Partiernes styrke afhænger ikke altid af størrelsen
Under forhandlingerne giver og tager man. Det er som regel nemmere for de partier, der har flest mandater i ryggen – dvs. de store partier – at få sine politiske krav opfyldt i et forlig, end for partier, der har få mandater.
Antallet af mandater repræsenterer jo antallet af vælgere, der har stemt på partiet, og stor vælgeropbakning giver stærkere politiske muskler end lille vælgeropbakning. Men hvis man som et lille parti er tungen på vægtskålen i en forhandling, kan man nogle gange godt ende med at få store krav gennemført – fordi regeringen ellers ikke vil have flertal og dermed ikke kan få sit forlig igennem.
En aftale er en aftale
Det, man enes om i et forlig, bliver til lovforslagets grundlag, og forligspartierne stemmer senere for forslaget, når regeringen fremsætter det i Folketinget. Regeringen ved dermed på forhånd, at den har flertal bag sit forslag.
Et politisk forlig kan godt indebære, at der skal flere lovforslag til, og det kan også berøre forskellige ministeriers områder.
Hvis flertallet bag et forlig forsvinder, f.eks. i forbindelse med et folketingsvalg, ophører forliget med at eksistere. Det kan også være, at et eller flere af partierne bryder et forlig. Men et politisk forlig er en meget bindende aftale. Det er meget alvorligt, hvis en regering eller et parti bryder et forlig. Det sker derfor næsten aldrig. Det er ligesom blandt mennesker uden for politik: En aftale er en aftale.
Tidsrammen for et forlig er aftalt på forhånd
Et politisk forlig kan have en aftalt udløbsdato eller være uden. Forliget bag finansloven, der er et årligt tilbagevendende politisk forlig, gælder f.eks. for 1 år. Et forlig kan også gælde i en valgperiode. Andre, brede forlig som SU-forliget og medielicensforliget er uden udløbsdato og har varet i mange år. Også folkeskolen har igennem lange perioder været omfattet af brede forlig – det vil sige, hvor en stor del af Folketingets partier er med.
Regeringspartier bliver en del af forliget
Hvis to eller flere partier danner et regeringssamarbejde og et af partierne er med i et forlig, som der stadig er flertal bag, men det andet parti ikke er, så er der tradition for, at alle regeringspartier bliver en del af forliget. Det skete f.eks. i 2001, hvor Venstre var med i folkeskoleforliget fra 1993, mens Konservative ikke var det. Da de to partier gik i regering sammen i 2001, blev Konservative automatisk en del af forligskredsen bag folkeskoleforliget.