål fra udvalgets medlemmer.
- Den 18. november 2021 tog Grønlandsudvalget imod en delegation af erhvervsfolk fra Arctic Business Network, som udvalget drøftede erhvervsudvikling i Grønland og dansk-grønlandsk erhvervssamarbejde med.
- Den 24. november 2021 holdt udvalget møde med professor Thomas Gammeltoft-Hansen fra Det Juridiske Fakultet på Københavns Universitet om reguleringen af udlændinge- og flygtningeområdet i Grønland.
- Den 24. november 2021 havde udvalget møde med seniorforsker Ulrik Pram Gad og fra DIIS, Dansk Institut for Internationale studier og Ph.d.-stipendiat Sara Olsvig fra Nasiffik - Center for Udenrigs- & Sikkerhedspolitik, om Grønlands forsvarspolitik, som de to forskere havde udgivet et notat om.
- Den 19. januar 2022 kom forskerne bag udredningen om eksperimentet med de 22 grønlandske børn, der i 1951 blev sendt til Danmark, på besøg i udvalget, hvor de fortalte om udredningen og besvarede spørgsmål.
- Den 22. februar 2022 var Grønlandsudvalget til møde hos statsministeren. Det er et uformelt møde, som afholdes en gang om året, hvor statsministeren orienterer om de dansk-grønlandske regeringsrelationer og drøfter disse med udvalgets medlemmer.
- Den 23. februar 2022 havde udvalget inviteret direktørerne for de grønlandske huse i Danmark på besøg, hvor de fortalte om deres projekter, arrangementer og arbejde for grønlændere, der er bosiddende i Danmark, herunder bl.a. deres bistand til grønlandske studerende.
- Den 21. april 2022 deltog Grønlandsudvalget sammen med Færøudvalget i et møde med Norges delegation til Nordisk Råd.
- Den 24. maj 2022 arrangerede udvalget et temamøde med transportministeren, hvor der blev debatteret emner som bilsyn, kørekort og ATV- og snescooterregler i Grønland.
- Den 2. juni 2022 mødtes Grønlandsudvalget med ombudsmanden, som orienterede udvalget om sine tilsynsbesøg på politiets og Kriminalforsorgens anstalter i Grønland.
Tekniske gennemgange
- Den 29. april 2022 gav klima-, energi- og forsyningsministeren Grønlandsudvalget en teknisk gennemgang af søkortopmåling i Grønland.
- Den 2. maj 2022 gav samme minister udvalget en teknisk gennemgang af teleroaming i Grønland.
Rejser
Den 17. og 18. maj 2022 deltog 4 medlemmer af Grønlandsudvalget i den årlige erhvervskonference i Nuuk, Future Greenland. På konferencen blev der sat fokus på rammerne for erhvervsudviklingen i Grønland, på, hvordan det politiske niveau og erhvervslivet kan spille sammen for at understøtte erhvervsudviklingen, og på, hvordan der kan skabes interesse for investeringer i Grønland.
Udvalget foretog den 21.-26. august 2022 en studietur til Grønland, hvor udvalget besøgte Tasiilaq og Nuuk. Programmet i Tasiilaq omfattede bl.a. møder med erhvervsfolk og lokale virksomheder og institutioner, og udvalget besøgte bygden Kuummiut. I Nuuk havde udvalget møder med bl.a. Inatsisartut og besøgte statslige institutioner i Grønland. Både i Tasiilaq og i Nuuk inviterede udvalget til borgermøder, hvor interesserede kunne møde udvalgets medlemmer.