Margrethe Vestager til møde med Udvalget for Digitalisering og It

19.04.2024

Kunstig intelligens, digitale kompetencer i Europa og beskyttelse af børn og unge på nettet var blandt emnerne, der blev drøftet på dagens møde.

Udvalget for Digitalisering og It mødtes i dag med Margrethe Vestager, ledende næstformand og EU-kommissær, til en drøftelse af ny europæisk lovgivning på det digitale område, og hvordan vi bedst muligt fremmer digitaliseringen i Europa. Margrethe Vestager besøgte senest udvalget i april 2023.
 
»Udviklingen inden for digitalisering og it sker i et så hurtigt tempo, at det er helt centralt at have en løbende dialog med vores europæiske kolleger og drøfte mulighederne og udfordringerne på området« siger udvalgsformand Lisbeth Bech-Nielsen. »Det har, som altid med kommissær Margrethe Vestager, været et utroligt givende møde, og vi glæder os i udvalget til at arbejde videre med de emner, vi har drøftet i dag.« 
 
Margrethe Vestager er ansvarlig for EU’s digitaliseringsstrategi, »Et Europa klar til den digitale tidsalder«, og gjorde status over, hvordan ny europæisk lovgivning bliver implementeret på området – blandt andet retsakten om digitale tjenester (DSA), forordningen om digitale markeder (DMA) og forordningen vedr. kunstig intelligens (AI Act) – og lagde vægt på, at det er afgørende, at der nu sættes skarpt på håndhævelsen heraf. Herudover omhandlede mødet bl.a. regulering af techgiganter, overholdelse af GDPR-regler, regler for annoncering og markedsføring samt udvikling og brug af kunstig intelligens. 
 
Udvalget for Digitalisering og It vil sammen med Erhvervsudvalget forsætte drøftelserne om brugen af kunstig intelligens til en åben høring i den 23. maj 2024 på Christiansborg. 
Læs mere om høringen her.
Større
Større
Større

Senest opdateret: [23.04.2024]
Sideansvarlig: Udvalgssekretær: Morten Villumsen