Dronningerunden bliver holdt, hvis flertallet bag regeringen er væk og regeringen må træde tilbage. Partilederne rådgiver under dronningerunden dronningen om, hvilken person de mener skal lede forhandlingerne om at danne en ny regering. Den person, der kan samle den bredeste opbakning, vælges som forhandlingsleder og bliver sædvanligvis også statsminister.
Dannelse af regeringen foregår således:

Forhandlingslederen får et forhandlingsmandat
Hvis der mangler et oplagt flertal for en ny regering, gælder det om at få sammensat en regering, som har de bedste muligheder for ikke at blive væltet. I sådanne tilfælde kan dronningen pege på en forhandlingsleder, der skal forsøge at forhandle sig frem til at få et flertal bag sig – eller sørge for, at der i hvert fald ikke er et flertal imod den nye regering.
Hvis det lykkes forhandlingslederen at samle et flertal, går forhandlingslederen tilbage til dronningen og får til opgave at danne regering. Lykkes det ikke, vil forhandlingslederen gå til dronningen og få et nyt mandat.
Dronningen kan udpege statsministeren med det samme, hvis partilederne fortæller hende, at de peger på en flertalsregering eller på en mindretalsregering ledet af den og den statsminister, og at et flertal i Folketinget støtter en sådan regering. Statsministeren kan derefter danne regering.
Dronningen har ingen reel politisk indflydelse
Grundloven giver i princippet dronningen magt til at udnævne, hvem der skal være ministre, eller hvem der skal fyres. Men reelt har hun ingen politisk indflydelse. Den fungerende statsminister og Statsministeriet følger dronningerunden tæt og rådgiver dronningen. Så selv om det kan lyde, som om dronningen har en selvstændig rolle, når der skal dannes en ny regering, er hendes magt i denne situation kun formel. I praksis vælger en statsminister nemlig selv sine ministre. Bagefter udnævner dronningen de ministre, statsministeren har valgt.