(Det talte ord gælder)

Kære Peter

Tillykke med de 25 år i Folketinget.  

Hvis jeg skulle nå 25 år i Folketinget, skulle jeg blive 100 år. Det regner jeg trods alt ikke med.

Det er en tradition, at Folketingets formand siger ord, når et medlem fejrer jubilæum. 

Hvis det ikke var en tradition, ville jeg med glæde holde tale som ”privatist”. 

Der er meget godt at sige om dig. Du har ydet en stor indsats i folkestyrets tjeneste, og du har kæmpet med næb og kløer for dine mærkesager. 

Din parlamentariske karriere har spændt vidt. Dansk Folkeparti, løsgænger og nu Danmarksdemokraterne. 

Få kan læse det politiske søkort så godt som dig. Lidt humoristisk kan man påstå, at du forstod at forlade to skibe, mens de var på vej ned. Nu står du på broen som gruppeformand i Danmarksdemokraterne. 

Det kendetegner en ægte politisk overlever. Men jeg opfatter dig ikke som en vejrhane, der vender sig efter vindens retning.  I retspolitikken er du hård – og streng. 

Du er ikke typen, der godtager en sociologisk forklaring på, hvorfor en voldsmand slog sit offer. Du prøver heller ikke at undskylde ham med, at han sad skævt på potten.   

Du har altid stået på ofrenes side. Samfundets hammer skal falde hårdt og konsekvent over voldsmænd og kriminelle.    

Men det er lidt for nemt at forklare din linje som strammer med, at du bare vil straffe hårdt. 

Bag dit syn på retspolitikken gemmer sig en respekt for det enkelte menneske. Du opfatter ham eller hende som et unikt individ. Med ansvar for egne handlinger. 

Ikke som et viljeløst offer for omstændigheder, man ikke selv kan gøre noget ved. 

Man har altid en vilje og et valg. Man kan vælge at gøre det rigtige, eller man kan vælge at gøre det forkerte. 
-----
   
Din politiske vækkelse begyndte i gymnasiet ligesom hos mig selv. Som elev på Aarhus Katedralskole kæmpede du en brav kamp mod det venstreorienterede miljø, der dominerede skolerne i 1970’erne og 1980’erne. Du så et lys i Mogens Glistrup og hans kamp mod bureaukratiet. 

Du grundlagde Fremskridtspartiets ungdomsafdeling i Aarhus nærmest på egen hånd. Og du var så engageret i arbejdet, at du valgte at skippe dine økonomistudier for at hellige dig det partiorganisatoriske arbejde. 

Med tiden blev du ansat som sekretariatschef i Fremskridtspartiet og opnåede at blive fyret – og genansat igen. 

Det var urolige tider i Fremskridtspartiet. Bitre fløjkampe. 

Som administrativ chef stod du for hug.    

Din fyring bragte dig for første gang i mediernes rampelys. 

Der blev sagt om dig, at du var ”den tavse kastebold” og ”det usynlige midtpunkt”. En slags grå eminence, der var god til at samle trådene og skabe enighed.

Efter det berømte landsmøde i 1995 fulgte du med Pia Kjærsgaard og Kristian Thulesen Dahl over i Dansk Folkeparti. 

Du indså, at Fremskridtspartiet ikke havde nogen fremtid, når kværulanter og landsbytosser – som de blev kaldt – fik lov at stjæle billedet. 

I Dansk Folkeparti var du som partifunktionær med til at få det nye parti op i flyvehøjde. 

Dansk Folkeparti blev født med tre programpunkter, som alle begyndte med ordet ”modstand”: Modstand mod indvandring, modstand mod integration og modstand mod EU som en politisk-økonomisk union. 

Ellers var det lidt sværere at få øje på, hvad Dansk Folkeparti ellers ville.  

Og måske arbejdet med partiprogrammet gav dig blod på tanden til selv at blive politiker. 

I 1998 blev du første gang valgt ind i Folketinget for DF.  

Som DF’er fik du sat dybe aftryk på dansk politik.  

Du stod bag en række stramninger på integrationsområdet. Og du må med tilfredshed konstatere, at DF’s synspunkter på indvandring, integration og retspolitik nu er blevet mainstream. 

I dag er de fleste enige om, at antallet af indvandrere betyder noget. At domme for voldskriminalitet har været for lave.  Du tog dine kampe med eksperterne. Du anfægtede deres kompetence ved at sige, at de ikke var eksperter i ofrenes oplevelser. 

I deres smerte, frustration og holdning til hvad der er ret og rimeligt. 

Det harmede dig, at kriminelle fik hjælp til rehabilitering, mens ofrene selv måtte kæmpe for at komme til hægterne. 
-----
Jeg har som gruppeformand haft et tæt samarbejde med dig. Du var gruppeformand for DF gennem 10 år, jeg var det for Venstre fra 2015 til 2018. 

En gruppeformand tilrettelægger gruppens daglige arbejde. Han eller hun sørger for, at gruppen afklarer og koordinerer partiets holdning til et lovforslag, inden man skal stemme om det i Folketingssalen. 

Du blev genvalgt på posten mange gange, så du har helt sikkert gjort det godt.  

Du er altid godt ind i sagerne. Du er velforberedt, god til at lytte og svær at hidse op. Du er altid i vater. Nogle gange har man lyst til at tage dit håndled for at mærke, om der overhovedet er nogen puls. 

Din hukommelse er legendarisk. Ja, næsten autistisk. 

Nogle gange skal du bare have et stikord, og så kan du huske ned til de mindste detaljer, hvordan en bestemt sag blev håndteret for mange år siden. Det er en utrolig vigtig egenskab for en politiker, der vil have tingene til at glide.   

Men man skal ikke tage fejl af. Bag dit måske lidt stille væsen brænder en ild. For politik, for ordentlighed og retfærdighed – og for fodbold.  

Du kan blive rigtig begejstret, når Arsenal spiller. Det går jo godt for dem lige nu. De ligger til at blive engelske mestre. Som gammel Aarhus-dreng må du til gengæld forlige dig med, at ”de hviide” fra AGF heller ikke i år bliver danmarksmestre. 

Det bliver de næppe i din levetid.   
-----

Der er mange gæster i dag, som vil ønske dig tillykke. 

Men der er også kendte navne, som ikke er tilstede.  

Det kommer med en pris, når man forlader sit parti efter mange år. Det er ikke noget, man gør med let hånd.  

Men du har altid vidst, hvad du ville. 

I gymnasiet sagde du til din samfundsfagslærer, at du ville være statsminister, når du blev voksen. 

Jeg vil ikke udelukke, at det kommer til at ske. 

Men jeg tror ikke, det bliver i Danmark. 

Kære Peter, tillykke med 25-års jubilæet.  

God vind fremover til dig og dine.