Siden grundloven af 1849 og frem til folketingsvalget i 2022 har Folketinget haft 31 formænd ‒ 30 mænd og 1 kvinde.

Folketingets formand har en vigtig rolle. Det er nemlig formandens opgave at sikre, at Folketingets institutionelle forpligtelser overholdes, at lovgivningsarbejdet forløber, som det skal, og at Folketingets forretningsorden efterleves. Rammerne for formandens arbejde er brede. Derfor har hver formand haft mulighed for at sætte sit eget præg på rollen.

Primær kilde: Hanne Rasmussen: 30 mænd og en kvinde: Folketingets formænd fra 1850. Gads forlag, 2021.

Henrik Dam Kristensen 

Henrik Dam Kristensen blev født i 1957 i Vorbasse som barn af smedesvend Ove Dam Kristensen og forretningsindehaver Gudrun Dam Kristensen. 

Han havde debut i Folketingssalen i 1990, da han var blevet valgt ind for Socialdemokratiet. Året efter blev han medlem af folketingsgruppens bestyrelse, og i 1994-1996 var han landbrugs- og fiskeriminister i Poul Nyrup Rasmussens (S) regering. Herefter fik han ministerposten for fødevarer, og 2000-2001 var han socialminister.

I årene, der fulgte, begyndte EU at sætte dagsordenen i Henrik Dam Kristensens karriere. 2003-2004 var han medlem af EU-konventet, som udarbejdede udkastet til den nye forfatningstraktat, og i 2004 forlod han Folketinget for at sidde i Europa-Parlamentet. Han kom retur til dansk politik i 2006, da han blev partisekretær for Socialdemokratiet, og i 2007 blev han igen valgt ind i Folketinget.

Henrik Dam Kristensen blev minister i to omgange under statsminister Helle Thorning-Schmidts (S) ledelse, først transportminister 2011-2013 og herefter beskæftigelsesminister fra 2014 indtil valget i 2015.

Han har været gruppeformand for den socialdemokratiske folketingsgruppe, næstformand i Folketingets Præsidium, præsident for Nordisk Råd og formand for Udvalget for Forretningsordenen. 

I 2019 blev Henrik Dam Kristensen valgt som formand for Folketinget. Han var en vellidt formand, der gik op i Folketinget som arbejdsplads og sine kollegaers trivsel. Han var også meget optaget af unges deltagelse i politik og samfundsforhold: »Demokratiet er under pres i mange lande. Det er nødvendigt, at også de kommende generationer holder folkestyret i live ved at engagere sig. Mene noget. Stille krav til deres politiske repræsentanter. På den måde holder vi demokratiet i live som en ramme om vores liv, hvor vi taler sammen om de fælles spørgsmål.«

Kvindelige politikeres mangelfulde repræsentation i historiske og kunstneriske fortællinger er blevet debatteret i stigende grad de seneste år, og under Henrik Dam Kristensens formandskab blev det besluttet at understrege, hvilken afgørende betydning kvinder har haft for dansk politik. Således skal et af Folketingets mest ikoniske rum, Samtaleværelset, besmykkes med et portræt af 30 kvinder, som har haft betydning for kvinders demokratiske virke i Danmark siden 1915.

Henrik Dam Kristensen valgte ikke at genopstille ved folketingsvalget i 2022. 

Pia Kjærsgaard

Pia Merete Kjærsgaard blev født i 1947 i København som datter af farvehandler Poul Kjærsgaard og husmoder Inge Munch Jensen. Hun blev uddannet på Købmandsskolen i København og arbejdede på kontor 1963-1967 og senere som hjemmehjælper 1978-1984.

I 1974 meldte Pia Kjærsgaard sig ind i Fremskridtspartiet, og hun blev valgt til Folketinget i 1984. 1985-1994 var hun Fremskridtspartiets politiske leder. I oktober 1995 meldte hun sig ud af Fremskridtspartiet og stiftede i stedet Dansk Folkeparti, som hun var formand for frem til 2012. 

Pia Kjærsgaard blev valgt til formand for Folketinget i 2015. Under Pia Kjærsgaards formandskab blev arbejdsformen i Folketingets sal og Folketingets udvalg fornyet. Da ordningen med borgerforslag blev indført i 2018, påtog Pia Kjærsgaard sig at sikre, at borgerforslag med 50.000 støttere kom til behandling i Folketingssalen. 

Som formand lagde Pia Kjærsgaard særlig vægt på at håndhæve reglerne om god ro og orden i Folketingssalen.

Mens Pia Kjærsgaard var formand, blev Christiansborg Slotsplads renoveret og terrorsikret. Ligeledes blev Folketingssalen renoveret, så den fremstår lysere og er tilgængelig for kørestolsbrugere og synshandicappede.

I 2019 måtte Pia Kjærsgaard sige farvel til formandsposten, men hun fortsatte som anden næstformand i Folketingets Præsidium frem til 2022.

Mogens Lykketoft

Mogens Lykketoft blev født i 1946 i København. Han blev matematisk student og derefter uddannet cand.polit. fra Københavns Universitet. Han meldte sig allerede i 1964 ind i Socialdemokratiet og sad i ledelsen for det socialdemokratiske studenterforbund Frit Forum 1966-1970. Han arbejdede i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, hvor han var afdelingsleder 1975-1981.

I januar 1981 blev han hentet ind som minister for skatter og afgifter i Anker Jørgensens (S) regering. Den post bestred han indtil 1982. Lykketoft blev valgt ind i Folketinget ved valget i slutningen af 1981. I 1993 blev han finansminister i Poul Nyrup Rasmussens (S) regering, og den post havde han frem til 2000, hvorefter han blev udnævnt til udenrigsminister og var det til 2001.

Efter at Poul Nyrup Rasmussen havde tabt folketingsvalget i 2001, overlod han i 2002 posten som Socialdemokratiets formand til Mogens Lykketoft. Det lykkedes ikke Lykketoft at vinde regeringsmagten tilbage ved folketingsvalget i 2005, og han trak sig som formand for partiet. 

Mogens Lykketoft blev formand for Folketinget i 2011 og sad frem til 2015. Som Folketingets formand lagde han stor vægt på det internationale aspekt af formandsrollen, og han var både alene og sammen med det øvrige Præsidium på inspirationsbesøg i andre parlamenter rundtom i verden. 

Som formand ønskede Mogens Lykketoft en mere livlig debat i Folketingssalen, og han fik derfor indført en ugentlig spørgetime, hvor statsministeren besvarer spørgsmål fra partilederne.

Lykketoft tog initiativ til, at tårnet på Christiansborg Slot blev åbnet for offentligheden, så alle kan nyde den storslåede udsigt. Han foreslog også etableringen af en restaurant i tårnet, og i 2014 kunne han indvie både restaurant og udsigtspunktet øverst på Christiansborg Slot. 

I årene 2006-2011 var Mogens Lykketoft statsrevisor, og i 2015 blev han valgt til posten som formand for FN’s Generalforsamling, hvilket han var indtil 2016.

Thor Pedersen

Thor Pedersen blev født i 1945 i Gentofte. Han blev matematisk student og var i 2 år sergent i Den Kongelige Livgarde, inden han i 1978 blev cand.polit. fra Københavns Universitet. 

Thor Pedersen startede sin politiske karriere i lokalpolitik, hvor han sad i kommunalbestyrelsen for Venstre i Helsinge. 1978-1986 var han borgmester i Helsinge. 

Han blev medlem af Folketinget i 1984. 2 år efter blev han udnævnt til boligminister af Poul Schlüter (KF). Han havde indtil midten af 90’erne en række ministerposter og var bl.a. indenrigsminister, minister for nordisk samarbejde og indenrigs- og økonomiminister. I sin tid som oppositionspolitiker var han bl.a. statsrevisor 1998-2001. Da Anders Fogh Rasmussen (V) blev statsminister i 2001, blev Thor Pedersen finansminister.

Thor Pedersen blev valgt som formand for Folketinget i 2007 og sad på posten frem til 2011. Han havde i begyndelsen ikke selv et ønske om at være Folketingets formand, men senere udtalte han, at det var et drømmejob. Socialdemokratiet bakkede op om indstillingen af ham som formand, men andre dele af oppositionen var skeptiske, fordi de var nervøse for, at han ikke ville kunne agere neutralt i rollen. I 2010 kritiserede oppositionspartiernes gruppeformænd Thor Pedersen, fordi de ikke mente, at han agerede tydeligt nok som Folketingets tillidsrepræsentant frem for som venstrepolitiker.

Under Thor Pedersens formandstid gik Folketingets egen tv-kanal i luften, hvilket gav offentligheden større indblik i, hvad der foregik i Folketingssalen og ved åbne samråd i udvalgene. Thor Pedersen betragtede tv-kanalen som en landvinding for demokratiet.

Christian Mejdahl

Christian Mejdahl blev født i 1939 i Tvøroyri på Færøerne. Hans far var provst og moderen husmoder. Christian Mejdahl tog en landmandsuddannelse, og som 26-årig overtog han en gård i Oudrup i Vesthimmerland, som han drev frem til 2000.

I 1970 blev Christian Mejdahl valgt ind i kommunalbestyrelsen for Venstre i Løgstør. 1974-1987 var han borgmester i Løgstør, og i 1987 blev han valgt ind i Folketinget for Venstre. Han havde en række forskellige poster i partiet, bl.a. var han næstformand for Venstres folketingsgruppe og i en periode på 2 år også formand for gruppen. 2001-2003 var Christian Mejdahl statsrevisor.

Christian Mejdahl blev valgt som formand for Folketinget i 2003 med opbakning fra alle partierne. Som formand var han meget opmærksom på, at han var hele Folketingets formand, og han bestræbte sig på at være neutral. Han lagde særlig vægt på, at det var vigtigt, at regeringen lyttede til oppositionen, og at den gav fyldestgørende svar på spørgsmål fra politiske modstandere. Han var også opmærksom på folketingsmedlemmernes arbejdsvilkår og deres mulighed for at tilrettelægge deres arbejde bedst muligt. Christian Mejdahl udtalte sig sjældent i medierne. 

Christian Mejdahl var en meget vellidt formand på tværs af politiske skel, og da han stoppede som formand, rejste alle i Folketingssalen sig op og klappede. 

Ved folketingsvalget i 2007 trak Christian Mejdahl sig fra politik.

Ivar Hansen

Ivar Christian Hansen blev født i 1938 i Agerbæk som søn af gårdejer Lars P. Hansen og lærer Maria Hansen. Ivar Hansen gik bl.a. på Ryslinge Højskole og Askov Højskole og tog desuden et år i Livgarden. 1960-61 gik han på Ladelund Landbrugsskole, og han blev senere ejer af slægtsgården i Agerbæk. Ivar Hansen meldte sig ind i Venstres Ungdom, og 1964-1966 var han formand for VU i Ribe Amt.

I 1972 blev Ivar Hansen valgt ind i Folketinget. Han var en del af den traditionelle fløj i Venstre med tæt tilknytning til både højskolebevægelsen og landbruget og var 1982-1998 gruppeformand for partiet. Ved formandsvalget i Venstre i 1984 stod valget mellem Ivar Hansen og Uffe Ellemann-Jensen, og det blev sidstnævnte, der endte med at få posten. 

Ivar Hansen var statsrevisor 1982-1998, og de sidste 3 år af perioden var han formand for Statsrevisorerne. 

Da der skulle findes en ny formand for Folketinget efter folketingsvalget i 1998, var der kampvalg mellem Ivar Hansen og Socialdemokratiets Birte Weiss. Der blev afholdt to afstemninger, hvor stemmerne stod lige, og valget blev derfor afgjort med en lodtrækning, hvor Ivar Hansens navn blev trukket fra krukken.

Som formand lagde Ivar Hansen vægt på det brede samarbejde, og blandt sine kollegaer på Christiansborg var han afholdt og respekteret. 

Han døde pludseligt i 2003. 

Erling Olsen

Erling Heymann Olsen blev født i 1927 i København som søn af historiker Albert Olsen og kvindesagsforkæmper Agnete Olsen. Under anden verdenskrig var familien nødt til at flygte til Sverige, fordi Agnete Olsen var jøde. Efter krigen studerede Erling Olsen nationaløkonomi ved Københavns Universitet. Han blev i 1953 cand.polit. og i 1971 dr.polit. 

I 1970 blev Erling Olsen professor i nationaløkonomi ved Københavns Universitet, og samme år blev han udnævnt til rektor på Roskilde Universitetscenter, RUC, som netop var blevet oprettet. Han var rektor indtil 1973, men arbejdede som professor på RUC indtil 1982.

Erling Olsen blev valgt ind i Folketinget for Socialdemokratiet i 1964. I 1978 blev han udnævnt som boligminister i Anker Jørgensens (S) regering, og i 1993 blev han udnævnt til justitsminister i Poul Nyrup Rasmussens (S) regering. 

Da Erling Olsen fik posten som Folketingets formand i 1994, havde han siddet i Folketinget i 25 år og varetaget en række poster, men han havde ikke prøvet at sidde i Præsidiet. Selv om han udtalte, at han ikke var helt klar over, hvad rollen som Folketingets formand indebar, blev han en meget aktiv formand, fordi han så stillingen som en mulighed for at styrke Folketinget.

Han udarbejdede den såkaldte Olsen-plan, hvis formål bl.a. var at styrke Folketingets indflydelse over for regeringen. Derudover ville han styrke Folketingets Administration, så den i højere grad kunne understøtte folketingsmedlemmerne i deres arbejde og sikre de bedst mulige arbejdsvilkår for mf’erne. Det lykkedes i store træk at gennemføre planen, og på den måde satte Erling Olsen et afgørende aftryk på Folketinget som institution. 

Erling Olsen døde i 2011.

Henning Rasmussen

Henning Peter Kruse Rasmussen blev født i 1926 i Viborg som søn af elektriker Ejvind Rasmussen og tobaksarbejderske Petra Rasmussen. I 1944 blev Henning Rasmussen student fra Viborg Katedralskole, og i 1957 blev han uddannet cand.oecon. fra Aarhus Universitet.

Henning Rasmussen var blandt initiativtagerne til dannelsen af den socialdemokratiske studenterorganisation Frit Forum, og han sad også i Danmarks Socialdemokratiske Ungdoms landsledelse. Han underviste på Esbjerg Højskole 1955-1959, blev i 1958 medlem af Esbjerg Byråd og arbejdede som sekretær i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd 1959-1960.

I 1960 blev Henning Rasmussen valgt til Folketinget, hvor han sad, indtil han i 1964 indtog posten som borgmester i Esbjerg. Mens han var borgmester, blev han flere gange tilbudt en ministerpost i Jens Otto Krags (S) regeringer, men han takkede hver gang nej og bestred sin borgmesterpost frem til 1979.

I 1979 valgte Henning Rasmussen dog at takke ja til posten som justits- og indenrigsminister i Anker Jørgensens (S) regering. Han blev valgt til Folketinget for anden gang i 1981, og fra 1989 til 1994 var han medlem af Folketingets Præsidium.

I 1993 blev Henning Rasmussen valgt som formand for Folketinget. Han meldte straks ud, at han ikke ville genopstille til det kommende folketingsvalg. Det blev udskrevet allerede i september 1994, og hans formandstid blev derfor ikke særlig lang. 

Henning Rasmussen var som formand en myndig mødeleder, men han tog samtidig hensyn til de talelystne ved indimellem at dispensere fra taletidsreglerne. Han accepterede ikke, at medlemmerne talte grimt til hinanden.

Om formandsrollen har Henning Rasmussen udtalt: »Formanden skal være til det yderste upartisk i hele sit arbejde. … Det var meget mærkeligt efter mere end 50 år som politisk aktiv.«

Henning Rasmussen døde i 1997.

H.P. Clausen

Hans Peter Clausen blev født i 1928 i Borg i Sønderjylland. Efter sin studentereksamen blev han cand.mag. i dansk og historie. I 1955 blev han ansat som videnskabelig assistent ved Institut for Nyere Historie. Herefter blev han adjunkt, lektor og senere professor. 1980-1984 var han formand for regeringens Mediekommission.

I 1987 blev han valgt ind i Folketinget for Det Konservative Folkeparti. Året efter blev han trafikminister og året efter igen justitsminister. Da regeringen Poul Schlüter III i 1988 opstillede H.P. Clausen som kandidat til posten som formand for Folketinget, ønskede den at få bred opbakning til ham. Men Socialdemokratiet mente ikke, at H.P. Clausen havde nok parlamentarisk erfaring, og der blev derfor kampvalg mellem ham og Henning Rasmussen (S). H.P. Clausen vandt med 92 stemmer mod Henning Rasmussens 75. 

Som formand ønskede H.P. Clausen, at Folketinget fulgte it-udviklingen, og han tog bl.a. initiativ til, at folketingsmedlemmerne fik egne pc’er, så de kunne koble sig på Folketingets it-systemer hjemmefra.

Da tamilsagen begyndte at rulle i midten af 1990’erne, ramte den også H.P. Clausen, da han ifølge rapporten skulle have givet misvisende svar til Folketinget. Folketingets Udvalg for Forretningsordenen udtrykte misbilligelse over H.P. Clausens handlinger, men mente ikke, at der skulle gøres yderligere i sagen. H.P. Clausen syntes ikke, at kritikken var retfærdig, og da Poul Schlüters (KF) regering trådte tilbage, valgte H.P. Clausen også at træde tilbage som formand. Han mente ikke, at han kunne være Folketingets formand, når han blev beskyldt for at vildlede Folketinget. 

H.P. Clausen skrev i sit testamente, at han ikke ville have sit portræt op at hænge i Folketinget. Han er dermed den eneste formand for Folketinget, hvis portræt ikke findes på Christiansborg. 

Da H.P. Clausen forlod Folketinget i 1997, blev han generalkonsul i Flensborg ‒ en stilling han bestred indtil sin død i 1998.

Erik Ninn-Hansen

Erik Ninn-Hansen blev født i Skørpinge i 1922 som søn af gårdejer Christian Hansen og lærer Marie Ninn. Han blev student fra Slagelse Gymnasium i 1941. Han var aktiv i modstandskampen under anden verdenskrig og var med til at stifte organisationen Studenternes Efterretningstjeneste.

Erik Ninn-Hansen blev cand.jur. fra Københavns Universitet i 1948. Samme år blev han formand for Konservativ Ungdom, hvilket han var indtil 1950. I 1953 blev han valgt ind i Folketinget for Det Konservative Folkeparti. Han var forsvarsminister 1968-1971, finansminister i 1971 og justitsminister 1982-1989. 1971-1974 var han desuden formand for Det Konservative Folkeparti.

Ved formandsvalget i januar 1989 var der kampvalg mellem Erik Ninn-Hansen og Anker Jørgensen (S). Ninn-Hansen, der på det tidspunkt var det længst siddende medlem i Folketinget og havde stor parlamentarisk erfaring, vandt valget med tre stemmer.

Ninn-Hansen havde tidligere været medlem af Præsidiet og kendte Folketingets forretningsorden indgående, men på trods af det var det ikke helt uproblematisk for partierne at udnævne ham til formand. Tamilsagen var nemlig allerede under opsejling. Ombudsmanden havde indledt en undersøgelse af Justitsministeriets håndtering af de tamilske flygtninges familiesammenføringssager, og Erik Ninn-Hansens periode som justitsminister stod for nogle partier i et dårligt lys.

Som Folketingets formand havde Erik Ninn-Hansen stort fokus på arbejdsvilkårene for både Folketingets medlemmer og de ansatte i Folketingets Administration. Han mødtes med alle partigrupperne, også dem, der ikke var repræsenteret i Præsidiet, for at få indblik i, hvilke ønsker og udfordringer de havde.

Men tamilsagen ulmede i baggrunden, og ved starten af det nye folketingsår i 1989 stillede flere partier sig kritisk over for, at Folketinget havde en formand, som muligvis havde brudt loven. For at sagen ikke skulle få negative konsekvenser for regeringen, blev H.P. Clausen (KF) derfor indstillet til posten, og Ninn-Hansen måtte stoppe som formand efter kun 9 måneder på posten.

4 år senere besluttede et flertal i Folketinget, at der skulle rejses en rigsretssag mod Erik Ninn-Hansen for overtrædelse af ministeransvarlighedsloven ‒ den første danske rigsretssag siden 1910. I 1995 blev Erik Ninn-Hansen idømt 4 måneders betinget fængsel for brud på ministeransvarlighedsloven.

Erik Ninn-Hansen døde i 2014.

Svend Jakobsen

Svend Aage Jakobsen blev født ind i en landarbejderfamilie i Vendsyssel i 1935. Der var ikke råd til, at han kunne komme i realskolen, så som 14-årig måtte han forlade skolen. I nogle år arbejdede han i landbruget, hvorefter han kom i lære som ekspedient i den lokale brugs.

Allerede som ung var Svend Jakobsen interesseret i samfundsforhold, og mens han i 1960’erne arbejdede i FDB’s hovedkontor i Albertslund, fandt han sit politiske ståsted i Socialdemokratiet. 

I 1971 blev Svend Jakobsen for første gang valgt ind i Folketinget. Allerede 2 år efter blev han kortvarigt boligminister i Anker Jørgensens (S) første regering. Hver gang Anker Jørgensen dannede en ny regering, havde han bud efter Svend Jakobsen, som nåede at være skatteminister, bolig- og miljøminister, fiskeriminister og finansminister. 

I december 1981 blev Svend Jakobsen valgt som formand for Folketinget. Tiltrædelsesdagen kaldte han »den lykkeligste dag i mit liv som politiker«.

I de år, hvor Svend Jakobsen var formand, var mf’erne Mogens Glistrup (Fremskridtspartiet) og Preben Møller Hansen (Fælles Kurs) kendt for særdeles bramfrie udtalelser, der ofte brød med takt og tone i Folketingssalen. Fra formandsstolen håndterede Svend Jakobsen episoderne med både autoritet og situationsfornemmelse. 

Svend Jakobsen tog forskellige initiativer til at forbedre folketingsmedlemmernes arbejdsforhold, og han sørgede bl.a. for, at der blev udarbejdet en årsplan for Folketingets arbejde, så mødedagene blev fastlagt et år frem. I Svend Jakobsens formandstid blev der installeret mikrofoner ved medlemmernes pladser i Folketingssalen, og efter mange års forberedelser og diskussioner blev det i 1982 muligt at foretage elektroniske afstemninger. 

Svend Jakobsen annoncerede sin afgang som formand i 1988. 

Han døde i 2022.

K.B. Andersen

Knud Børge Andersen blev født i København i 1914. Han blev uddannet cand.polit. og arbejdede bl.a. i Statsradiofoniens foredragsafdeling, hvor han var chef 1948-1950. K.B. Andersen underviste i en periode på Krogerup Højskole, og senere blev han forstander på Arbejderhøjskolen. Han var stor tilhænger af højskoletraditionen, og en af K.B. Andersens mærkesager var folkeoplysning.

K.B. Andersen blev valgt ind i Folketinget for Socialdemokratiet i 1957. Han var tæt med Jens Otto Krag (S) og var med til at formulere Socialdemokratiets partiprogram i 1961. Et år efter blev han politisk ordfører, og i 1964 blev han udnævnt til undervisningsminister i regeringen Jens Otto Krag (S) II. 1971-1978 fungerede K.B. Andersen som udenrigsminister i først Krags regering og derefter Anker Jørgensens (S) regeringer.

I oktober 1978 blev K.B. Andersen formand for Folketinget. Det var i hans formandstid, at alle medlemmerne af Præsidiet begyndte at deltage i ledelsen af Folketinget og møderne i Folketingssalen. K.B. Andersen gik meget op i tone og sprogbrug i Folketingssalen og lod sig ofte interviewe om netop det emne. Han mente ikke, at sproget i Folketinget skulle være hverken fint eller højpandet. Men den gode tone skulle overholdes, og han reagerede prompte, når folketingsmedlemmer brugte stødende eller problematiske ord.

I K.B. Andersens formandstid fik folketingsmedlemmerne mulighed for at tale fra deres egen plads i folketingssalen, hvis de kun havde korte bemærkninger, frem for at skulle gå op til talerstolen.

K.B. Andersen døde i 1984.

Karl Skytte

Karl Hansen Skytte blev født i 1908 i Køng-Højrup ved Glamsbjerg på Fyn. Hans far var landbrugsmedhjælper, og Karl Skytte gik i faderens fodspor. Han gik på Tune Landbrugsskole og drev efterfølgende sin egen gård.

Landbruget fyldte dog ikke alt i Karl Skyttes liv. Han var engageret i Radikal Ungdom og det i en sådan grad, at han blev formand for ungdomspartiet fra 1934 til 1937.

I 1947 blev Karl Skytte valgt ind i Folketinget for Det Radikale Venstre. Han blev bl.a. medlem af og formand for jordlovsudvalget. I 1957 blev han landbrugsminister, og den post sad han på indtil 1964. 

4 år senere – i 1968 – blev Karl Skytte valgt som formand for Folketinget. I sin formandsperiode fokuserede han især på at modernisere arbejdsgangene i Folketinget, så medlemmernes arbejdsvilkår blev forbedret. 

Karl Skytte stoppede i 1978 som formand efter 10 år på posten.

Han døde i 1986.

Julius Bomholt

Julius Bomholt blev født i 1896 nær Silkeborg som søn af papirarbejderne Martinus og Karen Marie Bomholt. I 1921 blev Julius Bomholt uddannet cand.theol. Derefter var han lærer på først Askov Højskole og senere Esbjerg Arbejderhøjskole, hvor han var forstander 1924-1929.

I 1929 blev Julius Bomholt valgt ind i Folketinget for Socialdemokratiet. Han var medlem af Folketinget indtil 1968 og var formand for Folketinget i to perioder ‒ først fra 1945 til 1950 og siden fra 1964 til 1968. 

I sin første formandsperiode lagde Julius Bomholt mange kræfter i arbejdet med fejringen af grundlovens 100-årsjubilæum i 1949. Jubilæet blev markeret med festgudstjeneste i Holmens Kirke, grundlovsmøde i Folketingssalen med 800 indbudte gæster, folkemøde på Christiansborg Slotsplads og festforestilling i Det Kongelige Teater. Den pompøse fejring blev kritiseret i pressen for at være topstyret og elitær. Festlighederne foregik kun i København og blev transmitteret til resten af landet via radioen. Dagen efter blev der dog holdt lokale grundlovsarrangementer over hele landet.

Mens Julius Bomholt var formand, blev der indført en ugentlig spørgetime, hvor folketingsmedlemmerne kunne stille spørgsmål til ministrene om konkrete sager. Tidligere havde det kun været muligt at stille den slags spørgsmål én gang om året, nemlig under finanslovsforhandlingerne. Der blev også indført en ugeplan for arbejdet i Folketingssalen, og det blev muligt at fremsætte lovforslag skriftligt.

Da Julius Bomholt i 1950 blev udnævnt til undervisningsminister, forlod han posten som Folketingets formand. 1957-1961 bestred han posten som socialminister, og 1961-1964 var han minister for kulturelle anliggender. 

I 1964 blev Julius Bomholt atter udnævnt til formand for Folketinget. Denne gang ønskede han at bruge sin formandspost til at styrke Folketinget og skabe bedre arbejdsforhold for medlemmerne. Han ville bl.a. forøge antallet af stående udvalg, så der i stedet for 6 skulle være 12. Formålet var at styrke og rationalisere udvalgsarbejdet. Kun tre ekstra udvalg blev oprettet, men planen banede vej for den senere indførelse af flere udvalg.

Julius Bomholt liberaliserede tiltaleformerne i Folketingssalen en anelse, så det blev valgfrit, om man ville bruge betegnelserne ærede medlem og højtærede minister. Det var dog fortsat ikke tilladt at tiltale nogen direkte under forhandlingerne, og medlemmerne skulle stadig benævnes hr., fru eller frøken med tilføjelse af navn.

Julius Bomholt døde i 1969.

Gustav Pedersen

Gustav Pedersen blev født i Aarhus i 1893. Han tog en uddannelse som bankmand, og i 1918 blev han formand for HK i Aarhus. 1921-1923 sad han i Aarhus Byråd for Socialdemokratiet. Han var meget aktiv i fagbevægelsen og var landsformand for HK 1938-1949. Mens Gustav Pedersen var landsformand, oplevede forbundet en øget tilslutning. 

I 1924 blev Gustav Pedersen valgt ind i Folketinget. Her sad han i første omgang frem til 1926. I 1934 blev han igen valgt ind.

Gustav Pedersen blev valgt som formand for Folketinget i 1950, og den post sad han på, indtil han trådte ud af Folketinget i 1964.

Gustav Pedersen havde under hele sin formandsperiode tæt kontakt til sit politiske bagland, og han var ofte på besøg i sin valgkreds. Hans filosofi var, at det var vigtigt for de folkevalgte politikere at have kontakt til vælgerne. 

Selv om han egentlig ikke havde haft et ønske om at blive formand, gik han til opgaven med stor alvor og engagement, og han er den formand, der har varetaget posten i længst tid med en formandstid på 14 år. Gustav Pedersen var vellidt og respekteret på tværs af det politiske spektrum. 

Gustav Pedersen døde i 1975.

Hans Rasmussen

Hans Rasmussen blev født i Gamtofte på Fyn i 1873. I en tidlig alder blev han interesseret i samfundsforhold, og han så journalistikken som et middel, hvormed han kunne gøre en forskel. I 1895 stiftede han dagbladet Fredericia Social-Demokrat, og 6 år senere blev han redaktør for den nyoprettede Skanderborg Social-Demokrat.

I 1906 blev Hans Rasmussen valgt ind i Folketinget for Socialdemokratiet, og i 1933 blev han valgt som formand for Folketinget. Det var han frem til 1945.

Under Hans Rasmussens formandskab blev taletidsregler og 14 dages karantæne for folketingsmedlemmer, der brød med formandens anvisninger, vedtaget. Der blev også taget tilløb til at introducere elementer som spørgetime og ugeplaner. De blev dog først vedtaget efter Hans Rasmussens formandstid.

Den 9. april 1940 – 7 år efter at Hans Rasmussen tiltrådte som formand – blev Danmark besat af tyskerne. I den forbindelse holdt Hans Rasmussen en tale, hvor han bl.a. sagde: »Trods det Mørke og den Usikkerhed, der behersker Øjeblikket, vil vi sætte vort Haab til Fremtiden. Vi vil haabe, vort Land maa gaa uskadt gennem den frygtelige Krise, Verden nu oplever, og at vort Folk maa bevare Retten til at leve sit eget nationale Liv uden Indgreb af nogen Art. Vi vil ikke kunne tænke den Tanke, at Danmark ikke skulde bestaa som et frit og selvstændigt Land.«

Hans Rasmussen døde i 1949.

Gerhard Nielsen

Gerhard Sofus Nielsen blev født i 1871 i landsbyen Ålsrode på Djursland. Han kom i lære som snedker og engagerede sig politisk i faget som formand i sin fagforening og som medlem af hovedbestyrelsen for Snedkerforbundet. Senere blev han en del af ledelsen for Socialdemokratisk Forening. I 1905 bevægede Gerhard Nielsen sig helt væk fra snedkerfaget, da han blev lokalredaktør for Social-Demokraten i Skive. Året efter blev han valgt til Skives Byråd som en af de første socialdemokrater nogen sinde. I 1910 flyttede Gerhard Nielsen til Aalborg, hvor han blev redaktør for Nordjyllands Social-Demokrat og medlem af Aalborg Byråd.

I 1918 blev Gerhard Nielsen valgt til Folketinget. Han var flittig i udvalgsarbejdet og sad også i Det Udenrigspolitiske Nævn. I 1932 blev han valgt som Folketingets formand, og han bestred hvervet med fokus på ordentlighed. Han nåede dog kun at være formand i 5 måneder og at deltage i 3 præsidiemøder, det sidste 3 uger inden sin død.

Gerhard Nielsen døde i 1933.

H.P. Hansen

Hans Peter Hansen blev født i 1872 i Nykøbing S. Som ung tjente han på landet, og han var i et år skibsdreng, men under sømandsstrejken i 1890 gik han i land. Han blev derefter lagerarbejder i København.

H.P. Hansen blev tidligt aktiv i de socialdemokratiske vælgerforeninger, og 1902-1919 var han redaktør på avisen Vestsjællands Social-Demokrat. Han blev valgt til Folketinget i 1913, og i 1917 blev han også valgt til borgmester i Slagelse.

H.P. Hansen var stadig borgmester, da han i 1924 blev opstillet til posten som formand for Folketinget, og han accepterede kun modvilligt at stille op, da han gerne ville fortsætte som borgmester. Han blev valgt til posten og fortsatte sideløbende sin borgmestergerning frem til 1927. 

Som formand gjorde H.P. Hansen en dyd ud af, at Folketingets forretningsorden blev efterlevet, og at møderne i Folketingssalen ikke blev alt for lange. Han kunne finde på at spørge, om taleren snart var klar til at afslutte, eller afbryde talere, der kom med for mange detaljer om en sag. Han var kendt for at være en streng, men også meget retfærdig forhandlingsleder.

H.P. Hansen var formand for Folketinget indtil 1932. Herefter blev han udnævnt til forsvarsminister og senere finansminister. Han var gruppeformand for den socialdemokratiske rigsdagsgruppe 1942-1945. 

H.P. Hansen døde i 1953.

Jørgen Jensen-Klejs

Jørgen Sørensen Jensen-Klejs blev født i Nebsager syd for Horsens i 1863 som søn af en gårdejer. Han blev uddannet landmand på Grejsdalens Landbrugsskole og blev herefter gårdejer. Jørgen Jensen-Klejs’ politiske engagement begyndte at vise sig omkring århundredeskiftet, hvor han blev valgt til forskellige råds- og bestyrelsesposter på egnen.

I 1906 blev han valgt til Folketinget for Venstre. Han var især optaget af skattepolitik og sparekasse- og bankforhold, og han bestred flere poster i kommissioner, råd og nævn inden for de områder.

I 1922 blev Jørgen Jensen-Klejs formand for Folketinget. Det var han frem til 1924, hvor han stoppede i sine politiske embeder på grund af dårligt helbred. Hans sygemelding viste sig at være en politisk pause snarere end et politisk farvel, for i 1928 stillede han op til Landstinget. Han blev valgt som både medlem og formand, hvilket han var frem til 1936.

Jørgen Jensen-Klejs blev udnævnt til dannebrogsmand og kommandør af 2. grad.

Han døde i 1947.

Niels Pedersen-Nyskov

Niels Pedersen-Nyskov blev født i 1850 som søn af fynske forældre, der flyttede til Djursland og blev gårdejere. Han gik i sine forældres fodspor og overtog som 20-årig gården Nyskov, som han tog navn efter.

I 1895 blev Niels Pedersen-Nyskov valgt ind i Folketinget. Sine erfaringer som landmand brugte han som medlem af Husmandskommissionen og ordfører for statshusmandsloven, der handlede om udstykning af jordlodder til mindre landbrug.

Niels Pedersen-Nyskov bestred også vigtige finanspolitiske poster. Han var først medlem af Finansudvalget, herefter formand for det og senere statsrevisor. I 1913 blev han formand for Folketinget, hvilket han var frem til sin død. Han var medlem af Venstre.

Niels Pedersen-Nyskov var ridder af Dannebrog og dannebrogsmand.

Han døde i 1922.

J.C. Christensen

Jens Christian Christensen blev født i Påbøl i Vestjylland i 1856. Han gik på Grundtvigs Højskole og tog derefter en uddannelse på lærerseminariet i Gedved. Han var tidligt interesseret i politik og skrev som ung en række politiske digte, som blev udgivet i Horsens Folkeblad. I 1890 stillede han op for Venstre og blev valgt ind i Folketinget.

I 1905 blev J.C. Christensen konseilspræsident (statsminister), og det var første gang, at en tidligere lærer indtog så vigtig en stilling. J.C. Christensen måtte trække sig som konseilspræsident i 1908, fordi han blev beskyldt for at have holdt hånden over sin justitsminister, P.A. Alberti, som havde begået bedrageri og falskneri. Ved den efterfølgende rigsretssag blev J.C. Christensen frifundet. 

J.C. Christensen blev formand for Folketinget i 1912 og havde posten i et år. Mens han var formand, blev det bl.a. indført, at medlemmerne skulle tale fra en talerstol og ikke fra deres almindelige pladser i Folketingssalen, som det hidtil havde været tilfældet. Forslaget om at indføre en talerstol medførte stor debat, fordi medlemmerne var bange for, at generte folketingsmedlemmer ikke ville turde tage ordet, hvis de på den måde kom i fokus. Efter mange forhandlinger blev forslaget dog vedtaget, og talerstolen blev en del af inventaret i Folketingssalen, som vi kender det i dag. 

Efter sin tid som formand for Folketinget sad J.C. Christensen bl.a. i forfatningsudvalget, og derigennem fik han stor indflydelse på indholdet i den nye grundlov af 1915. 

J.C. Christensen havde stor betydning for, at parlamentarismen blev en del af det danske demokrati, og han anses for at være en slags faderfigur i Venstre, fordi han i sin samtid blev en personifikation af Venstres indflydelse i dansk politik. Han arbejdede altid for, at de politiske beslutninger skulle træffes på baggrund af størst mulig folkelig opbakning. 

J.C. Christensen døde i 1930.

Anders Thomsen

Anders Thomsen blev født i 1842 i Nørby ved Ringkøbing. Han arbejdede først som lærer og drev senere en gård. 

I 1892 blev Anders Thomsen valgt til Folketinget. Han blev medlem af Venstrereformpartiet, da det blev stiftet i 1895. I 1901 blev han anden viceformand for Folketinget, og i 1902-1908 var han medlem af Forsvarskommissionen, de sidste 2 år som formand. Som medlem af Christiansborg Slots byggeudvalg var Anders Thomsen i 1907 også med til at udvælge arkitekt Thorvald Jørgensen til at tegne det tredje Christiansborg.

I 1905 blev Anders Thomsen formand for Folketinget. Han sad på posten frem til 1912, hvor han blev valgt som medlem af Landstinget. Fra 1914 til 1920 var han formand for Landstinget.

Anders Thomsen blev i sin formandsperiode udfordret af flere folketingsmedlemmer, som kritiserede ham for hans mødeledelse. Det var også i Anders Thomsens formandstid, nærmere bestemt i 1909, at kvindesagsforkæmperen Mary Westenholz trængte ind i Folketingssalen og holdt en kort tale, der kritiserede regeringens forsvarspolitik.

Anders Thomsen var ridder af Dannebrog.

Han døde i 1920.

Herman Trier

Herman Martin Trier blev født i København i 1845. Han blev uddannet cand.phil., men kastede sig efterfølgende over pædagogikken. 

Han blev i 1884 valgt som formand for Studentersamfundet, og samme år blev han valgt ind i Folketinget. Her var han medlem fra først 1884 til 1887 og siden fra 1890 til 1909. 1901-1905 var han formand for Folketinget. Hans politiske karriere startede hos Venstrereformpartiet, men senere tilsluttede han sig Det Radikale Venstre.

Da han stoppede som medlem af Folketinget, fortsatte han i Landstinget, hvor han blev medlem i 1909. Mens han sad i Landstinget, var han involveret i udsmykningen af det tredje Christiansborg. Det er hans fortjeneste, at udvalgte værelser på Christiansborg hylder særlige dele af Danmark, således at der i dag findes et grønlandsk værelse, et færøsk værelse, et sønderjysk værelse osv. Herman Trier bidrog også til maleren Rasmus Larsens frise i Vandrehallen.

Herman Trier sluttede sin karriere med en tilbagevenden til pædagogikken, da han i 1912 blev forstander for Dansk Sløjdlærerskole.

Herman Trier døde i 1925.

Sofus Høgsbro

Sofus Magdalus Høgsbro blev født i 1822 i Rødding og nedstammede fra en sønderjysk præsteslægt. Allerede som ung var han meget politisk interesseret, og han var blandt de studenter, der i december 1839 bad kong Christian 8. om at give Danmark en ny og fri forfatning. 

I 1848 blev Høgsbro uddannet cand.theol., men han ønskede ikke at arbejde som præst. Det var derimod folkeoplysningen og de grundtvigianske idéer, der interesserede ham. Under studietiden var han nemlig blevet venner med N.F.S. Grundtvigs sønner, og Høgsbro kom derfor meget i Grundtvigs hjem. 

Med hjælp fra bl.a. N.F.S. Grundtvig blev Høgsbro i 1850 udnævnt til forstander for Rødding Højskole. Han var en dedikeret forstander, og det lykkedes ham at øge elevtilslutningen til skolen markant, mens han i høj grad satte sit præg på skolens værdier og undervisning.

Høgsbro var dog stadig politisk interesseret og ønskede at omsætte Grundtvigs tanker til praktisk politik. Han stillede derfor op for partiet Bondevennerne i 1858 og blev valgt ind i Folketinget. Men det var svært både at finde tid til Folketinget og jobbet som højskoleforstander. I 1862 forlod han derfor sin stilling på Rødding Højskole og flyttede til København for at fokusere på sit politiske arbejde.

I 1887 blev Høgsbro valgt til posten som Folketingets formand. Som formand var Høgsbro meget opmærksom på, at der blev ført en god tone under debatterne og forhandlingerne i Folketingssalen. Hvis folketingsmedlemmer talte nedsættende eller nedladende om en hel samfundsgruppe, påtalte han det. 

Høgsbro tog initiativ til at skaffe malerier af de tidligere formænd for både Landstinget og Folketinget, og han lagde dermed grundstenen til den samling af formandsportrætter, der i dag hænger i Folketinget.

Da Høgsbro som 75-årig kunne fejre 10-årsjubilæum som Folketingets formand, begyndte pressen at sætte spørgsmålstegn ved, om han var for gammel til at varetage så vigtig en post. Men han genopstillede og fortsatte yderligere 4 år. Da han måtte stoppe af helbredsmæssige årsager, blev hans arbejde som formand anerkendt på tværs af partiskel.

Høgsbro døde i 1902.

Rasmus Claussen

Rasmus Claussen blev født i 1835 i Helletoft på Langeland. Hans eneste uddannelse var folkeskolen, men han var en videbegærlig læser af bøger og aviser. I 1859 overtog han sin mors fæstegård. Han var en god landmand, men også en driftig erhvervsmand, som opsøgte flere muligheder, og han anlagde bl.a. en benmølle, som producerede gødning. 

I 1872 blev Claussen valgt ind i Folketinget for Venstre. Han var en meget selvstændig mand med en udvidet kritisk sans, og han gav ofte sin mening til kende ‒ også selv om den var i modstrid med de ledende kræfter i partiet. 

I 1874 grundlagde han Lolland-Falsters Folketidende, som blev en populær avis, der var med til at øge tilslutningen til Venstre på Lolland og Falster, ligesom det var med til at øge Claussens magtposition i Maribo Amt. Claussen købte desuden Nakskov Tidende og Nyborg Dagblad. Han havde ordet i sin magt, både i skrift og i tale. 

Rasmus Claussen var formand for Folketinget fra den 17. december 1894 til den 16. april 1895 og fik dermed kun 4 måneder som formand. 

Claussen sad i Folketinget indtil 1903 og døde i 1905.

Christen Berg

Christen Poulsen Berg blev født i Lemvig i 1829. Han valgte lærergerningen.

I 1866 blev Christen Berg valgt ind i Folketinget, og det blev begyndelsen på en 20 år lang politisk karriere. Christen Berg, der var medlem af Venstre, havde stærke overbevisninger, og han blev symbolet på den såkaldte visnepolitik, som skulle sikre, at den daværende regerings lovforslag ikke blev færdigbehandlet. Christen Berg var entreprenant og ambitiøs af natur, og sideløbende med sit politiske hverv stiftede han en række dagblade, De Bergske Blade, herunder Kolding Folkeblad og Frederiksborg Amts Avis.

Christen Berg blev valgt som Folketingets formand i 1883. I 1885 var han medvirkende til et optrin under et borgermøde, og det kostede ham 6 måneders fængsling. Under fængslingen blev han ramt af sygdom, og da han blev løsladt, var hans energi en anden. I 1886 gik Christen Berg fra som formand for Venstres bestyrelse, og i 1887 stoppede han som formand for Folketinget.

Christen Berg var dog til det sidste en folkekær skikkelse. Efter hans død blev der rejst hele tre mindesmærker for ham, et af dem ved Bovbjerg med hans valgsprog indhugget i sten: ”Gaa aldrig paa Accord med Uretten”.

Christen Berg døde i 1891.

Christopher Krabbe

Christopher Krabbe blev født i 1833 på Falster og var af adelig afstamning. Han blev student fra Sorø Akademi i 1852 og cand.jur. fra Københavns Universitet i 1859, hvorefter han arbejdede som redaktør på Fyens Avis. Senere blev han journalist på avisen Fædrelandet.

Krabbe, der blev valgt som medlem af Folketinget i 1864, spillede en afgørende rolle i dannelsen af Det Forenede Venstre (som senere kom til at hedde Venstre). Han var bl.a. med til at skrive et partiprogram, som indeholdt krav om parlamentarisme – altså krav om, at den siddende regering skulle have opbakning i Folketinget og ikke alene være udnævnt af kongen. Både partiet Højre og kongen var meget imod dette, da de mente, at kongen havde ret til at vælge ministrene. 

Da Krabbe blev valgt til formand for Folketinget i 1870, meldte han sig ud af Det Forenede Venstre, fordi han ville signalere, at Folketingets formand var upartisk og politisk neutral. Han gik meget op i, at arbejdet i Folketinget skulle respekteres, og for Christopher Krabbe var det vigtigt, at forhandlingerne i Folketinget foregik på en sober og ordentlig måde, og han har bl.a. sagt: »Min første Omsorg var at sætte Skik på Folketingets Habitus, der var meget lidet soigneret.« 

Han indførte bl.a. uniformer til budene i Folketinget, fordi han mente, man skulle kunne se forskel på, hvem der var medlemmer af Folketinget, og hvem der var bude. Han ændrede også indretningen af Folketingssalen, bl.a. kom medlemmerne til at sidde tættere på hinanden, så de bedre kunne høre hinanden. Og referenterne, der førhen havde siddet på samme gulvniveau som folketingsmedlemmerne, blev rykket op i loger. 

Christopher Krabbe blev den første formand, der smed tilhørere ud fra Folketingssalen. Det skete i forbindelse med finanslovsforhandlingerne i 1873, der medførte så stor uro på tilhørerpladserne, at Krabbe afbrød mødet og bad folk forlade salen. 

I 1905 tilsluttede Krabbe sig Det Radikale Venstre, og i en kort periode var han forsvarsminister i C.Th. Zahles (RV) regering. 

Christopher Krabbe døde i 1913.

L.N. Bregendahl

Laurids Nørgaard Bregendahl blev født i Skørping i 1811. Han var præstesøn, blev student i 1829, studerede derefter jura og fik en embedseksamen i 1834. Samme år blev han ansat som fuldmægtig hos byfogeden i Skælskør, og i 1938 blev han konstitueret byfoged i Sorø. Nogle år senere fik han arbejde som overretsassessor i Viborg ‒ et job, han bestred frem til sin død.

Bregendahl var nationalliberal og var medlem af Den Grundlovgivende Rigsforsamling. I 1849 blev han valgt ind i Folketinget. 

10 år senere, i 1859, blev han formand for Folketinget, hvilket han nåede at være i 11 år. Bregendahl ledede i den periode alle møderne i Folketingssalen. Kun en enkelt gang missede han et møde, fordi han skulle opereres. 

Bregendahl stræbte altid efter at være upartisk og agere roligt i sit formandskab, og han blev derfor værdsat fra flere sider. 

Laurids N. Bregendahl døde i 1872.

C.E. Rotwitt

Carl Eduard Rotwitt blev født i Hillerød i 1812. Han blev student i 1828 fra Frederiksborg Skole og blev derefter cand.jur. Han arbejdede bl.a. som advokat ved Højesteret. 

Rotwitt blev valgt ind i Folketinget i 1849. Han var tæt knyttet til partiet Bondevennerne, men var ikke altid enig med partiets holdninger og stemte ofte imod dets forslag, hvis han fandt dem for yderligtgående. 

I 1852 udpegede Bondevennerne Rotwitt som deres kandidat til posten som Folketingets formand. Han blev valgt i 1853 og bestred posten frem til 1859. Rotwitt var en skrap mødeleder, der påtalte det over for medlemmerne af Folketinget, hvis de ikke holdt sig til den sag, der var på dagsordenen. 

C.E. Rotwitt var personlig ven med kong Frederik 7. og grevinde Danner og var tæt forbundet med det danske hof. I 1853 blev han udnævnt til ridder af Dannebrog.

1859-1860 var han Danmarks syvende konseilspræsident (statsminister). Det var dog en post, han kun bestred kortvarigt, da han døde pludseligt i 1860, kun 47 år gammel. Rotwitt var anerkendt for sin politiske dygtighed af både politiske fæller og modstandere, og hans tidlige død blev set som et stort tab for Danmark. Der blev holdt en begravelse, hvor 500 bønder deltog i ligfølget, og hvor N.F.S. Grundtvig holdt en tale.

J.N. Madvig

Johan Nicolai Madvig blev født i 1804 i Svaneke på Bornholm. Han begyndte tidligt at udvise interesse for klassiske sprog, og efter at han dimitterede fra universitetet med udmærkelser, studerede han klassisk filologi. Senere blev han professor i dette fag. Hans magisterdisputats og flere af hans udgivelser – herunder »Den romerske Stats Forfatning og Forvaltning« og »Latinsk Sproglære« – vandt stor hæder og er blevet oversat til flere sprog.

I 1848 blev Ministeriet for Kirke- og Undervisningsvæsenet, også kendt under betegnelsen Kultusministeriet, oprettet, og samme år blev J.N. Madvig kultusminister. Det var han i 3 år.

I 1849 blev J.N. Madvig valgt ind i Folketinget, og 3 år senere blev han valgt til formand. Det hverv bestred han frem til 1853. Herefter kom han i Landstinget, hvor han ad flere omgange blev valgt som næstformand. J.N. Madvig var nationalliberal.

J.N. Madvig fik mange hædersbevisninger gennem sit liv. Han var bl.a. ridder af Elefantordenen, ridder af Dannebrog og kommandør af Dannebrog. Han modtog også Storkorset af Dannebrog.

Han døde i 1886.

C.C.G. Andræ

Carl Christopher Georg Andræ blev født på Møn i 1812. Han blev i 1825 optaget på Landkadetakademiet og tog en videreuddannelse på Den Kongelige Militære Højskole, hvor han blev uddannet til officer. Han var meget dygtig til matematik og fik derfor et stipendium til et studieophold i Paris. Senere vendte han tilbage til Den Kongelige Militære Højskole, hvor han arbejdede som lærer. 

C.C.G. Andræ indtog en politisk midterkurs og var bl.a. fortaler for et etkammersystem. 

Han blev valgt som Folketingets første formand på et møde i Folketinget i januar 1850. Posten bestred han i de første tre rigsdagsforsamlinger frem til valget i 1852. En af de første ting, han gjorde, var at sammensætte et udvalg, som skulle lave en forretningsorden for Folketinget. På det tidspunkt var der nemlig kun enkelte bestemmelser i grundloven, der beskrev arbejdet i Rigsdagen, og de var ikke særlig konkrete.

Som formand for Folketinget havde C.C.G. Andræ mulighed for at træffe en række beslutninger om Folketinget alene, men han samarbejdede også tæt med formanden for Landstinget om de sager, der vedkom begge kamre. Dengang var det nemlig formændene, der traf alle beslutninger om ansættelse af Rigsdagens personale, og de var også ansvarlige for Rigsdagens budget. 

Ved folketingsvalget i 1852 stillede C.C.G. Andræ ikke op. Hans politiske karriere sluttede dog ikke, for han blev senere valgt til Landstinget, og 1856-1857 var han konseilspræsident (statsminister). 

C.C.G. Andræ er bl.a. kendt for at have opfundet en valgmetode ved navn “Andræs metode”, som var et personaliseret forholdstalsvalgsystem, som blev brugt ved landstingsvalgene 1866-1915. Derefter blev hans metode blev justeret en smule og anvendt helt frem til 1953.

C.C.G. Andræ døde i 1893.