De formelle forhandlinger om lovforslag foregår i Folketingssalen. Inden lovforslaget når til salen, har der ofte været forhandlinger mellem regeringen og de politiske partier. Regeringen kan vælge at indgå politiske aftaler eller forlig med de partier, de kan blive enige med, for at være sikre på, at der er flertal i Folketinget for deres initiativer. 

Politiske forlig og aftaler er ikke omtalt i grundloven eller Folketingets forretningsorden, men er en del af en række uskrevne regler og normer for, hvordan regering og Folketing samarbejder om lovgivningen – uskrevne regler, som er udviklet og accepteret af begge parter.

Forlig gør, at en stor del af eller alle Folketingets partigrupper står bag en lov. Det gør lovene mere langtidsholdbare. En regering tilstræber ofte, at så stor en del af Folketinget som muligt står bag en lov, fordi det bl.a. skaber større tryghed og stabilitet i samfundet, når lovgivningen ikke ændres for ofte. 

• Læs hvordan regeringen arbejder

Regeringen indkalder til forhandlinger

Politiske forlig eller aftaler bliver indgået mellem regeringen og en kreds af partier. I praksis foregår det, ved at regeringen inviterer ordførere fra forskellige partier til møder om et bestemt politisk initiativ. Her diskuterer de sagen/initiativet og forhandler sig til rette – de forliges om en aftale. Nogle gange indkalder regeringen alle Folketingets partier til møder, andre gange kun nogle af partierne – her ofte de partier, der støtter regeringens politik. Regeringen bestemmer selv, hvilke partier den ønsker at indkalde og forhandle med.

Partiernes styrke afhænger ikke altid af størrelsen

Under forhandlingerne giver og tager man. Det er som regel nemmere for de partier, der har flest mandater i ryggen – dvs. de store partier – at få sine politiske krav opfyldt i et forlig, end for partier, der har få mandater. 

Antallet af mandater repræsenterer jo antallet af vælgere, der har stemt på partiet, og stor vælgeropbakning giver stærkere politiske muskler end lille vælgeropbakning. Men hvis man som et lille parti er tungen på vægtskålen i en forhandling, kan man nogle gange godt ende med at få store krav gennemført – fordi regeringen ellers ikke vil have flertal og dermed ikke kan få sit forlig igennem. 

En aftale er en aftale

Det, man enes om i et forlig, bliver til lovforslagets grundlag, og forligspartierne stemmer senere for forslaget, når regeringen fremsætter det i Folketinget. Regeringen ved dermed på forhånd, at den har flertal bag sit forslag. 

Et politisk forlig kan godt indebære, at der skal flere lovforslag til, og det kan også berøre forskellige ministeriers områder. 

Hvis flertallet bag et forlig forsvinder, f.eks. i forbindelse med et folketingsvalg, ophører forliget med at eksistere. Det kan også være, at et eller flere af partierne bryder et forlig. Men et politisk forlig er en meget bindende aftale. Det er meget alvorligt, hvis en regering eller et parti bryder et forlig. Det sker derfor næsten aldrig. Det er ligesom blandt mennesker uden for politik: En aftale er en aftale.  

Tidsrammen for et forlig er aftalt på forhånd

Et politisk forlig kan have en aftalt udløbsdato eller være uden. Forliget bag finansloven, der er et årligt tilbagevendende politisk forlig, gælder f.eks. for 1 år. Et forlig kan også gælde i en valgperiode. Andre, brede forlig som SU-forliget og medielicensforliget er uden udløbsdato og har varet i mange år. Også folkeskolen har igennem lange perioder været omfattet af brede forlig – det vil sige, hvor en stor del af Folketingets partier er med. 

Regeringspartier bliver en del af forliget

Hvis to eller flere partier danner et regeringssamarbejde og et af partierne er med i et forlig, som der stadig er flertal bag, men det andet parti ikke er, så er der tradition for, at alle regeringspartier bliver en del af forliget. Det skete f.eks. i 2001, hvor Venstre var med i folkeskoleforliget fra 1993, mens Konservative ikke var det. Da de to partier gik i regering sammen i 2001, blev Konservative automatisk en del af forligskredsen bag folkeskoleforliget.