Det næste punkt på dagsordenen er:

18) Forhandling om redegørelse nr. R 13:

Ministeren for udviklingssamarbejde og global klimapolitiks redegørelse for udviklingen i udviklingssamarbejdet.

(Anmeldelse 27.04.2023. Redegørelse givet 27.04.2023. Meddelelse om forhandling 27.04.2023).

Jeg tror, vi er klar. Velkommen. Forhandlingen er åbnet, og første ordfører er hr. Jesper Petersen fra Socialdemokratiet.

Tak for det. På forskellige områder har vi jo i Folketinget det sådan, at regeringen afgiver en redegørelse, der så sættes til diskussion her i Folketingssalen, og som noget nyt blev det med den nuværende udviklingspolitiske strategi »Fælles om Verden« fra 2021 indført, at der også hvert år redegøres for udviklingssamarbejdet og danske indsatser i den forbindelse. I år præsenterer ministeren for udviklingssamarbejde og global klimapolitik – sådan en med den portefølje har vi jo fået – så den anden redegørelse for udviklingen i Danmarks udviklingssamarbejde, og det giver altså en god anledning til her at drøfte udviklingspolitikken.

Jeg vil starte med at sige, at der jo fortsat er et massivt behov i verden for, at der er en ambitiøs udviklingspolitik fra dansk side, men jo altså også fra andre landes side; og flere burde tage det så alvorligt, som Danmark gør, og også løfte det ansvar, som Danmark f.eks. gør rent finansielt. Vi har en lang tradition for at tage globalt ansvar, og vi afsætter som et af ganske få lande i verden fortsat årligt 0,7 pct. af vores bni til udviklingsbistand i overensstemmelse med FN's målsætning. I år svarer det så til 20,2 mia. kr. Det er et substantielt, flot bidrag fra danskerne, som der i de her tider jo også er hårdt brug for, måske mere end nogen sinde, både i Ukraine, som vi selvfølgelig har støttet massivt – og betydningen af den invasion præger jo også den redegørelse, der er afgivet her – men jo også mange andre steder i verden.

Vi lever fortsat i en verden, hvor mere end 700 millioner mennesker lever i fattigdom. Mere end 100 millioner mennesker verden over er i dag på flugt på grund af forfølgelse, konflikter, vold, brud på menneskerettigheder osv. Det er et svindende antal af verdens befolkning, der lever i fuldbyrdede demokratier, desværre. Lidt afhængigt af hvordan det gøres op, kan man jo få forskellige procentsatser for det, men det er jo i hvert fald bedrøvelig få og færre. Og de kriser, vi har set de seneste år – coronapandemien, klimaforandringer, der tager til, og Ruslands angreb på Ukraine, som jeg lige var inde på – har alt sammen haft afledte konsekvenser, og de har også mange steder i verden forværret de problemer, man i forvejen kæmpede med.

Danmark har, synes vi, som et højtudviklet, velstående land et ansvar for at bidrage til verdens udvikling, støtte lande og arbejde for, at værdier som menneskerettigheder også udbredes til mennesker i andre dele af verden. Men vi har også en egeninteresse i at bidrage til kampen mod fattigdom og undertrykkelse såvel som at bekæmpe klimaforandringer, både med humanitær støtte i verdens brændpunkter og med langsigtet udviklingshjælp, men også med andre former for udenrigspolitisk og sikkerhedspolitisk arbejde gennem vores forsvar, vores diplomati osv. Men det, der er temaet i dag, er jo altså udviklingspolitikken, hvor det at mindske ustabilitet også er med til at give mindre migration og bedre muligheder for at arbejde for fremgang for almindelige mennesker over hele verden.

Noget af det, der selvfølgelig præger redegørelsen, er, at Danmark nu igen er et nærområde til en krig, altså den i Ukraine. Mens vi er her, holder de parader i Rusland osv. Jeg synes ikke, de har meget at være stolte af i den aktuelle situation, når det kommer til Ukraine. Tværtimod har de jo altså foretaget et eklatant brud på folkeretten og overfaldet et demokratisk og frit naboland.

Det skaber selvfølgelig også nogle store behov inden for det humanitære, civile område. Opgørelsen i redegørelsen her siger, at vi samlet set har bidraget med 1,2 mia. kr. til forskellige typer af civile hjælpeindsatser. Til det kan jo så lægges de forsvarspolitiske og militære donationer. Men vi har altså hjulpet på en lang række punkter med at afbøde den situation, der er i Ukraine for civilbefolkningen. Vi har jo også en stor opgave med at tage imod flygtninge, og det har vi gjort. Og vi har bidraget til modtagelse af flygtninge. Det er beløb, som også indgår i den redegørelse og i det budget, vi taler om her.

Endelig er verden jo så forbundet, at det, at der er den krig, jo også har store konsekvenser for fødevaresituationen andre steder i verden. Når man ved, hvor stor en eksportør af korn, solsikkeolie og andre landbrugsprodukter Ukraine er, fører det jo også til en forværring af fødevaresituationen andre steder. Her er Danmark så også med til at afbøde det, eksempelvis gennem FN, ved at forsøge at opretholde eksporten fra Ukraine, så godt som man kan, og altså mindske de problemer, der følger af, at eksporten af korn, solsikkeolie og andet rammes og begrænses på grund af krigen.

Ud over Ukraine er der selvsagt et stort fokus på Afrika, og den største gruppe af modtagerlande ligger i Afrika. 8 ud af de 11 udvidede partnerskaber, vi har, er med lande i Afrika. Danmark er også en betydelig donor igennem internationale organisationer, f.eks. igennem FN. Regeringens fokus på klima afspejles jo i redegørelsen her, ved at en væsentlig del af bistanden vil være i form af forskellige klimarettede projekter, klimatilpasning jo ikke mindst, og en erkendelse af, at problemerne hænger sammen, og at andre dele af udviklingsproblematikkerne forværres af klimaforandringerne og gør det i stor stil nu.

Jeg vil godt gentage, hvad ministeren har sagt i mange andre sammenhænge, nemlig at det her med at have sådan en idé om, at klimaforandringer og deres påvirkninger er noget, der ligger fremme i tid, er absolut forkert. Vi mærker det i nogen grad selv, men det mærkes i høj grad i de lande, som vi taler om her, og som er genstand for Danmarks udviklingspolitik; først og fremmest er der jo allerede enorme konsekvenser af klimaforandringerne mange steder. Det svækker de landes stabilitet; det svækker muligheden for et godt liv og en god fremtid for de mennesker, der bor i de lande, og det udfordrer stabiliteten i de lande. Vi er selvfølgelig tilbage ved den situation, vi søger at undgå, nemlig at der pustes endnu mere til den migration, der sker, men det er også en svækkelse af muligheden for at have stater, der kan sikre demokrati og menneskerettigheder.

Jeg vil ikke gennemgå de mange gode eksempler, der er i redegørelsen – dem kan man selv gå ind at læse. Jeg synes, de er fremlagt fint i redegørelsen, hvor der også gives nogle meget konkrete og letforståelige eksempler, som jeg håber mange vil orientere sig i for at se en meget konkret værdi af dansk udviklingsbistand. Men det at bidrage med myndighedssamarbejde, styrke civilsamfund, engagere private virksomheder og fonde, understøtte uddannelse og jo endelig det at bidrage til, at der er frie medier og kritisk journalistik i lande ude i verden, altså at beskytte journalister og andet, er alt sammen med til at understøtte den dagsorden om demokrati og menneskerettigheder, som vi jo synes rent politisk bør gælde for mennesker i hele verden, og som også er en meget væsentlig del af udviklingspolitikken.

Det undrer måske ikke så meget, når vi som parti og jo som regeringsparti ikke vil føje masse kritisk til, men har prøvet at gå igennem nogle af de vigtigste temaer; og jeg vil sige, at man som dansker og som skatteyder ved at læse om dem kan sige, at vi gør en god indsats i verden på mange forskellige punkter. Vi går foran, og det bør vi også. Forhåbentlig følges vi af andre lande, som har ressourcerne og niveauet rent teknologisk og udviklingsmæssigt til at kunne bidrage med de samme midler, som vi gør, og som også engagerer deres virksomheder og civilsamfund endnu mere i at, ja, skabe en bedre verden for de mennesker, det handler om, og dermed jo i sidste ende også sikre den stabilitet, som vi har gavn af som land. Dermed kan vi tage redegørelsen til efterretning.

Der kommer en kort bemærkning fra hr. Christian Friis Bach fra Radikale Venstre.

Mange tak for en god, synes jeg, og også inspirerende tale. Jeg vil holde lidt fast i det med pengene. Det betyder jo noget. Ordføreren, hr. Jesper Petersen, anfører, at det er vigtigt med et fokus på Afrika, og vi ser desværre det modsatte på grund af det pres, der er på pengene, ikke mindst fra Ukraine. Og der tænker jeg bare at spørge ordføreren: Kan vi vende den udvikling, og kan vi gøre det allerede i år?

Ordføreren.

Det kan jeg jo ikke på regeringens vegne give tilsagn om, men jeg kan bare sige, at jeg synes, det er rigtigt, at Danmark som naboland og nu som nærområde til en konflikt selvfølgelig anvender en væsentlig del af de midler, vi har at gøre med her, på at hjælpe i den situation. Det er sådan for den del af midlerne, der drejer sig om omkostninger til flygtningemodtagelse herhjemme, at det jo er noget, der kun er for en begrænset periode, så alene af den grund kan det godt være, at tingene udvikler sig på anden vis. Men når man kigger på kurven, ja, så er det rigtigt, at det går lidt ned i år med midlerne til Afrika, fordi så meget handler om Ukraine. Men det er stadig væk et højt niveau og er i en periode jo kun gået opad. Og forhåbentlig vil situationen i Ukraine og håndteringen af flygtningestrømmene også tilsige, at det kan bevæge sig den anden vej igen.

Spørgeren.

Men lad mig være endnu mere konkret. Der er jo rapporter om, at vi har et efterslæb tilbage fra 2021, og alt tyder på, at vi får et meget, meget stort efterslæb, dvs. penge, der ikke er blevet brugt i 2022. Vi kan måske tale om flere milliarder kroner. Vil Socialdemokratiet bakke op om, at vi så meget hurtigt i 2023 får indhentet det forsømte, så vi når op på de 0,7 pct., som vi har lovet hinanden, og dermed faktisk allerede i år måske kunne bruge de penge til et betydeligt merbidrag til det internationale samarbejde med særligt fokus på Afrika? Er det noget, Socialdemokratiet vil bakke op om?

Ordføreren.

Vi har jo mekanismer til at udligne de ting, men jeg kan ikke give et tilsagn om det her i dag. Men jeg kan bekræfte, at det er rigtigt læst af hr. Christian Friis Bach.

Så er det fru Trine Pertou Mach fra Enhedslisten.

Tak, og også tak fra mig til ordføreren for en inspirerende tale. Jeg vil gerne tage tråden op fra hr. Christian Friis Bach. Anerkender ordføreren, at det er udtryk for et politisk valg, at man har valgt at bruge af de midler, der var afsat til udviklingsbistand, til at modtage ukrainske flygtninge her, men at de penge, hvis man rent faktisk havde fundet dem et andet sted, så stadig væk kunne have været opført som udviklingsbistand med det til følge, at den samlede udviklingsbistand i virkeligheden ville være steget?

Ordføreren.

Jeg er glad for, at det tilsyneladende har været en inspirerende tale. Det var også et forsøg på at sætte scenen så meget og sige tilpas meget om redegørelsen til, at vi her kan have en debat, uden at alle ordførere sådan behøver at gå den igennem, men at de vigtigste tematikker er nævnt. Men jeg er glad, hvis det er lykkedes.

Ellers vil jeg sige, at det jo er rigtigt, at man altid kan skrue mere op, og det kan man jo gøre i alle år. Uanset om der er en konflikt i Ukraine eller ej, er det jo en politisk beslutning, hvor meget vi anvender på udviklingsbistand. Vi anvender de regler, hvad andre lande også gør, og hvad også tidligere regeringer har gjort, der altså gør, at man inden for vores udviklingsbistand kan anvende midler til flygtningemodtagelse i Danmark. Det er jo som en konsekvens af en situation i vores nærområde, der fører til en flygtningestrøm, at vi så anvender de midler til det. Det valg har jeg ikke noget imod.

Spørgeren.

Tak. Men et opfølgende spørgsmål vil jo naturligvis være: Anerkender ordføreren så også, at det er udtryk for et politisk valg, at man på den ene side siger, at man har et stærkt fokus på Afrika med den danske udviklingspolitik og udviklingsbistand, men at det faktisk ikke desto mindre også er på tallene for bistanden til Afrika, man kan se, at der er sket en reduktion, og hvor pengene er flyttet til at blive anvendt til modtagelse af flygtninge fra Ukraine?

Ordføreren.

Ja, det tror jeg faktisk allerede jeg har sagt i et tidligere svar. Det er jo sådan, hvis man kigger på kurven, at den så også vil vise, at der over de senere år har været en løbende og klar vækst i, hvilke midler vi bruger på at lave forskellige former for udviklingsbistand i afrikanske lande. Vi får jo markant ros i internationale sammenhænge for Danmarks linje her. Så vi har ikke noget som helst at skamme os over. Tværtimod er der andre velstående lande på niveau med Danmark, der burde bidrage mere.

Dermed tak til ordføreren for Socialdemokratiet. Næste ordfører er hr. Michael Aastrup Jensen fra Venstre.

Tak for det, formand, og også fra Venstres side skal der lyde en tak til ministeren for redegørelsen. Det er ikke mindst også en rigtig god anledning til, at vi diskuterer udviklingspolitik og -strategi i Folketingssalen. Det er ikke hver dag, for at sige det meget mildt, at vi får lejlighed til det, og det synes jeg faktisk kun er rigtig positivt.

Fra Venstres side er der jo ikke nogen tvivl om, at udviklingspolitik er et rigtig, rigtig vigtigt element i vores udenrigs- og sikkerhedspolitiske tanker. Det kan vi jo tydeligt se, i forhold til hvordan og hvorledes krigen i Ukraine har haft voldsomt stor påvirkning, og derfor er jeg rigtig stolt af, at vi så massivt, reelt hele Folketinget, har bakket op omkring, at vi skulle hjælpe Ukraine. Der er rigtig meget fokus på den militære støtte, vi har givet Ukraine, men vi har jo også gjort så meget andet, og derfor er det rigtig godt, at vi også er gået langt i forhold til at bakke op, både med massiv nødhjælp på den korte bane, men også med massiv hjælp i forhold til at genopbygge landet, for det er jo den fase, vi skal ind i nu.

Når ukrainerne heroisk har forsvaret Kyiv og er i gang med at få russerne klemt mere og mere tilbage, jamen så skal vi selvfølgelig også have tænkt over, hvordan landet kan komme på fode og udvikle sig på den fremtidige bane. Derfor er jeg også meget stolt af, at vi i Danmark har taget den opgave på os, som præsident Zelenskyj bad os om, nemlig at Mykolaiv igen skal være en blomstrende storby, en pulserende storby. Her går danske virksomheder hånd i hånd med danske skattekroner, så vi virkelig kan få vores gode projekter op at stå. Så allerede den dag i dag er der jo kommet adgang til rent vand, adgang til strøm og lignende, og det er noget, Danmark har stået bag.

Så ved jeg jo godt, at der er nogle, som sådan taler om, at det med den massive støtte, vi giver til nærområderne, selvfølgelig også har nogle konsekvenser, og det er jo rigtigt. Men jeg synes bare, at vi en gang imellem også skal prøve at holde fast i, hvad det egentlig er, vi tidligere har sagt er vigtigt i forhold til nødhjælp. Der er egentlig to ting, groft sagt.

Den ene ting er, at vi bør bruge 0,7 pct. af vores bni på udviklingsstøtten som et minimumsmål, og som er det, FN anbefaler. Det siger vi ja til. Det er der faktisk cirka kun fem lande i verden der gør. Fem lande i verden bruger 0,7 pct. af bni. Vi gør det; vi gør det, og vi har faktisk gjort det i i hvert fald alle de år, jeg har siddet i Folketinget, som nu er 18 år, og man har også gjort det før. Så det er mål nr. 1.

Mål nr. 2 har jo været, som vi også hele tiden har sagt i alle de forskellige konflikter, der har været – og der har været mange igennem alle de år, jeg i hvert fald har haft noget med politik at gøre – at vi gerne går ind og giver hjælp til et område, men at det er endnu vigtigere, at landene, der er i naboområderne, bakker massivt op. Hvor mange gange har vi ikke diskuteret både i pressen og i Folketingssalen, hvor sørgeligt det er, at f.eks. de rige golfstater ikke hjalp mere til i forhold til Irak, i forhold til Syrien og alt muligt andet? Derfor er mål nr. 2, at når der er en konflikt i et nærområde, er det selvfølgelig også nærområdet, som må træde til og hjælpe massivt, og det er præcis det, vi gør, og det er jeg stolt af.

Men selv om vi kan være stolte af den massive støtte, vi giver til vores ukrainske venner, er det jo ikke det eneste sted i verden, der sker noget. Noget, som vi derfor også skal prioritere, er, hvordan vi får den nye udviklingspolitiske strategi til at fokusere på bl.a. ungeinddragelse. Jeg synes jo, det er rigtig godt, at vi har haft et naboskabsprogram igennem efterhånden mange år under skiftende regeringer, for naboskabsprogrammet og støtten i forhold til de lande, der er voldsomt presset af Rusland og bliver det mere og mere, er vigtigt, men noget af det, som vi virkelig også har brug for i naboskabsprogramsregi, er ung til ung-kontakten og at sørge for, at den fremtidige generation, som gerne skulle bære den europæiske fakkel og ild i sig, også ved, at der er nogle i Danmark, som faktisk gerne vil være med dem og vil bakke dem op – vil bakke dem op i at få deres land, som bliver presset af Rusland, til at være et bedre demokrati, være et bedre land, være et europæisk land.

Derfor er det arbejde, som f.eks. DUF udfører, essentielt vigtigt, og derfor er det en kerneinteresse for Venstre, at vi bakker op omkring det, DUF gør, og at vi ikke mindst også bakker det endnu mere op, sådan at DUF får nogle flere muskler i forhold til at bakke de forskellige medlemsorganisationers arbejde op i f.eks. nabolandene til Rusland.

Det leder mig jo hen til, at vi oplever mere og mere misinformation. Vi oplever jo misinformation på alle mulige måder i afrikanske lande, og så sent som den dag i dag oplever vi det endda også rettet mod Danmark. Ifølge DR er der jo ligefrem et kontor i den russiske militære efterretningstjeneste, som har til hensigt at skabe misinformation i Danmark. Så det er et globalt problem. Og det er jo ikke kun Rusland; det er også andre statslige aktører. Der bliver vi også nødsaget til at gå ind at bakke op om, at de mennesker, som går rundt i deres helt almindelige hverdag i et afrikansk land, i et asiatisk land, i et europæisk land, hvor end i verden det er, ikke kun får sandheden om verden ét sted fra, nemlig fra de russiske misinformationsmedier, men også får den rigtige sandhed, nemlig sandheden, fra uafhængige medier. Det er altså også en af de opgaver, vi skal have i fremtiden, og vi skal investere mere i fremtiden.

En af de ting, som der ikke bliver talt så meget om, men som jo er et globalt problem, der desværre er stigende, er forfulgte minoriteter, og her mener jeg især forfulgte kristne. Kristne er den største religiøse minoritet, som bliver forfulgt. Det er noget, som vi i Venstre har haft på dagsordenen igennem lang tid, og vi er glade for, at der er et program i Udenrigsministeriets regi, sådan at der er en lang række forskellige foreninger, som faktisk gør et rigtig godt stykke arbejde i interreligiøs dialog og i at hjælpe de her forfulgte kristne og andre. Nogle af os havde selv lejlighed til at se et af projekterne, da Det Udenrigspolitiske Nævn besøgte Indonesien, og jeg synes i hvert fald, at det – det er jo desværre tydeligt for enhver, tallene lyver ikke – er et område, som vi bør og skal prioritere mere i fremtiden.

Så er der også et område mere, som er rigtig vigtigt. Når jeg taler om alle de forskellige lande, om ungeinddragelse og om alt muligt andet, må vi samtidig erkende, at verden bliver mere ustabil, for vi oplever jo også, at den demokratiske forståelse, de uafhængige medier og generelt alt det, der er fundamentet i et land, i hvert fald i et velfungerende land, har det hårdt. Der har vi jo faktisk et ret spændende projekt, og ja, disclaimeren, sagt på nudansk, er, at jeg tidligere – ikke nu – har været næstformand for projektet, nemlig DIPD, som alle partier, og det er på finansloven, er bag, og som jo den dag i dag stadig væk gør et rigtig, rigtig godt stykke arbejde med at prøve at lave parti til parti-samarbejde, som har til opgave at skabe den her demokratiske forståelse i lande, hvor demokratisk forståelse måske ikke er så top of mind.

Så der er nok at tage fat på, men der er jo også desværre endnu et område, som jeg synes vi bør prioritere rigtig meget, og det er Afrika som kontinent. For noget af det, som vi jo også hørte lige før under debatten med min socialdemokratiske kollega og min radikale kollega, er, at det globale syd og især Afrika som kontinent har kolossale udfordringer i en lang række lande. Der er alt for mange krige og konflikter militært. Der er alt for mange problemer i forhold til hungersnød osv. Der er det, jeg i hvert fald ser, og vi fra Venstres side ser, at vi må bakke Den Afrikanske Union mere og mere op. Den Afrikanske Union må få de nødvendige muskler til at kunne håndtere problemerne mere på vegne af alle de afrikanske lande. Så lidt poppet sagt: Den Afrikanske Union må bygges op til at være en slags EF, men altså ikke en slags EU, så de interne handels- og toldbarrierer og alt muligt andet, som der er voldsomt store problemer med i de afrikanske lande, bliver nedbrudt, og så vi får landene til at stå mere på egne ben.

Så konklusionen er: Der er nok at tage fat på, og redegørelsen viser jo heldigvis, at vi i Danmark har taget førertrøjen på, og hvis alle andre lande bare tilnærmelsesvis gjorde halvt så meget, som vi fra dansk side gør, jamen så ville vi kunne nå så meget længere. Tak for ordet.

Hr. Christian Friis Bach, Radikale Venstre.

Tak for det, og tak for en meget engageret tale. Det var jo under en stor statsmand og tidligere Venstreformand, udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen, at man tilbage i slutningen af 1980'erne indså, at der var store, nye udfordringer i Europa og verden. Miljøkrisen blev tydelig for alle, og det krævede flere midler. Konflikterne begyndte at fylde meget mere i det danske udviklingssamarbejde, og det blev særlig aktuelt med krigene i Jugoslavien. Der var Uffe Ellemann-Jensen jo fremsynet nok til at sige, at vi var nødt til at skabe en ramme oven i den traditionelle udviklingsbistand til at løse de nye problemer. Kunne man forestille sig, at Venstre tænkte det samme i dag og med tilsvarende udsyn og visioner tænkte, at vi bliver nødt til at have en ramme for at løse de udfordringer, der ligger, med klimakrisen og igen i dag konflikt i Europa?

Ordføreren.

Det er et rigtig godt spørgsmål, for jeg er jo enig i præmissen om, at der er stigende udfordringer på en lang række parametre. Derfor handler det også om den måde, hvorpå du opgør de her forskellige ting. Tag kampen mod klimaforandringer. Det er jo ikke kun udviklingsstøtten, vi tager fra til det. Der er et hav af forskellige nationale programmer og andet, som går til det. I forhold til militær støtte til Ukraine er det jo også noget, der tages et andet sted fra osv. Så præmissen er jeg enig i, men jeg er samtidig ikke enig, hvis resultatet så er, at vi skal have en stigende udviklingsstøtte, som jeg næsten gætter er, hvad Radikale Venstre ønsker.

For det, jeg egentlig også prøvede at sige og indirekte gav udtryk for i mit indlæg, er, at jeg faktisk er hamrende stolt af, at vi bruger 0,7 pct. af bni, og det mener jeg vi skal gøre, men jeg har samtidig også en rigtig dårlig smag i munden over, hvor mange lande der ikke bruger 0,7 pct. Tag et land som Canada. Premierminister Trudeau rejser land og rige rundt og bryster sig af at være den store et eller andet, men de er halvvejs i forhold til at nå det mål. Der er en lang række lande, der burde gøre det bedre.

Spørgeren.

Derfor er det jo godt, at der er nogle, der går foran. Men så lad mig komme det lidt nærmere i mit næste spørgsmål. Nu var hr. Michael Aastrup Jensen i Folketinget allerede under klimatopmødet i København, så vidt jeg ved og husker, og derfor kunne jeg godt tænke mig at spørge ind til det her begreb om det additionelle, som blev stadfæstet i København. Jeg anerkender fuldt ud, ligesom redegørelsen gør, at man skal tænke klima og udvikling sammen, men når det gælder pengene, anerkender ordføreren så, at begrebet om det additionelle ude i verden godt kunne blive tolket sådan, at man til klimaindsatsen skulle lægge ekstra penge oven i den udviklingsbistand, man allerede havde lovet?

Ordføreren.

Altså, jeg tør næsten ikke indrømme det, fordi Københavnmødet gik, som det gjorde, men jeg var faktisk en af de parlamentariske deltagere i mødet i København, og det var en særpræget oplevelse. Jeg vil sige det sådan, at jeg igen er enig i præmissen. Selvfølgelig skal vi bruge flere penge på klimaindsatsen, og det er vi også klar til. Vi mener bare, de skal tages et andet sted fra i forhold til udviklingsstøtten.

Tak til ordføreren for Venstre. Den næste ordfører på talerstolen er hr. Lean Milo fra Moderaterne.

Tak for ordet, formand, og tak til ministeren for redegørelsen om udviklingssamarbejdet. Der er ingen tvivl om, at vi befinder os i en global brydningstid. Der er svære udfordringer, vi har teknologier, vi skal forholde os til, manipulerende nyheder, klimaforandringer, stigende fattigdom, flygtninge og militære konflikter. Det hele står for døren, det banker på – eller også har det allerede sparket døren fuldstændig ind. Der er ingen tvivl om, at verden i dag er i ubalance.

I Danmark har vi skabt et velstående og fredeligt samfund, og trods vores beskedne geografiske størrelse har vi meget at bidrage med i forhold til at løse de internationale udfordringer, vi globalt står over for. Danmark har viden og teknologi, vi har et stærkt civilsamfund og et bæredygtigt erhvervsliv, der skaber stærke forudsætninger, så vi kan gå forrest og skabe de forandringer i verden, der er brug for. Som et lille land i en globaliseret verden er vi tæt forbundet med andre på tværs af kloden, og vi passer derfor også på Danmark, når vi engagerer os i et globalt samarbejde.

Som redegørelsen viser, har Danmark i 2022 haft rigtig mange gode indsatser ude i verden med afsæt i vores udviklingspolitiske strategi »Fælles om verden«. Kort sagt er Danmarks udviklingssamarbejde en central brik i forhold til at skabe balance og stabilitet, bekæmpe fattigdom og fremme bæredygtig vækst i verden. Det støtter vi i Moderaterne op om, og i 2023 skal Danmark fortsætte med at løfte vores internationale ansvar igennem udviklingssamarbejdet.

Den russiske invasion af Ukraine, som vi nu også har snakket om et par gange, er naturligvis meget tragisk. Det har sat rigtig dybe spor i hele verden. Den ukrainske befolkning lider død og ødelæggelse – det er konsekvensen af Putins invasion – og i Afrika har krigen medført, at bl.a. adgangen til fødevarer og priser på energi er hårdt ramt. I en svær tid vil jeg opfordre til, at vi minder hinanden om de sejre, der opnås, såsom at invasionen har skabt et styrket sammenholdpå tværs af den frie verden, hvor vi i Europa er rykket sammen i bussen og har ydet bidrag til Ukraine både militært og humanitært med genopbygningen af krigsramte områder. Det er også blevet nævnt her i dag, at vi i Danmark bl.a. har påtaget os et særligt ansvar for at genopbygge byen Mykolaiv.

Som det fremgår af redegørelsen, er Danmarks udviklingssamarbejde fokuseret på de lande, hvor vi kan gøre mest for flest, hvor behovet er størst, samt hvor der er betydelige danske interesser på spil, naturligvis. Danmarks udviklingsbistand til lande i Afrika har været støt stigende gennem flere år, men på grund af den akutte situation i forbindelse med Ruslands angreb på Ukraine har fokus i 2022 været på at hjælpe den ukrainske befolkning. I den forbindelse er regeringen sammen med et bredt flertal i Folketinget blevet enige om at etablere Ukrainefonden med en samlet ramme på 7 mia. kr. i 2023. Det er med til at fokusere retningen for Danmarks fremtidige indsatser. Det er noget, jeg mener vi skal være stolte af som land, fordi vi skaber håb og muligheder for mennesker, hvis liv bogstavelig talt ligger i ruiner.

Udviklingssamarbejdet handler om at tage ansvar for hinanden og vores klode gennem internationalt samarbejde, hvilket den udviklingspolitiske strategi »Fælles om verden« helt klart lægger op til. Derudover vil jeg gerne fremhæve redegørelsens pointe om, at kampen mod klimaforandringer også er en kamp mod fattigdom. Klimaforandringer er en direkte årsag til, at flere mennesker har stærkt brug for hjælp. Den eneste måde, hvorpå vi kan løse klimaudfordringerne, er at handle i fællesskab, og vi skal handle nu. Vores handlinger i dag er afgørende for, om vi når målene i 2030 og opfylder Parisaftalens klimaambitioner.

Gennem myndighedssamarbejde med eksempelvis afrikanske lande kan Danmark være med til at fremme fælles globale klimaambitioner og åbne døre for en bredere dialog om den grønne omstilling. Grøn omstilling og socioøkonomisk udvikling kan gå hånd i hånd, og det kan skabe en positiv udvikling overalt i verden. Derfor har regeringen lavet en grøn reform af udviklingsbistanden, således at målsætningen for 2023 omfatter, at bl.a. 25 pct. af bistanden til udviklingslandene skal målrettes klimabistand. Det er netop i Danmarks interesse at fremme den grønne omstilling og skabe bæredygtig vækst i verden. Her spiller dansk erhvervsliv naturligvis en kæmpe rolle med at understøtte grøn vækst i samarbejde med civilsamfundet i udviklingslandene. Danske virksomheder kan bidrage med teknologi og grønne løsninger til klimaudfordringerne. Grønne partnerskaber med udviklingslandene kan samtidig skabe international opmærksomhed på vores virksomheder og facilitere vækst for erhvervslivet. Den danske udviklingspolitik skal engagere dansk erhvervsliv i den grønne omstilling og skabe de bedste forudsætninger for, at danske virksomheder kan bidrage, men samtidig også få udbytte af deltagelsen.

Danmarks udviklingspolitik kan bedst skabe de største resultater og være med til at løse tidens store udfordringer, når vi samarbejder med vores partnere. Partnerskaberne med bl.a. FN og EU er vigtige, så Danmark har større rækkevidde, naturligvis på tværs af udviklingslandene. FN er samtidig med til at sikre, at hele verden har fælles spilleregler, hvilket har stor betydning for, at vi som lille land kan skabe forandring i verden og fremme vores udviklingspolitiske mål. Det nordiske værdifællesskab er også vigtigt, særlig i forhold til at stå vagt om menneskerettigheder og demokratiske værdier, som jeg tror vi alle sammen er enige om at vi er rigtig gode til her i Norden. Gennem udviklingssamarbejde kan Danmark fremme disse værdier og spille en stor rolle i det internationale samfund. Med udviklingssamarbejde vil vi forebygge og bekæmpe ulighed og fattigdom og dermed skabe håb og muligheder for mennesker i nød.

Danmark går forrest i kampen mod klimaforandringer gennem netop udviklingssamarbejde, hvor det er vigtigt at øge fælles klimaambitioner, også i udviklingslandene. Dermed kan vi nå indfrielse af Parisaftalen. I Moderaterne mener vi, at Danmark skal leve op til vores internationale klimaforpligtelser, herunder klimafinansieringen. I forlængelse heraf er det vigtigt, at den grønne omstilling går hånd i hånd med bæredygtig udvikling og vækst for verdens fattigste.

Som regeringens redegørelse pointerer, vil regeringen fortsætte udviklingssamarbejdet, som er en hjørnesten i Danmarks samlede globale engagement sammen med udenrigs- og sikkerhedspolitikken. Med diplomatiske kræfter kan Danmark få indflydelse og skabe forandring ude i verden, og derfor er denne redegørelsesdebat yderst relevant. Tak for ordet.

Tak til ordføreren for Moderaterne. Den næste ordfører på talerstolen er fru Marianne Bigum fra Socialistisk Folkeparti.

Mange tak, og tak til ministeren for redegørelsen. I SF er vi glade for, at vi har den her lejlighed til at tage bestik af, om vores udviklingspolitiske strategi nu også holder i mødet med virkeligheden, om den bliver implementeret i praksis, og om vores erfaringer giver anledning til nytænkning af strategien og dens midler. Denne anden redegørelse om strategien fortæller om utrolig mange indsatser, Danmark bidrager til, og den fremhæver gentagne gange Danmarks store rolle og resultater.

I SF er vi selvfølgelig rigtig glade for det gode danske arbejde og for, hvor meget vi udretter med den udviklingsbistand, Danmark giver, men vi synes også, at redegørelsen er blevet en tand for rosenrød. Vi så gerne, at redegørelsen nuancerede og reflekterede analytisk over den strategi, vi nu behandler: Hvor holder den, hvor halter den, hvor er der behov for opdatering og nytænkning, er principperne blevet fulgt, og i hvilken udstrækning er målene nået?

Der er i disse år opbrud og store forandringer i de internationale relationer. Klimaforandringerne accelererer og rammer de mindst udviklede lande hårdest. Vi ser fattige lande, som ikke har kapaciteten til at overvåge deres havområder og derfor ikke kan stoppe andre landes overfiskning. Det er med store konsekvenser for både den nationale fødevareforsyning og den globale fiskebestand, og måske havde den unge mand, som hellere ville have været fisker som sin far, så ikke været nødt til at emigrere. Vi har hullede globale skattesystemer, der betyder, at udviklingslandene ikke selv genererer indtægter, der kan finansiere fremskridt og udvikling i stedet for at fastholde dem i afhængighed af den internationale bistand.

Redegørelsen svarer ikke på, om Danmark gør nok, og om vi gør det rigtige med bistanden og de andre måder, vi understøtter et bæredygtigt verdenssamfund på. Mit indlæg bliver lidt af en hockeystav med konstruktive kritiske bemærkninger, som dog til sidst laver en opadgående kurve og peger på løsningerne.

Hvilken betydning har den nye situation med krig i Ukraine og den store omallokering af midler til Ukraine og flygtningemodtagelse i Danmark haft for at kunne gennemføre strategien? Hvor har vi måttet omprioritere, og hvilken betydning har det haft? Den type redegørelse kræver, at vi har partnere ude i verden. Det kræver, at vi har danske organisationer og et dansk erhvervsliv, der opererer for danske midler. Det må vi også kræve af os selv og af ministeren, hvad angår den helt overordnede strategi, som vi i forligskredsen blev enige om for blot 2 år siden.

Er der overvejelser om og begrundelser for, at nogle områder fylder mindre i redegørelsen, end de gør i strategien? Lad os få dem på bordet og op til debat i forligskredsen bag strategien. Ligestilling og kvinders seksuelle reproduktive rettigheder har været et dansk fokusområde i årtier, og selv om det nævnes, er der få vurderinger af effekt og nye udfordringer.

Det er godt, at redegørelsen slår fast med syvtommersøm, at klima, fattigdom og udvikling hænger uløseligt sammen. Vi er nået derhen, hvor vi skal huske, at der også er væsentlige fattigdomsproblematikker, der ikke har en direkte kobling til klima, og som stadig kræver dansk indsats og fokus, såsom uddannelse og rettigheder; det må ikke glemmes. Dansk fokus på klima og grøn omstilling må ikke betyde, at vi reducerer vores succesfulde bidrag til uddannelse, sådan som det ser ud til at ske lige nu. For blot 3 år siden gav vi over 500 mio. kr. til Global Partnership for Education og Education Cannot Wait, men i 2023 er vi nede på lige over 300 mio. kr. Det er den forkerte vej efter en pandemi, der har afbrudt og kastet hundredtusinder af børn ud af skolen. Redegørelsen burde analysere, hvordan det går med koblingen.

Er Parisaftalen on track? Bidrager Danmark med de aftalte additionelle midler til klima og især til at dække udviklingslandenes tab og skader? Danmark gik jo faktisk foran i 2022 og sendte et meget vigtigt signal forud for COP27 ved som et af de allerførste lande at sikre de additionelle 100 mio. kr. til tab og skader. Det tager vi i SF gerne en del af æren for at have skubbet i gang. Dermed er der sat gang i en global proces med at dække tab og skader. Det er en vigtig diskussion. Men vi skal ikke hvile på laurbærrene. Der skal mere til, og der skal flere additionelle midler i årene fremover, både for Danmark og særlig globalt.

Den største kritik er dog, at der ikke redegøres ærligt for det svigt af strategien, der er sket med underforbruget af den grønne bistand i 2022. Redegørelsen fremlægger tal for 2021 og ikke de 2022-tal, som Udenrigsudvalget er blevet præsenteret for under den tekniske gennemgang. Der er brugt 1,5 mia. kr. mindre end besluttet i finansloven for 2022. Kun 2 mia. kr. ud af et budget på 3,5 mia. kr. er kommet ud for at fremme grøn udvikling. SF stemte imod den her omallokering, da den blev forelagt Finansudvalget lige før jul i 2022, og vi vil hele året følge op på, at der nu sættes alt ind på den grønne bistand, altså at vi opfylder egne mål og budgetter, og at en væsentlig del heraf målrettes klimatilpasning, som er så påkrævet i de mest klimaudsatte lande.

Danmark har ydet en stor indsats, men der er også et efterslæb. Skal vi hente det efterslæb og komme videre og fokusere mere på kvaliteten end på kvantiteten af klimabistanden? Nye undersøgelser viser, at det i det offentlige kun er en meget lille del af de globale midler til klimatilpasning, der når ud til de mest lokale og sårbare kontekster. SF vil gerne bidrage til, at Danmark går foran og viser, hvordan en større del af midlerne går til de mest berørte lokalsamfund og mest udsatte befolkningsgrupper.

Redegørelsen bekræfter, at de udvidede landepartnerskaber, der tidligere udgjorde den største del af dansk bistand, nu kun modtager under 3 mia. kr., hvis vi undtager den største modtager, Ukraine, som ikke før krigen var tiltænkt et partnerskab. SF er bekymret for, at de mange forskellige indsatsområder er sket på bekostning af det fokuserede og langsigtede partnerskab med de særlig udsatte og fattige lande, og vi er særlig bekymrede for, at regeringens, både den i 2022 og den nuværende, vilje til at fokusere på Afrika ikke realiseres – igen, fristes jeg til at sige. For når vi ser på kurven for bistanden til Afrika, peger den nedad, hvor det skulle gå skarpt opad. Det må vendes, og Afrika skal i fokus for både dansk bistand, men også igennem EU.

Vi er enige med regeringen i, at EU skal have en klar plan for et større fokus på Afrika og på at fremme grøn omstilling, beskæftigelse og klimatilpasning. I mange afrikanske lande er et af de største problemer, at de unge hjerner og hænder emigrerer. De flygter, når de ikke kan se en fremtid der, hvor de bor. Løsninger med øget grænseregulering, pushback- og skrub af-politik er ineffektive og kortsigtede løsninger. Vi må prioritere langsigtet, stabil støtte til udvikling og til en løsning på udfordringerne. I en ikke så fjern fortid var Danmark kendt som en stabil og trofast partner, der indgik og overholdt langvarige aftaler, men nu ændres planer og bevillinger, når uventede flygtninge søger til Danmark. I 2022 nåede udgiften, der dækkes af dansk udviklingsbistand, til det historisk højeste niveau bortset fra i 2015 og 2016.

Redegørelsens visuelle fremstilling af migrationsstrømmene viser kun pile, der går fra Afrika med pile mod Europa, men så langt når pilene i den virkelige verden jo ikke. De fleste fordrevne bliver i nærområderne, i andre fattige lande, og udgør en kæmpe udfordring på det afrikanske kontinent.

Vi skal tage godt imod flygtninge, der fordrives fra krig og besættelse i vores nærområde; selvfølgelig skal vi det. Men det bør ikke være verdens fattigste eller den grønne omstilling, der finansierer det. En del af løsningen er at bruge Danmarks formandskab for OECD, DAC, til at arbejde for at ændre de regler om, at de første 12 måneders ophold for flygtninge i donorlandet må konteres som udviklingsbistand, for så tages de også fra den.

På et andet punkt er redegørelsen klar, men også bekymrende. Danmarks bidrag til multilaterale organisationer er skrumpet. Vi giver nu en større øremærket støtte, som vi bestemmer hvordan vi skal anvende, og det kan der være gode grunde til, især hvis evalueringer peger på gode resultater. Men Danmark har været kendt for at yde ikkeøremærkede bidrag til især FN-organisationer, så de kunne fungere på egne betingelser. Redegørelsen viser, at den multilaterale bistand, der tidligere skulle udgøre halvdelen af den danske bistand, er svundet til en fjerdedel. Hvad betyder det for de multilaterale organisationer og for dansk status og indflydelse i den?

SF vil foreslå, at vi gennemfører en grundig evaluering af den såkaldte multi-bi-bistand, hvor vi giver bidrag til, at de multilaterale organisationer gennemfører indsatser, som vi har øremærket midlerne til. Hvornår fungerer det godt? Hvornår fungerer det skidt? Hvad betyder det for de multilaterale organisationer, at de ikke selv bestemmer, men arbejder på opdrag fra donorerne?

Til sidst vil jeg sige, at som formand for Folketingets 2030-netværk er jeg forundret og bekymret over at se, at det stærke gennemgående fokus på verdensmålene, som var en rød tråd i strategien, er udvisket og blegnet her i den anden redegørelse for strategien. De nævnes, bevares, men jeg vil bede ministeren, som nu også har ansvaret for verdensmålene, om at svare på, om verdensmålene ikke mere er rettesnoren for det danske udviklingsarbejde, også i forhold til Danmarks arbejde med det helt centrale princip »leave no one behind«, som heller ikke er nævnt i redegørelsen. Hvordan sikrer vi, at alle løftes – mennesker med handicap, etniske minoriteter og oprindelige folk, som heller ikke nævnes i redegørelsen?

Efter covid-19, inflation og fødevarekrise som følge af krigen i Ukraine, og som konsekvens af at klimaforandringerne rammer de fattigste lande langt hårdere, går det for første gang i årtier tilbage med fattigdomsbekæmpelse, bekæmpelse af sultkatastrofer og flere mål. Vi har brug for verdensmålene mere end nogen sinde før. Den gode nyhed er, at der i de kommende år vil være store beløb til udviklingsbistand på grund af en efterregulering på 1,2 mia. kr. fra 2021, forventeligt også fra 2022. SF vil arbejde og presse på for, at de bruges målrettet på at rette op på nogle af de kritikpunkter, jeg har nævnt, og således peger hockeystaven opad til sidst. Tak for ordet.

Der er ingen korte bemærkninger. Tak til fru Marianne Bigum, SF. Den næste ordfører er fru Charlotte Munch, Danmarksdemokraterne.

Tak til ministeren for redegørelsen om udviklingssamarbejde. Ikke overraskende fylder krigen i Ukraine meget i redegørelsen. Danmark har allerede i 2022 ydet civil støtte til Ukraine for mere end 1,1 mia. kr., og der er ingen tvivl om, at støtten kommer til at stige i de kommende år. Ikke mindst den lovede hjælp til genopbygningen af byen Mykolaiv vil komme til at lægge beslag på meget af udviklingsbistanden i de kommende år. Ukraine er et nærområde til Danmark, og det skal vi naturligvis være med til at tage hånd om, når freden forhåbentlig snart indfinder sig i Ukraine.

En vigtig vinkel på dansk udviklingsbistand i Afrika må ud over nødhjælp og hjælp til udvikling af landene også være at forhindre migrationsstrømme mod Europa. Mange mennesker i landene syd for Sahara har et ønske om at komme til Europa, og udviklingen i disse lande må også have øje for at skabe nogle vilkår, så folk bliver boende og ikke søger mod Europa.

For et par måneder siden var Udenrigsudvalget i Uganda. Det var min første udvalgsrejse, og det var meget udbytterigt at se, hvordan konkret udviklingshjælp bliver rullet ud.

Der er mange udviklingsprojekter rundtom i verden og specielt i Afrika. Der bliver selvfølgelig en udfordring med at øge en støtte til Ukraine i de kommende år, og det må nødvendigvis blive på bekostning af nogle projekter i Afrika. Jeg håber, at det må lykkes at finde en rigtig balance i de mange udviklingsprojekter, set i lyset af at Ukraine i de kommende år kommer til at suge rigtig mange midler. Tak for ordet.

Der er ingen korte bemærkninger. Tak til fru Charlotte Munch, Danmarksdemokraterne. Den næste ordfører er hr. Henrik Dahl, Liberal Alliance.

Tak for ordet, og tak til regeringen og til ministeren for redegørelse nr. R 13 om Danmarks udviklingssamarbejde, og jeg vil også sige tak til de ordførere, der er gået ned i detaljer med forskellige dele af redegørelsen. Det er en stor hjælp, når vi behandler den. Vi tager selvfølgelig redegørelsen til efterretning, og vi er ligesom de tidligere ordførere også godt tilfredse med, at Folketinget og borgerne får den her redegørelse med et overblik over, hvordan de 0,7 pct. af bruttonationalindkomsten, som vi årligt anvender på udviklingsbistand, fordeler sig på forskellige indsatsområder.

Fakta er jo den bedste medicin imod myter, og derfor er jeg glad for den store dosis af fakta, der er i rapporten her. Men jeg er sådan set også enig med SF i, at der måske nok på en eller anden måde mangler en analytisk del, så man kan se de lidt større linjer og få et lidt større overblik over, hvordan tingene bevæger sig, og derfor har jeg også nogle overvejelser til den næste redegørelse, som jeg gerne vil dele med salen i dag. Hvis man interesserer sig for de diskussioner, der er af international politik, så er der et begreb, som tit dukker op, og jeg ved ikke, hvad det helt nøjagtigt hedder på dansk, så jeg siger det lige hurtigt på engelsk, inden jeg forsøger at oversætte det. Det er democratic backsliding, som jo altså dækker over en udvikling fra det mere veludviklede demokrati til det mindre veludviklede. Og man kan jo ikke lade være med at tænke på, at der i mange af de lande, som vi samarbejder med, faktisk sker sådan nogle demokratiske tilbageskridt, ikke mindst på det afrikanske kontinent og f.eks. i landet Mali. Det er jo ikke for at hænge Mali ud; det er faktisk, fordi det er et land, jeg interesserer mig for. Landet Mali har efterhånden bevæget sig meget langt væk fra noget, man kan kalde for demokrati, og det er sådan set mere antidemokratisk og mere antivestligt, end det har været i mange, mange årtier.

Jeg kunne godt tænke mig, at fremtidige redegørelser på en eller anden måde satte den danske bistand i forhold til, hvordan det helt overordnet går i partnerlandene. For det er selvfølgelig godt for de mennesker, vi hjælper, at vi hjælper dem, men der er jo også et eller andet paradoksalt ved, at nogle af de lande, vi hjælper, faktisk er mindre demokratiske og mindre sikre at være i, end de var for 15-20 år siden. Selv om Mali f.eks. i mange, mange år har været et partnerland og der har været en meget bred vifte af projekter, der har været sat i gang, altså både med at opbygge statsinstitutioner og de sådan mere bløde værdipolitiske tiltag af den ene og den anden slags, så er det jo altså desværre, som om det ikke rigtig har båret frugt, og de demokratiske og menneskerettighedsmæssige forhold i landet har igennem mange, mange årtier ikke været dårligere, end de er nu. Der har vi jo også, selv om vi er glade for, at vi bruger 0,7 pct. af bni og sætter mange projekter i gang, brug for at reflektere over, hvorfor der sker de her demokratiske tilbagefald så mange steder, og om der måske er noget, vi kan gøre for at vende den her udvikling.

Der er jo ikke nogen tvivl om – og det er der jo også mange andre end her i redegørelsen der har slået ned på – at klimaforandringer er noget, som sætter mennesker i bevægelse og skaber flugt, men der er jo heller ikke nogen tvivl om, at dårlig regeringsførelse og politiske eliter, der ikke bekymrer sig om borgernes ve og vel, også er et problem. Der har jo i mange år været en kedelig tilbøjelighed til at sige, at det ikke er noget, vi skal blande os i fra Danmarks side, at vi ikke skal komme og være belærende i forhold til politiske eliter, der ikke bekymrer sig om menneskerettigheder. Det synes jeg med sindsro vi kan. For hvis man melder sig ind i FN, tiltræder man FN-charteret, og der står i FN-charteret, at man vil respektere menneskerettighederne. Så vi spørger ikke, hvordan det går med nogle menneskerettigheder, vi har fundet på, vi spørger, hvordan det går med at leve op til nogle forpligtelser, man har skrevet under på. Det er man i sin gode ret til at spørge om. Så jeg glæder mig til at læse nogle mere sådan analytiske og sammenfattende kapitler, når vi i fremtiden skal diskutere de her ting.

Så kan jeg ikke lade være med – uden at det sådan skal være superpolemisk – at sige til SF, der også tager verdensmålene op, at det jo er rigtigt nok, at velfungerende statsinstitutioner og sådan noget er et af verdensmålene. Men respekt for demokrati og menneskerettigheder er jo ikke verdensmål, og mange af verdensmålene har jo, i hvert fald når man er dansker, svært ved at bestå »ikke«-testen. Der er jo ikke nogen, der rigtig er imod dem. Så jeg ved ikke, hvor kritisk det er at omtale verdensmålene, hvis vi snakker om sådan noget som demokratiske tilbagefald, og om redegørelsen ville være blevet meget anderledes, ved at man havde taget dem med, er jeg måske nok lidt skeptisk over for.

Men det er en nyttig redegørelse. Den kan selvfølgelig godt blive mere spændende, når vi mødes igen og snakker om den i 2024, med lidt mere analytisk substans, men det glæder jeg mig til at diskutere til den tid. Tak for ordet.

Der er en kort bemærkning til hr. Christian Friis Bach, Radikale Venstre.

Tak for det, og tak for en også sådan mere reflekterende tale omkring nogle af de svære spørgsmål, der ligger i udviklingssamarbejdet. En af de analyser, der nogle gange har været fremført, er, at grunden til, at demokratiet i nogle lande svinder hen, og at et styre i Afghanistan kan vælte på få uger, er, at vi ikke, om end vi indimellem forsøger at opbygge institutioner, for alvor tager livtag med det, det er at opbygge en stat, der kan skabe en social kontrakt med sin egen befolkning og dermed sikre stabilitet og et langsomt fremadskridende styrket demokrati.

Derfor kunne jeg godt tænke mig at høre, hvad Liberal Alliance egentlig mener om budgetstøtte som et instrument i udviklingssamarbejdet i de situationer, hvor du har en stat, der bevæger sig i den rigtige retning demokratisk.

Ordføreren.

Tak for et virkelig godt spørgsmål. Det er selvfølgelig vigtigt at opbygge institutioner, men for at sige det, som det er, er der jo også en eller anden grænse for, hvordan institutioner fungerer, der bliver sat af den politiske elite i de enkelte lande. Der må man jo nok sige, at de politiske eliter ikke altid bærer sig sådan særlig demokratisk ad.

Det der med båndet mellem den politiske elite og befolkningen var jo det, Angus Deaton i 2015 fik Nobelprisen for at undersøge, og det, han siger, er så desværre – og det kan vi nok ikke komme ind på – at udviklingsbistand kan være med til at gøre det bånd svagere. For når man kræver skat ind, skal man også bruge den på en eller anden fornuftig måde, så når man får pengene uden rigtig at have krævet dem ind, har man jo ikke skabt et bånd med befolkningen.

Men jeg tror, det grundlæggende er, at de politiske eliter ofte ikke er så demokratiske.

Hr. Christian Friis Bach.

Det kunne føre til en længere samtale, for budgetstøtte, der udmøntes i konkrete initiativer, hvor pengene faktisk falder i hænderne på befolkningen, muliggør jo netop en social kontrakt på to måder, både i betalingen og i den efterfølgende opkrævning af skat fra et styrket finansieringsgrundlag som følge af den måde at give udviklingsbistand på.

Men så vil jeg gerne lige hurtigt spørge om en anden ting, der interesserer mig – igen er det ikke polemisk. Hr. Henrik Dahl nævnte slet ikke det private erhvervsliv og handel som et vigtigt element. Der ser vi jo en meget nationalistisk, protektionistisk tendens i store dele af verden, og der kunne man frygte, at det faktisk netop kan ramme verdens fattige lande hårdt.

Ordføreren.

Jamen det er jeg sådan set enig i. Altså, at frie markeder beskyttes af det frie marked, er jo en meget vigtig del af, at der kan komme økonomisk vækst og bedre sociale og politiske forhold. Succesen, som er et billede på det, er jo lande i Sydøstasien, som var lige så fattige som landene på det afrikanske kontinent i årene efter anden verdenskrig, og som står et helt andet sted i dag på grund af markedsreformer og markedsadgang. Så svaret er ja, hvis man kan gøre noget ved de her ting. Men det står og falder også med regeringsførelse.

Der er ikke flere korte bemærkninger. Tak til hr. Henrik Dahl, Liberal Alliance. Næste ordfører er fru Helle Bonnesen, Det Konservative Folkeparti.

Mange tak til ministeren for redegørelsen. Lad mig også starte med at sige tak for en ualmindelig lærerig studietur her tidligere på året. Jeg tror, jeg taler på vegne af alle deltagere, der var med i Uganda, når jeg siger, at vi blev oplyst, beriget og udfordret på turen, og samtidig vil jeg også gerne sige tak til de organisationer, som fulgte trop og blandede sig i programmet. Det var en berigende og en væsentlig del af det langsigtede arbejde. Vi kom vidt omkring og havde mange forskellige dagsordener, bl.a. noget så jordnært som jordnødder, og da vi stod der i marken og så, hvordan vi havde været med til at fostre programmer, så bønder kunne dyrke jordnødder, at de kunne blive indsamlet, og at produktionsapparat var i gang, var der en kvinde, der sagde: Det her er så nemt, at selv mænd kan finde ud af det. Så fik jeg også øjnene op for, at udviklingspolitik også er ligestilling, og at den ikke altid kommer i de forventelige former.

Nogle af de største erfaringer fra den tur var, dels hvor vigtigt det er, at vi arbejder sammen med de organisationer, vi gør, for at maksimere indsatsen af alle de ressourcer, vi lægger i arbejdet, dels at mange af de indsatser kan udmøntes i nærområdet, som det var tilfældet i Uganda, som selvfølgelig og trods alt er et mere fredeligt område end mange andre steder. Det er en meget effektiv og stærk indsats, hvis vi går sammen om at gøre arbejdet i en fælles retning på de fælles betingelser. Men samtidig afspejlede det tydeligt, hvor skrøbeligt det kan være, og hvor lidt der skal til, for at læsset vælter, både i opgavernes karakter, men også i vores indsats, f.eks. når vi har bygget en skole og der så pludselig mangler finansiering til lærerne. Det er tanker, som jeg konstant vil have i baghovedet fremover.

Nogle af de områder, som vi måske netop bør diskutere dybere, end redegørelsen umiddelbart gør, er skrøbeligheden i arbejdet, den konstante skrøbelighed. Hvordan bliver vi ved med at have fokus på et initiativ i en verden, hvor dagsordenerne kæmper om vores ressourcer, hvor dagsordenerne bliver ændret lige nu og over tid? Man kan godt blive nervøs for den kamp, der er om det fokus. Lige nu er vi i en situation, vi ikke havde troet vi skulle ende i, med udviklingsbistand, nemlig at vi er så engageret i nærområdet, som vi er i Ukraine, og selvfølgelig skal vi være det. Men hvad hvis dagsordenen pludselig ændrer sig, fra at det er Rusland og i Ukraine, til at det bliver Taiwan og Kina, der i stedet for trækker de store linjer? Hvor placerer det os?

Når man læser redegørelsen, giver det umiddelbart god mening, at udviklingssamarbejde og global klimapolitik er samlet i ét ministerium, og redegørelsen sætter da også virkelig fokus på klimaet og behovet for at hjælpe lande med klimatilpasning. Det er også en vigtig sag, også for os som land, for det viser sig jo gang på gang, at klima- og udviklingssamarbejde er to sider af samme sag, i hvert fald meget ofte forbundne, og at denne knude på længere sigt rammer os alle og os selv. Så vidt, så godt. For når vi sætter ind over for klimaudfordringer, får vi positive følger, også her. I forlængelse heraf er det dog vigtigt for mig at sige, at uddannelse samtidig er en helt afgørende nøgle til at forebygge netop klimaforandringer, og umiddelbart handler redegørelsen meget om klima og behovet for klimatilpasning og måske knap så meget om den uddannelse, der skal til, for at vi kan klimasikre. Forsvinder uddannelsessektoren, forsvinder ofte muligheden for at handle, og så forsvinder muligheden for forandring.

Det handler altså om, at vi skal støtte befolkningen til i højere grad at være i stand til at indgå i den grønne omstilling, så jeg ser også frem til at høre, hvilke overvejelser ministeren gør sig om, hvad det kræver af befolkningen i verdens mest udsatte lande at indgå i den grønne omstilling via uddannelsessektoren, hvordan vi kan træde til, og hvilken rolle vi kan spille. Hvis uddannelse er en nøgle til, at Danmark skal lykkes med sine ambitioner om at samtænke klima, udvikling og grøn omstilling, bør uddannelserne også opprioriteres, i takt med at klimaambitionerne hæves.

At uddannelse i det hele taget er vigtig, er også noget, som kom til syne her forleden dag, da vi brugte en dag på at snakke om Afghanistan og vores indsats gennem årene i Afghanistan, hvor det blev tydeligt, at alt, hvad vi har gjort på det forsvarsmæssige område, kan man i dag sætte spørgsmålstegn ved, for var det det rigtige, gjorde vi det rigtige, traf vi det rigtige valg? Men en ting, man i hvert fald ikke kan tage fra os, var netop uddannelsen. De piger, vi nåede at give uddannelse, de piger, der nåede at få uddannelse, tager det med sig. Jeg vil gerne sige tak til dem, der var meget aktive i den paneldiskussion – det var meget interessant.

Endelig hviler redegørelsen her på demokrati og rettigheder. Det er jo et godt fundament, og det bliver også beskrevet godt som et område, der er i fokus. Men som andre også har været inde på, har redegørelsen knap så meget med omkring, hvordan arbejdet skrider frem, hvad analysen bag det er, og hvad vores målsætninger er, og det kunne jeg godt tænke mig vi fremover dykkede endnu mere ned i. Tak for ordet.

Der er ingen korte bemærkninger. Tak til fru Helle Bonnesen, Det Konservative Folkeparti. Den næste ordfører er fru Trine Pertou Mach, Enhedslisten.

Tak for det, og tak for ordet. Tak til ministeren for redegørelsen, og tillykke med hvervet. Man kan godt mærke, at der med redegørelsen og den indledning, der er, med det her stærke fokus på sammenhængen mellem klima og fattigdom er kommet en ny minister. Det kan blive en kæmpe styrke for den måde, som Danmark laver sin udviklingsbistand på, hvis vi formår at gøre det rigtigt.

Som flere af kollegerne har sagt, er det, i hvert fald for de fleste af os, jo forgængere, som i forbindelse med den udviklingspolitiske strategi har vedtaget, at vi skal have den her årlige redegørelsesdebat, så vi faktisk får en grundig diskussion af, hvordan det går med de milliarder, vi anvender, hvordan vi kan gøre det bedre, og om vi i virkeligheden har det rette fokus i forhold til den måde, som verden ser ud på. Jeg har glædet mig utrolig meget til den her debat og synes, at ikke kun den socialdemokratiske ordfører holdt en inspirerende tale – det var lidt uretfærdigt over for de efterfølgende ordførere at sige det – men at alle ordførere gjorde det. Jeg synes, det er vigtigt, at vi får de forskellige perspektiver frem og faktisk får diskuteret med hinanden, hvad det er, vi skal, også selv om vi har et forskelligt blik på statsfinanserne som sådan, at Danmark har et engagement, samt de forskellige hjørner, som vi her kommer ind på.

Man kan jo sige flere ting om selve udformningen af redegørelsen. Det er der kolleger, der har været inde på, og i den snigpremiere, som nogle af os deltog i hos Globalt Fokus i går, hvor flere af de organisationer, der i virkeligheden laver en stor del af det her arbejde ude i den store verden for dansk udviklingsbistand, deltog, var vi jo også inde på det her med, hvad redegørelsen kan, og hvad den ikke kan, hvor svaghederne er, og hvor styrkerne er. Det vil jeg komme tilbage til, men jeg vil gerne starte et andet sted, nemlig med tre citater. Det første lyder:

»Den nye dagsorden har lagt vores vision for, hvor vi mener, at verdens skal være i 2030. Historien vil dømme os – og holde os ansvarlige for at opnå de her mål, som vi skylder vores børn. Og deres børn.«

Det er fra Lars Løkke Rasmussen, da han i sin tid var statsminister, i 2015, hvor vi i verdenssamfundet vedtog SDG'erne, altså FN's verdensmål.

Det andet citat er fra ministerens forgænger, som i forbindelse med den udviklingspolitiske strategis vedtagelse sagde:

»Vores mål er en mere tryg og bæredygtig verden fri for fattigdom og med mere frihed og demokrati.«

Videre sagde han:

»Ret til at være den, man er, og udleve det potentiale, man har. Det er så afgørende vigtigt, at langt flere mennesker i verden får mulighed for det.«

Endelig sagde han:

»Ret til uddannelse, ret til sundhed, ret til indflydelse, ret til fred. Ret til frihed.«

Det var hr. Flemming Møller Mortensen, der som udviklingsminister sagde det i sin tid.

Det sidste citat er fra en rapport af Verdensbanken og FN-systemet tilbage fra 2018, som beskriver følgende:

I 2030 forventes halvdelen af de mennesker i verden, der lever under ekstrem fattigdom, at befinde sig i skrøbelige samfund præget af konflikter og vold. De voldelige konflikter vokser i kompleksitet, i omfang, i vedvarenhed og er blandt de største barrierer for en bæredygtig udvikling og for realisering af verdensmålene. Det er nogle dynamikker, der kun bliver accelereret af de klimaforandringer, som vi er vidne til.

Hvorfor er de her citater vigtige? Det er de for mig, fordi de understreger, at verdensmålene er noget, som det er vores pligt at leve op til at virkeliggøre og at samarbejde med andre lande om at virkeliggøre. Vi har forpligtet os, ikke bare verdenssamfundet, men også os selv, på, at de her mål skal realiseres, og det kerneprincip, der gennemsyrer det, er jo, at ingen skal lades tilbage. Det fremgår ikke helt af redegørelsen, hvordan vi gør det, og det kan man sige måske er en af de vigtige ting, som man kan håbe fremstår tydeligere næste år.

Det andet er det her med rettigheder, som er det afgørende omdrejningspunkt. Det er, som mine kolleger har været inde på, et fundament i den udviklingspolitiske strategi, og det er det, fordi rettigheder – eller menneskerettigheder – er det, der gør os til samfundsmedlemmer, til mennesker, til borgere og ikke bare til brikker i et system eller statister i en udvikling, som sker på vegne af os, men uden os.

Endelig er det jo helt afgørende, hvis vi gerne vil gøre verden til et bedre sted, ikke i egen interesse, men i erkendelse af at andre mennesker har rettigheder og har ulige adgang til rettigheder, ressourcer, indflydelse og frihed til selv at bestemme, at vi forstår den kontekst og som land med vores penge og vores politiske og økonomiske indflydelse placerer os bedst muligt i forhold til at prioritere og gøre det, som vi fra dansk side er gode og måske er allerbedst til, og som netop adresserer nogle af de bagvedliggende årsager.

I forhold til den foreliggende redegørelse vil jeg sige, at vi sagtens kan rumme, at der er ting, der ikke er med. Sådan vil det være, hvis ikke man – som ministeren var inde på i går – skriver 130 sider, som så kun ganske få mennesker ville læse, og måske ville man endda selv dér stå med den udfordring, at vi ikke var fuldstændig tilfredse. Så det anerkender jeg fuldt ud. Sådan vil det være. Til gengæld vil jeg også sige, at jeg synes, at man skal anerkende, at den redegørelse, der ligger i år, i virkeligheden godt kan læses som en reaktion på noget af den kritik, der blev rejst sidste år, nemlig at redegørelsen sidste år var utrolig fokuseret på, hvad Danmarks interesser var, og ikke, hvad det globale syds interesser var. Der var kritikpunkterne omkring bekæmpelse af migration osv. Den her redegørelse har faktisk nogle forbedringer i forhold til det perspektiv.

Når det er sagt, vil jeg tilslutte mig dem af kollegerne, som har sagt, at der stadig væk er plads til forbedring i formatet her, både i forhold til at det kan være en styrke for den debat, vi har her, men jo også at det kan være en styrke for den debat, man har ude i resten af landet, om, hvad Danmark gør ude i verden. Jeg vil ikke gentage det, som min kollega fra SF sagde, for jeg synes, hendes tale var utrolig grundig i alle dens dele. Jeg vil blot sige, at jeg fuldt ud tilslutter mig det, som ordføreren sagde. Det vil være godt, hvis vi kan være lidt mere ærlige omkring de udfordringer, vi har, med den måde, vi udmønter udviklingsbistanden på, hvor vi støder på nogle udfordringer rundtomkring i verden i det konkrete arbejde.

Endelig tænker jeg, at vi også lidt mere skal bruge den til at spørge, hvad det er, Danmark vil i verden, hvad vi vil med verden, og hvad vi vil for verden, og lidt mindre som – måske lidt frækt sagt – reklamesøjle for en lang række indsatser, som vi gør, og som er lidt mindre analytisk baseret, end man måske kunne ønske.

Så vil jeg komme med et konkret nedslagspunkt for mit vedkommende. Jeg vil gerne tale om det her med menneskerettigheder og demokrati, for jeg synes, at også redegørelsen i år understreger noget af det, som er en iboende udfordring i den udviklingspolitiske strategi, når vi har gjort demokrati og menneskerettigheder til et fundament, men et fundament, som ikke har sine egne mål og ikke har sine egne – hvad kan man sige – målbare indsatser. Hvordan er det egentlig, vi ser at vi gør fremskridt, eller hvor er det, vi ser at der er tilbageskridt? Det synes jeg er fuldstændig afgørende at vi bliver bedre til, for ellers står vi i den situation, at vi faktisk risikerer at glemme det.

Menneskerettigheder, fokus på menneskers rettigheder og menneskers muligheder for at øve indflydelse på den udvikling, som de er og bør være en del af, skal jo være cementen. Som kolleger har sagt, er verdens demokratier under pres, verdens civilsamfund er under pres, menneskerettighederne er under pres. Hvad enten det er i form af civilsamfundsorganisationernes virke, mediernes virke eller noget andet, er det en af de helt voldsomme udviklinger, der er i gang, og som vi fra dansk side skal forstå og navigere i forhold til. Det her må være cementen, og derfor er det vigtigt, at vi herfra og frem mod næste års redegørelse bliver bedre til at spørge, hvad det egentlig er, vi vil opnå på det her område. Hvad er det egentlig, vi gerne vil måle fremskridt på? Hvad er det, vi konkret forestiller os at vi skal, når vi diskuterer civilsamfundets rolle, når vi diskuterer mediernes rolle, udvikling af demokrati og menneskerettigheder og folkeligt engagement osv.? Vi er simpelt hen nødt til at få nogle bedre redskaber til at måle, om vi gør det, vi skal.

Det er rigtigt, at det skal sammentænkes. Udfordringen er set fra vores stol, at vi lige nu tænker klima ind i udvikling, men meget lidt udvikling og menneskerettigheder ind i klima. Det synes jeg er noget af det, der kan blive en fare, i forhold til at det, der kunne blive en styrke, i virkeligheden lidt bliver en af svaghederne. Vi ved jo, at selv om væksten er nok så grøn, øger den ikke automatisk bekæmpelsen af fattigdom, den sikrer ikke automatisk adgang til sundhed og uddannelse, og den styrker ikke automatisk sociale sikkerhedsnet. Det kræver politik, det kræver politisk engagement og politiske spilleregler og indsatser at gøre den grønne vækst socialt retfærdig. Det handler om skattesystemer, der kan generere indtægter, så landene selv kan tage deres udvikling i egne hænder, skabe bæredygtige uddannelsessystemer og bæredygtige sundhedssystemer. Det er jo et ben i den her finansieringsdiskussion, der også skal være der.

Det leder mig til den anke, som ikke har så meget med redegørelsen som sådan at gøre, men som har at gøre med den diskussion, vi har. Redegørelsen bemærker, at bistanden til Afrika er faldet midlertidigt på grund af krigen i Ukraine. Jeg tror, den store udfordring bliver at sikre, at den her midlertidige nedgang i bistanden til Afrika ikke bliver en permanent nedgang. Det kunne være fint, hvis ministeren lige ville kommentere på, hvordan vi sikrer, at det ikke kommer til at gå den vej. Vi ved alle sammen, at krigen i Ukraine ikke er en dagsorden, der forsvinder. Vi ved også alle sammen, at vi alle har et ønske om, at Danmark skal blive ved med at være stærkt engageret. Derfor er der en grundlæggende finansieringsudfordring i forhold til det fokus på Afrika, hvis ikke vi diskuterer nye midler og andre finansieringskilder. Det gælder vores klimagæld, det gælder innovative finansieringsinstrumenter, osv. Vi bliver nødt til at tage hul på den diskussion lidt mere konkret, for ellers ender vi næste år med en redegørelse, hvor vi også ser, at den midlertidige nedgang i bistanden til Afrika vil være en del af redegørelsen om bistanden i år.

Til allersidst vil jeg sige, at noget af det, som vi fokuserede på i går, var, hvem det egentlig er, der skal eje den her udvikling. Jeg synes, at redegørelsen er udfordret af, at den taler meget om, hvad Danmark gør, og meget lidt om de mennesker, der skal eje udviklingen, nemlig de mennesker i det globale syd, som alt det her i virkeligheden handler om. Tak.

Der er ingen korte bemærkninger. Tak til fru Trine Pertou Mach. Næste ordfører er hr. Christian Friis Bach, Radikale Venstre.

Tak for det, og tak til ministeren for en god redegørelse. Jeg håber, at der ikke i redegørelsen næste år står ordet udviklingsbistand, for i virkeligheden tror jeg, tiden er kommet til at rykke videre og tale om det her som en global udligning med henblik på at sikre, at menneskerettighederne kan nås af alle mennesker på jordkloden. For vi har skrevet under på i erklæring efter erklæring, at børnene skal i skole, at man skal kunne komme til lægen, at man skal kunne ytre sig frit, at man skal have tag over hovedet, og at der skal være adgang til rent vand. Det er jo den opgave, vi har skrevet under på og har lovet hinanden at løfte.

I virkeligheden er det her jo en udligningsordning på linje med de danske bloktilskud for at sikre, at vi kan få nogenlunde forhold for mennesker overalt på jordkloden. Så med menneskerettighederne som missionen og verdensmålene som planen er jeg enig med de tidligere ordførere, der har nævnt, at verdensmålene godt kunne have stået lidt stærkere.

Men det her med ligesom at gå væk fra et begreb som bistand, som indimellem kan have en klang af uligeværd, og gå over til at tænke det som et mere ligeværdigt samarbejde er en nødvendig og vigtig opgave, som det også bliver reflekteret i redegørelsen og i ministerens taler.

Jeg var for 2 år siden i Somaliland og mødtes med præsident Muse Bihi Abdi. Han var vred, han var faktisk meget vred, for han sagde:

I kommer her til Somaliland med al jeres eget personale og med alle jeres projekter, og så tager I hjem igen, når I er færdige. Jeg prøver at få et land til at fungere, men vi får intet ud af det.

Derfor var han vred, og derfor var der modstand imod de organisationer og projekter, der var i Somaliland, og det blev en ond spiral. Men vi ser det jo endnu mere tydeligt i lande som Mali og Burkina Faso, hvor modstanden mod vores engagement bliver stærkere, og det kommer vi til at se i resten af verden, i takt med at landene får andre valgmuligheder og Rusland og Kina melder sig på banen. Derfor har vi brug for at udvikle mere ligeværdige partnerskaber, og derfor tror jeg, at vi i det kommende år kommer til at se en markant forandring i det internationale udviklingssamarbejde.

Vi bliver nødt til i langt højere grad at anerkende, at det, staterne og landene ønsker, er at kunne opbygge deres eget velfærdssystem, deres egen evne til at kunne levere til befolkningen i form af skoler og sundhedsklinikker, men også langt bredere i form af grundlæggende sociale velfærdsydelser som dem, vi har opbygget i vores del af verden.

Man ser jo heldigvis en meget inspirerende tendens i verden til, at der nu bliver betalt børnepenge, og at der er lande, der indfører folkepension, f.eks. Uganda. De måtte starte med borgere over 80 år, fordi de ikke havde så mange penge, men i takt med at de får styrket finansieringen, kan flere ældre i Uganda se frem til at kunne få folkepension som belønning for det slid, de har haft igennem et langt liv. Den slags velfærdsydelser skal vi have mere fokus på, og det er godt, det står i redegørelsen.

Det sociale sikkerhedsnet i Etiopien hjælper 8 millioner af de mest udsatte borgere, og det fik særlig styrke og aktualitet under coronakrisen, hvor netop de penge var noget af det, der nåede ud til en befolkning, hvor nedlukninger og indelukninger også satte deres præg.

I Somalia støtter vi kapaciteten hos myndighederne til at levere netop sociale sikkerhedsydelser som kontanthjælp, mad og basale fornødenheder til de mest udsatte.

Men det er vigtigt, at programmerne bliver forankret i staten, så vi samtidig får skabt den sociale kontrakt til befolkningen med den stabilitet, det kan føre med sig. Det er vigtigt, at vi bakker det op herfra, også med et stærkt myndighedssamarbejde. Det er noget af det, der har vist gode resultater, ikke mindst inden for klima og miljø, men også at vi her, måske endda i et nordisk samarbejde, får stillet vores kapaciteter til rådighed for at opbygge konturerne af en velfærdsstat, som kan føre til stærke, stabile og demokratiske samfund.

Det er vigtigt, at vores støtte til civilsamfundet i høj grad også bakker op om den strategi, og at vi sikrer, at der så også, i takt med at vi øger budgetstøtten og støtten til at opbygge velfærdssamfund, er et stærkt, levende og lokalt civilsamfund til stede, som kan holde staten i ørerne, stille krav og sikre, at børnepengene når ud, og at børnene kommer i skole. Det er vigtigt, at vi opbygger institutionerne bredt, så man kan holde øje med staten fra rigsrevision til ombudsmænd, fra medier til ministerier. Det er det, der hedder rettighedsbaseret udvikling. Det virker, og det skaber gode resultater; det viser redegørelsen. Men vi kan gøre det endnu bedre.

Redegørelsen bærer jo præg af et fokus på klima og konflikten i Ukraine, og det fokus er der brug for. Men det fordrer jo ikke et mindre engagement i verden; det fordrer et samlet og større engagement. Vi ser jo netop, at vores engagement i Afrika falder som følge af den nødvendige indsats, vi gør i Ukraine.

Vi så gerne, at der var blevet afsat flere penge. Vi så gerne, at man igen i redegørelsen, som man har gjort tidligere, skabte en vis form for disciplin, en slags global ramme og en udviklingsramme, sådan at vi kunne holde lidt styr på, hvilke penge vi bruger på at løse globale opgaver, og hvilke penge der går til at sikre mere lighed og mindre fattigdom i verden. Vi så gerne, at man lod sig inspirere af det, man gjorde i 90'erne, hvor vi så krigen i Jugoslavien, miljøproblemerne tårnede sig op og man skabte MIFRESTA-rammen. En ny ramme – en klima- og konfliktramme – kunne være et bud, hvor vi så øgede det samlede finansieringsgrundlag til 1 pct. og dermed styrkede vores globale engagement, når det gælder klimaudfordringerne og vores indsats i de konflikter, som desværre breder sig, og som er særlig alvorlige midt i Europa.

Men hvis der ikke kommer flere penge, må vi få mere ud af dem, vi har. Vi må få dem til at yngle. Jeg er optaget af, at vi opbygger stærkere, større og flere investeringsmekanismer og investeringsfonde. Danmark leverer jo allerede en del. Som det fremgår af redegørelsen, mobiliserede man mere end 6 mia. kr. gennem IFU og de multilaterale udviklingsbanker i investeringsmekanismer, men det kan blive endnu bedre. Danmark er stadig væk bagud. Vi mangler et meget bredere økosystem af investeringsfonde, impactinvesteringsfonde, som også kan mobilisere de private erhvervsdrivende fonde, som kan mobilisere pensionskasserne, og som kan mobilisere private investorer til at løse de udfordringer i verden, vi står med. Især og ikke mindst kan det bruges på klima og energi.

Jeg kunne også godt ønske mig, at der i redegørelsen havde været endnu mere fokus på det private erhvervsliv. Der er jo her et fokus på nogle af de erhvervsinstrumenter, vi har, men jeg vil sige, at i en række lande, især faktisk i nogle af verdens mest skrøbelige lande, hvor staten nemlig i den grad har slået fejl, kan virksomheder og engagement i forhold til virksomheder spille en langt stærkere rolle. Men det er jo netop i de her lande, vi ser, at vores evne og vilje til at engagere os med det private erhvervsliv er mindst.

I Somalia, som er verdens mest privatiserede land, er det private virksomheder, der leverer til befolkningen, men vi har meget lidt fokus på dem. I Afghanistan må kvinderne ikke arbejde hos ngo'er eller hos FN, men de må gerne arbejde i de private virksomheder, og de arbejder der fortsat. Netop her kan private virksomheder i Afghanistan jo være vores vigtige løftestang til en dialog om kvinders rettigheder i Afghanistan

Men her synes jeg vi skal tænke nyt i forhold til vores erhvervsinstrumenter. Jeg er ikke sikker på, at den måde, vi har skruet det sammen på i dag, er den helt rigtige. Tillad mig at give to eksempler fra min egen virksomhed på, hvordan man måske kunne gøre det anderledes.

Når man ser på Somalia, har de jo fødevarevirksomheder, der kan levere, men deres store problem er, at de ikke kan leve op til de certificeringer, vi har i Europa. Der engagerede vi os og fik fødevarecertificeret en virksomhed i Somalia, og det førte faktisk efterfølgende til en meget stor ordre fra en dansk virksomhed, da de kunne leve op til de her certificeringer. Så kom tørken i Somalia for alvor, og høsten slog fejl. Men hvis man nu i stedet for at lave alle mulige konsulentbårne ordninger simpelt hen sagde til virksomhederne, at hvis de kunne få klimacertificeret virksomhederne, B Corp-certificeret dem, fødevarecertificeret dem, miljøcertificeret dem rundtomkring i verden, så er der et kontant tilskud, og så skal I selv finde ud af, hvordan I gør det.

En af de ting, der har virket i skrøbelige lande, er i høj grad også støtte til transport. Det er klart, at transport ud af Somalia, transport ud af Afghanistan og transport ud af Niger er ekstremt dyrt. Hvis man ringer til Mærsk og spørger, vil en enkelt palle med 500 kg ud af Afghanistan koste omkring 50.000-60.000 kr. Det er helt prohibitivt for nogen form for handel med et land som Niger, men det er det, Niger har brug for. Det er et fødevareproducerende land, og de kunne levere masser af fantastiske råvarer til os – niabébønner, shuffanødder og andre ting – men dér er der brug for nye måder at sætte ind med at støtte transport på, og det er amerikanerne gået i spidsen for.

Til sidst vil jeg bare sige, at det multilaterale område har godt med fokus på kernebidrag. Vi skal også ind at arbejde langt tættere sammen med den afrikanske union. Og så ros for den fortsatte åbenhed i udviklingssamarbejdet. Der går Udenrigsministeriet foran, og det vil jeg gerne anerkende. Tak for ordet.

Der er ingen korte bemærkninger. Tak til hr. Christian Friis Bach, Radikale Venstre. Næste ordfører er hr. Alex Ahrendtsen, Dansk Folkeparti.

Tak, formand. Udenrigsministeriets og ministerens redegørelse for den danske udviklingsindsats er glimrende. Den er et godt afsæt for en debat i Folketingssalen. Jeg vil ikke komme ind på alle aspekter af den, men nøjes med at koncentrere mig om de mere problematiske indsatser. Undtagelsesvis vil jeg dog ikke undlade at henlede opmærksomheden på, at Vesten i årtier har givet tusindvis af milliarder kroner i udviklingsbistand, og jeg fornærmer nok ingen ved at sige, at denne behjertede indsats ikke har forbedret tilværelsen synderligt for de lande, vi har støttet. Dermed ikke sagt, at nogle få har oplevet forbedringer. Faktisk kan man sige, at det nogle steder er værre end nogen sinde. Det er altså ikke udviklingsindsatser, der skaber forbedringer generelt.

Nu til selve redegørelsen. Ved gennemlæsning bliver det klart for læseren, at Danmark støtter: 1) udemokratiske muhamedanske lande, 2) lande, hvor kristne forfølges – stort set alle muhamedanske lande – og 3) lande, hvor befolkningstilvæksten er ude af kontrol. Det er uforståeligt, at Danmark belønner udemokratiske og kristenforfølgende lande med udviklingsbistand. Det må ophøre. Det er også uforståeligt, at Danmark ikke gennem sin udviklingsindsats sætter ind over for den voldsomme befolkningstilvækst i især Afrika. Befolkningstilvæksten er hovedårsagen til sult, tørke, krig og migration. Det må ændres.

Derfor bør der investeres langt mere i Investeringsfonden for Udviklingslande (IFU). Fonden skabte ved hjælp af 1,5 skatteyderbetalte mia. kr. en tilsvarende privatkapital på 1,4 mia. kr. Det vil sige, at 1 skattekrone blev til 1 privat krone. Det er med andre ord langt bedre end at støtte nødhjælpsorganisationerne, som med deres enorme lønninger og administrative bureaukrati har en venstreorienteret, woke dagsorden. Derfor har Dansk Folkeparti også foreslået, at vi ændrer tildelingen af de statslige midler. I dag har Folketingets medlemmer ingen indflydelse på, hvilke organisationer der modtager midler. Vi så gerne, at der blev lavet en fordelingsnøgle efter partiernes størrelse, så de enkelte partier kunne tilgodese organisationer, de kan stå inde for.

Sluttelig vil jeg sige, at redegørelsen giver et glimrende overblik, men også er kendetegnet af overdreven optimisme, som andre også har været inde på. Mørke skyer trækker op over Europa. I takt med forbedrede levevilkår vil de afrikanske befolkningsmasser i de kommende årtier sætte sig i endnu større bevægelse mod de europæiske kyster, fordrevet af krig, sult, tørke og drømmen om et bedre liv. De mange udviklingsmilliarder vil kun forstærke denne proces. Tiden er derfor kommet til at gøre tingene anderledes. Udviklingsstøtten skal omlægges til at være fuldstændig markedsbaseret. Så har vi en chance for, at landene med tiden vil arbejde sig ud af fattigdommen til gavn for det enkelte menneske og til gavn for borgerne i disse lande. Med disse ord takker Dansk Folkeparti for redegørelsen. Tak.

Der er en kort bemærkning til hr. Christian Friis Bach, Radikale Venstre.

Tak for det. Jeg noterede bare, at ordføreren gjorde meget ud af forholdene for kristne mindretal rundtomkring i verden og deres frihed og muligheder. Nu har Dansk Folkeparti jo i løbet af den sidste uge fremsat forslag om at begrænse muligheden for at bygge stormoskéer og kvinders mulighed for at gå med tørklæde – forslag, som entydigt er i strid med en af de mest grundlæggende menneskerettigheder i verden, religionsfriheden, tilbage fra den amerikanske uafhængighedserklæring.

Jeg vil bare høre ordføreren: Når vi begrænser religiøse mindretals muligheder i Danmark, kan det så svække vores kamp for de religiøse mindretals muligheder udeomkring i verden?

Ordføreren.

Synes spørgeren virkelig, at det er en tjenlig sammenligning, at man sammenligner mord og forfølgelse i disse lande, hvor kristne dør, hvor de bliver forfulgt, og hvor de bliver voldtaget, med forholdene i et land som Danmark, hvor alle har lige muligheder, men hvor vi vil sætte ind over for ekstreme islamiske miljøer, som vil undergrave det her frie, skønne, dejlige velfærdssamfund? Det synes jeg ikke er en rimelig sammenligning, hr. Christian Friis Bach. Det bliver jeg bare nødt til at sige.

Spørgeren.

Det var heller ikke det, jeg sammenlignede. Jeg spurgte bare, om det, hvis man nu f.eks. forbyder at bygge stormoskéer i Danmark, så vil svække vores kamp for, at kristne mindretal rundtomkring i, lad os sige muslimske lande skal have lov til at bygge kirker, måske endda store kirker. Tænker ordføreren, at det kunne være sværere for os at løfte det, når man begrænser mulighederne for at udtrykke sin religion frit i Danmark?

Ordføreren.

Den dag Saudi-Arabien, Afghanistan, Irak og andre lande tillader opførelsen af kirker og katedraler, vil jeg også gå ind for, at de kan gøre det samme i Danmark. Men indtil da vil jeg bekæmpe det, for stormoskéerne er ikke noget, der gavner det danske samfund. Det skaber ekstremisme, det undergraver demokratiet, det undergraver ligestillingen, og det undergraver alt, hvad vi står for.

Næste korte bemærkning er til hr. Michael Aastrup Jensen, Venstre.

Jeg må indrømme, at der var noget, jeg blev lidt forundret over. Det er, at Dansk Folkeparti det ene øjeblik siger, at vi intet gør for at forhindre befolkningseksplosionen i Afrika. Altså, hvad i alverden vil man så sige vi gør i forhold til SRSR? Hvad gør vi i forhold til familieplanlægning? Hvad gør vi så i forhold til at sørge for, at man kan få sådan nogle ting som beskyttelse i form af kondomer og alt muligt andet, som Danmark har en ledende rolle i? Det er præcis det formål, men det koster jo penge. Hvis man gør det, at man siger, at befolkningseksplosionen er en rigtig, rigtig vigtig ting at se på, men at vi for resten ikke vil betale noget til det, og at vi håber, det løser det sig selv, hvad er så det eneste, man får ud af det? Det er jo præcis det, som jeg troede Dansk Folkeparti gik op i, nemlig at der så kommer endnu flere migrantbølger rettet mod Europa.

Så det, Dansk Folkeparti er imod, vil bare skabe endnu mere af det, som Dansk Folkeparti også er imod. Kan Dansk Folkepartis ordfører ikke godt selv se det problematiske i det?

Ordføreren.

Nej. Kan hr. Michael Aastrup Jensen ikke se, at i disse 40-50 år, hvor man har givet udviklingsbistand, har der bare været en enorm befolkningstilvækst i bl.a. Afrika? Så det har ikke hjulpet. Det, der hjælper på en befolkningstilvækst, er, at uddannelsesniveauet bliver hævet, at velfærdsniveauet bliver hævet, og at indtægtsniveauet bliver hævet. Den bedste måde at gøre det på er gennem markedsbaseret udviklingssamarbejde, og det undrer mig, at et liberalt parti som Venstre ikke kan støtte en markedsbaseret tilgang. Det forstår jeg simpelt hen ikke.

Spørgeren.

Vi er jo også i fuld gang. Så derfor, når vi på den ene side bekæmper en befolkningseksplosion, som vi er enige om – vi er så åbenbart ikke enige om, hvordan man bekæmper befolkningseksplosioner; nogle tror, at vi bare gør det ved at håbe, mens vi andre gør det med handling – handler vi jo også i forhold til at få folk ud af fattigdom. Det er jo præcis det, det også handler om i forhold til at få skabt private jobs i en lang række af de afrikanske lande. Som jeg også selv nævnte i min tale, handler det også om sådan noget som toldmure, som er et kæmpeproblem blandt de forskellige afrikanske lande. Hvad kræver det alt sammen? Det kræver penge, det kræver handling, og det kræver danske virksomheder, som er aktive de her forskellige steder. Det kræver en tilstedeværelse og en anerkendelse af behov.

Hr. Alex Ahrendtsen.

Den statslige tilgang, som Venstre åbenbart er tilhænger af, fra Vestens side har medført en befolkningseksplosion uden sidestykke i historien. Så det nytter jo ikke; det hjælper jo ikke. Det, der til gengæld hjælper, og det ved vi, for det kan vi jo se, er, at uddannelsesniveauet hæves, at velfærdsniveauet hæves, og at der kommer en markedsbaseret tilgang, så de kan tjene deres egne penge, få stolthed og investere i deres samfund i stedet for at være afhængige af bistandsmidler fra Vesten. Det øger befolkningseksplosionen. Det viser historien, og det viser tallene. Derfor kommer de herop.

Næste korte bemærkning er til fru Trine Pertou Mach, Enhedslisten.

Tak for det. Jeg vil gerne tage fat i noget andet, som ordføreren siger, nemlig at ordføreren mener, at det er bedre, hvis vi her i Folketingssalen sidder og beslutter os for, hvilke udviklingsorganisationer det er, der så at sige skal udliciteres opgaver til. Mener ordføreren i ramme alvor, at et folketingsvalg, der afgør, hvem der sidder på Christiansborg, er det, der skal afgøre, hvilke organisationer der er bedst til at levere opgaver og løfte den strategi, som vi har vedtaget i fællesskab, eller skal det i virkeligheden være faglige, objektive kriterier udarbejdet et andet sted, men mere end en armslængde væk fra Christiansborg?

Ordføreren.

Væk med armslængden. Det, der sker i dag, er oftest ikke fagligt, men i lige så høj grad politisk – altså en politisk, oftest venstreorienteret dagsorden.

Vi tror på, at når 12 partier eller 10 partier eller 8 partier får mulighed for ved hjælp af en fordelingsnøgle at pege på udviklingsprojekter eller organisationer, vil der blive en bredere politisk fordeling. Så ja, det går vi simpelt hen ind for.

Spørgeren.

Jamen vil ordføreren så ikke fortælle mig, hvad det er for en viden, ordføreren vil stå på, når man skal vælge, hvad det er, der virker? Ender man ikke meget nemt i det, som ordføreren i virkeligheden siger lige nu foregår i Udenrigsministeriet, altså at det bliver rent smagsdommeri og venneaftaler, der kommer til at styre, hvem det er, der skal udføre opgaver ude i den store verden med dansk udviklingsbistand i lommen, hvorimod man rent faktisk, som det er nu, har organisationer, som bliver valgt, fordi de er superdygtige til det, de gør, og leverer de opgaver, som de skal, inden for den strategi, vi her har vedtaget?

Ordføreren.

Jo, det vil blive smagsdommeri, men det vil blive smagsdommeri med balance. I dag er der smagsdommeri med slagside, nemlig til venstre. Og jeg kan godt forstå, at Enhedslisten ikke går ind for det her, fordi man i høj grad har et tæt samarbejde med Mellemfolkeligt Samvirke, Folkekirkens Nødhjælp og andre organisationer, som har en venstreorienteret slagside. Vi tror på den markedsbaserede tilgang – det gør de oftest ikke – og derfor tror vi på, at en fordelingsnøgle vil understøtte de organisationer, som arbejder på en markedsbaseret tilgang. Det har vi ingen mulighed for at få indflydelse på nu, og derfor ønsker vi en anden fordeling.

Næste korte bemærkning er til fru Sascha Faxe, Alternativet.

Tak. Det er ikke nogen hemmelighed, at vi i Alternativet også synes, at IFO er en rigtig god måde til at styrke nogle sammenhænge på rundt omkring i verden, fordi vi også går uden om nogle strukturer, som vi ikke har lyst til at støtte. Men når vi så får uddannelse ind i det, kunne jeg godt tænke mig at høre ordføreren redegøre for, hvordan vi igennem privatisering og det private erhvervsliv styrker uddannelse i de dårligst stillede områder i verden.

Ordføreren.

Når et land får mulighed for at afsætte sine varer, øger det også sine indtægter, og når det øger sine indtægter, får det også mulighed for at beskatte dem. Når det får øget muligheder for at beskatte, får det også flere indtægter og midler til at investere i uddannelse. Når man får flere midler til at investere i uddannelse, bliver niveauet også hævet på sigt. Så det er en god cirkel, man sætter i gang. Det er det, vi bl.a. har gjort i Danmark. Investeringer i uddannelse er vejen frem.

Spørgeren.

Ja, det er helt rigtigt. Det er bare en relativt langsommelig måde at gøre det på, for vi har jo trods alt været i gang siden slutningen af 1700-tallet med den proces, som vi står oven på i dag, så det er ca. 250 år. Det samme gør sig gældende for befolkningsudviklingen, for den befolkningsudvikling, vi har i Danmark, er jo også en udvikling på baggrund af 250 år. Så derfor kunne jeg godt tænke mig at høre, hvordan ordføreren vil redegøre for, hvordan, som der blev sagt i talen, den befolkningsudvikling, vi ser, adskiller sig dramatisk fra det, vi har set før i verdenshistorien. Og jeg tænker ikke med den baggrund, jeg har som historiker, at der er den store adskillelse, i forhold til hvordan vi har set det i andre dele af verden. Så hvordan adskiller det sig fra vores udvikling mellem ca. 1750 og 1920?

Ordføreren.

Altså, det kan faktisk gå relativt hurtigt. Det behøver ikke at tage 200 år. Der er lande, der er områder, hvor der er et fald i befolkningsudviklingen, bl.a. fordi velstandsniveauet er blevet hævet. Jeg kunne nævne Sydkorea, som i 1950'erne var et land på niveau med Ghana, lige så fattigt, og i dag er det et supermoderne land. Men på grund af velfærdsniveauet og velstandsniveauet og uddannelsesniveauet er befolkningstilvæksten blevet til et befolkningsfald.

Der er ikke flere korte bemærkninger. Tak til hr. Alex Ahrendtsen, Dansk Folkeparti. Næste ordfører er fru Sascha Faxe, Alternativet.

Jeg vil starte med at takke ministeren for redegørelsen. Jeg er rosinen i pølseenden, så der har været mange takke i dag.

Jeg vil sige, at det gør mig sådan helt grundlæggende glad at se, at Danmark fortsat engagerer sig konstruktivt og langsigtet og lokalt i verdens brændpunkter og udsatte områder. Og det gør mig også glad, at der særlig er fokus på de grønne indsatser, f.eks. på det afrikanske kontinent, hvad vi af gode grunde hilser velkommen i Alternativet. Og vi noterer os også, at ministeren redegør for, at Danmark ønsker at bidrage til, at færre mennesker på sigt har behov for at flygte fra klimaforandringer og ringe fremtidsudsigter mere generelt i deres hjemlande. Så det støtter vi absolut op om.

Fremtiden byder med meget, meget stor sikkerhed på enorme konsekvenser for verdens mest udsatte mennesker, især og ikke mindst på grund af klimakrisen. De mennesker vil som andre i krise før dem ikke bare sidde på deres hænder og vente på, at de ser deres fremtid forsvinde. Mange af dem kæmper allerede nu med alt, hvad de har, både for at tjene til dagen og vejen, men også for at fremtidssikre deres hjemstavn, og ministeren har selv berettet, hvordan der har været en rejse til Mikronesien, de øer, som forsvinder, for at se, hvordan man allerede der knokler for det. Det vil vi jo se meget mere af.

Men mange steder kan man ikke løfte den her opgave selv, ikke så meget på grund af de menneskelige ressourcer. Set fra mit perspektiv og de erfaringer, jeg har med det, tror jeg egentlig, at verdens udsatte nok i kraft af de udfordringer, livet har budt dem, er mere arbejdsomme og opfindsomme, end vi måske er her, hvor vi har levet i mere trygge rammer. Men det er simpelt hen på grund af manglende midler, investeringer og teknisk kunnen. Så derfor står vi jo i Danmark klar til at hjælpe, og det kan vi se i redegørelsen at vi fortsætter med.

Men selv med Danmarks hjælp ser vi, at mange har behov for at forlade deres hjem, og det har mennesker jo gjort helt naturligt gennem hele menneskehedens historie. Det ligger i vores natur. Hvis der er noget, der ikke understøtter det liv, vi har, så søger vi mod et bedre liv. Og det er, fordi vi som art både har en trang til overlevelse, men det er også fordi vi har håb. I en eller anden udstrækning har vi som mennesker håb som en af de ting, der bor dybt inden i os. Vi drømmer, vi tror på noget, der er bedre, og det gælder folk i København, det gælder folk i Afrika, det gælder i Asien, det gælder i Sydamerika, det gælder over hele verden.

Alternativet er også bygget på håb og drømme og på ønsket om en konstruktiv og human, ambitiøs tilgang til at løse verdens problemer. Derfor så hilser vi også Alternativet som sagt regeringens initiativer velkomne, og vi kunne også godt på samme tid, som det er nævnt af flere ordførere før mig, ønske os, at ambitionsniveauet hæves på nogle områder.

Målet og også resultater er i vid udstrækning, også selv om vi ser, at nogle af pengene ikke er blevet udmøntet, at vi bruger 0,7 pct. af bni på vores udviklingsbistand, men vi kunne gøre det bedre. Og vi har også, som det blev nævnt, haft nogle samtaler, bl.a. i går hos Globalt Fokus, om, hvordan vi kan hente pengene andre steder fra. Vi har også i Alternativt været ude og komme med nogle bud på, hvor vi finder de penge, så det hele den grønne indsats og klimaindsatsen ikke bliver taget fra bistanden. Så det er et af de steder, som vi rigtig godt kunne tænke os at rykke rundt på nogle af midlerne. For hver krone, som vi investerer i de lande, der i forvejen har mindst og står til at miste mest, når vi virkelig, virkelig langt, altså meget, meget længere, end vi gør mange andre steder.

Særlig har vi i Alternativet et blødt punkt for de unges fremtid, for ikke blot i Danmark, men også når vi ser rundt omkring i verden, er det egentlig deres livsgrundlag, som det her kommer til at handle om. Så derfor ser vi, at der er en styrkelse af civilsamfund, en styrkelse af uddannelser og grønne jobs. For vi ved godt, at selv om folk, når de bliver presset, ender med at flygte, så ville de allerallerhelst bare blive. Så derfor ser vi, at skolegang er et kæmpe vigtigt fundament for demokrati og fattigdomsbekæmpelse, og som der også er blevet nævnt, er det altså også på den lange bane, når processen har været igennem og man har fået uddannelsen, også en løftestang for klima og miljø.

Bedre uddannelse gør, at vi agerer anderledes, især hvis det er kvinder eller piger, der får den uddannelse, betyder det, at man får færre børn, og at man ved, hvordan man skal fyre op om sin aftensmad. Man har ikke en lille bunke charcoal eller noget brænde et eller andet sted. Men lærer at gøre det i en anden sammenhæng, og så sparer man allerede der. Det er nede i de små, men det går hele vejen op. Derudover er uddannelse også fundamentet for, at unge får den dannelse og det fundament, hvor de føler, at de har en stemme i deres samfund. Det bliver styrket til at mere aktivt samfundsliv, og det er både som frivillige og som professionelle senere.

Nu nævnte ordføreren fra Venstre, at vi også havde DUF, og i sidste uge var der nogle af os, der var sammen med de unge fra DUF, der fortalte om de der oplevelser, de har, altså at når de kommer ud og laver noget ung til ung-samarbejde, oplever de den forandring, der sker i den styrkelse af den demokratiske stemme, som de unge har.

Jeg har selv arbejdet med det i mange år, og jeg kan sige efter mere end 30 år, at jeg kan se, at den styrkelse, man opnår i ungdommen, fortsætter ind i voksenlivet. Det kan jeg se rundtom i de lande, som jeg har arbejdet med. Det sker både på det frivillige niveau – vi har virkelig mange frivillige på det her område i Danmark – men også på et professionelt ngo-niveau og i vores forskellige partnerskabssamarbejder.

Jeg havde egentlig ikke tænkt mig at tage det her op, men jeg syntes alligevel lige, vi skulle tage den op qua det, der blev sagt i den tidligere ordførers tale, nemlig det, som handler om befolkningstilvækst osv. Det handler jo også om uddannelse, det handler om en målrettet indsats i øjenhøjde.

I sidste uge talte jeg med nogle af de unge frivillige fra Sex & Samfund, som fortalte, at de, når de har været af sted – de har et projekt i Kenya – og så kommer tilbage igen efter noget tid, kan se, altså helt aktivt se, at de har været med til at forebygge teenagegraviditeter, været med til at sikre, at der er nogle kvinder, der får en uddannelse, og så synes jeg faktisk, vi lykkes i vores udviklingsbistand for meget, meget få midler. For der er ikke nogen tvivl om, at den indsats, vi har i DUF, er en relativt billig indsats.

Så lad os investere i ungdommen i de mest udsatte områder i verden og i, at de får nogle bedre chancer for det gode liv der, hvor de er, så de ikke skal tage den farefulde og uvisse rejse på tusindvis af kilometer væk fra deres hjem og deres elskede, altså hele deres identitet, for at søge noget, som er en overlevelsesmulighed. Og lad os gøre det på en grøn måde.

En grøn, lokal fremtid bygget på muligheder for unge ambitiøse mennesker er noget, vi i Alternativet gerne vil se mere af. Verdens brændpunkter har problemer nok, og der er også håb, hvis lande som Danmark vil bidrage med penge og viden.

Til trods for det kan det jo ikke gå ubemærket hen fra vores side, at regeringen mener, at Danmark så er et nærområde til krig, og at vi ved behændigt at kategorisere Danmark som sådant har åbnet for at lade Danmark modtage udviklingsbistand. Jeg er helt med på, at det kan vi godt gøre i forhold til OECD's måde at gøre det på, men i vores ende er vi ikke synderlig begejstrede.

Modtagelse og indkvartering af ukrainere i Danmark, der i øvrigt arbejder og bidrager til den danske økonomi, vil Danmark modtage 2,9 mia. kr. for i udviklingsbistand, og det vil sige, at Danmark faktisk bliver det største udviklingsland – nærområde til et udviklingsland – og enkeltstående modtager af vores egen udviklingsbistand.

Samtidig vurderer Udlændinge- og Integrationsministeriet, at vi forventer at modtage 14.000 ukrainske flygtninge i 2023. Så det er også en relativt dyr indsats, hvis vi holder det op mod de ting, jeg nævnte før fra DUF, hvor de i dag modtager, som jeg husker det – og nu er jeg fuldstændig ude i et slag på tasken – lidt under 20 mio. kr., ikke?

Så det er mere for at se det i relation til 2,9 mia. kr. for 14.000 flygtninge. Jeg er med på, der er ting rundt om det, men det er faktisk tallene, og det skal også lige siges, at jeg har tallene direkte fra ministeriet; jeg har faktisk spurgt om det her, så dem hiver jeg så ikke op af hatten – det kan jeg godt love.

Så de her penge kommer ikke til at blive brugt på de mennesker, altså de millioner af mennesker, der har brug for hjælp, f.eks. gennem grønne initiativer i Bangladesh, på menneskerettigheder i Syrien eller humanitær hjælp i Yemen. De bliver sendt ind i et system, som i forvejen er et af verdens rigeste samfund, nemlig Danmark, og det synes vi ikke er nogen særlig god idé.

Det blev før nævnt, at sloganet for verdensmålene er »Leave No One Behind«, og for mig at se er det egentlig det, der er hele det store hvorfor. Altså, det er derfor, vi er her. Vi er et verdenssamfund, vi er et globalt samfund, vi har en samhørighed, vi er en menneskehed på tværs af planeten, og den enes overlevelse hænger sammen med den andens overlevelse.

Forestillingen om, at vi kan lukke lande, og at vores liv ikke hænger sammen, hører fortiden til. Derfor er det her vigtigt, og jeg tænker faktisk, at når hr. Christian Friis Bach snakker om at kalde det bloktilskud eller at finde nogle andre definitioner på det her, er vi i Alternativet meget åbne over for at tage den snak. For det er supervigtigt, at vi begynder at se det som en måde, hvorpå vi omfordeler og understøtter hinanden som en del af et fællesskab.

Ja tak. Der er ingen korte bemærkninger. Tak til fru Sascha Faxe, Alternativet. Den sidste ordfører er hr. Kim Edberg Andersen, Nye Borgerlige. Hr. Kim Edberg Andersen, Nye Borgerlige? (Kim Edberg Andersen (NB): Jeg har ellers sagt, jeg ikke ville have ordet). Det skulle vi så opleve – en politiker, der ikke ønsker ordet, men dog er til stede. Så er turen kommet til ministeren for udviklingssamarbejde og global klimapolitik.

Tak for det. Voltaire skrev engang et brev til en ven, som han indledte: Undskyld, at jeg skriver så langt et brev, jeg havde ikke tid til at skrive et kort. Med det mente han selvfølgelig, at det er ulig meget nemmere bare at skrive alle sine tanker, analyser og argumenter ned, end det er at kondensere dem på færre linjer. Det har også været en udfordring på små 30 sider at beskrive Danmarks udviklingspolitik og ovenikøbet også holde det op imod udviklingen i den store verden og den strategi, som vi udmønter med vores udviklingspolitik. Men vi har forsøgt, og jeg takker for de rosende ord, og jeg noterer de mere kritiske. Næste år vil vi forsøge at gøre det endnu bedre.

Jeg vil også gerne starte med at takke for nogle rigtig, rigtig gode taler. Dem af jer, der kender mig, ved, at jeg aldrig ville sige sådan noget, hvis ikke jeg virkelig mente det. Det er virkelig tydeligt, at vi har nogle ordførere, der ved noget om området, og som er engageret i det, og det er en fornøjelse, når man er minister for området. Så tak for det. Det overrasker mig ikke meget, fordi vi også har gode debatter og diskussioner med hinanden, når vi mødes, specielt i kredsen bag strategien, men også bredere.

I forlængelse heraf vil jeg så også godt sige, at de ting, som ikke er med i redegørelsen, som I med rette siger de godt kunne have været, er I meget velkommen til at bede om at få et deep dive i eller en længere analyse eller diskussion af, enten i udvalget eller Nævnet eller ovre i ministeriet hos mig under lidt mere uformelle former. Det stiller jeg meget gerne op til, som I ved.

Danmark er et lille land med et stort hjerte, og vi har været det i over 40 år. Vi er et af de få lande i verden, som giver 0,7 pct. af vores bni i udviklingshjælp. Det er noget, som de lande, der har haft gavn af vores hjælp, de lande, som betragter os ikke bare som donorer, men som partnere, sætter pris på. Det er faktisk lidt svært at sætte ord på, hvor stolt man bliver på kongerigets vegne, når man har den ære, som der ligger i mit hverv, en gang imellem at komme ud og møde nogle af de mennesker, vi hjælper. Det gælder navnlig dem, vi hjælper umiddelbart – det barn, der får en lille pose med sådan noget pasta, der er lavet af peanuts, fordi det er det allermest næringsrige, man kan give i Afarregionen i det nordlige Etiopien, og hvor man ved, at det er danske penge, der har betalt det her, og havde den lille pige ikke fået det, er det ikke sikkert, at hun havde overlevet.

Det er klart, at vi skal være stolte af at være i stand til at hjælpe så mange mennesker umiddelbart, hvad enten det handler om fødevarer, eller det handler om beskyttelse, eller når man har været udsat for en katastrofe og må flygte, når det handler om et jordskælv i Tyrkiet eller Syrien eller om at få vand eller få sin gård op at køre igen efter en mislykket høst. Alle de der helt umiddelbare, konkrete ting, som hjælper nu og her, skal vi selvfølgelig være stolte af, men vi skal også hele tiden arbejde på at blive endnu bedre til at gøre det mere effektivt, så vi hjælper flere. Det gælder også den anerkendelse, vi får, og den forskel, vi har gjort som land i det lange træk.

Det er virkelig et faktum, at vi i Danmark igennem rigtig mange år, fire årtier, har formået at give en stor hjælp; en hjælp, som altså relativt i forhold til vores rigdom her i landet er stor, men som mange steder også nominelt, altså i kroner og øre, er kæmpestor, og hvor vi også er blandt de største bidragydere, både i de enkelte lande eller på enkelte indsatsområder eller som enkeltdonorer til forskellige FN-institutioner eller andre institutioner.

Så min første grundlæggende pointe er, at vi er et lille land, som gør en stor forskel. Et af de udtryk, jeg hører alleroftest, næsten så meget, at jeg trækker på smilebåndet, fordi det næsten er en kliché, er: You punch above your weight. Det er et udtryk, der er lånt fra boksesporten og handler om, at man i overført betydning simpelt hen bokser i en vægtklasse, der er tungere end den, man egentlig burde være i, når man ser på, hvor meget man vejer. Så langt, så godt.

Men verden forandrer sig, udfordringerne forandrer sig, og derfor er det heller ikke nok bare at sætte nogle penge af, og det er heller ikke nok bare at sige: Vi har noget erfaring, og vi har altid givet penge til dette eller hint. Vi bliver også nødt til løbende at blive klogere, og jeg er enig med dem af jer, der har påpeget, at der er brug for mere analyse af, hvad der egentlig virker og ikke virker.

Der er også brug for flere diskussioner af de dilemmaer, der er, for udviklingspolitikken – og det gælder de fleste politikområder, men udviklingspolitikken i særdeleshed – er fyldt med dilemmaer. Hvad gør man, når et land opfører sig udemokratisk og knægter menneskerettigheder? Fortsætter man så med at hjælpe dem? Ja, man har ikke meget lyst til at hjælpe magthaverne, men trækker man støtten, hvem er det så, det rammer? Ganske ofte vil det være præcis dem, vi gerne vil beskytte, det rammer. Hvad gør man, når Taleban siger i Afghanistan, som de har gjort lige nu, at kvinder ikke må arbejde, heller ikke for nødhjælpsorganisationer? Jamen det er jo frygteligt. Trækker vi støtten, ved vi bare, at dem, det går ud over, netop er de kvinder, vi gerne vil hjælpe. Omvendt kan vi heller ikke bare lade stå til. Vi bliver nødt til at have en reaktion på den beslutning, som jo er helt horribel.

I Uganda har man lige besluttet at indføre dødsstraf for homoseksualitet. Uganda modtager mange penge fra den danske stat i hjælp til forskellige projekter. Men det er også på den danske ambassade, at lgbt-personerne mødes og samles, og det er bl.a. med støtte fra Danmark, de har mulighed for at organisere sig og få deres stemme hørt. De siger jo ikke til os, at de ville ønske, at vi trak os ud af landet. Tværtimod siger de, at de ville ønske, vi bliver. Omvendt kan vi jo heller ikke bare sige, at det er fint nok, og at vi accepterer det, for der er forskellige kulturelle forhold, der gør sig gældende, og det er jo et demokrati, og de må gøre, hvad de vil. Det kan vi ikke sige, når de så grundlæggende knægter menneskerettighederne. Så det er dilemmafyldt.

Det er også – på et lidt andet abstraktionsniveau – dilemmafyldt at beslutte, hvor mange penge vi skal give til multilateralt samarbejde, og hvor mange vi skal give til bilateralt samarbejde. Når man laver noget bilateralt, har vi selv helt hånd i hanke med, hvad vi laver. Vi får også den goodwill, der følger med, og dermed den politiske indflydelse, der følger med, og vi kan også indrette den fuldstændig efter de forskellige prioriteter og værdier, vi har i vores fælles strategi. Omvendt er det klart, at når vi arbejder sammen med andre via ofte store organisationer, kan vi gøre meget mere, fordi det er meget større programmer, og vi kan også have gavn af andres ekspertise.

Når hr. Christian Friis Bach f.eks. stiller spørgsmålet, om vi skal give mere budgetstøtte, er det også et dilemma, for ja, det er åbenlyst, at det vil der være brug for i rigtig mange lande af de årsager, som er blevet nævnt i debatten her, nemlig primært, at hvis et land skal være velfungerende og skabe mere lighed og bekæmpe klimaforandringer og bekæmpe fattigdom og sult og alt det der, kræver det også, at der er nogle stærke institutioner, et stærkt demokrati og en stærk stat. Omvendt er det noget af det mest sårbare i forhold til korruption, i forhold til måske at komme til at støtte de forkerte – dem, som ikke har de samme værdier, dem, som knægter menneskerettighederne – fordi det er sværere at kontrollere. Det er derfor, jeg måske er en lille smule skeptisk, i forhold til om vi dansk side skal gøre det fra direkte bilateralt. Omvendt har EU de muskler, der skal til for faktisk at lave den her form for støtte, fordi EU også kan gå ind og kontrollere, at pengene så bliver brugt ordentligt. Derfor er det den kanal, vi har valgt at bruge nu til at give den form for støtte.

Det her er bare et par af de dilemmaer, vi står over for, men forhåbentlig er det også eksempler på, at der ikke er mange ting, der er nemme i udviklingspolitikken. Derfor er det os også så godt, at vi har de her debatter, og derfor er det så godt, at vi har det løbende samarbejde, som vi har, hvor vi hele tiden og kontinuerligt tager op til kritisk eftersyn, hvad det er, vi gør.

Når man taler om en redegørelse, der skal give en vurdering af, hvor vi står lige nu, og hvor vi skal hen, er det måske mest rimeligt, at jeg bruger ekstra tid på at beskrive, hvad det er for ting, der har forandret sig. Jeg kan altså heller ikke finde ud af den tid her. Hvor lang tid har jeg tilbage? (Tredje næstformand (Karsten Hønge): 10 minutter og 49 sekunder, 48, 47, 46). Godt.

Det er klart, at det er et faktum, at klimaforandringerne nu for alvor er begyndt at sætte ind. For bare få år tilbage kunne man måske stadig væk godt diskutere, om det var noget, der vil komme om 10 år eller 20 år. Selv de mest pessimistiske forskere regnede jo nok med, at der nok gik nogle år, inden det for alvor ramte, men nu ved vi, at der stort set ikke findes et udviklingsland i verden, som ikke er ramt ganske alvorligt af klimaforandringerne allerede nu, og nogle af dem meget alvorligt, og det er altså nu, hvor den globale temperaturstigning er på lidt over 1 grad. Hvad sker der, hvis vi rammer 1,5 grader, hvilket desværre er ganske sandsynligt, hvorefter en masse af de her tipping points vil være nået, hvor mange selvforstærkende effekter vil sætte ind? Hvad sker der så? Ja, det er ikke svært at forestille sig, desværre. Det er langt flere, langt værre ekstreme vejrfænomener.

Allerede nu ser vi forfærdelig tørke på sjette eller syvende år i træk på Afrikas Horn, og når vandet så endelig kommer, kommer det stærkere og oftere i form af storme og orkaner, så de heller ikke kan håndtere det. Nogle, som måske var vant til at skulle håndtere cykloner hvert 5. eller 10. år, eller som kunne huske, at deres forældre havde snakket om, at det var der engang, da de var børn, bliver nu ramt af det med måneders mellemrum. I Stillehavsregionen er det nogle gange med dages mellemrum. Det er altså cykloner, som fuldstændig fejer landsbyer, huse, bygninger – alt – væk.

Det sker nu, og derfor er det at bekæmpe klimaforandringerne og det at tænke klimapolitik ind i udviklingspolitik ikke sådan et eller andet smart politisk greb. Det hører jeg i øvrigt heller ikke nogen af jer antyde at det skulle være, men jeg støder nogle gange på den kritik. Der er også nogle afrikanske lande, har jeg hørt, som har artikuleret en frygt – og jeg vil faktisk sige med rette, for vi skal passe på, at vi ikke tager penge fra fattigdomsbekæmpelse og så bruger dem til at lave nogle vindmølleprojekter, som i øvrigt er så rentable, at de sikkert ville være blevet lavet alligevel.

Den fare skal vi lige have med som en parentes; den er der jo. Den er der ikke i den danske politik, for det er jo ikke det, vi gør. Det, vi gør, er, at vi siger, at vi ved, at stort set alle de traditionelle udviklingspolitiske udfordringer, vi står over for, er påvirket af klimaforandringerne. Jeg har i hvert fald endnu ikke selv kunnet finde en udfordring, der ikke var det. Der er de helt åbenlyse udfordringer som fattigdom – det er klart, det giver sig selv – og der er tørke, orkaner, storme. Alt det her påvirker fødevareproduktionen, det lægger samfund ned, det smadrer arbejdspladser, smadrer boliger, det ødelægger infrastruktur, ødelægger energiinfrastruktur osv. Det er klart. Det tror jeg er den mest basale, grundlæggende sammenhæng, som ingen kan benægte der er.

Men der er også nogle lidt mere indirekte sammenhænge. Tag f.eks. uddannelse. Noget af det første, der sker, når fattigdom rammer, eller når naturkatastrofer rammer – det er ganske velbelyst videnskabeligt – er, at forældrene holder børnene hjemme fra skole. Så er spørgsmålet altså ikke, om der står en skole, hvilket der mange steder i verden heldigvis gør på grund af dansk støtte; spørgsmålet er, om de har råd til at sende børnene i den skole, eller om det er en luksus, de ikke føler de har råd til, fordi de børn skal bruge deres dag på at gå 50 km efter vand eller skal arbejde eller datteren i værste fald skal giftes væk for tidligt eller i allerværste fald skal sælges. Det sker. Dermed jo ikke sagt, at vi ikke skal bruge penge på at bygge skoler og lave sanitet i skolerne; det skal vi også, og det kommer vi også til. Vi har i 2023 sat 440 mio. kr. af til det, men vi bliver jo også bare nødt til at huske på, at det ikke nytter noget, at de skoler er der, og at der er rindende vand, hvis ikke børnene kommer der.

Alt det her skal ikke misforstås sådan, at vi så nu bare skal bruge hele vores udviklingsbistand på at begrænse udledningen af drivhusgasser, alene af den årsag at de lande, vi laver udviklingsbistand i, er dem, der har mindst skyld i, at vi står med et klimaproblem. Verdens mindst udviklede lande står kun for 4 pct. af verdens drivhusgasudledninger. Så det er ikke så meget det, der er formålet. Det primære formål vil være klimatilpasning.

Klimatilpasning kan så betyde mange ting, og de rigtig gode klimatilpasningsprojekter er også projekter, som både begrænser drivhusgasudledningerne, og som hjælper med at tilpasse og skabe muligheder for vækst og udvikling i landet. Det kunne være at plante skov eller mangrove; det kunne være at hjælpe med at udbrede afgrøder, der er mere resistente over for tørke; det kunne være, sådan som vi gør det i flere afrikanske lande, at vi giver en kontant udbetaling til dem, der har allermest brug for det i et lokalsamfund, altså de fattigste og de svageste. Men de får ikke bare pengene. De får pengene for at udføre et stykke arbejde, og det stykke arbejde, de udfører, er klimatilpasningsprojekter, f.eks. at lave vandreservoirer, så kamelerne kan få vand, også når der er tørke, eller det kan være som i Addis Abeba, hvor vi hjælper med at støtte, at folk kan grave dæmninger, diger og huller, som kan sikre, at vandet ikke skyller byen væk, når det kommer.

Så ikke bare problemerne hænger sammen, men ganske ofte – og heldigvis, kan man sige – hænger løsningerne faktisk også sammen. Og der er ikke én krone af dansk udviklingsbistand – ikke en eneste krone – som kun går til ét formål, når det handler om det grønne. Der er altså ikke én krone, der kun går til at skabe grøn energi, men der er flere af verdensmålene, som vi sigter efter at adressere med den samme krone. Det vil sige, at det de steder, hvor vi f.eks. hjælper med at lave grønne vedvarende energiprojekter, også handler om, at det er et verdensmål at sikre energi til mennesker, elektricitet.

Mange af de steder, hvor vi kan hjælpe, fordi vi har ekspertise fra dansk side i vedvarende energi, er vedvarende energi i øvrigt ikke bare den billigste energiform, ikke bare den energiform, der forurener mindst, selvfølgelig i forhold til drivhusgasser, men også i forhold til lokal forurening, altså luftkvalitet. Det har faktisk også været den praktisk mest gennemførlige måde at levere energi på, fordi man simpelt hen ikke har de forskellige elektricitetsnet, de grid, der er nødvendige, og derfor kan man lave det lokalt. Der er meget nemmere med sol eller vind, end det er med så mange andre energiformer.

Det her er en erkendelse, som vi ikke kun er kommet til i Danmark, men en erkendelse, som lige nu også afspejler sig i debatten om at lave en reform af MDB'erne, herunder specielt selvfølgelig Verdensbanken. Det er et arbejde, vi fra dansk side går ind i med store ambitioner. Det er jo rigtigt, som det også er blevet sagt i debatten i dag, at udviklingshjælp og det at skaffe penge til udviklingshjælp ikke kun handler om at sætte de 0,7 pct. af, men at det også handler om, hvordan vi kan generere flere penge. Uanset hvad for en holdning man måtte have til, om klimabistanden skal være additionel eller ikke additionel, vil jeg bare lige helt personligt i en parentes bemærke, at jeg sådan set tror, vi skal være ret glade for, at det her med, at den skal være additionel, hverken i Danmark eller andre lande bliver tolket særlig krakilsk. For al den stund at der kun er omkring fem lande, der giver 0,7 pct., og ganske få, der giver over 0,7 pct., ville det jo, hvis klimabistanden kun måtte ligge oven i de 0,7 pct., betyde, at der så ikke ville blive givet nogen klimabistand. Men det var bare lige en parentes.

Hvad der er vigtigere, og hvad jeg tror vi har større chancer for at blive enige om, er jo, at der er brug for så mange flere penge. Altså, det er jo ikke milliarder, det er billioner, hvis vi samlet set ser på tab og skader, klimatilpasning, klimaomstilling. Mange af jer har fulgt debatten i COP-forhandlingerne, hvor vi har kæmpet for, at der skal samles 100 mia. dollars fra 2020 til 2025, som verdens rige lande skal give til verdens fattigste lande, og nu ser det endelig ud til, at vi efterhånden er ved at have samlet de penge. Danmark giver jo betragtelig mere, end vores størrelse egentlig tilsiger, men nu ser det så endelig ud til, at vi er ved at være i mål med det, og det er godt. Men det er 100 mia. dollars, og vi ved, at vi har brug for billioner.

Så der er brug for innovative kanaler. Vi har IFU, nogle af jer har nævnt det og rost det, og det er jo rigtigt, at det er en måde at geare vores investeringer på, og det skal vi blive endnu bedre til. Det tror jeg også vi bliver endnu bedre til i Danmark, og vi er i gang med at se på, hvordan man kan gøre det. Det er jo også klart, at når vi vælger at støtte via Verdensbanken, så er det faktisk en endnu højere gearing af pengene, der sker. Så er det også bare vigtigt, at Verdensbanken bliver reformeret i en rigtig retning, sådan at den også begynder at have et klimafokus.

Godt. Det er den ene store forandring, ikke bare i dansk udviklingspolitik, men det er også, hvad jeg vil kalde et paradigmeskifte i international udviklingspolitik, som er under udfoldelse, og på grund af vores rolle som grønt foregangsland har vi også en mulighed for at være med til at forme den politik i fremtiden.

Så er der Ukraine. Det er klart, at Ukraine nu som land er den største enkelte modtager af vores udviklingsbistand, og det er de jo, fordi det er et land, der er i vores nærområde. Derfor har vi et særligt ansvar over for dem, og det handler selvfølgelig også om sikkerhedspolitik. Det handler også om, når nu vi selv igennem årtier har prædiket, at man skal hjælpe ekstra i sit nærområde, at vi så også har en forpligtelse til at gøre det i vores nærområder. Så vil jeg bare lige for en god ordens skyld understrege, at det også er udviklingspolitik, og at det også er humanitær bistand. Det er mennesker, der har fået deres hjem bombet; det er mennesker, der ikke har vand; det er mennesker, der har behov for sundheds- og sociale indsatser. Det er klassisk udviklingspolitik, og det er mange af de samme redskaber, vi har brugt i Asien, Afrika og andre steder i verden, som vi nu bruger i Ukraine. Tilsvarende er det klart, at det i årene, der kommer, forhåbentlig mere og mere bliver et spørgsmål om genopbygning og udvikling og mindre et spørgsmål om humanitær bistand. Men lige nu vil det være en balance mellem de to. Tak.

Tak til ministeren. Der er en kort bemærkning til hr. Christian Friis Bach, Radikale Venstre. Værsgo.

Tak for det, og også tak for gode refleksioner og i virkeligheden også svar på nogle af de ting, vi har rejst. En ting, jeg er lidt uenig i, er, at budgetstøtte bliver mere sårbart over for korruption. Det mener jeg faktisk ikke der er dokumentation for, tværtimod. For hvis man får tilvejbragt de rigtige vagthunde, revisioner, ombudsmænd og medier, der holder øje med det, er det faktisk meget nemmere at holde øje med budgetstøtte end at holde øje med tusinder af projekter, som bare bliver godkendt af en minister bilateralt med nogle af dem, der kommer og gennemfører projekterne.

Jeg har mødt oppositionen i Burkina Faso engang. De var benhårdt imod regeringen, men de var stærke tilhængere af budgetstøtte, for det var det eneste, der gav dem mulighed for at sidde i et parlament som det her og stille spørgsmål og holde øje med pengene, for det gik gennem finansloven. Derfor kunne den politiske opposition gøre langt mere for at holde øje med pengene, end de kunne med noget af det, der gik uden om regeringen. Så jeg er faktisk af den modsatte opfattelse.

Men det, jeg vil spørge om, er så, om man fra regeringens side ønsker at gå ind aktivt at understøtte og videreudvikle de budgetstøtteinstrumenter og måske styrke den danske finansiering af dem, som EU har.

Ministeren.

Jeg har to pointer til det. Nu nævner spørgeren et konkret eksempel på, at det ikke var et problem. Jeg tænker, at spørgeren nok også vil give mig ret i, at jeg også kunne nævne konkrete lande, hvor det ville være et problem. Ukraine kan jeg jo nævne som et eksempel, hvor de ministre, vi taler med, siger: Vi vil ikke have budgetstøtte; I må ikke give os penge; I skal lave konkrete projekter, for vi er for bange for korruption, hvis vi får pengene og selv skal administrere dem. Igen er det et eksempel på, at verden er kompleks, for selvfølgelig er det rigtigt, at der vil være andre lande, hvor det nok godt vil kunne lade sig gøre.

Min pointe var nok egentlig også mere en anden, og jeg sagde det også i kontekst af at belyse dilemmaet omkring, hvad man gør bedst multilateralt, og hvad man gør bedst bilateralt. Om det så er en ekstra kontrol eller det er en kontrol, ligesom man har for alle andre penge, vi bruger, kan vi så lade stå hen. Uanset hvad skal der jo være kontrol med pengene, og der har EU altså nogle redskaber, som gør, at de er bedre egnet til det. Men det er en diskussion, jeg meget gerne tager videre.

Jeg kan ikke se, om spørgeren har trykket sig ind. Ønsker spørgeren den anden korte bemærkning? Ja. Værsgo.

Det plejer bare at ske af sig selv.

Jeg vil nu sige, at der går betydelige pengebeløb igennem staten i Ukraine, ellers kunne staten ikke eksistere.

Men så vil jeg bare følge op på det, som fru Marianne Bigum og fru Sascha Faxe rejste, nemlig en iagttagelse af, at støtten til uddannelse faktisk går ned, og det gør den måske også i verden, og at der er behov for langt mere. Hvis det nu viser sig, at der er alle de penge, som ikke er blevet forbrugt i de sidste par år, kunne man så forestille sig, at ministeren virkelig satte ind og styrkede uddannelse? For der kan man jo virkelig nemt få afløb igennem de internationale mekanismer, som i redegørelsen bliver fremhævet som meget effektive.

Ministeren.

Jeg er faktisk ikke helt sikker på, at jeg forstod spørgsmålet, men jeg forstod det sådan, at der blev spurgt, om der skal føres penge tilbage til uddannelse. Nej? Okay. Nu må vi se, hvordan det går med de her penge til flygtningeudgifter. Det er selvfølgelig klart, at vi håber på, at det beløb går ned, selv om vi selvfølgelig gerne vil tage imod flere flygtninge, og der er også meget, der tyder på det. Hvordan de penge så skal bruges, må vi jo så også forhandle med hinanden i finanslovene.

Så blev der spurgt til det der med uddannelse, og det blev framet, som om vi skærer massivt på uddannelse, og der vil jeg bare sige, at det altså ikke er tilfældet – det gør vi ikke.

Tak. Så er der en kort bemærkning til fru Trine Pertou Mach fra Enhedslisten. Værsgo.

Tak for det, og tak til ministeren for nogle gode refleksioner her efter vores mange indlæg. Jeg har blot en konkret konstatering af, at anken mod, at vi bruger penge i, til og for Ukraine, ikke handler om, at vi gør det. Det handler om, hvor finansieringen kommer fra, og det er en ret væsentlig forskel. Det er jo et politisk valg, at man ikke har fundet nye penge til det, men at man tager fra verdens fattigste og bruger dem til det formål. Det er det, der er anken i den her sammenhæng.

Men jeg vil egentlig gerne stille et spørgsmål, som handler om noget af det, jeg også prøvede at spørge om i min tale. Den store udfordring er jo, at der er så mange ting, der bliver løftet ind i udviklingspolitikken, at den nærmest er ved at drukne. Altså, der er hele hensynet til fattigdomsbekæmpelse og menneskers rettigheder. Så vil ministeren i sin korte tid til at reflektere nu her sige lidt om: Hvad er det, vi kan gøre fremadrettet for at bevirke, at det stærke fokus på grøn omstilling, klimafinansiering, klimabistand osv. også er fattigdomsbekæmpelse og også giver ejerskab over udviklingen til de mennesker, det hele handler om, og det ikke vedbliver at være noget, vi diskuterer i Danmark?

Ministeren.

Først vil jeg sige, at det er et stærkt fokus på tilpasning. Altså, når FN's generalsekretær har været ude at fremhæve Danmark og Holland som de lande, andre lande bør kigge på i den henseende, er det, fordi vi har valgt at sætte over halvdelen af vores klimabistand af til tilpasning. For Danmarks vedkommende er det 60 pct.

Danmark er også gået forrest, når det handler om at lave en fond for tab og skader. Nu er der ikke nogen fond endnu, så derfor har vi ikke besluttet, præcis hvor meget der så skal i den, når den kommer. Men det betyder ikke, at vi ikke allerede er i gang med at bruge penge på tab og skaderelaterede ting og indsatser. Det er vi. Det tror jeg skal være den hjørnesten, vi skal bygge vores strategi omkring udvikling og klima på som den primære for at undgå den fare, der ligger. Og i de tilfælde, hvor vi så faktisk bruger pengene på mitigation, altså reduktioner, skal det også have andre formål. Der skal det også netop være at give billig strøm, elektricitet, som mennesker har råd til i de lande, hvor der er behov for det.

Tak. Spørgeren for sin anden korte bemærkning. Værsgo.

Tak for det. Så vil jeg gerne spørge om noget af det, som vi hørte ved et arrangement med DUF i sidste uge, som flere af mine kollegaer også har talt om. Der er jo det her internationale ungepanel, som ministeren selv har været stærkt engageret i, med hensyn til at inddrage unge i diskussionen af udviklingssamarbejde og klimaindsatser. Hvad er ministerens ambitioner konkret på det område i forhold til at fastholde det fokus også fremadrettet, når det gælder koblingen mellem klima og udvikling?

Ministeren.

Det er min intention at fortsætte med at lade mig og regeringen og Folketinget rådgive af de forskellige paneler, vi har, og bruge de forskellige muligheder, vi har for det. Men endnu vigtigere er det også at hjælpe til med at arbejde for, at de unges stemme bliver hørt i forskellige sammenhænge som f.eks. COP-forhandlingerne. Jeg har lige i går haft et møde med FN's særlige udsending for beskyttelse af miljøaktivister. Og det var faktisk noget af det, vi diskuterede: Hvordan kan vi på COP 28 sikre, at unge mennesker faktisk får adgang og bliver hørt?

Tak. Så er det fru Sascha Faxe, Alternativet. Værsgo.

Tak, og tak for refleksionerne og for den åbning, jeg også hører i forhold til samarbejdet med os om det fremadrettede. Jeg tænker lige at følge op på noget af det, der er blevet sagt i forhold til uddannelse og i forhold til tilpasning, for hvis vi siger, vi skal gøre verdens befolkning i stand til at tilpasse sig og forebygge osv., så spiller uddannelse jo en klar rolle i det. Så hvilke overvejelser gør ministeren sig om, hvad det kræver af lokalbefolkningen i verdens mest udsatte lande for at indgå i den her grønne omstilling? Og hvis vi kan blive enige om, at uddannelse er en nøgle til det, hvordan kan Danmark så lykkes med sine ambitioner om at tænke klima, udvikling og grøn omstilling ind i noget, der er uddannelse? Bør det så ikke opprioriteres i forhold til det? Altså, behøver det at være en modstilling i forhold til det her?

Ministeren.

Nej, det er bestemt ikke modsætninger – jeg håber heller ikke, at jeg har fremstillet det sådan. Min analyse i mine indledende bemærkninger handlede om, at hvis der er så meget fattigdom, bl.a. på grund af at klimaforandringerne rammer, at det betyder, at mennesker holder deres børn ude af skolen, hvilket er et helt reelt problem rigtig mange steder, så nytter det ikke noget, at skolerne står der. Det er så bare heller ikke det samme, som at vi skal stoppe med at støtte skolerne og stoppe med at hjælpe dem. Grundskoleuddannelse er det allervigtigste. Der også andre former for uddannelse, der er vigtige, men det er det allervigtigste, viser al forskning, og det har dansk støtte også altid afspejlet.

Der er ca. 244 millioner børn rundtomkring i verden, som ikke har adgang til en grundskoleuddannelse. Vi har i 2023 sat 440 mio. kr. af, hvilket gør os til en absolut topbidragsyder til den indsats. Derudover har vi andre forskellige uddannelsesstøtteprogrammer rundtomkring i verden. Så det er bestemt en prioritet.

Spørgeren for sin anden korte bemærkning. Værsgo.

Tak. Det er jo også for mig at se vigtigt både at få dem samlet, men også få dem skilt ad i den måde, vi går til det på. Jeg vil tillade mig også at sige, at vi jo heller ikke er imod støtte til Ukraine, men jeg kunne godt tænke mig lige at bore lidt i de tal, som jeg også kom med. For hvis vi siger, at der på den ene side forventeligt er 190 mio. kr., der skal bruges til 14.000 flygtninge med indkvartering af 6.000 flygtninge, hvordan kan det så være, at vi afsætter 2,9 mia. kr.? Altså, hvad skal de resterende 2,71 mia. kr. så bruges til? Hvordan går vi videre med det? Der er et eller andet i det regnskab, jeg ikke kan se.

Ministeren.

Altså, de penge, der bliver sat af, bliver jo sat af på baggrund af analyser og bedste bud. Ifald at pengene ikke bliver brugt, bliver de tilbageført til 6.3-rammen, og så skal de bruges til udviklingspolitik.

Tak til ministeren. Der er ikke flere korte bemærkninger.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen afsluttet.