Åbent samråd om kommunernes gebyrer for byggesagsbehandling
Udvalg: Kommunaludvalget
Mødedato: 12-12-2012
Starttidspunkt: 00.00
Sluttidspunkt: 00.00
Lokale: 2-133
Folketingets Kommunaludvalg har kaldt klima-, energi- og bygningsminister Martin Lidegaard (RV) i åbent samråd om kommunernes gebyrer for byggesagsbehandling. Samrådet er åbent for alle og finder sted onsdag den 12. december 2012 i værelse 2-133 på Christiansborg. Samrådet forventes at begynde kl. 13.00.

Udvalget har bl.a. bedt ministeren redegøre for rammerne for kommunernes gebyrer for byggesagsbehandling, niveauet for byggesagsgebyrer i kommunerne og spredningen heraf i byggesager vedr. bygning af nye huse, ombygninger og tilbygninger.

Endvidere har udvalget bedt ministeren redegøre for sin holdning til, om nogle kommuner tager overdækning for deres ydelser i forbindelse med byggesager, og om nogle kommuners øgede byggesagsafgifter kan være hæmmende for modernisering, udvidelse og nybyggeri, og dermed kan dæmpe beskæftigelsen.

Samrådsspørgsmålene D-H er stillet efter ønske fra Jacob Jensen (V).

Samrådsspørgsmål D er stillet med udgangspunkt i Berlingskes artikel "Gebyrer for byggetilladelse tordner op". Artiklen kan læses ved at følge linket til højre.


Kommunaludvalget har inviteret Klima-, Energi- og Bygningsudvalget til at deltage i det åbne samråd.

Samrådet tv-transmitteres på Folketingets tv-kanal og vises desuden på www.ft.dk.