B 28 Forslag til folketingsbeslutning om åbenhed om privat partistøtte.

Udvalg: Indenrigsudvalget
Samling: 2022-23 (2. samling)
Status: Beretning afgivet

Beslutningsforslag som fremsat

Fremsat: 08-02-2023

Fremsat den 8. februar 2023 af Pelle Dragsted (EL), Jette Gottlieb (EL), Peder Hvelplund (EL), Rosa Lund (EL), Trine Pertou Mach (EL), Søren Egge Rasmussen (EL), Søren Søndergaard (EL), Victoria Velasquez (EL) og Mai Villadsen (EL)

20222_b28_som_fremsat.pdf
Html-version

Fremsat den 8. februar 2023 af Pelle Dragsted (EL), Jette Gottlieb (EL), Peder Hvelplund (EL), Rosa Lund (EL), Trine Pertou Mach (EL), Søren Egge Rasmussen (EL), Søren Søndergaard (EL), Victoria Velasquez (EL) og Mai Villadsen (EL)

Forslag til folketingsbeslutning

om åbenhed om privat partistøtte

Folketinget pålægger regeringen inden udgangen af 2023 at foretage de nødvendige foranstaltninger, der sikrer fuld åbenhed om privat partistøtte. Følgende initiativer bør indgå:

1) Der indføres krav om, at størrelsen på private bidrag over beløbsgrænsen skal offentliggøres.

2) Der indføres oplysningspligt for »pengeklubber« og »indsamlingsforeninger«.

3) Der gøres op med »selskabsfinten«.

4) Beløbsgrænsen for offentliggørelse af private bidrag sænkes til 5.000 kr.

5) Fristen for regnskabsaflæggelse for politiske partier fremrykkes fra 12 til 4 måneder, og der indføres krav om regnskabsoffentliggørelse umiddelbart før folketingsvalg og kommunalvalg.

6) Der oprettes et offentligt register over partistøtte.

7) Straffen for brud på partistøttereglerne skærpes.

8) Der indføres krav om en præcis beskrivelse af modtageren af donationer.

9) Brug af embedsværk i forbindelse med møder i »erhvervsklubber« og lign. forbydes.

10) Der oprettes et kontrolorgan, der løbende skal føre kontrol og tilsyn med partistøtte.

Bemærkninger til forslaget

Forudsætningen for et velfungerende repræsentativt demokrati er, at offentligheden og vælgerne kan få indsigt i, hvilke økonomiske særinteresser der står bag de politiske partier. Virksomheder og »erhvervsklubber« overfører hvert år i hemmelighed millioner af kroner til Folketingets partier (»Hvem betaler for valgkampen? Her er, hvad vi ved«, Information, den 25. oktober 2022). Hvor meget pengene og deres donorer påvirker den førte politik, vides ikke, eftersom den danske lovgivning om partistøtte alene kræver, at donoren offentliggøres ved beløb over den årligt regulerede beløbsgrænse (22.200 kr. i 2022), og beløbets størrelse skal ikke angives, jf. partiregnskabsloven § 2 a. Den smule offentlighed, der er, kan endda relativt let omgås, ved at pengene sendes via dertil oprettede foreninger eller såkaldte pengeklubber.

Europarådets antikorruptionsenhed, The Group of States against Corruption (GRECO), har i mere end 10 år rejst en hård kritik af Danmarks manglende åbenhed om partistøtte. Senest har Europa-Kommissionen i 2022 også opfordret Danmark til at sikre mere gennemsigtighed, når det kommer til privat partistøtte (»Rapport om retsstatssituationen 2022 - Landekapitlet om Danmark«, Europa-Kommissionen, 2022).

På den baggrund stilles en række konkrete forslag til styrkelse af reglerne for privat partistøtte. Forslagene vil stramme reglerne, lukke de huller, som i dag betyder, at man kan omgå de gældende regler, og styrke tilsynet og kontrollen. Samlet set er formålet med beslutningsforslaget at sikre, at befolkningen fremover vil kunne få indsigt i, hvem der sponsorerer partiernes valgkampe.

1. Størrelsen på private bidrag over beløbsgrænsen skal offentliggøres

Det foreslås, at der indføres krav om, at den præcise størrelse af de samlede private bidrag over beløbsgrænsen fra hver enkelt donor skal offentliggøres. I dag er det alene bidragsyderens navn, som skal offentliggøres, hvis donationen overstiger beløbsgrænsen på 22.200 kr. (2022), og altså ikke størrelsen på donationen. Det betyder, at man i dag ikke kan se, hvor meget der præcis er blevet doneret.

2. Oplysningspligt for »pengeklubber« og »indsamlingsforeninger«

Det foreslås, at foreninger og »pengeklubber«, som anvender anselige dele af deres årlige indtægter til at yde støtte til politiske partier, bliver underlagt krav om at offentliggøre oplysninger om, hvem der via kontingent, donationer m.v. har indbetalt beløb til foreningen, som er større end den fastsatte beløbsgrænse for private bidrag til politiske partier.

I årevis har donorer, partier og politikere omgået de nuværende regler ved at kanalisere bidrag gennem »indsamlingsforeninger« og »pengeklubber« for at hemmeligholde bidrag (»Skjulte optagelser afslører - Politikere og partifolk vejleder på stribe i at omgå loven for at få hemmelige donationer«, Frihedsbrevet.dk, den 21. oktober 2022). Der bør derfor være oplysningspligt for »pengeklubber« og »indsamlingsforeninger« m.v., som yder støtte til politiske partier.

3. Opgør med »selskabsfinten«

Det foreslås, at der gøres op med den såkaldte selskabsfinte, hvor donationer opdeles på flere forskellige virksomheder og/eller cvr-numre med henblik på at omgå kravet om offentliggørelse af donationer over beløbsgrænsen (»Skjulte optagelser afslører - Politikere og partifolk vejleder på stribe i at omgå loven for at få hemmelige donationer«, Frihedsbrevet.dk, den 21. oktober 2022). Fremover skal partistøtte fra forskellige virksomheder, som reelt har samme ejer, tælles som en samlet donation og således omfattes af reglerne om offentliggørelse, såfremt støtten overstiger den fastsatte beløbsgrænse.

4. Beløbsgrænsen for offentliggørelse af private bidrag sænkes til 5.000 kr.

Det foreslås, at beløbsgrænsen for offentliggørelse af private bidrag til politiske partier sænkes fra de nuværende 22.200 kr. (2022) til 5.000 kr. På den måde vil langt flere bidrag blive offentligt tilgængelige for borgerne.

5. Fristen for regnskabsaflæggelse for politiske partier fremrykkes

Det foreslås, at fristen for regnskabsaflæggelse fremrykkes fra 12 til 4 måneder efter regnskabsårets afslutning, således at de politiske partier forpligtes til hurtigere at fremlægge et regnskab med en oversigt over partistøtte over beløbsgrænsen. Det foreslås endvidere, at der indføres krav om, at partierne fremlægger partistøtteregnskaber umiddelbart før afholdelse af folketingsvalg og kommunalvalg.

6. Offentligt register over partistøtte

Det foreslås, at der oprettes et offentligt digitalt register, hvor partierne indberetter oplysninger om privat partistøtte fra deres årsregnskaber, og hvor borgere kan søge på tværs af år og partier.

Dette foreslås, da det i dag er svært for borgere at få indsigt i partistøtten til politiske partier. I dag skal man finde det enkelte partis årsregnskab og så finde opgørelsen over donationer.

7. Højere straf for omgåelse og brud på partistøttereglerne

Det foreslås, at strafbestemmelsen i partiregnskabsloven skærpes, således at det fremover vil være strafbart for enkeltpersoner, virksomheder og organisationer at opdele deres donationer i flere betalinger under beløbsgrænsen, såfremt det samlede donerede beløb inden for en 1-årig periode overstiger den fastsatte beløbsgrænse for partistøtte til offentliggørelse. Dertil foreslås det, at den generelle strafferamme for ikke at offentliggøre donationer i overensstemmelse med reglerne hæves fra fængsel indtil 4 måneder til fængsel indtil 12 måneder og bødestraf i de tilfælde, hvor donationerne er anvendt til skattefradrag, jf. partiregnskabsloven § 6 a. Endelig foreslås det, at den eksisterende forældelsesfrist på 2 år fjernes.

Dette foreslås, da der har været talrige eksempler i medierne på, at man ved at opdele donationer i mindre beløb under beløbsgrænsen har forsøgt at omgå de gældende regler (»Skjulte optagelser afslører - Politikere og partifolk vejleder på stribe i at omgå loven for at få hemmelige donationer«, Frihedsbrevet.dk, den 21. oktober 2022).

8. Lovkrav om præcis beskrivelse af modtageren af privat partistøtte

Det foreslås, at der indføres et lovkrav om en præcis beskrivelse af modtageren af privat partistøtte.

Dette foreslås, da regionale partiforeninger i dag ikke er forpligtet til at oplyse, hvilke kredsforeninger eller kandidater der modtager den partistøtte, der tilgår den regionale partiforening. Der er eksempler på folketingspartier, som har valgt alene at oplyse, at partistøtte til en regional partiforening er tilgået en »kredsforening«, uden at det er præciseret hvilken (»Venstre holdt modtagere af partistøtte hemmelige«, Politiken, den 7. februar 2022). Derved kan det skjules for offentligheden, præcis hvilken kredsforening eller kandidat partistøtten er målrettet. Det er et hul i loven, som bør lukkes.

9. Stop for brug af embedsværk i forbindelse med møder i »erhvervsklubber« og lign.

Det foreslås, at ministre ikke skal kunne bruge ministeriets embedsværk eller ressourcer til at få udarbejdet oplæg eller el.lign. i forbindelse med partistøttearrangementer, hvor der foregår en økonomisk transaktion til enten politikeren, en sammenslutning, der yder partistøtte, eller direkte til politiske partier.

Reglerne er i dag uklare på området. Det foreslås derfor at skærpe reglerne, så det eksplicit bliver forbudt at bruge ministeriets ressourcer på sådanne arrangementer, herunder f.eks. møder i partiernes »erhvervsklubber«.

10. Løbende kontrol og tilsyn med partistøtte

Det foreslås, at der oprettes et kontrolorgan, som kan føre tilsyn med, at partistøttereglerne bliver fulgt. Der kan f.eks. oprettes et uafhængigt kontrolorgan under Indenrigs- og Sundhedsministeriet.

Dette foreslås, da der i dag ikke er kontrol med de partistøtteregnskaber, bilag og tro- og loveerklæringer, som partiforeninger og landsorganisationer indsender (Udvalget for Forretningsordenen, alm. del - svar på spørgsmål 93, folketingsåret 2021-22).

Finansiering

Der kan blive behov for særskilt finansiering til oprettelse af et kontrolorgan, som fører tilsyn med, at partistøttereglerne bliver fulgt. Også hvis opgaven tildeles en eksisterende organisation, vil det kræve en merbevilling. Det foreslås, at forslaget finansieres af forventede merindtægter ved udbredelse af digitale kasseapparater, men forslagsstillerne er åbne for forhandling om finansieringen.

Skriftlig fremsættelse

Pelle Dragsted (EL):

Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte:

Forslag til folketingsbeslutning om åbenhed om privat partistøtte.

(Beslutningsforslag nr. B 28)

Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.