Sådan dannes en regering

Et flertal i Folketinget afgør, hvem der skal være statsminister. Statsministeren udnævner derefter ministrene og danner en regering. Bagefter udnævner regenten formelt den nye regering.

Større

Folketingsvalg skal afholdes mindst én gang hvert 4. år. Det står i grundloven. Statsministeren kan dog til enhver tid udskrive folketingsvalg, så der kan sagtens gå mindre end 4 år mellem hvert valg.

Når valget er slut og mandaterne fordelt, er det nye Folketing fundet. Så skal man i gang med at finde ud af, hvem der skal være statsminister og danne regering.

Negativ parlamentarisme

Den siddende statsminister fortsætter, hvis der ikke er et flertal imod ham eller hende - dvs. 90 eller flere ud af de 179 folketingsmedlemmer. Det kaldes negativ parlamentarisme.

Taber regeringen valget, skal der findes en ny statsminister og en ny regering. Det sker ved hjælp af en kongerunde.

Kongen udnævner formelt den nye regering

Ved en kongerunde rådgiver repræsentanter fra partierne på skift kongen om, hvem der skal være statsminister. Herefter udpeger kongen enten en person, der får til opgave at danne en regering og blive statsminister, eller en der kan lede forhandlingerne om, hvem der skal være statsminister.

Når statsministeren og den kommende regerings ministre er fundet, udnævner kongen formelt regeringen på Amalienborg. Regeringen kommer bagefter ud på slotspladsen. Her præsenterer statsministeren sin nye regering for danskerne.

Læs mere om valg i grundloven Læs om folketingsvalg Læs om parlamentarisme som styreform

Statsministeren sætter sit ministerhold

En nyvalgt statsminister sætter et helt nyt ministerhold. Statsministeren skal bestemme sig for, hvilke ministerier der skal være, og hvem der skal have hvilke ministerposter. De fleste udpegede ministre er også valgt ind i Folketinget – men behøver ikke være det.

En genvalgt statsminister vil ofte benytte lejligheden til at sætte et nyt ministerhold. Der bliver måske udnævnt nye ministre, og nogle af de hidtidige ministre flytter måske fagområde.

En genvalgt statsminister justerer også nogle gange ministeriernes fagområder. Nogle ministerier lægges måske sammen, mens politikområder, som regeringen opfatter som særlig vigtige, kan få deres egne ministre.

Hvis man virkelig vil sætte et politisk aftryk på et område, gør man det bedst som minister på området.

Folketingspolitikere fra regeringspartierne sidder derfor efter valget og venter spændt på, om den nye statsminister ringer. En ministerpost er både en stor personlig og politisk anerkendelse.

Læs om statsministerens arbejde og opgaver Læs om ministrenes arbejde

Regeringens støttepartier og oppositionspartier

Når et parti støtter den kommende statsminister, betyder det ikke nødvendigvis, at partiet kommer med i regeringen. Det betyder heller ikke, at det vil stemme for alle de lovforslag, regeringen foreslår. Men et støtteparti signalerer, at det ikke har til hensigt at vælte regeringen – støttepartiet vil hjælpe regeringen med at få flertal for sin politik. Det kaldes at være en regerings parlamentariske grundlag.

Det eller de partier, der er en regerings parlamentariske grundlag, kan være mere eller mindre tæt knyttet til regeringen.

De partier, der ikke støtter regeringen kaldes for oppositionspartier eller blot oppositionen.

Det parlamentariske grundlag holder en mindretalsregering ved magten

At få det parlamentariske grundlag på plads er meget vigtigt i dansk politik. For Danmark ledes tit af en mindretalsregering, der i sig selv ikke har 90 eller flere folketingsmedlemmer i ryggen.

En mindretalsregering skal derfor finde politiske samarbejdspartnere blandt de partier, der vil støtte dens politik, så der ikke er et flertal på 90 mandater eller mere imod de lovforslag, regeringen foreslår. Får regeringen et flertal imod sig, skal den gå af.

Mange love vedtages med støtte fra både støttepartier og opposition

Selv om oppositionspartierne er imod regeringens politik, er det sådan i Danmark, at en stor del af en regerings lovforslag bliver vedtaget med stort flertal ‒ især i forbindelse med politiske forlig. Her stemmer altså både støtte- og oppositionspartier for regeringens lovforslag – et bredt flertal omtales det ofte som i medierne.

Kongerunden og dannelse af regering

Kongerunden bliver holdt, hvis flertallet bag regeringen er væk, og regeringen må træde tilbage. Partilederne rådgiver under kongerunden kongen om, hvilken person de mener skal lede forhandlingerne om at danne en ny regering. Den person, der kan samle den bredeste opbakning, vælges som forhandlingsleder og bliver sædvanligvis også statsminister.

Dannelse af regeringen foregår således:

Forhandlingslederen får et forhandlingsmandat

Hvis der mangler et oplagt flertal for en ny regering, gælder det om at få sammensat en regering, som har de bedste muligheder for ikke at blive væltet. I sådanne tilfælde kan kongen pege på en forhandlingsleder, der skal forsøge at forhandle sig frem til at få et flertal bag sig – eller sørge for, at der i hvert fald ikke er et flertal imod den nye regering.

Hvis det lykkes forhandlingslederen at samle et flertal, går forhandlingslederen tilbage til kongen og får til opgave at danne regering. Lykkes det ikke, vil forhandlingslederen gå til kongen og få et nyt mandat.

Kongen kan udpege statsministeren med det samme, hvis partilederne fortæller ham, at de peger på en flertalsregering eller på en mindretalsregering ledet af den og den statsminister, og at et flertal i Folketinget støtter en sådan regering. Statsministeren kan derefter danne regering.

Kongen har ingen reel politisk indflydelse

Grundloven giver i princippet kongen magt til at udnævne, hvem der skal være ministre, eller hvem der skal fyres. Men reelt har han ingen politisk indflydelse. Den fungerende statsminister og Statsministeriet følger kongerunden tæt og rådgiver kongen. Så selv om det kan lyde, som om kongen har en selvstændig rolle, når der skal dannes en ny regering, er hans magt i denne situation kun formel. I praksis vælger en statsminister nemlig selv sine ministre. Bagefter udnævner kongen de ministre, statsministeren har valgt.

Læs grundlovens kapitel 3 om regeringen

Regeringens arbejde under et valg

Hvis regeringen bliver væltet og dermed træder tilbage, fortsætter den, i forbindelse med at et valg udskrives, som et forretningsministerium, indtil en ny regering er udnævnt. Det betyder, at ministrene i den periode kun må tage sig af de praktiske ting, der er nødvendige, for at ministerierne og den offentlige forvaltning kan køre videre.

Træder regeringen ikke tilbage, men udskriver valg – måske fordi der er ved at være gået 4 år siden sidste valg – er den friere stillet end et forretningsministerium. Regeringen vil så fortsætte sit arbejde, men den vil ikke tage nye store politiske initiativer under en valgkamp, hvor den jo er i gang med at finde ud af, om vælgerne stadig støtter dens politik.

De fleste af en regerings medlemmer vil også være travlt optaget af at føre valgkamp. Alene af denne praktiske grund kører en regerings arbejde på vågeblus i en valgkampsperiode.

Regeringen: Regeringen er landets udøvende magt. Regeringen består af en række ministre og har til opgave at regere landet efter de love, som Folketinget har vedtaget.
Regeringsgrundlag: En fælles programerklæring fra de partier, der indgår i regeringen efter et valg.
Parlamentarisme: En regering må ikke have et flertal imod sig. Så hvis 90 eller flere af medlemmerne i Folketinget er imod regeringen, kan regeringen væltes. Det kaldes for negativ parlamentarisme.
Parlamentarisk grundlag: De partier, som hjælper en mindretalsregering til at opnå flertal, kaldes regeringens parlamentariske grundlag eller støttepartier.
Mindretalsregering: De partier, som har ministre i regeringen, kaldes regeringspartier. Hvis regeringspartierne behøver stemmer fra andre partier for at opnå flertal, er der tale om en mindretalsregering.
Opposition: Oppositionen er de partigrupper, der ikke er i regering, og som ikke er en del af regeringens parlamentariske grundlag (støttepartier).
Kongerunde: Er der tvivl om, hvem der skal danne regering, kan kongen efter rådgivning fra partilederne udpege enten en forhandlingsleder eller en person, der får til opgave at danne en regering og blive statsminister.