L 110 Forslag til lov om ændring af lov om en aktiv beskæftigelsesindsats.

(Genindførelse af ret til uddannelse for personer, der har arbejdet i minkerhvervet eller følgeerhverv, inden for en pulje i 2023).

Af: Beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen (S)
Udvalg: Beskæftigelsesudvalget
Samling: 2022-23 (2. samling)
Status: Stadfæstet

Lovforslag som fremsat

Fremsat: 19-04-2023

Fremsat den 19. april 2023 af beskæftigelsesministeren (Ane Halsboe-Jørgensen)

20222_l110_som_fremsat.pdf
Html-version

Fremsat den 19. april 2023 af beskæftigelsesministeren (Ane Halsboe-Jørgensen)

Forslag

til

Lov om ændring af lov om en aktiv beskæftigelsesindsats

(Genindførelse af ret til uddannelse for personer, der har arbejdet i minkerhvervet eller følgeerhverv, inden for en pulje i 2023)

§ 1

I lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, jf. lovbekendtgørelse nr. 701 af 22. maj 2022, som ændret ved § 3 i lov nr. 875 af 21. juni 2022, § 6 i lov nr. 879 af 21. juni 2022 og § 1 i lov nr. 295 af 20. marts 2023, foretages følgende ændringer:

1. I § 97 b, stk. 1, ændres »perioden fra og med den 23. marts 2021 til og med den 31. december 2022« til: »perioden fra og med den 1. juni 2023 til og med den 31. december 2023«.

2. § 97 b, stk. 2, affattes således:

»Stk. 2. Tilbuddet skal være bevilget senest den 31. december 2023 og skal påbegyndes inden den 1. april 2024.«

3. I § 97 b, indsættes efter stk. 3 som nyt stykke:

»Stk. 4. Kursusprisen for den samlede uddannelse efter stk. 1, må ikke overstige et prisloft på 600.000 kr. eksklusive moms.«

Stk. 4-8 bliver herefter stk. 5-9.

4. I § 97 b, stk. 7, der bliver stk. 8, indsættes som 2. pkt.:

»Et tilbud efter stk. 1, som er omfattet af § 91, kan uanset § 102, stk. 6, udgøre et ret- og pligttilbud efter § 102, stk. 1.«

§ 2

Loven træder i kraft den 1. juni 2023.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger
Indholdsfortegnelse
1.
Indledning
2.
Lovforslagets baggrund
3.
Lovforslagets hovedpunkt
3.1.
Genindførelse af ret til uddannelse for personer, der har arbejdet i minkerhvervet eller følgeerhverv, inden for en pulje i 2023
3.1.1.
Gældende ret
3.1.2.
Beskæftigelsesministeriets overvejelser
3.1.3.
Den foreslåede ordning
4.
Økonomiske konsekvenser og implementeringskonsekvenser for det offentlige
5.
Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet m.v.
6.
Administrative konsekvenser for borgerne
7.
Klimamæssige konsekvenser
8.
Miljø- og naturmæssige konsekvenser
9.
Forholdet til EU-retten
10.
Hørte myndigheder og organisationer m.v.
11.
Sammenfattende skema


1. Indledning

Regeringen (Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne) ønsker på baggrund af en aftale mellem den tidligere regering (Socialdemokratiet), Venstre, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti og Liberal Alliance, som er aftalekredsen bag Aftale om erstatning mv. til minkavlerne og følgeerhverv berørt af COVID-19 af 25. januar 2021, at genindføre retten til uddannelse for personer, der har arbejdet i minkerhvervet eller følgeerhverv, inden for en pulje i 2023.

Dette indebærer konkret en genindførelse af ordningen med ret til tilbud om uddannelse til personer, der har arbejdet i minkerhvervet eller følgeerhverv, inden for en pulje, som fremgår af § 97 b i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats.

Dette lovforslag udmønter genindførelsen af retten til tilbud om uddannelse for ledige, der har arbejdet i mink- eller følgeerhverv, inden for en pulje, så retten gælder i perioden fra og med den 1. juni 2023 til og med den 31. december 2023.

2. Lovforslagets baggrund

Den tidligere regeringen (Socialdemokratiet), Venstre, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti og Liberal Alliance indgik den 25. januar 2021 Aftale om erstatning mv. til minkavlerne og følgeerhverv berørt af COVID-19.

Det fremgik bl.a. af aftalens pkt. 7 om omstilling for minkavlere og følgeerhverv mv., at aftalepartierne var enige om, at der skulle etableres en særlig indsats, der kunne understøtte fornyet udvikling, vækst og beskæftigelse i de kommuner, der i særlig grad er berørt af aflivningen af mink, og hjælpe de beskæftigede i erhvervene videre i nye job.

Det fremgik også af aftalen, at der var enighed om, at der blev afsat 100 mio. kr. til en omstillingsindsats, der skulle udmøntes sammen med aftalepartierne. Indsatsen skulle køre i to spor, der omfattede henholdsvis medarbejdere og virksomheder. Aftalepartierne afsatte 50 mio. kr. til hvert af de to spor.

Aftalens punkt 7, som angik omstillingsindsatsen for medarbejdere/ledige fra mink- og følgeerhvervet, blev udmøntet i lovgivningen med lov nr. 466 af 20. marts 2021. Ordningen blev forlænget til og med 2022 med lov nr. 2588 af 28. december 2021.

Indsatsen fremgår af § 97 b i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats. Efter bestemmelsen havde personer, der har arbejdet i minkerhvervet eller følgeerhverv, inden for en pulje ret til tilbud om uddannelse i perioden fra og med den 23. marts 2021 til og med den 31. december 2022.

3. Lovforslagets hovedpunkt

3.1. Genindførelse af ret til uddannelse for personer, der har arbejdet i minkerhvervet eller følgeerhverv, inden for en pulje i 2023

3.1.1. Gældende ret

Reglerne om tilbud om vejledning og opkvalificering, herunder tilbud om uddannelse fremgår af gældende kapitel 14 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats.

Efter lovens § 97 b havde personer, der har arbejdet i minkerhvervet eller følgeerhverv, inden for en pulje og i perioden fra og med den 23. marts 2021 til og med den 31. december 2022, ret til tilbud om uddannelse, som er omfattet af lovens §§ 90 og 91, hvis personen var omfattet af en af de målgrupper, der er oplistet i bestemmelsen.

Målgruppen, der kunne få tilbud om uddannelse efter § 97 b var dagpengemodtagere, kontanthjælps- og uddannelseshjælpsmodtagere, overgangsydelsesmodtagere uden for introduktionsprogrammet efter integrationsloven (overgangsydelsesmodtagere uden for introduktionsprogrammet), sygedagpengemodtagere og personer i jobafklaringsforløb, som ikke er i et ansættelsesforhold eller driver selvstændig virksomhed, personer i ressourceforløb, ledighedsydelsesmodtagere, revalidender, førtidspensionister, selvforsørgende ledige samt unge under 18 år med behov for en uddannelses- og beskæftigelsesfremmende indsats.

Efter lovens § 97 b, stk. 3, skulle personen have arbejdet i minkerhvervet eller følgeerhverv i hele eller dele af perioden fra og med den 1. januar 2020 til og med den 22. marts 2022, og personen skulle på tro og love erklære, at personen havde arbejdet i et af disse erhverv i hele eller dele af perioden.

Der stilles ikke krav om, at personen var blevet ledig i denne periode. Personen kunne dermed blive ledig senere og have ret til tilbud om uddannelse. Der stilles heller ikke krav til længden af eller timetal for arbejdet inden for perioden, eller til om personen havde arbejdet som lønmodtager, selvstændig eller som medhjælpende/medarbejdende ægtefælle.

Ved følgeerhverv forstås, at over halvdelen af virksomhedens omsætning i 2017-19 skal hidrøre fra handel med danske minkproducenter, og at virksomhedens produktion ikke umiddelbart kan omlægges til anden aktivitet, dog med 2 undtagelser hertil, om henholdsvis udlejet staldkapacitet til dansk minkavl og pelserier, der betjener danske minkavlere, hvor pelseriet indgår i en virksomhed, hvor der også drives minkavl i Danmark.

Følgeerhverv kan f.eks. være fodercentraler, pelserier, produktionsenheder til diverse materiel, autoværksteder til vedligehold af maskineri, minkforarbejdningsvirksomheder og minkauktionshuse.

Hvis personen var i tvivl om, hvorvidt personen havde arbejdet som lønmodtager inden for et følgeerhverv, måtte personen henvende sig til den virksomhed, hvor personen var ansat, for at afklare dette. Personen havde også mulighed for at bede jobcenteret om hjælp.

Efter lovens § 97 b, stk. 2, skulle tilbuddet være bevilget senest den 31. december 2022 og skulle påbegyndes inden den 1. april 2023. Det betyder, at jobcenteret senest den 31. december 2022 skulle have givet tilbuddet om uddannelse til personen, og at personen senest den 31. marts 2023 skulle være begyndt på uddannelsen.

Lovens § 90 omfatter tilbud om ordinær uddannelse i form af uddannelser, der har hjemmel i lov og udbydes generelt. Uddannelsen skal umiddelbart være rettet mod job på arbejdsmarkedet. Det kan f.eks. være tilbud om en erhvervsuddannelse efter lov om erhvervsuddannelser eller tilbud om AMU-kurser efter lov om arbejdsmarkedsuddannelser m.v.

Med hjemmel i lovens § 99, stk. 1, er der dog fastsat regler om, at visse uddannelser ikke umiddelbart skal være rettet mod arbejdsmarkedet. Det gælder bl.a. en række forberedende og almene uddannelser.

Lovens § 91 omfatter tilbud om øvrig vejledning og opkvalificering i form af uddannelser og kurser, der ikke er omfattet af § 90, korte vejlednings- og afklaringsforløb, særligt tilrettelagte projekter og særligt tilrettelagte uddannelsesforløb, herunder praktik under uddannelsesforløbet. De uddannelser og kurser, som er omfattet af § 91, er bl.a. kurser hos private udbydere og jobsøgningskurser.

Der var inden for puljen ikke begrænsninger for, hvilke typer og antal af uddannelser omfattet af §§ 90 og 91, som personen havde ret til. Retten til tilbud om uddannelse omfattede dermed alle typer af uddannelse, herunder uddannelser rettet mod den grønne omstilling samt partsafklarede og skræddersyede opkvalificeringsforløb. Dette gælder uanset, om det er offentlige eller private udbydere i Danmark - og uden noget prisloft.

Derimod omfattede retten ikke andre vejlednings- og opkvalificeringstilbud, f.eks. særligt tilrettelagte forløb, dvs. forløb som ikke kan anses for uddannelse.

Efter lovens § 97 b, stk. 8, er der dog hjemmel til at fastsætte regler ved bekendtgørelse om bl.a., at der inden for puljen også kan gives visse andre tilbud om vejledning og opkvalificering, herunder tilbud om jobsøgningskurser. Reglerne er fastsat i bekendtgørelse nr. 2638 af 28. december 2021om ret til uddannelse for personer, der har arbejdet i minkerhvervet eller følgeerhverv inden for en pulje i 2021 og 2022, og om administration m.v. af puljen. I bekendtgørelsen er det fastsat, at retten også omfattede tilbud om jobsøgningskurser og realkompetencevurderinger.

Da personen efter loven havde ret til tilbud under puljen, skulle jobcenteret ikke fortage en vurdering af, om f.eks. tilbuddet var den rigtige indsats for at bringe den enkelte tilbage til arbejdsmarkedet, eller om den pågældende havde de nødvendige kompetencer til at gennemføre uddannelsen.

Personen skulle selv henvende sig om de uddannelser, som personen ønskede at få bevilget under sin ret til tilbud om uddannelser, men jobcenteret skulle i overensstemmelse med de almindelige regler hjælpe og vejlede personer i målgruppen om retten til tilbud. Personen havde ikke en ret over for uddannelsesstederne. Personen skulle dermed opfylde de almindelig betingelser for optagelse m.v. på uddannelsesinstitutioner og private uddannelsessteder m.v.

Retten til uddannelse var betinget af, at der var midler inden for puljen til betaling af udgiften til uddannelsen. Dermed var personens ret til tilbud om uddannelse begrænset af puljen, dvs. at der på bevillingstidspunktet for tilbuddet om uddannelse var midler inden for kommunens tilsagn/andel af puljen.

Reglerne om fordeling af tilsagn/andel af puljen til kommunerne er med hjemmel i lovens § 97 b, stk. 8, fastsat i bekendtgørelse om ret til uddannelse for personer, der har arbejdet i minkerhvervet eller følgeerhverv inden for en pulje i 2021 og 2022, og om administration m.v. af puljen.

Efter lovens § 97 b, stk. 4, var tilbuddet frivilligt for personen, og personen er under tilbuddet fritaget fra pligten til at deltage i andre tilbud, herunder tilbud som allerede er påbegyndt. Personen kunne dermed sige nej til et tilbud om uddannelse, og kunne undlade at påbegynde eller deltage i tilbuddet og kan ligeledes ophøre med tilbuddet uden sanktioner efter ydelsesreglerne i henholdsvis lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. for dagpengemodtagere, lov om sygedagpenge for sygedagpengemodtagere og lov om aktiv socialpolitik for de øvrige målgrupper.

Personen er under tilbuddet ligeledes fritaget fra pligten efter lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. og lov om aktiv socialpolitik til at være aktivt jobsøgende og stå til rådighed for henvist arbejde, jf. § 97 b, stk. 5, i loven. Dermed er personen fritaget for både at søge og tage job, herunder dokumentere sine jobsøgningsaktiviteter i joblog, mens personen deltager i uddannelsen.

Efter lovens § 97 b, stk. 6, kan tilbuddet række ud over den dato, hvortil personen er berettiget til den enkelte forsørgelsesydelse, og personen har ret til at fortsætte tilbuddet, hvis personen ved ydelsesskift fortsat er omfattet af en målgruppe i § 6. Tilbuddet fortsættes på den ydelse, som personen er berettiget til efter ydelses- og målgruppeskift.

Dermed har personen mulighed for at kunne færdiggøre den uddannelse, som personen er påbegyndt under puljen.

Retten til at fortsætte tilbuddet giver ikke ret til en forsørgelsesydelse. Det er således betingelserne for at modtage ydelsen, der afgør, om en person har ret til ydelsen. Hvis personen ikke har ret til en ydelse efter ydelseslovgivningen, vil personen kunne færdiggøre uddannelsen på SU, hvis personen har ret til det, eller som selvforsørgende, det vil sige uden ydelse. Hvis personen får en uddannelsesaftale med en arbejdsgiver, vil pågældende kunne fortsætte uddannelsen som voksenlærling, hvis betingelserne herfor i øvrigt er opfyldt.

Efter lovens § 97 b, stk. 7, finder reglerne i lovens §§ 53 og 95 om de overordnede betingelser for tilbud og om studie- og erhvervskompetencegivende uddannelser ikke anvendelse for tilbud om uddannelse inden for puljen.

Jobcenteret kunne dermed ikke afvise tilbuddet ud fra en vurdering om, at tilbuddet ikke var den hurtigste vej til varig beskæftigelse, eller at betingelserne i lovens § 95 ikke var opfyldt.

Lovens almindelige regler om bl.a. cv, cv-samtaler, tilmelding som arbejdssøgende, jobsamtaler under kontaktforløbet og opfølgningssamtaler, finder anvendelse for personen. Ligeledes finder reglerne i lovens kapitel 26 og 27 om befordringsgodtgørelse, hjælpemidler og mentor anvendelse for tilbuddet.

Efter lovens § 97 a, stk. 8, fastsætter beskæftigelsesministeren nærmere regler om målgruppen, tilbuddet om uddannelse og om, at der inden for puljen også kan gives visse andre tilbud om vejledning og opkvalificering, herunder tilbud om jobsøgningskurser. Beskæftigelsesministeren fastsætter endvidere regler om udbetaling, administration, regnskab og revision m.v. af tilskud under puljen.

Med hjemmel i bestemmelsen er der i bekendtgørelse om ret til uddannelse for personer, der har arbejdet i minkerhvervet eller følgeerhverv inden for en pulje i 2021 og 2022, og om administration m.v. af puljen, fastsat regler om bl.a. afgrænsning af følgeerhverv og uddannelse, om at der inden for puljen kan gives tilbud om jobsøgningskurser og realkompetencevurderinger og om, at kommunerne med midler fra puljen kan få dækket driftsudgifterne til køb af tilbud efter § 97 b. Der er også fastsat regler om bl.a. administration af puljen herunder om afgivelse af tilsagn om midler til kommunerne og regnskabsaflæggelse.

Efter lovens § 102, stk. 6, kan tilbud efter § 91 om øvrig vejledning og opkvalificering ikke udgøre et ret- og pligttilbud efter § 102, stk. 1.

Reglen herom trådte i kraft den 22. marts 2023, jf. lov nr. 295 af 20. marts 2023 om ændring af lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, lov om sygedagpenge og forskellige andre love (Mere målrettede tilbud, udvidet mulighed for samtaler over video eller telefon, forenkling af opfølgning i skærpet tilsyn m.v.), som blev vedtaget af Folketinget den 14. marts 2023.

Det følger af lovens § 196 b, at inden for puljen refunderer staten 100 pct. af kommunes udgifter til tilbud efter § 97 b, herunder udgifter til et fortsat tilbud, hvis personen skifter målgruppe.

Der er med hjemmel i § 62, stk. 10, og § 63, stk. 5, i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. fastsat regler ved bekendtgørelse om, at dagpengemodtagere (medlemmer), som deltager i et uddannelsestilbud efter § 97 b i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, er fritaget fra pligten efter lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. til at være aktivt jobsøgende og stå til rådighed for henvist arbejde, og desuden er fritaget for at deltage i rådighedssamtaler og aktiviteter i arbejdsløshedskassen, herunder selvbooking af rådighedssamtaler med arbejdsløshedskassen. Der er også fastsat regler ved bekendtgørelse om, at medlemmer, som deltager i et uddannelsestilbud efter § 97 b i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, ikke vil have pligt til at møde op til og deltage i tilbuddet, og at de ikke vil have pligt til at deltage i andre tilbud efter loven i den periode, hvor de deltager i et uddannelsestilbud efter § 97 b. Der er endelig fastsat regler om, at medlemmer, som deltager i et uddannelsestilbud efter § 97 b i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, ikke vil kunne blive sanktioneret for afslag på eller ophør i tilbuddet. Det samme vil gælde for andre tilbud efter loven i den periode, hvor de deltager i et uddannelsestilbud efter § 97 b. Det er fortsat en betingelse for udbetaling af dagpenge, at medlemmet i øvrigt opfylder de almindelige betingelser for ret til dagpenge.

Der er med hjemmel i § 10, stk. 2, i lov om sygedagpenge fastsat regler ved bekendtgørelse om, at når en sygemeldt, der har arbejdet i minkerhvervet eller et følgeerhverv, benytter sig af retten til at få et tilbud efter § 97 b i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats eller overgår fra dagpenge til sygedagpenge og deltager i et uddannelsestilbud efter § 97 b, vil tilbuddet komme til at indgå i opfølgningen. Da deltagelse i evt. erhvervsmæssig uddannelse dermed vil ske efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats som led i kommunens opfølgningsindsats, vil der kunne udbetales sygedagpenge, selvom personen deltager i erhvervsmæssig uddannelse, idet kommunen fastsætter det ugentlige timetal, som personen kan deltage i undervisning med og alligevel modtage sygedagpenge, ud fra en konkret vurdering i den enkelte sag. Der er endvidere fastsat regler om, at den sygemeldte ikke vil have pligt til at deltage i andre tilbud efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats som led i opfølgningen i den periode, hvor personen deltager i uddannelsestilbuddet. Det vil fortsat være en betingelse for udbetaling af sygedagpenge, at personen opfylder sygedagpengelovens betingelser. Det vil sige, at sygedagpengene skal ophøre, hvis personen ikke længere er uarbejdsdygtig efter § 7, og at personen skal medvirke til sagens oplysning.

Der er med hjemmel i § 13 c i lov om aktiv socialpolitik fastsat regler ved bekendtgørelse om, at personer, der deltager i uddannelsestilbud efter § 97 b i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, og som modtager eller overgår til at modtage uddannelseshjælp, kontanthjælp eller overgangsydelse (uden for introduktionsprogrammet) ikke har pligt til at opfylde deres rådighedsforpligtelse ved at tage imod sådanne uddannelsestilbud, og at personerne vil kunne udeblive fra eller ophøre i tilbuddet uden ydelsesmæssige konsekvenser. Der er videre fastsat regler om, at personer, der deltager i uddannelsestilbud efter § 97 b i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, og som modtager eller overgår til at modtage uddannelseshjælp, kontanthjælp eller overgangydelse (uden for introduktionsprogrammet), ikke skal være aktivt jobsøgende og stå til rådighed for henvist arbejde efter lov om aktiv socialpolitik. Det vil således ikke have ydelsesmæssige konsekvenser for personerne, hvis de, mens de deltager i et uddannelsestilbud efter § 97 b i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, afviser henvist arbejde eller ikke er aktivt jobsøgende. Det er fortsat en betingelse for udbetaling af uddannelseshjælp, kontanthjælp eller overgangsydelse (uden for introduktionsprogrammet), at personen i øvrigt opfylder de almindelige betingelser for ret til ydelsen i lov om aktiv socialpolitik.

Der er med hjemmel i §§ 69, 69 k og 75 i lov om aktiv socialpolitik fastsat regler ved bekendtgørelse om, at personer, der modtager ressourceforløbsydelse under ressourceforløb eller jobafklaringsforløb og personer, der modtager ledighedsydelse, og som er omfattet af § 97 b i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, ikke har pligt til at opfylde deres rådighedsforpligtelse ved at tage imod eller deltage i tilbud omfattet af § 97 b, og at personerne vil kunne udeblive fra eller ophøre i tilbud efter § 97 b uden ydelsesmæssige konsekvenser. Der er videre fastsat regler om, at personer, der modtager ressourceforløbsydelse, ikke skal stå til rådighed for henvist arbejde, og at personer, der modtager ledighedsydelse, ikke skal stå til rådighed for tilbud om et rimeligt fleksjob og ikke skal være aktivt jobsøgende under tilbuddet. Det vil således ikke have ydelsesmæssige konsekvenser for personerne, hvis de, mens de deltager i et tilbud efter § 97 b i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, afviser henvist arbejde, ikke tager imod et rimeligt tilbud om fleksjob eller ikke er aktivt jobsøgende.

3.1.2. Beskæftigelsesministeriets overvejelser

Beskæftigelsesministeriet er på baggrund af henvendelser til ministeriet blevet opmærksom på, at en del personer, der har arbejdet i mink- og følgeerhvervet, først bliver ledige i 2023, og dermed ikke vil kunne få ret til uddannelse under puljen.

Beskæftigelsesministeriet vurderer på denne baggrund, at det er hensigtsmæssigt, at ordningen med ret til tilbud om uddannelse inden for en pulje genindføres i 2023, så ordningen gælder i perioden fra og med den 1. juni 2023 og til udgangen af 2023.

3.1.3. Den foreslåede ordning

Det foreslås, at den midlertidige ordning i § 97 b i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, genindføres, så personer omfattet af en af målgrupperne i § 97 b, stk. 1 nr. 1-5, der har arbejdet i minkerhvervet eller følgeerhverv i den periode, der fremgår af § 97 b, stk. 3, inden for en pulje fortsat har ret til tilbud om uddannelse omfattet af §§ 90 og 91, i perioden fra og med den 1. juni 2023 til og med den 31. december 2023. Tilbuddet skal være bevilget senest den 31. december 2023 og skal påbegyndes inden den 1. april 2024.

Dermed vil dagpengemodtagere, kontanthjælps- og uddannelseshjælpsmodtagere, overgangsydelsesmodtagere uden for introduktionsprogrammet, sygedagpengemodtagere og personer i jobafklaringsforløb, som ikke er i et ansættelsesforhold eller driver selvstændig virksomhed, personer i ressourceforløb, ledighedsydelsesmodtagere, revalidender, førtidspensionister, selvforsørgende ledige samt unge under 18 år med behov for en uddannelses- og beskæftigelsesfremmende indsats, som har arbejdet i minkerhvervet eller følgeerhverv, fra og med 1. juni 2023 og i resten af 2023 have ret til tilbud om uddannelse inden for en pulje, hvis betingelserne i øvrigt er opfyldt.

Personen skal have arbejdet i minkerhvervet eller følgeerhverv i hele eller dele af perioden fra og med den 1. januar 2020 til og med den 22. marts 2021, og personen skal på tro og love erklære, at personen har arbejdet i et af disse erhverv i hele eller dele af perioden.

Det foreslås, at personen vil have ret til alle typer af uddannelse samt realkompetencevurderinger og jobsøgningskurser, og at der er ret til flere uddannelser.

Det foreslås dog, at der fremover skal gælde et prisloft for uddannelser m.v. under puljen.

Det foreslås således, at der for den enkelte samlede uddannelse, der bevilges som tilbud under puljen, gælder et prisloft på 600.000 kr. eksklusive moms. Det betyder, at den enkelte uddannelse m.v., som jobcenteret bevilger som tilbud til en person, højst må have en pris på 600.000 kr. eksklusive moms.

Prisloftet er fastsat således, at det forventes at kunne rumme uddannelser, som udbydes med hjemmel i lov under Børne- og Undervisningsministeriet og Uddannelses- og Forskningsministeriet, f. eks. AMU-kurser, erhvervsuddannelser og videregående uddannelser.

Prisloftet betyder, at meget dyre uddannelser, kursusforløb og kurser fremover ikke kan bevilges som tilbud under puljen, og at personen dermed ikke har ret til tilbud om disse forløb.

Med prisloftet sikres det, at personer inden for puljen fortsat har ret til langt de fleste uddannelser - både offentlige og private, men at der er en begrænsning i forhold til meget dyre uddannelser.

Med forslaget vil både personer, der er blevet ledige i 2021, 2022 og i 2023, og som har arbejdet i mink- eller følgeerhvervet i perioden den 1. januar 2020 til og med den 22. marts 2021, kunne få tilbud om og påbegynde uddannelser inden for prisloftet under puljen.

Det foreslås endelig, at et tilbud efter § 97 b, stk. 1, som er omfattet af lovens § 91 om øvrig vejledning og opkvalificering, fortsat kan udgøre et ret- og pligttilbud.

Forslaget skal ses i sammenhæng med lovændringen ved lov nr. 295 af 20. marts 2023 - Lov om ændring af lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, lov om sygedagpenge, og forskellige andre love (Mere målrettede tilbud, udvidet mulighed for samtaler over video eller telefon, forenkling af opfølgning i skærpet tilsyn m.v.), som trådte i kraft den 22. marts 2023, hvorefter tilbud efter § 91 om øvrig vejledning og opkvalificering ikke kan udgøre et ret- og pligttilbud efter § 102, stk. 1.

Med forslaget fremgår det klart af § 97 b, at alle tilbud om uddannelse m.v., som er bevilget efter § 97 b, stk. 1, fortsat kan udgøre ret- og pligttilbud efter lovens § 102, stk. 1.

Retten til uddannelse er fortsat betinget af, at der er midler inden for puljen til betaling af udgiften til uddannelsen. Dermed er personens ret til tilbud om uddannelse begrænset af puljen, dvs. at der på bevillingstidspunktet for tilbuddet om uddannelse er midler inden for kommunens tilsagn/andel af puljen.

De øvrige regler og betingelser for tilbuddet finder fortsat anvendelse. Det gælder f.eks. følgende regler og betingelser:

- Definition af følgeerhverv.

- Tilbuddet er frivilligt for personen, og går forud for andre tilbud.

- Personen er fritaget for pligten til at være aktivt jobsøgende og stå til rådighed for henvist arbejde under uddannelsen.

- Personer, der ikke har ret til forsørgelsesydelse efter ydelsesreglerne, har med retten til uddannelse ikke en ret til en forsørgelsesydelse. Det gælder f.eks. ledige selvforsørgende.

Der henvises i øvrigt til beskrivelsen ovenfor i pkt. 3.1.1.

4. Økonomiske konsekvenser og implementeringskonsekvenser for det offentlige

Forslaget skønnes samlet at medføre statslige merudgifter på 10,0 mio. kr. i 2023.

Med lov nr. 466 af 20. marts 2021 blev puljen til uddannelse til personer, der har arbejdet i minkerhvervet eller følgeerhverv oprettet med en bevilling på 50,0 mio. kr. Med lov nr. 2588 af 28. december 2021 blev puljen forlænget til udgangen af 2022 med en bevilling på 15,0 mio. kr. Det foreslås at overføre 10,0 mio. kr. fra § 17.19.79.15 Reserve vedrørende digitale samtaler i Nytænkning af beskæftigelsesindsatsen til puljen i 2023, således at kommunerne kan igangsætte nye uddannelsesforløb, som skal være bevilget senest den 31. december 2023 og uddannelsen påbegyndt inden den 1. april 2024. Finanslovsteknisk vil reserven på lov om tillægsbevilling for 2023 nedskrives med 10,0 mio. kr. og tilsvarende optages bevilling på 10,0 mio. kr. på underkonto § 17.46.45.50 Pulje til uddannelse af ledige, der har arbejdet i minkerhverv eller følgeerhverv.

Til puljen er tilknyttet tekstanmærkning 115, der bemyndiger beskæftigelsesministeren til at fastsætte regler for bevillingens anvendelse, herunder for ydelse af tilskud, regnskab og revision samt om tilbagebetaling, endelighed og afvisning af ansøgninger.

Endvidere er puljen tilknyttet en særlig bevillingsbestemmelse BV 2.2.11, hvorefter tilskud kan gives som tilsagn samt BV 2.10.5, hvorefter der gives adgang til at overføre op til 0,3 mio. kr. til § 17.41.01. Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering til administration af ordningen. Heraf kan op til 2/3 anvendes til lønsum. Overførslen foreslås at ske ved en intern statslig overførsel.

Der vil ikke være kommunale udgifter forbundet med forslaget.

Følgende principper for digitaliseringsklar lovgivning er relevante for lovforslaget: 1. Enkle og klare regler, 2. Digital kommunikation, 4. Sammenhæng på tværs - ensartede begreber og genbrug af data, 5. Tryg og sikker datahåndtering, 6. Anvendelse af offentlig infrastruktur. Lovforslagets indhold understøtter muligheden for digital administration under hensyntagen til borgernes data- og retssikkerhed og sikrer, at udbetaling af ydelser fortsat kan ske digitalt og under hensyntagen til borgernes retssikkerhed og ved brug af de it-systemer, som Udbetaling Danmark og arbejdsløshedskasserne allerede har i anvendelse. Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekrutterings puljeadministration og udbetaling af tilskud sker også digitalt mellem staten og kommunerne. Ved udarbejdelse af lovforslaget, er der taget højde for at anvende den eksisterende offentlige it-infrastruktur, og at behandlingen af borgernes oplysninger kan finde sted inden for rammerne af databeskyttelsesreglerne.

De økonomiske konsekvenser for kommunerne af lovforslaget skal forhandles med de kommunale parter. Forslaget medfører ikke økonomiske konsekvenser for regionerne.

5. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet m.v.

Lovforslaget vurderes ikke at have økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet.

6. Administrative konsekvenser for borgerne

Lovforslaget indeholder ingen administrative konsekvenser for borgerne.

7. Klimamæssige konsekvenser

Lovforslaget indeholder ingen klimamæssige konsekvenser.

8. Miljø- og naturmæssige konsekvenser

Lovforslaget indeholder ingen miljø- og naturmæssige konsekvenser.

9. Forholdet til EU-retten

Lovforslaget indeholder ingen EU-retlige aspekter.

10. Hørte myndigheder og organisationer m.v.

Et udkast til lovforslag har i perioden fra den 1. september 2022 til den 29. september 2022 været sendt i høring hos følgende myndigheder og organisationer m.v.:

Advokatrådet, Ankestyrelsen, Arbejdsmarkedets Tillægspension, ASE, BDO Danmark, Bedre Psykiatri, Beskæftigelsesrådet, Business Danmark, Cabi, Danmarks Frie Fagforening, Dansk handicapforbund, Dansk Socialrådgiverforening, Danske A-kasser, Danske Erhvervsakademier, Danske Erhvervsskoler og Gymnasier, Danske Handicaporganisationer, Danske Patienter, Danske Professionshøjskoler, Datatilsynet, Den Uvildige Konsulentordning på Handicapområdet, Det Centrale Handicapråd, Erhvervsstyrelsen, Finansrådet, Finanssektorens Arbejdsgiverforening, Finanstilsynet, Foreningen af Social-, Sundheds- og Arbejdsmarkedschefer i Danmark, Forhandlingsfællesskabet, Forsikring & Pension, Frie, Funktionærer, Frivilligrådet, FSR - danske revisorer, Institut for Menneskerettigheder, Kommunernes Landsforening, Kristelig Fagbevægelse, LAFS - Landsforeningen af fleks- og skånejobbere, Landsforeningen af førtidspensionister, Retssikkerhedsfonden, Rigsrevisionen, Rådet for Socialt Udsatte, SIND, Udbetaling Danmark, 3F Industri Vestegnen og Kopenhagen Fur.

I perioden fra den 16. marts 2023 til den 22. marts 2023 har et udkast til lovforslag med ændret ikrafttræden og tilføjet prisloft været sendt i høring hos ovenfor nævnte myndigheder og organisationer m.v.

11. Sammenfattende skema
 
Positive konsekvenser/mindreudgifter (hvis ja, angiv omfang/Hvis nej, anfør »Ingen«)
Negative konsekvenser/merudgifter (hvis ja, angiv omfang/Hvis nej, anfør »Ingen«)
Økonomiske konsekvenser for stat, kommuner og regioner
Staten:
2022: 0,0 mio. kr.
2023: 0,0 mio. kr.
2024: 0,0 mio. kr.
2025: 0,0 mio. kr.
Kommunerne:
Ingen
Regioner:
Ingen
Staten:
2022: 10,0 mio. kr.
2023: 0,0 mio. kr.
2024: 0,0 mio. kr.
2025: 0,0 mio. kr.
Kommunerne:
Ingen
Regioner:
Ingen
Implementeringskonsekvenser for stat, kommuner og regioner
Ingen af betydning
Ingen af betydning
Økonomiske konsekvenser for erhvervslivet
Ingen
Ingen
Administrative konsekvenser for erhvervslivet
Ingen
Ingen
Administrative konsekvenser for borgerne
Ingen
Ingen
Klimamæssige konsekvenser
Ingen
Ingen
Miljø- og naturmæssige konsekvenser
Ingen
Ingen


Forholdet til EU-retten
Lovforslaget indeholder ingen EU-retlige aspekter
Er i strid med de fem principper for implementering af erhvervsrettet EU-regulering/ Går videre end minimumskrav i EU-regulering (sæt X)
Ja
Nej
 
X


Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Til § 1

Til nr. 1

Efter § 97 b, stk. 1, i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats havde personer, der har arbejdet i minkerhvervet eller følgeerhverv, jf. stk. 3, inden for en pulje og i perioden fra og med den 23. marts 2021 til og med den 31. december 2022, ret til tilbud om uddannelse, som er omfattet af lovens §§ 90 og 91, hvis personen var omfattet af en af målgrupperne i bestemmelsen.

Målgruppen, der kunne få tilbud om uddannelse efter § 97 b var dagpengemodtagere, kontanthjælps- og uddannelseshjælpsmodtagere, overgangsydelsesmodtagere uden for introduktionsprogrammet, sygedagpengemodtagere og personer i jobafklaringsforløb, som ikke er i et ansættelsesforhold eller driver selvstændig virksomhed, personer i ressourceforløb, ledighedsydelsesmodtagere, revalidender, førtidspensionister, selvforsørgende ledige samt unge under 18 år med behov for en uddannelses- og beskæftigelsesfremmende indsats.

Efter lovens § 97 b, stk. 3, skulle personen have arbejdet i minkerhvervet eller følgeerhverv i hele eller dele af perioden fra og med den 1. januar 2020 til og med den 22. marts 2021, og personen skulle på tro og love erklære, at personen havde arbejdet i et af disse erhverv i hele eller dele af perioden.

For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises til pkt. 3.1.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Det foreslås, at i § 97 b, stk. 1, ændres periodeangivelsen: perioden fra og med den 23. marts 2021 til og med den 31. december 2022, til periodeangivelsen: perioden fra og med den 1. juni 2023 til og med den 31. december 2023.

Forslaget betyder, at den midlertidige ordning med ret til tilbud om uddannelsen inden for en pulje efter lovens § 97 b, genindføres for perioden fra 1. juni og i resten af 2023, så personer omfattet af målgruppen i perioden fra og med den 1. juni 2023 til og med den 31. december 2023 har ret til tilbud om uddannelse efter bestemmelsen, hvis de øvrige betingelser for tilbuddet er opfyldt. Dermed vil målgruppen i resten af 2023 have ret til tilbud om uddannelse under puljen efter lovens § 97 a.

Retten til tilbud om uddannelse vil fortsat være betinget af, at der er midler inden for puljen til betaling af udgiften til uddannelsen. Dermed vil personens ret til tilbud om uddannelse være begrænset af puljen, dvs. at der på bevillingstidspunktet for tilbuddet om uddannelse er midler inden for kommunens tilsagn/andel af puljen.

Med forslaget vil flere personer, som har arbejdet i minkerhvervet eller følgeerhverv i hele eller dele af perioden fra og med den 1. januar 2020 til og med den 22. marts 2021, kunne få tilbud om uddannelse inden for puljen.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.1.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 2

Efter § 97 b, stk. 2, i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats skulle et tilbud om uddannelse under puljen i § 97 b være bevilget senest den 31. december 2022 og skulle påbegyndes inden den 1. april 2023.

Dermed skulle jobcenteret senest den 31. december 2022 have givet tilbuddet om uddannelse til personen, og personen skulle senest den 31. marts 2023 være begyndt på tilbuddet.

For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises til pkt. 3.1.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Det foreslås, at § 97 b, stk. 2, nyaffattes, så det fremgår, at tilbuddet skal være bevilget senest den 31. december 2023 og skal påbegyndes inden den 1. april 2024.

Forslaget skal ses i sammenhæng med forslaget i nr. 1, om at genindføre den midlertidige ordning med ret til tilbud om uddannelse inden for en pulje efter lovens § 97 b, så retten gælder fra og med den 1. juni 2023 og i resten af 2023.

Forslaget betyder, at datoerne for, hvornår et tilbud om uddannelse under ordningen med ret til tilbud om uddannelsen inden for en pulje, senest skal være bevilget og påbegyndt forlænges med ét år, så personer omfattet af målgruppen kan få bevilget tilbud om uddannelse til og med den 31. december 2023 og kan påbegynde tilbuddet til og med den 31. marts 2024, hvis de øvrige betingelser for tilbuddet er opfyldt.

Retten til tilbud om uddannelse vil fortsat være betinget af, at der er midler inden for puljen til betaling af udgiften til uddannelsen. Dermed vil personens ret til tilbud om uddannelse være begrænset af puljen, dvs. at der på bevillingstidspunktet for tilbuddet om uddannelse er midler inden for kommunens tilsagn/andel af puljen.

Med forslaget vil flere personer, som har arbejdet i minkerhvervet eller følgeerhverv i hele eller dele af perioden fra og med den 1. januar 2020 til og med den 22. marts 2021, kunne få og påbegynde tilbud om uddannelse inden for puljen.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.1.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 3

Efter § 97 b, stk. 1, i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats havde personer, der har arbejdet i minkerhvervet eller følgeerhverv, inden for en pulje og i perioden fra og med den 23. marts 2021 til og med den 31. december 2022, ret til tilbud om uddannelse, som er omfattet af lovens §§ 90 og 91, hvis personen var omfattet af en af de målgrupper, som fremgår af bestemmelsens nr. 1-5. Betingelserne for arbejdet i minkerhvervet eller følgeerhverv fremgår af lovens § 97, stk. 3.

Efter lovens § 97 b, stk. 1, havde personer, som var i målgruppen, og som har arbejdet i mink- eller følgeerhverv, jf. stk. 3, ret til uddannelser omfattet af lovens § 90 og 91, og der var inden for puljen ingen begrænsninger for, hvilke typer og antal af uddannelser, som personen har ret til.

Retten til tilbud om uddannelse omfattede dermed alle typer af uddannelse, herunder uddannelser rettet mod den grønne omstilling samt partsafklarede og skræddersyede opkvalificeringsforløb og uanset, om det er offentlige eller private udbydere i Danmark - og uden noget prisloft.

Retten til tilbud omfattede ikke andre vejlednings- og opkvalificeringstilbud, f.eks. særligt tilrettelagte forløb, dvs. forløb som ikke kan anses for uddannelse. Der er dog med hjemmel i § 97, stk. 8, fastsat regler om, at der også var ret til tilbud om jobsøgningskurser. Reglerne herom er fastsat i bekendtgørelse om ret til uddannelse for personer, der har arbejdet i minkerhvervet eller følgeerhverv inden for en pulje i 2021 og 2022, og om administration m.v. af puljen.

Retten til tilbud om uddannelse var betinget af, at der var midler inden for puljen til betaling af udgiften til uddannelsen. Dermed var personens ret til tilbud om uddannelse begrænset af puljen, dvs. at der på bevillingstidspunktet for tilbuddet om uddannelse var midler inden for kommunens tilsagn/andel af puljen.

For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises til pkt. 3.1.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Det foreslås, at der i § 97 b, efter stk. 3, indsættes som nyt stk. 4, at kursusprisen for den samlede uddannelse efter stk. 1, ikke må overstige et prisloft på 600.000 kr. eksklusive moms.

Det foreslås dermed - som noget nyt - at der fremover skal gælde et prisloft for uddannelser under puljen.

Det foreslås således, at der fremover skal gælde et prisloft på 600.000 kr. eksklusive moms for den enkelte samlede uddannelse, der bevilges som tilbud under puljen. Det betyder, at den enkelte uddannelse, det enkelte kursusforløb eller kursus, som jobcenteret bevilger til en person, højst må have en pris på 600.000 kr. eksklusive moms.

Prisloftet er fastsat således, at det forventes at kunne rumme uddannelser, som udbydes med hjemmel i lov under Børne- og Undervisningsministeriet og Uddannelses- og Forskningsministeriet, f.eks. AMU-kurser, erhvervsuddannelser og videregående uddannelser. Dermed forventes prisen for disse uddannelser at ligge under prisloftet.

Personen vil fortsat have ret til alle typer og antal af uddannelser og kurser, realkompetencevurderinger og jobsøgningskurser, men der vil gælde et prisloft for den enkelte uddannelse, det enkelte kursusforløb eller kursus, som jobcenteret bevilger.

Prisloftet betyder, at meget dyre uddannelser, kursusforløb og kurser fremover ikke kan bevilges som tilbud under puljen, og at personen dermed ikke har ret til tilbud om disse uddannelser og kurser.

Med forslaget sikres det, at personer inden for puljen fortsat har ret til langt de fleste uddannelser - både offentlige og private, men at der er en begrænsning i forhold til meget dyre uddannelser.

De øvrige regler og betingelser for tilbuddet finder fortsat anvendelse.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.1.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 4

Ved lov nr. 295 af 20. marts 2023 - Lov om ændring af lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, lov om sygedagpenge, og forskellige andre love (Mere målrettede tilbud, udvidet mulighed for samtaler over video eller telefon, forenkling af opfølgning i skærpet tilsyn m.v.), som blev vedtaget af Folketinget den 14. marts 2023, er det i § 102, stk. 6, i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats fastsat, at tilbud efter § 91 om øvrig vejledning og opkvalificering ikke kan udgøre et ret- og pligttilbud efter § 102, stk. 1. Reglen trådte i kraft den 22. marts 2023.

Tilbud efter § 97 b, stk. 1, til personer, der har arbejdet i minkerhvervet eller følgeerhverv, inden for en pulje, kan være tilbud om uddannelse mv. omfattet af lovens §§ 90 og 91. Tilbuddene bevilges efter § 97, stk. 1.

For en nærmere beskrivelse af gældende ret om tilbud under puljen henvises til pkt. 3.1.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

På baggrund af lovændringen foreslås det i § 97 b i loven, at et tilbud efter § 97 b, stk. 1, som er omfattet af lovens § 91 om øvrig vejledning og opkvalificering, kan udgøre et ret- og pligttilbud.

Det foreslås således, at der i § 97 b, stk. 7, som bliver stk. 8, indsættes et nyt 2. pkt., om, at et tilbud efter stk. 1, som er omfattet af § 91, uanset § 102, stk. 6, kan udgøre et ret- og pligttilbud efter § 102, stk. 1.

Dermed fremgår det klart af § 97 b, at alle tilbud om uddannelse m.v., som er bevilget efter § 97 b, stk. 1, fortsat kan udgøre ret- og pligttilbud efter lovens § 102, stk. 1.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.1.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til § 2

Det foreslås i stk. 1, at loven træder i kraft den 1. juni 2023.

Da lov om en aktiv beskæftigelsesindsats ikke gælder for Færøerne og Grønland og ikke kan sættes i kraft for disse dele af riget, vil dette lovforslag heller ikke gælde for Færøerne og Grønland.


Bilag 1

Lovforslaget sammenholdt med gældende lov

Gældende formulering
 
Lovforslaget
  
§ 1
   
  
I lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, jf. lovbekendtgørelse nr. 701 af 22. maj 2022, som ændret ved § 3 i lov nr. 875 af 21. juni 2022, § 6 i lov nr. 879 af 21. juni 2022 og § 1 i lov nr. 295 af 20. marts 2023, foretages følgende ændringer:
   
§ 97 b. Inden for en pulje og i perioden fra og med den 23. marts 2021 til og med den 31. december 2022 har personer, der har arbejdet i minkerhvervet eller følgeerhverv, jf. stk. 3, ret til tilbud om uddannelse omfattet af §§ 90 og 91, hvis personen er omfattet af en af følgende målgrupper:
1) § 6, nr. 1-5.
2) § 6, nr. 6 og 7, og ikke er i et ansættelsesforhold eller driver selvstændig virksomhed.
3) § 6, nr. 8.
4) § 6, nr. 9, og modtager ledighedsydelse.
5) § 6, nr. 10-13.
Stk. 2-8….
 
1. I § 97 b, stk. 1, ændres »perioden fra og med den 23. marts 2021 til og med den 31. december 2022« til: » perioden fra og med den 1. juni 2023 til og med den 31. december 2023«.
§ 97 b.
Stk. 1….
Stk. 2. Tilbuddet skal være bevilget senest den 31. december 2022 og skal påbegyndes inden den 1. april 2023.
 
2. § 97 b, stk. 2, affattes således:
»Stk. 2. Tilbuddet skal være bevilget senest den 31. december 2023 og skal påbegyndes inden den 1. april 2024.«
§ 97 b.
Stk. 1-2….
Stk. 3. Personen skal have arbejdet i minkerhvervet eller følgeerhverv i hele eller dele af perioden fra og med den 1. januar 2020 til og med den 22. marts 2021. Personen skal på tro og love erklære at have arbejdet i minkerhvervet eller følgeerhverv i hele eller dele af perioden.
Stk. 4-8….
 
3. I § 97 b, indsættes efter stk. 3 som nyt stykke:
»Stk. 4. Kursusprisen for den samlede uddannelse efter stk. 1, må ikke overstige et prisloft på 600.000 kr. eksklusive moms.«
Stk. 4-8 bliver herefter stk. 5-9.
§ 97 b.
Stk. 1-6….
Stk. 7. Reglerne i §§ 53 og 95 om de overordnede betingelser for tilbud og om studie- og erhvervskompetencegivende uddannelser finder ikke anvendelse.
Stk. 8. . . .
 
4. I § 97 b, stk. 7, der bliver stk. 8, indsættes som 2. pkt.:
»Et tilbud efter stk. 1, som er omfattet af § 91, kan uanset § 102, stk. 6, udgøre et ret- og pligttilbud efter § 102, stk. 1.«