Åbent samråd med undervisningsministeren om regeringens forslag om en fremtidens offentlige vækst
Udvalg: Undervisningsudvalget
Mødedato: 21-03-2017
Starttidspunkt: 14.00
Sluttidspunkt: 15.00
Lokale: 1-133
Undervisningsudvalget har kaldt undervisningsministeren Merete Riisager (LA) i samråd om konsekvenserne på folkeskoleområdet ved regeringens forslag om en fremtidig offentlig vækst på blot 0,3 %. Samrådet er åbent for alle og finder sted tirsdag den 21. marts 2017, 5 minutter efter afstemninger, dog tidligst kl. 14.00 i lokale 1-133 på Christiansborg.

Undervisningsudvalget har bedt undervisningsministeren redegøre for, hvordan man fremover kan sikre tilstrækkeligt med lærere og pædagoger i folkeskolen, når den offentlige vækst vil være på blot 0,3 %, som regeringen ønsker.
Ministeren skal også forholde sig til beregninger fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, der viser, at der i 2025 vil være ca. 16.000 færre offentligt ansatte end i dag, såfremt det offentlige forbrug kun får lov at vokse med 0,3 %, som regeringen foreslår ("Færre offentlig ansatte under Lars Løkke Rasmussen", Arbejderbevægelsens Erhvervsråd den 13. februar 2017). Udvalget har også bedt ministeren redegøre for, hvordan denne udvikling vil påvirke folkeskolen og hvordan regeringsgrundlagets ord om at sikre "ro" om folkeskolen og løfte alle elever kan indfries, når kommunerne fremover vil have betydeligt færre ressourcer.
(Se eventuelt her: http://www.ae.dk/analyser/faerre-offentligt-ansatte-under-lars-loekke-rasmussen)

Samrådsspørgsmål O, P og Q er stillet efter ønske fra Annette Lind (S).