B 18 Forslag til folketingsbeslutning om at opdatere skolesikkerhedsberedskabsplanerne og udarbejde undervisningsforløb om Muhammedkrisen til brug i undervisningen i folkeskolen.

Udvalg: Børne- og Undervisningsudvalget
Samling: 2022-23 (2. samling)
Status: 2. beh./Forkastet

Beslutningsforslag som fremsat

Fremsat: 17-01-2023

Fremsat den 17. januar 2023 af Mette Thiesen (UFG), Jacob Mark (SF), Karina Adsbøl (DD), Helena Artmann Andresen (LA), Lise Bertelsen (KF), Mikkel Bjørn (NB) og Alex Ahrendtsen (DF)

20222_b18_som_fremsat.pdf
Html-version

Fremsat den 17. januar 2023 af Mette Thiesen (UFG), Jacob Mark (SF), Karina Adsbøl (DD), Helena Artmann Andresen (LA), Lise Bertelsen (KF), Mikkel Bjørn (NB) og Alex Ahrendtsen (DF)

Forslag til folketingsbeslutning

om at opdatere skolesikkerhedsberedskabsplanerne og udarbejde undervisningsforløb om Muhammedkrisen til brug i undervisningen i folkeskolen

Folketinget pålægger regeringen at sikre en opdatering af skolesikkerhedsberedskabsplanerne og udarbejde undervisningsforløb på emu.dk om Muhammedkrisen, som lærere i folkeskolen har mulighed for at bruge i undervisningen. Folketinget pålægger endvidere regeringen at inddrage Muhammedkrisen som en formativ periode i historiekanonen.

Bemærkninger til forslaget

Beslutningsforslaget er en uændret genfremsættelse af beslutningsforslag nr. B 1, folketingsåret 2022-23, 1. samling. Der henvises til www.folketingstidende.dk, Folketingstidende, 2022-23, 1. samling, tillæg A, B 1 som fremsat.

Desværre har regeringen endnu ikke løst problemerne med manglende ytringsfrihed i folkeskolen. På denne baggrund genfremsættes beslutningsforslag nr. B 1 af 5. oktober 2022 hermed.

Forslagsstillerne ønsker med beslutningsforslaget at sikre, at der foreligger undervisningsmateriale på emu.dk om Muhammedkrisen til brug i folkeskolen. Undervisningsmaterialet skal udarbejdes fra statslig side, således at den enkelte lærer eller skole ikke skal udarbejde materialet selv.

Forslagsstillerne ønsker også, at Muhammedkrisen indgår som del af historiekanonen, der foreligger på emu.dk. Muhammedkrisen står som en af de vigtigste perioder for Danmarks forhold til omverdenen og i særdeleshed til Mellemøsten, hvorfor det er helt nødvendigt, at eleverne lærer om netop denne periode.

Det er derudover forslagsstillernes ønske med beslutningsforslaget, at der udarbejdes opdaterede skolesikkerhedsberedskabsplaner, der kan imødegå eventuelle konflikter i forbindelse med brug af undervisningsmaterialet i undervisningen.

Baggrund

Formålet med forslaget er at forsvare ytringsfriheden for den enkelte lærer og skole. Ingen lærere eller skoler skal undgå at undervise i relevant materiale om Muhammedkr‍isen af frygt for repressalier fra islamiske organisationer, elever eller forældre. Det er afgørende for bevarelsen af det frie demokrati, at truslen om vold ingen indflydelse har på undervisningen i folkeskolen.

Desværre har vi både i Danmark og i udlandet set katastrofale konsekvenser af at vise Muhammedtegningerne. Det samme kan man frygte vil ske i forhold til de danske skoler, hvis ikke der udarbejdes en sikkerhedsberedskabsplan, der gør, at man imødegår de trusler og angreb, som kan følge af at vise Muhammedtegningerne i undervisningen.

Skriftlig fremsættelse

Mette Thiesen (UFG):

Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte:

Forslag til folketingsbeslutning om at opdatere skolesikkerhedsberedskabsplanerne og udarbejde undervisningsforløb om Muhammedkrisen til brug i undervisningen i folkeskolen.

(Beslutningsforslag nr. B 18)

Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.