Folketingets formands tale på Flagdagen

(Det talte ord gælder)
Deres kongelige højheder. 

Kære veteraner. 

Kære pårørende.

Mine damer og herrer.

Det er en ære at tale her på vegne af Folketinget. 

I Jantelovens fædreland kan vi godt være lidt karrige med at fremhæve mennesker for deres bedrifter. 

Men jeg vil ikke holde mig tilbage i min anerkendelse af Danmarks helte – vores veteraner.  

Cirka 60.000 danske soldater og andet personel har siden 1948 været udsendt til verdens brændpunkter for at skabe fred og hjælpe lokalbefolkningen med at opbygge deres land. 

Det er mange, når man tænker på, at Danmark har en befolkning på knap seks millioner. 

Danmarks internationale indsats fik i 2011 den daværende amerikanske præsident Barack Obama til at sige, at Danmark bokser over sin vægtklasse. 

Set i international målestok er Danmark en fjervægter, men I har gået op i ringen til opgaver, der normalt er forbeholdt lande af en helt anden størrelse.         
-----

I har udført jeres opgaver langt væk fra Danmark. Vi har ikke kunnet se jer i øjnene og takke og anerkende jer, mens I var i funktion. 

Det er baggrunden for, at Folketinget tilbage i 2009 besluttede at hylde veteranerne med en årlig flagdag.  

Vi takker jer her på Kastellet og ved parader, optog og andre arrangementer over hele landet. Det er hele Danmark, der anerkender jeres indsats.  

Samtidig takker vi de pårørende til de udsendte. I har levet med afsavnet og usikkerheden, mens jeres kære har været udstationeret. 

Det er også i dag, vi ærer dem, der døde i tjenesten. De skal ikke blive glemt. Deres navne står på væggen inde i monumentet, hvor vi om lidt vil lægge kranse. Hvert navn fortæller en historie om mod og beslutsomhed og selvopofrelse.     

I, der er pårørende til de faldne, har oplevet en meget stor sorg. En sorg, I må leve med hver dag. 

På vegne af Folketinget vil jeg sige en dybfølt tak for det bidrag, som jeres ægtefælle, søn, far, bror eller et andet familiemedlem gav til en bedre verden. 

Jeg håber, I kan finde en lille trøst i det heltemod, som jeres kære udviste i en højere sags tjeneste.  
-----

Veteraner udtrykker essensen af de højeste idealer: Styrke, mod og uselviskhed. 

Jeg har som tidligere forsvarsminister mødt jer i verdens brændpunkter. Med egne øjne har jeg set, hvor professionelt og ansvarsfuldt I gik til jeres opgaver

I øjeblikke af krise, i minutter og sekunder med de største udfordringer og de sværeste valg gjorde I det, som situationen krævede af jer.  

Gennem jeres indsats forsvarede I vores frihed. I rejste ud, så vi kunne være trygge hjemme. 

Danmark har altid lagt vægt på at ledsage den militære indsats af civile operationer. Derfor har vi også udsendt rådgivere, politifolk, beredskabsfolk og sundhedspersonale. 

Den militære mission skal afvæbne og skille de stridende parter ad. 

Men ét er at vinde freden. Noget andet er at bevare freden. Det kræver bæredygtige samfund med lov og orden, demokratiske institutioner, hospitaler og skoler. Alt det, som vi tager for givet i Danmark, men som mangler i mange krigszoner.  

Den civile indsats er lige så vigtig som den militære. Den skal sikre, at krigshærgede områder kan blomstre og fungere ved egen kraft, efter at de internationale styrker er rejst hjem. 

Ellers ligger konfliktens gløder bare og venter på at flamme op.  
----- 
     
Når Dannebrog i dag er strøget til tops i landets flagstænger, er det udtryk for et bånd – en samhørighed – 
mellem veteraner og alle os andre.  

I rejste ud med et politisk mandat i ryggen. Med vores opbakning.

I tog en bid af Danmark med ud i verden. På jeres missioner har I efterlevet de værdier, som vi sætter højt i det danske samfund: Respekt, retskaffenhed og retfærdighed. 

Det er ikke mindst derfor, vi er så stolte af jer. 

Jeres missioner vil skrive sig ind i vores nationale historie om et internationalt udsyn og en vilje til at hjælpe i områder med krig og konflikter.   

Ånden i jeres indsats vil leve videre som en påmindelse om, hvad mennesker kan udrette, når de sætter sagen højere end hensynet til sig selv. 

Tak, ærede veteraner. 

Tak for jeres tapperhed, jeres offer og jeres kærlighed til Danmark.