Ministrene står til ansvar for, hvad de foretager sig som minister. Principperne for en ministers ansvar er helt grundlæggende elementer i det danske folkestyre og beskrives både i grundloven og i ministeransvarlighedsloven. Ministrene har et stort politisk handlerum til at stoppe tiltag eller sætte ting i gang og foreslå nye love m.m. 

Man taler om to slags ministeransvar: et politisk og et retligt.

Det politiske ministeransvar defineres i grundlovens § 15: »Ingen minister kan forblive i sit embede, efter at Folketinget har udtalt sin mistillid til ham.« Grundloven beskriver også, at Folketinget eller regeringen kan tiltale en minister ved en rigsret, hvis Folketinget eller regeringen mener, at ministeren har gjort noget strafbart i sit ministerembede.

Det retlige ministeransvar er beskrevet i ministeransvarlighedsloven fra 1964. Loven siger bl.a., at en minister ikke må give Folketinget urigtige eller vildledende oplysninger. En minister må heller ikke under Folketingets behandling af en sag fortie oplysninger, der er af væsentlig betydning for, at Folketinget kan bedømme sagen.

Korrekte oplysninger er afgørende

Folketinget har ret få ressourcer til selv at indhente og bearbejde de oplysninger, som er nødvendige i forbindelse med lovgivningsarbejdet.

Derfor er Folketinget helt afhængigt af at modtage korrekte og fyldestgørende oplysninger fra regeringen og de forskellige ministerier, når det skal tage stilling til nye lovforslag m.m. Ellers kan Folketinget ende med at træffe beslutninger og stemme et forslag igennem under falske forudsætninger. Det er ministerens ansvar, at oplysningerne til Folketinget er korrekte, retvisende og fyldestgørende.

Folketingets sanktionsmuligheder

En af Folketingets opgaver er at kontrollere regeringens måde at føre landets love ud i livet på. Hvis et flertal i Folketinget f.eks. mener, at noget i regeringens embedsførelse er kritisabelt, eller at Folketinget ikke har fået korrekte og fyldestgørende oplysninger, har Folketinget forskellige sanktionsmuligheder. 

Folketinget kan:

• kritisere en ministers embedsførelse (give ministeren en næse)
• vælte ministeren eller hele regeringen ved at sige, at det ikke længere har tillid til ministeren eller regeringen (stille et mistillidsvotum)
• nedsætte en undersøgelseskommission for at undersøge en særlig alvorlig sag
• nedsætte en granskningskommission for at undersøge en særlig alvorlig sag
• beslutte at rejse en rigsretssag mod ministeren, hvis Tinget mener, ministeren har foretaget sig noget strafbart i sin embedsførelse.

Ministre kan få en næse

Hvis et flertal i Folketinget mener, at en minister har handlet forkert, kan Folketinget eller et af Folketingets udvalg vedtage en beslutning, som kritiserer ministeren. Det er en sådan kritik, der i pressen omtales som en næse. Udtrykket næse stammer formentlig fra det gammeldanske nesæ, der betyder skam eller vanære. 

Næsen bruger folketingsmedlemmerne til at irettesætte en minister med, men næsen har ingen juridisk betydning, og kritikken tvinger ikke en minister til at gå af. Det er dog et stærkt politisk signal.

Folketinget kan vælte en minister

Hvis et flertal i Folketinget derimod siger, at det har mistillid til en minister, skal ministeren gå af, selv om ministeren ikke har gjort noget strafbart. Alene det, at folketingsflertallet ikke længere har tillid til ministeren, er nok. Det står i grundloven, og Folketinget behøver ikke begrunde sin mistillid. I praksis vil folketingsflertallet dog ofte begrunde sin mistillid med, at ministeren ikke har overholdt sine pligter – f.eks. at ministeren har givet Folketinget forkerte oplysninger eller har tilbageholdt vigtige informationer for Folketinget.

En erklæring om mistillid – et mistillidsvotum, som det også kaldes – gælder principielt først, når medlemmerne har stemt den igennem i Folketingssalen. I praksis er det dog ikke kommet så langt, siden den nuværende grundlov blev vedtaget i 1953. Trækker det op til en mistillidserklæring fra Folketinget, vælger ministeren nemlig som regel selv at træde tilbage. I nogle tilfælde er ministeren trådt tilbage, fordi statsministeren har bedt om det.

Regeringen har mulighed for at tilkendegive, at den vil opfatte en mistillidserklæring til en minister som et udtryk for mistillid til regeringen i sin helhed, og at regeringen derfor vil gå af, hvis mistillidserklæringen bliver vedtaget. Det kaldes for et kabinetsspørgsmål.

Hvis Folketinget holder fast i mistilliden, vil regeringen enten udskrive valg eller samlet træde tilbage. Træder regeringen tilbage, skal der holdes en kongerunde og dannes en ny regering.

Mistillid til statsministeren vælter hele regeringen 

Hvis et flertal i Folketinget udtrykker mistillid til statsministeren, kan denne enten udskrive valg, eller regeringen kan gå af, og en ny regering skal sammensættes af det eksisterende Folketing. Udskriver statsministeren folketingsvalg, vil valget vise, om vælgerne støtter den siddende regering eller de partier, der stemte for mistillidserklæringen.

Hvis der også i det nye Folketing er et flertal mod regeringen, må denne gå af, og der skal sammensættes en ny regering. 

Kun tre gange i det 20. århundrede har Folketinget vedtaget en mistillidserklæring til statsministeren og dermed regeringen:

• I 1909 mod regeringen Holstein-Ledreborg (V)
• I 1947 mod regeringen Knud Kristensen (V)
• I 1975 mod regeringen Poul Hartling (V).

Undersøgelseskommissioner

Hvis Folketinget finder, at noget i regeringens embedsførelse er kritisabelt, eller at Folketinget ikke har fået adgang til fyldestgørende oplysninger, har det forskellige sanktionsmuligheder. 

Når det gælder særlig alvorlige sager, kan Folketinget eller justitsministeren beslutte at nedsætte en undersøgelseskommission, der skal undersøge og redegøre for forløbet i en konkret sag. Kommissionen kan også blive bedt om at vurdere, om der eventuelt er grundlag for at rejse en sag, hvor nogen drages juridisk til ansvar. 

Muligheden for undersøgelseskommissioner blev indført i 1990, og der er gennemført en række undersøgelser siden da.

Sådan udpeges en undersøgelseskommission

Når Folketinget eller justitsministeren har besluttet at nedsætte en undersøgelseskommission, er det i praksis justitsministeren, der udpeger kommissionens medlemmer og formand. Justitsministeren fastlægger også de forhold, som kommissionen skal undersøge – det såkaldte kommissorium – men hvis initiativet til undersøgelseskommissionen stammer fra Folketinget, hvad det oftest gør, inddrages Folketinget også i formuleringen af kommissoriet.

Medlemmerne af en undersøgelseskommission skal være uvildige og uafhængige af de myndigheder og personer, som undersøgelsen handler om. 

Møderne i en undersøgelseskommission er som udgangspunkt offentlige, men kommissionen kan bestemme, at møderne skal foregå for lukkede døre, f.eks. for at beskytte nogle mod unødvendig krænkelse. Alle har som udgangspunkt pligt til at afgive forklaring og til at udlevere materiale til undersøgelseskommissionen.

Ikke dømmende myndighed 

Arbejdet i en undersøgelseskommission strækker sig ofte over flere år. Når undersøgelseskommissionen er færdig med sit arbejde, afleverer den en kommissionsberetning, der indeholder resultaterne af undersøgelsen.

En undersøgelseskommissionen har ikke nogen dømmende myndighed. Det betyder, at kommissionen kan redegøre for, hvad der rent faktisk er sket, men den kan ikke fælde dom i sagen. Det er regeringen, der afgør, om der på baggrund af kommissionens beretning er embedsmænd, som skal drages til ansvar. Det kan f.eks. ske ved at rejse en tjenestemandssag mod en eller flere af de involverede personer. 

Folketinget stiller ministeren til ansvar 

Hvis kommissionens beretning vedrører en ministers embedsforhold, skal beretningen behandles af Folketinget med henblik på at få afdækket, om der er grund til at stille ministeren til ansvar. I yderste konsekvens kunne det være at rejse en rigsretssag. Spørgsmål om ministeransvar behandles af Folketingets udvalg Udvalget for Forretningsordenen, der består af Folketingets Præsidium og 16 andre folketingsmedlemmer. 

Udvalget for Forretningsordenen beslutter på baggrund af beretningen, om der skal ske yderligere undersøgelser. Den minister, hvis forhold undersøges, har forskellige muligheder for at varetage sine interesser over for udvalget. Ministeren har f.eks. ret til at komme med indvendinger imod kommissionens beretning og de kritikpunkter, som udvalget overvejer at inddrage i sin indstilling. 

Granskningskommissioner

Fra 2021 er der tilføjet en anden mulighed for at undersøge en ministers handlinger, nemlig en granskningskommission. Ved granskningskommissioner er det Folketinget selv, der iværksætter undersøgelsen og beslutter, hvad der skal undersøges. Reglerne om granskningskommissioner er også en del af loven om undersøgelseskommissioner.

Granskningskommissioner er en ny undersøgelsesform, der er forankret i Folketinget og ikke i regeringen og Justitsministeriet som ved undersøgelseskommissioner. Formålet er at undersøge sager, der har fået kritisk opmærksomhed enten i offentligheden eller i Folketinget. 

Det er Folketinget selv, der beslutter at nedsætte en granskningskommission. Det er også Folketinget, der udarbejder kommissoriet og udpeger kommissionens medlemmer og udspørger, og som modtager den endelige beretning. Folketinget skal udpege 3 medlemmer til granskningskommissionen. De skal være uvildige og uafhængige, og mindst en af dem skal være dommer.

En hurtigere undersøgelsesform

Reglerne ligner dem for undersøgelseskommissionerne, f.eks. med mulighed for indkaldelse af vidner, men det er tænkt som en lettere proces, der gennemføres hurtigere og med et mere afgrænset område. Tidsrammen for en granskningskommissions undersøgelse er 12 måneder. Det betyder, at genstanden for undersøgelsen ikke bør være større, end at sagen kan afsluttes inden for tidsfristen. 

Når undersøgelsen er afsluttet, modtager Folketinget en beretning, der beskriver dens resultater. Som ved en undersøgelseskommissionen har granskningskommissionen ikke nogen dømmende myndighed. Den kan undersøge og redegøre for et forløb, men hvis en minister skal stilles til ansvar, skal Folketinget efterfølgende gå videre med det.

De fleste regler vedrørende granskningskommissioner er beskrevet i lov om undersøgelseskommissioner og granskningskommissioner, mens nogle af reglerne om nedsættelse af en granskningskommission og opfølgning på kommissionens beretning er beskrevet i Folketingets Forretningsorden. Kommissionen planlægger selv sit arbejde.

Ministre kan stilles for Rigsretten

Hvis Folketinget mistænker en minister for at have gjort noget decideret ulovligt i sin embedsførelse, kan det kræve, at han eller hun stilles for Rigsretten. Det kan også ske, efter at ministeren er trådt tilbage. Rigsretten er en særlig domstol, der bruges, hvis regeringen eller Folketinget ønsker at rejse sag mod en minister. Rigsretten består af op til 15 højesteretsdommere og et tilsvarende antal medlemmer, som bliver valgt af Folketinget, og Rigsretten er skrevet ind i grundloven. 

En minister kan straffes, hvis vedkommende f.eks. har givet Folketinget forkerte oplysninger. Ministeren kan også straffes, hvis vedkommende under Folketingets behandling af en sag har fortiet oplysninger, som var af væsentlig betydning for Folketingets bedømmelse af en sag. Ministeren kan endvidere straffes, hvis vedkommende har medvirket til ulovlig administration af lovgivningen.  

Rigsretssager er meget sjældne. Siden Rigsretten blev indført i 1849, har der kun været rejst seks rigsretssager. Kun tre ministre er blevet dømt – senest i 2021, hvor forhenværende minister Inger Støjberg blev dømt for at være ansvarlig for at Udlændingestyrelsen iværksatte og fastholdt en indkvarteringsadministration af asylansøgere, der er i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og under tilsidesættelse af almindelige forvaltningsretlige grundsætninger.