Om udvalgene
Det er i Folketingssalen, at folketingsmedlemmerne diskuterer politik, og det er her, de stemmer, om et lovforslag skal vedtages og blive til en ny lov. Men det er i Folketingets udvalg, beslutningerne bliver forberedt.
Åbent samråd
Udvalgsmøder er som hovedregel lukkede, men udvalgene holder også mange åbne møder, som sendes direkte på ft.dk og vises på Folketingets tv-kanal. På et åbent samråd har udvalget indkaldt en minister til at redegøre for et aktuelt emne og svare på udvalgsmedlemmernes spørgsmål til emnet.
Oplysninger om de åbne samråds emne, tid, sted og tilmelding bliver offentliggjort her på hjemmesiden under de enkelte udvalg. Udvalgene har faste mødelokaler rundtomkring på Christiansborg, og i Folketingets mødeperiode holder de fleste udvalg møde hver uge på et fast mødetidspunkt.
Se og find samråd på Folketingets web-tv
Se udvalgslokalerne her
Udvalgsmedlemmer
25 af de 30 faste udvalg har 29 medlemmer.
De øvrige 5 udvalg har færre medlemmer.
Det gælder:
- Finansudvalget med 17 medlemmer
- Indfødsretsudvalget med 17 medlemmer
- Udvalget for Forretningsordenen med 21 medlemmer
- Udvalg til Valgs Prøvelse med 17 medlemmer
- Epidemiudvalget med 21 medlemmer
Partierne er repræsenteret efter størrelse
Som udgangspunkt er de enkelte folketingsgrupper repræsenteret i udvalgene i forhold til deres størrelse, men når udvalgene skal sammensættes, slår partierne sig ofte sammen i valggrupper for at få flest mulige pladser i udvalgene.
Alle folketingsmedlemmer – på nær de medlemmer, der er ministre – er medlem af mindst ét og oftest 3-5 udvalg. Medlemmer af mindre partier er nødvendigvis ofte medlem af flere udvalg end medlemmer af store partier. Udvalgets formand og næstformand vælges af udvalget.
Til hvert udvalg er der som udgangspunkt knyttet to af Folketingets embedsmænd ‒ en udvalgssekretær og en udvalgsassistent.
De fleste udvalgspapirer er offentligt tilgængelige
Langt de fleste dokumenter, der indgår i udvalgsarbejdet, er tilgængelige for offentligheden. I særlige tilfælde er dokumenterne dog fortrolige, f.eks. hvis der er tale om dokumenter med personlige oplysninger eller sager/spørgsmål af betydning for borgeres sikkerhed.
Alle udvalg har et fagministerium
Hvert udvalgsområde svarer omtrent til et af ministeriernes fagområder. F.eks. er Skatteudvalgets fagministerium Skatteministeriet, og udvalget har, som navnet fortæller, med skatteområdet at gøre – skat, afgifter, arbejdsmarkedsbidrag osv. ‒ mens Retsudvalget har med rets- og politivæsenet at gøre og har Justitsministeriet som fagministerium.
Konkrete arbejdsopgaver og ansvar i udvalgene
Behandling af lov- og beslutningsforslag
Udvalgene behandler alle lov- og beslutningsforslag inden for deres fagområde. For de lovforslag og beslutningsforslag, som går videre til 2. behandling, udarbejder udvalget en betænkning, som er en rapport over udvalgets arbejde.
Betænkningen indeholder herudover:
- partiernes indstillinger til lovforslaget eller beslutningsforslaget – hvad de enkelte partier vil stemme
- eventuelle politiske bemærkninger: partierne har mulighed for at begrunde, hvorfor de vil stemme, som de gør
- eventuelle ændringsforslag – konkrete forslag til ændringer i lovforslagets eller beslutningsforslagets tekst
Kontrol med regeringen
Folketinget fører kontrol med regeringen – også kaldet parlamentarisk kontrol. Generelt betyder det, at Folketinget holder øje med, hvordan lovene føres ud i livet, og om regeringen fører en politik, der i hovedtræk bliver støttet af et flertal i Folketinget.
Kontrollen med regeringen sker bl.a. ved at stille spørgsmål til regeringens ministre. Udvalgene kan stille spørgsmål til skriftlig eller mundtlig besvarelse. Et udvalgsspørgsmål til mundtlig besvarelse kaldes også et samrådsspørgsmål, fordi det besvares af ministeren under et samråd.
Læs om, hvordan Folketinget fører kontrol med regeringen