Folketinget strammer op vedrørende medlemmers mails

24.04.2024

Redegørelse om Folketingets Administrations håndtering af bl.a. folketingsmedlemmers mails i en konkret sag.

På baggrund af en konkret sag, hvor Folketingets Administration foretog en søgning på udvalgte folketingsmedlemmer og ansattes mails, blev det besluttet at udarbejde en redegørelse om sagen. Redegørelsen er udarbejdet med juridisk bistand fra Kammeradvokaten.

Redegørelsen har nu været forelagt Folketingets Præsidium og efterfølgende Udvalget for Forretningsordenen. Begge har taget redegørelsen og dens anbefalinger til efterretning.

Redegørelsen slår fast, at Folketingets Administration i den konkrete sag ikke burde have foretaget søgningen i medlemmer og ansattes mails. Kammeradvokaten konkluderer desuden, at søgningen på e-mails ikke var i overensstemmelse med gældende regler.

Derudover indeholder redegørelsen en række anbefalinger om opstramninger på området, så en lignende situation fremover kan undgås. Vicedirektør i Folketingets Administration Torben Skovgaard Andersen siger:

»Det er en meget beklagelig sag, som vi undskylder over for de involverede. For at bevare tilliden mellem administrationen og medlemmer og ansatte er det os derfor meget magtpåliggende at efterleve de anbefalinger om opstramninger, som redegørelsen indeholder. Bl.a. styrker vi hele GDPR- og complianceområdet både ressourcemæssigt og juridisk. Vi vil gennemgå og skærpe vores nuværende regler og procedurer, og så vil vi fremover have et betydeligt stærkere ledelsesmæssigt fokus på området.«

Folketingets formand, Søren Gade, tager redegørelsen til efterretning:

»Jeg er glad for, at både Præsidiet og Udvalget for Forretningsordenen nu har taget Folketingets Administrations redegørelse til efterretning. Jeg hæfter mig ved, at administrationen både har beklaget den pågældende sag og nu iværksætter redegørelsens anbefalinger om opstramninger på området.«

Fakta

På baggrund af anbefaling fra bl.a. Kammeradvokaten har Folketingets Administration besluttet at iværksætte en række tiltag. Det betyder bl.a.:

  1. Styrket DPO-aftale og samling og styrkelse af complianceområdet i Folketingets Administration
  2. Henvendelse til de berørte med en undskyldning fra Folketingets Administration
  3. Gennemgang og styrkelse af de nuværende regler og procedurer for overvågning af mails
  4. Forudgående orientering af direktionen i Folketingets Administration inden iværksættelse af søgninger mv.
  5. Øget ledelsesmæssigt fokus på it-området
  6. Mere rettidig information til medlemmer af Folketinget og Folketingets Præsidium i lignende sager