Det, som er baggrunden for det her spørgsmål og den dialog, vi også har haft omkring det emne tidligere, er jo, at FN's våbenhandelstraktat, som Danmark har underskrevet, opstiller nogle ret klare rammer for, hvornår vi må eksportere våben til andre lande. Den stiller f.eks. særlige krav til, at man forholder sig til slutbrugeren, og at man ser på slutbrugerlandets særlige historik i forhold til respekten for menneskerettigheder. Den stiller også krav til, at man stopper våbeneksporten, hvis man har kendskab til, at der er risiko for, at de dele, man eksporterer, kan blive brugt til brud på den humanitære folkeret, og faktisk nævner den også specifikt folkedrab som et argument for, hvorfor man skal stoppe eksporten og forbyde eksporten.
Det Europæiske Råds fælles holdning har også kriterier, der handler om de tilfælde, hvor der kan være en alvorlig risiko for krænkelser af menneskerettighederne og den internationale humanitære folkeret, og den her dom fra den hollandske landsret har, kan man jo sige, afsæt i de samme regelsæt, og det, der er det lovende, er den her mere restriktive linje. Og jeg ved, at vi ikke kan gøre på det her tidspunkt, men jeg er meget interesseret i, at vi i andre sammenhænge kommer til at se på, hvad der ligger bag den her mere restriktive linje, og hvad det i virkeligheden betyder i praksis.
Så det spørgsmål, som jeg egentlig også mener at vi i Danmark burde stille os, når vi kan se, at der er et andet europæisk land, som er forpligtet af de samme spilleregler, som vi er, og som altså i virkeligheden har en domspålæggelse om, at man ikke kan eksportere dele til F 35-kampflyene – dommen er godt nok blevet anket politisk – var, hvorfor vi fra dansk side ikke ganske enkelt vælger at suspendere våbeneksporten til Israel. Og regeringen har i forvejen også besluttet at anlægge en linje, der er mere restriktiv, end det, som udenrigsministeren tidligere har kaldt en restriktiv linje, og jeg er her også lidt nysgerrig efter at høre, hvad der i praksis er forskellen. Men hvorfor vælger vi ikke grundlæggende at suspendere våbeneksporten for at undgå at forbryde os mod de spilleregler, vi selv har forpligtet os på?