B 96 Forslag til folketingsbeslutning om at forbedre retstilstanden for mindreårige i retssager anlagt af barnets værge.

Udvalg: Retsudvalget
Samling: 2022-23 (2. samling)
Status: Beretning afgivet

Om beslutningsforslaget

Sagsgang:
Fremsat 17-03-2023
1. behandlet/henvist til udvalg 21-04-2023
Beretning afgivet 23-05-2023
Ministerområde:
Justitsministeriet
Resumé:
Forslaget skal sikre, at børn, som er parter i retssager, f.eks. hvor en værge anlægger retssag på barnets vegne, ikke kan blive pålagt at betale sagsomkostningerne i en tabt eller hævet sag.

Retsudvalget afgav beretning over B 96. Et flertal i udvalget anerkender det problem, der i dag består i, at umyndige – herunder børn – kan blive pålagt at betale sagsomkostninger i retssager anlagt af deres værge. Samtidig anerkender flertallet den helt grundlæggende regel i retsplejelovens § 312, hvorefter vinderen som udgangspunkt skal tilkendes sagsomkostninger fra taberen til hel eller delvis dækning af de med retssagen forbundne udgifter. Flertallet opfordrer derfor regeringen til inden udgangen af 2023 at fremlægge en redegørelse med forslag til, hvordan det fremover kan undgås, at umyndige, herunder børn og unge, i retssager, som er anlagt af en værge på den umyndiges vegne, ender med at skulle betale sagsomkostningerne.