Åbent samråd om sikkerheden omkring CPR-numre
Udvalg: Kommunaludvalget
Mødedato: 04-04-2013
Starttidspunkt: 14.00
Sluttidspunkt: 14.00
Lokale: 2-133
Folketingets Kommunaludvalg har kaldt økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager (RV) i åbent samråd om CPR-numres sikkerhed og identitetstyveri. Samrådet er åbent for alle og finder sted torsdag den 4. april 2013 i værelse 2-133 på Christiansborg. Samrådet begynder 5. min efter 1. behandlingen af L 198 er afsluttet, dog ikke før kl. 14.00.

Med udgangspunkt i de seneste sager om sikkerhedsbrister vedrørende CPR-numre har udvalget bedt ministeren redegøre for:

- Omfanget af sikkerhedsbristerne
- Misbruget af CPR-numre
- Omfanget af identitetstyveri
- Regeringens initiativer for at styrke sikkerheden omkring CPR-numre

Derudover har udvalget bedt ministeren redegøre for, hvilke analyser og overvejelser regeringen har angående muligheden for, at man i særlige tilfælde kan tildele et nyt CPR-nummer.

Samrådsspørgsmålene O og P er stillet efter ønske fra Erling Bonnesen (V).

Samrådet tv-transmitteres på Folketingets tv-kanal og vises desuden på www.ft.dk.