Det næste punkt på dagsordenen er:

8) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 65:

Forslag til folketingsbeslutning om indkaldelse til forhandlinger om obligatorisk stillingtagen til, om man vil være organdonor.

Af Mette Abildgaard (KF), Liselott Blixt (DF) og Kirsten Normann Andersen (SF).

(Fremsættelse 11.01.2022).

Forhandlingen er åbnet, og det er sundhedsministeren. Værsgo.

Tak for det, og først og fremmest tak for at sætte fokus på et vigtigt område, nemlig organdonation. Det er vigtigt, for der er fortsat et behov for at styrke organdonation, så vi sikrer tilstrækkelig mange donorer, der kan muliggøre livsvigtige transplantationer, for vi ved, at organdonorer redder menneskeliv. Derfor er det så afgørende vigtigt, at vi på den mest hensigtsmæssige måde får flere danskere til at tage stilling til, om de vil være organdonorer. Det kommer jeg tilbage til, men først lige lidt om situationen i Danmark.

Vi har i Danmark det, der hedder informeret samtykke til organdonation, og det betyder i praksis overordnet, at organer kan udtages til transplantation fra en afdød person, når donor eller pårørende har givet samtykke hertil. Vi har også en undersøgelse fra Sundhedsstyrelsen fra 2021, hvor de foretog sådan en holdningsundersøgelse af danskernes holdning til de forskellige spørgsmål. Jeg vil lige prøve at dykke ned i nogle af de tal, for det er meget interessant.

84 pct. af danskerne over 15 år har en positiv eller meget positiv holdning til organdonation, og det er kun under 2 pct., der siger, at de har en negativ holdning. Det er jo sådan i dag, at alle danskere over 15 år kan tage stilling til organdonation og give den til kende på i hvert fald tre måder: Man kan registrere sin holdning i Organdonorregistret – det anbefaler jeg man gør – man kan også udfylde det røde donorkort, og så kan man informere sine pårørende mundtligt. Undersøgelsen viser, at cirka to ud af tre danskere, nemlig 64 pct., har tilkendegivet deres holdning til organdonation på en af de her tre måder, men det er altså kun cirka hver fjerde dansker – præcis 26 pct. – som har registreret deres stillingtagen i Organdonorregistret. Så vi har altså en forholdsvis stor andel, der har taget stilling til organdonation, men som ikke har registreret deres holdning, så der er virkelig plads til forbedring.

Vi ser så også, at vi har en tredjedel af danskerne, der i hvert fald i 2021 endnu ikke havde tilkendegivet deres holdning til organdonation, altså 36 pct., og lad os så se på dem. Halvdelen af dem, 51,1 pct., har ikke taget stilling, og de ved altså ikke, om de vil være organdonor, og ifølge Dansk Center for Organdonation viser undersøgelser, at tvivl faktisk er den største årsag til, at man mangler at tage stilling. Vi ved jo, at sådan en tvivl i høj grad handler om følelser, og at der kan være mange aspekter i spil. Jeg læser nogle af dem op: Det kan være kropslig integritet, eksistentielle overvejelser, afgivelse af kontrol eller lignende. Og for nogles vedkommende må man også sige, at tvivlen kan bunde i mistillid eller decideret misforståelse. Det skal vi have gjort op med. Det er ikke sikkert, at gruppen af tvivlere, som altså er forholdsvis stor, vil blive motiveret af at blive pålagt at skulle tage stilling, for det besvarer ikke nødvendigvis de følelsesmæssige og eksistentielle overvejelser, som præger den her gruppe.

Den næststørste årsag til, at en tredjedel af danskerne ikke har taget stilling til organdonation, er ifølge Dansk Center for Organdonation, at man ikke lige havde fået det gjort. Om den gruppe, der ikke lige havde fået det gjort, må man sige, at det klart er muligt, at den gruppe vil reagere positivt på en opfordring, som der står her i forslaget, til at tage stilling.

Så selv om de fleste danskere har taget stilling til organdonation, er det altså ikke alle, der finder det let. Så det store spørgsmål, vi må stille os selv, og som vi stiller i dag, er: Hvordan får vi gruppen af tvivlere til at tage stilling? Det er sådan set kernen i dagens beslutningsforslag, nemlig obligatorisk stillingtagen eller ej. Spørgsmålet er, hvordan gruppen, som finder det vanskeligt at tage stilling, vil reagere, hvis de i mødet med det offentlige pålægges at tage stilling, og ifølge Dansk Center for Organdonation er det ikke undersøgt i en dansk kontekst, hvordan danskerne vil reagere på at blive bedt at tage obligatorisk stilling til organdonation og registrere deres beslutning i Organdonorregistret.

Der kan være risiko for, at flere vil føle sig presset til at tage stilling, tage en hastig og måske uovervejet beslutning, tage stilling uden at snakke med sine nærmeste om overvejelser og holdninger og sige nej til organdonation, fordi det så kan opleves som det sikre valg. Hvis danskerne skal tage stilling til organdonation i en kontekst, hvor det ikke giver mening for dem, kan der være risiko for, at flere vælger det her nej til organdonation, og det skal vi være særlig opmærksomme på. For hvis man så vælger et nej, er det jo derefter udelukket, at hospitalspersonalet kan bringe spørgsmålet om organdonation op over for de pårørende til en afdød person, som ikke har taget stilling. Så jeg kan fuldt ud tilslutte mig forslagsstillernes ønske om at få flere til at tage stilling til organdonation, men pointen her er altså, at vi virkelig skal gøre det klogt, og at vi skal være varsomme i måden, vi gør det på. Det ville simpelt hen være stærkt uheldigt, hvis den store, store tvivlergruppe ender med at sige nej i en forhastet, måske uovervejet og måske uinformeret beslutning.

Vi har jo gennemført en række initiativer for at styrke organdonationsområdet. For et par år siden lancerede vi – ja, det var vel sidste år – det digitale sundhedskort som app, hvor man opfordres til at registrere sig som donor direkte, og det havde en kæmpestor succes. Vi fik på en måned næsten 52.000 nye registreringer i organdonorregisteret – bare på den første måned. Og hvad svarer det til? Det er sådan set det, vi plejer at få på et helt år, så det havde virkelig en stor effekt. Men det var altså en opfordring og ikke noget, der var obligatorisk, og muligheden for at registrere sin holdning via det digitale sundhedskort, og det er altså det, der hedder en pop op-besked, der kommer, første gang man logger ind, viser altså, synes jeg, at der er nogle gode resultater, man kan bygge videre på, når det handler om at opfordre danskerne til at tage stilling, uden at det behøver at blive obligatorisk.

Så har vi jo også under corona set, at der er mange effektive måder, også nogle nye måder, som det offentlige kan oplyse befolkningen på, og det er erfaringer, som man jo godt ville kunne overføre til organdonationsområdet. Hvis jeg skal nævne nogle andre gennemførte initiativer, kan jeg sige, at i 2019 blev det muligt for de 15-17-årige at tilmelde sig Donorregistret, og i samme år blev det muligt at donere organer anonymt. Så blev der også i 2019 indgået en aftale mellem den daværende regering og flere partier om at genoptage organdonation efter cirkulatorisk død, dcd – det er det, der også er kendt som hjertedød – og Sundhedsstyrelsen har nedsat en arbejdsgruppe, der er ved at udarbejde faglige anbefalinger til, hvordan organdonation fra hjertedøde kan genoptages. Det er jo logisk, at det forventes at styrke transplantationsområdet og føre til flere donorer, fordi dødskriteriet for, hvornår man kan udtage organer til transplantation, jo på den måde udvides.

For at vende tilbage her til slut til kernen i beslutningsforslaget vil jeg sige, at det er regeringens holdning, at der på nuværende tidspunkt mangler viden om konsekvenserne ved obligatorisk stillingtagen, og om det vil medføre flere organdonorer eller måske det modsatte. Regeringen kan derfor ikke bakke op om beslutningsforslaget, som det ligger her, men jeg vil sige, at jeg vil invitere partierne i det, der hedder etisk kreds, til at fortsætte drøftelserne om, hvordan vi styrker indsatsen på organdonationsområdet, for at være med til at sikre, at vi træffer den rette beslutning, når det kommer til at få flere til at tage stilling til organdonation. Tak.

Tak til ministeren. Der er et par korte bemærkninger, først fra fru Karina Adsbøl, uden for grupperne.

Tak for det. Den her debat omkring organdonation har jo varet i lang tid, og der er også et borgerforslag på vej vedrørende organdonation. Men jeg har bare lige et spørgsmål. Ministeren kan ikke støtte op omkring det her beslutningsforslag, men hvad er regeringens egen løsning så? Altså, nu hører jeg, at ministeren vil invitere til et møde, og det er jo godt; det ser vi i den etiske kreds i hvert fald frem til at blive inviteret til. Men hvis ministeren kunne bestemme, hvordan ser ministeren så på det fremadrettet i forhold til at sikre, at flere simpelt hen tager et aktivt valg omkring organdonation? Og så kan ministeren måske også oplyse om, hvornår ministeren påtænker at indkalde ordførerne – om det bliver i indeværende samling? Tak.

Tak. Ministeren.

Jeg mener, at det her skal vi gøre med alt det input, vi kan få fra dem, der arbejder med det. Og vi har jo sundhedsprofessionelle, vi har jo læger, som arbejder med præcis det her, og som kæmper en kamp for at få – og faktisk også har succes med det – organdonationen til at fungere, også i forhold til de mennesker, som ikke har taget stilling endnu, men hvor man ved en god samtale med de pårørende lykkes med det. Og det må vi så høre om – de samtaler er der jo ikke nogen af os politikere der er en del af. Det er enormt vigtigt, at de samtaler foregår med den allerhøjeste tillid og tryghed. Så lad os lytte til dem – det ville jeg synes ville være helt oplagt – og se på, hvordan vi kan styrke deres arbejde og på den måde styrke muligheden for at få flere til at tage stilling og få gavn af de organer, som jo er forskellen på liv og død for dem, der mangler dem.

Og ja til, at det bliver i den her samling, at den etiske kreds bliver inviteret.

Fru Karina Adsbøl.

Okay, det er jo dejligt, at ministeren vil indgå i en dialog omkring det her. Men ministeren siger også, at man gerne vil høre på andre, og der er jo altså bl.a. en far, der har stillet et borgerforslag, hvis datter desværre ikke nåede at få et organ og afgik ved døden. Derfor er der jo et stort fokus på det her. Så hvordan vil ministeren sikre, at det her bliver optimeret – altså i videst muligt omfang sikre, at der er organer til donation, så man ikke risikerer at dø, når man står på venteliste?

Ministeren.

Jamen jeg synes faktisk, at det i de senere år har vist sig, at der er en lang række ting, vi kan gøre, som man ikke rigtig har været opmærksom på. Senest besluttede vi, da vi lavede det digitale sundhedskort, altså som en app, at der kom sådan et pop op-vindue, og det var altså tusindvis af mennesker, der sagde: Det er oplagt, at jeg lige får svaret på det, når jeg i forvejen er i gang med at opdatere mit sundhedskort på telefonen.

Så der er mange muligheder for at gøre det bedre, end vi gør i dag. Og hver eneste gang vi gør det – får flere til at vælge – redder vi potentielt også liv. Så lad os gøre det, men lad os gøre det på en måde, hvor vi sikrer, at vi ikke risikerer at gøre noget, som er kontraproduktivt.

Tak for det. Så er det fru Mette Abildgaard

Tak til ministeren for at prioritere tiden til at være her i dag i forhold til at drøfte den her vigtige sag. Der er meget, vi ikke ved på det her område, og ministeren bliver måske en lille smule rejsende i spekulationer. Og det siger jeg ikke for sådan at være uhøflig, men det er mere for at sige, at vi jo kan vælge at håndtere den uvidenhed, vi har, på flere forskellige måder.

Der er det her med at tolke det, som om man så vil sige nej, hvis man bliver konfronteret i forhold til at tage stilling. Når vi nu kigger på tallene for, hvor mange danskere der rent faktisk er positivt stemt over for organdonation, så er der meget i de tal, der taler for, at man ville sige ja, altså at man rent faktisk ville forholde sig positivt.

Jeg vil godt høre ministeren om noget. Patientforeningen Organdonation – ja tak! har taget meget positivt imod det her beslutningsforslag. De kalder det en game changer og siger, at det er noget i retning af det her, der skal til. De ville gerne mere end det – det skal jeg være ærlig og sige – men de kalder det et godt skridt på vejen. Er ministeren ikke villig til at lytte til den efterspørgsel, der er? Så jeg mangler også at få at vide, hvad alternativet er til det her.

Ministeren.

Det er jeg meget villig til, og det er rigtigt, at der er nogle, der vil gå endnu videre end det her. Men alt, vi kan gøre for at få flere til at registrere sig, synes jeg vi skal gøre. Jeg appellerer jo selv til, at man skal sige ja til organdonation, men det er ens eget personlige valg. Men der er, vil jeg sige, nogle problemstillinger her, og jeg vil virkelig appellere til dialog. Det er ikke, fordi jeg skal rejse rundt med spekulationer. Men så lad os høre dem, der er i dialogen. Det er jo simpelt hen mennesker, der arbejder primært på de store hospitaler i Danmark. De er i dialog og sørger for, at det fungerer med pårørende. Hvad betyder det, hvis der har været et kryds ud for »Ja«? Men hvad betyder det også, hvis der har været et kryds ud for »Det har jeg ikke taget stilling til endnu«? Hvad vil det så betyde? For det vil også være en mulighed med det her forslag. Der har vi brug for input til at kunne sige, om det vil gøre deres samtale nemmere, eller om det faktisk vil gøre den sværere. Sådan nogle ting skal vi vide, synes jeg, før vi beslutter, om det er den her vej, vi skal gå.

Fru Mette Abildgaard.

Ministerens hovedargument imod beslutningsforslaget er, at det kan presse nogle ud i at sige »Nej tak«, når de bliver bedt om at tage stilling. Men så er det, som om ministeren måske lidt glemmer, at det faktisk står i det her beslutningsforslag, at der stadig væk skal være mulighed for at svare »Ved ikke«. Så de, der netop er i tvivl, og som ikke vil presses ud i at tage et valg, som de ikke er klar til, kan vælge »Ved ikke«-kategorien. Så det her vil netop indfange den der ene tredjedel, som ikke lige har fået det gjort. Ministeren påpegede selv, at de eksisterer. Så hvordan kan det være rigtigt, at man vil blive presset til et »Nej«, når man egentlig bare kan vælge at sige »Ved ikke«?

Ministeren.

Det er netop her, vi har brug for at drøfte det med dem, der står for de her samtaler. For der vil så komme en ny situation, og den vil jo være helt reel, nemlig at der er pårørende – det er jo typisk noget, der kommer pludseligt, når det er organdonation, det handler om – som tænker, om vedkommende har skrevet det. Nej, vedkommende har svaret »Ved ikke«, og hvad betyder det så for de pårørendes lyst til at sige ja? Det kan vi ikke vide, men vi er jo nødt til at høre på dem, der står for samtalen. Det er præcis den situation, jeg synes vi skal være sikre på vi har tænkt ordentlig igennem.

Så er det fru Kirsten Normann Andersen.

Tak for det. Også tak for besvarelsen. Jeg er sådan set enig i, at det her ikke er nogen let sag, og det vidner de mange gange, hvor vi har drøftet det her i Folketingssalen, jo også om, men hvis begrundelsen for at sige, at vi ikke vil bruge den løsning, er, at der er en risiko for, at der er nogen, der for en sikkerheds skyld vil sige nej, bliver vi også nødt til at se på, at det også er en udfordring, at der er nogen, der ikke får gjort noget, fordi de bare har udsat beslutningen, og der er simpelt hen for mange, der ikke har taget stilling, selv om der er mange i befolkningen, som siger, at de sådan set er positive.

Så der er et potentiale for at gøre noget mere, hvilket også vil kunne hjælpe nogle af de patienter, som får brug for behandling på et tidspunkt. Så giver det ikke mening, at vi i det mindste prøver, og jeg ved godt, det er svært, men prøver at se, om vi kan lave en metode, der gør, at folk rent faktisk får taget stilling, uanset at der så også vil være nogen, der kommer til at sige nej, men i det mindste tager stilling?

Ministeren.

Jo, det synes jeg det gør. Det er alt, hvad der kan gøres. Det er så hjerteskærende og på alle måder virkelig store, store tragedier, når vi har nogle mennesker, og det sker jo desværre, der venter på at få organer, og som ikke får dem, og så kan vi se, at vi godt kunne have brugt nogle organer, men fordi man ikke lige har svaret, får vi ikke fat i det. Vi skal være bedre også til at optimere, at vi får fundet de patienter, hvor det kan give mening, men mens vi står og taler her, er der jo mennesker, som er på den venteliste, og det handler om liv og død for dem. Så det er alt, hvad der kan gøres.

Jeg vil også sige, at nu får vi et møde i den etiske kreds, men min idé er sådan netop også at invitere, hvis ordføreren er interesseret i det, dem, der står derude på sygehusene og taler med pårørende for at spørge dem: Hvad har I brug for? Hvad gør jeres arbejde nemmere og bedre og gør de pårørendes beslutning nemmere? og selvfølgelig også: Hvad kan vi gøre for at kommunikere bedre og appellere til at tage stilling?

Fru Kirsten Normann Andersen.

Jeg synes faktisk også, at det her i høj grad handler om pårørende, for hvis man ikke har fået taget stilling, hvad en meget, meget stor del af borgerne desværre stadig væk ikke har gjort, betyder det jo også, at man som pårørende kommer til at træffe en beslutning, man kan blive nødt til at sige enten ja eller nej, uden at vide, hvad den pågældende borger rent faktisk ønskede. Og det synes jeg må være en af de mest forfærdelige situationer at stå i, hvis man er pårørende i den sammenhæng, og argumentet for at tænke i formodet samtykke, som det her forslag jo netop ikke handler om, er netop, at der er et potentiale, for 80 pct. af danskerne synes faktisk, at det her er en god idé. Det her er jo en mellemvej, hvor vi sikrer, at folk faktisk har taget stilling.

Ministeren.

Så er det sådan, at vi jo ikke ville vide, hvordan tallene ville være, hvis vi havde formodet samtykke. Det kan jo godt være, at det ville være anderledes. Så at det baserer sig på frivillighed og på oplysning, er i hvert fald tit fundamentet for, at der er en stor opbakning til tiltagene. Og så er sagen jo bare den her, at hvis man så har sat kryds i boksen, der hedder »ved ikke«, har man taget aktiv stilling til, at man ikke ved det. Og hvad betyder det så for de pårørende, der står i den situation og er i dialog med sundhedspersonerne, at den nylig afdøde har sagt: Det ved jeg faktisk ikke? Er det så noget, de tager ansvaret for eller ej? Og det er præcis det dilemma, jeg synes vi skal helt frem på bordet, når vi tager beslutningen.

Tak. Så er det hr. Stinus Lindgreen.

Tak for det, tak for besvarelsen. Det her er ikke et nemt spørgsmål, og jeg er enig i mange af de betragtninger, ministeren kommer med; det er kompliceret. Men er det nemmere, tror ministeren, for de pårørende at stå i en situation, hvor den afdøde ikke har taget stilling, eller hvor den afdøde har taget stilling og har sagt ved ikke, som ministeren var inde på? Ministeren problematiserer også, at der vil være nogle, der siger nej som en form for for en sikkerheds skyld, men er det ikke også bedre, end at man så skal tage stilling på vegne af nogen, som ligger der, og når man ikke ved, hvad de tænker? Jeg har svært ved at se problemet i, at man tager stilling, hvad enten man siger ja, nej eller ved ikke, for det er jo alle sammen legitime svar, og det er jo ikke det, at man tager stilling, der er problemet. Jeg kan ikke se, at det sætter de pårørende i en sværere situation. Det må ministeren gerne uddybe lidt.

Ministeren.

Det vil nok ikke være sådan i alle tilfælde, for alle tilfældene er forskellige. Vi ved bare i dag, at der faktisk er meget, meget stor succes med, at de sundhedsprofessionelle, der arbejder med det her, og som virkelig kan deres stof, rækker ud til de pårørende og siger: Der er ikke noget svar, så vi er nødt til at spørge jer, om vi må bruge de her organer til at redde liv. Og der er nogle meget, meget gode resultater i de samtaler. Det, vi bare skal være sikre på her, er, hvad det vil betyde for de samtaler, hvis man siger, at han eller hun er blevet spurgt, men svarede ved ikke. Vil det så betyde, at så ved man i hvert fald, at den nu afdøde ikke var tilhænger hundrede procent, men heller ikke modstander hundrede procent, og er det så nemmere eller sværere at få den tryghed og den opbakning fra de pårørendes side, som der er behov for for at få de her organer? Det er jo præcis det, som er dilemmaet, og det er derfor, jeg synes, vi må høre dem, der taler med dem, og som står for de samtaler, som er vanskelige, og gudskelov er det folk, som er uddannet til det, som gør det på sygehusene.

Hr. Stinus Lindgreen.

Det er kompliceret. Det tror jeg vi alle sammen kan være enige om, for det er svære spørgsmål, vi har med at gøre her. Nu blev det også nævnt fra et par andre ordføreres side, at der jo er et borgerforslag på vej. Jeg kan ikke huske, hvornår det skal behandles i salen, men det kommer i hvert fald inden for en overskuelig fremtid, og det går videre end det, der bliver lagt frem her i dag. Jeg tror, der skal flere ting til, før vi løser det problem, vi står over for, og jeg siger ikke, at det her er svaret, men jeg tror, det er en del af svaret. Men kunne det være interessant – nu er der også sket en stor udskiftning i Det Etiske Råd – for ministeren at bede Det Etiske Råd om at tage stilling til det her igen og høre, hvad de tænker, både om det her, der ligger på bordet i dag, og det, der kommer her om nogle uger?

Ministeren.

Det kunne det være, altså at få kvalificeret vores debat. Det er sådan med Det Etiske Råd, at det jo ikke er en automat, man kan trække et svar i, for de er faktisk næsten altid internt uenige, men de er med til at kvalificere debatten og kommer med forskellige perspektiver, og jo mere oplysning, jo flere perspektiver, jo bedre er det. Men vi kommer nok ikke uden om, at det nok også er os lovgivere, der må tage ansvaret for lovgivningen.

Så synes jeg, at vi skal høre på det veluddannede personale, der står for de her samtaler, altså hvordan vi kan gøre deres arbejde bedre og til mere gavn, selvfølgelig for de pårørende og for dem, der står og mangler organer.

Tak. Så er det hr. Martin Geertsen.

Tak til ministeren for både tale og besvarelser. Jeg skal bare spørge ministeren helt kort: Tror ministeren, at der kommer flere eller færre organdonorer, hvis man rent faktisk spørger folk, om de har lyst til at være organdonorer?

Ministeren.

Ja, der kan man jo desværre frygte, at der kunne komme færre, al den stund at der er gode resultater i dag med de sundhedsprofessionelle på hospitalerne, der tager snakken med de pårørende, hvis det ikke fremgår klart, altså hvor den afdøde ikke har meldt sig ind og heller ikke har sagt nej. Det vil sige, at man så skal drøfte den her situation med de pårørende, og der er meget, meget gode resultater der. Og det, man kan frygte, hvis en afdød har sat kryds ved »ved ikke«, er, hvad det kan give af diskussion, hvilke tanker det så kan sætte i gang. Vi er nødt til at være sikre på, hvis vi skal lykkes med det her, at de der meget saglige, men jo også vanskelige diskussioner, man har med pårørende i sådan en situation, gøres bedre, mere trygt og på et bedre grundlag.

Hr. Martin Geertsen.

Jeg tror, man må sige, at det vel har formodningen for sig, at hvis man spørger den der meget, meget store del af danskerne, der ikke har taget stilling til det her spørgsmål, så er der jo nok en pulje af dem, der vil svare ja til, at man gerne må bruge deres organer, og at man så dermed i virkeligheden øger antallet af organer, der kan bruges i det danske sundhedsvæsen.

Men det, jeg vil spørge ministeren om, er: Betyder det her, at jo mindre vi snakker om det, jo flere organer vil der være? Og det er ikke for at være polemisk, men det er jo det, ministeren siger, altså at jo mindre vi gør, jo bedre er det.

Ministeren.

Det er dog ærgerligt at komme med sådan en kommentar ved sådan en debat her. Der er ingen her, der har sagt noget om at gøre mindre. Jeg synes, alle ordførere er med til, at vi har en kvalificeret debat, og der kender jeg ordføreren godt nok til, at det slet ikke der, vi er. Alle er interesseret i, hvad vi kan gøre. Og lad os gøre det for at få hjulpet de mennesker, som står og mangler organer.

Det, jeg også prøver at adressere, er, at det her ikke er undersøgt. Hvis man vil gøre det på dansk grund, har vi ikke nogen undersøgelser, målinger eller andet. Det vil sige, at det virkelig skal gøres klogt og rigtigt, så jeg appellerer til, at vi lytter til dem, der står for de sundhedsfaglige samtaler med de pårørende, før vi træffer en beslutning.

Tak. Så er det hr. Jens Henrik Thulesen Dahl.

Tak. Jeg troede, vi kunne være enige om, at det måtte være vigtigt at få rigtig, rigtig mange til at tage stilling, så mange som muligt, og det er jo noget af det, det her handler om. Og når jeg hører ministeren sige, at det er betænkeligt, hvis folk svarer »ved ikke«, vil jeg sige, at jeg da tænker, at der ligger et meget, meget klart signal i det om, at man ikke ønsker at tage stilling, men ønsker at overlade det til de pårørende, så de kan tage stilling på ens vegne, fordi man netop siger »ved ikke«. Så hvordan skulle det kunne føre til, at der kom færre organer? Det kan jeg simpelt hen ikke forstå.

Ministeren.

Hvis det er tilfældet og det er meldingen, så lad os drøfte det med dem, der står for de her samtaler. Det er nogle specialister, vi har, som er enormt dygtige og får meget, meget gode resultater i det nuværende setup med samtaler. Og jeg må sige, at jeg i hvert fald, før jeg tager stilling – det kan være op til alle – vil være helt sikker på, at de samtaler ikke får et sværere udgangspunkt eller får sværere ved at nå et resultat. Resultatet skal jo være, at man har tryghed, og at man kan træffe et valg, og så også, at vi ikke får færre organer ud af det til dem, som virkelig har brug for dem. Og der har vi i den nuværende situation, som vi kender, gode resultater, og vi skal bare være helt sikre på, før vi ændrer det – det vil jeg i hvert fald være – at dem, der skal stå for samtalerne, ved, hvad det så betyder, og fortæller os om det, før vi træffer beslutningen. Det er det, jeg appellerer til.

Hr. Jens Henrik Thulesen Dahl.

Så det, jeg hører ministeren sige, er, at det sådan set ikke er vigtigt at kende den enkeltes holdning til det her, men at det er vigtigere at finde en metode, som gør, at vi efterfølgende får flest mulige organer. Det er vigtigere end at tage hensyn til den enkeltes holdning.

Ministeren.

Jeg beklager lidt. Jeg er lidt ærgerlig over de her replikker, I kommer med en gang imellem. Altså, jeg kender jer som nogle, der lytter ekstremt godt efter og er ekstremt saglige, og der er da intet af det, jeg har sagt, der på nogen måde skulle indikere, at jeg syntes, at det var ligegyldigt. Alt, hvad jeg har talt om, og alt, hvad vi arbejder med, vedrører da at få flere til at tage stilling. Det lå i hele min tale, men også i det, jeg har gjort som sundhedsminister, da vi introducerede det nye sundhedskort på app og netop gjorde en ekstraordinær indsats for det, hvilket også havde en succes. Så det der kan jeg afvise.

Der er ikke flere korte bemærkninger. Tak til sundhedsministeren. Så går vi i gang med ordførerne, og den første ordfører er fra Socialdemokratiet, hr. Rasmus Horn Langhoff. Værsgo.

Tak for det, og tak til forslagsstillerne for at holde fokus på en meget vigtig diskussion. Så lang tid jeg kan huske, har vi diskuteret manglen på organer, og der er også blevet gennemført utallige oplysningskampagner og anbefalinger om at tage stilling. Alligevel er der stadig væk i dag mangel på organer, og ved udgangen af 2021 stod, som ministeren også nævnte, 389 patienter på venteliste til et organ. Desværre viser erfaringerne også, at det ikke er alle, der når at få transplanteret et organ i tide. Jeg er derfor enig med forslagsstillerne i, at vi kan redde menneskeliv, hvis flere danskere tager stilling til organdonation.

Der er også de seneste år gennemført en række tiltag, som har til formål at få flere til at tage stilling til organdonation og dermed få flere organdonorer. Med det nye digitale sundhedskort er det blevet meget enkelt at registrere sit ønske. De 15-17-årige har fået mulighed for at tilmelde sig Organdonorregistret. Sundhedsstyrelsen har opdateret oplysningsmaterialet og gennemført en modernisering af Organdonorregistret, og der er lavet en bred politisk aftale om at genoptage organdonation fra hjertedøde.

Alt det betyder jo, at der er flere, der tager stilling i de kommende år, så vi får flere organer til at redde liv, men vi må også erkende, at det ikke er sikkert, at det får os helt i mål. Jeg kan selv være bekymret for, om det får os hele vejen i mål, så vi får alle de organer, der er behov for, når der ved udgangen af sidste år stod de her 389 danskere på venteliste, og når vi desværre også oplever, at der er danskere, der dør, mens de står på en venteliste til et organ. Når det stadig væk sker, er vi jo ikke kommet i mål endnu.

Det er et vigtigt emne, og jeg kan derfor også kun bakke op om, at regeringen indkalder til drøftelser i etisk kreds om, hvordan indsatsen på organdonationsområdet kan styrkes bedst muligt, både ved at vi ser på de initiativer, der allerede er blevet gennemført, og ved at vi kigger på, om der er andre værktøjer, der kan bringes i spil, eksempelvis det her forslag, som forslagsstillerne kommer med her. Det håber jeg kan danne grundlag for, at der kan laves en fælles politisk beretning om det, når vi er færdige med at behandle det.

Tak for det. Der er en kort bemærkning fra fru Mette Abildgaard.

Tak til ordføreren for talen. Jeg havde gjort mig lidt forhåbninger om, at man måske fra Socialdemokratiets side var villig til at gå lidt længere på baggrund af de citater, ordføreren gav til Kristeligt Dagblad, da vi den 9. oktober præsenterede det her forslag i Det Konservative Folkeparti, altså på den internationale organdonationsdag.

Jeg kunne bare godt tænke mig at spørge, når man nu fra Socialdemokratiets side ikke i højere grad omfavner det her forslag, end man gør, hvad der så er af alternativer, og jeg er helt med på alle de gode ting, man har gjort, og det vil jeg ikke tage fra nogen. For det helt oplagte alternativ til det her er jo den der model, hvor man er automatisk tilmeldt, og det skal vi også snart drøfte hernede. Har Socialdemokratiet rykket sig på den dagsorden? Har det en betydning for, hvordan man stiller sig til det her forslag? Altså, de to ting hænger jo lidt sammen.

Så jeg er lidt nysgerrig på, hvordan Socialdemokratiet ser på den ordning, og om man står det samme sted, som man har gjort hidtil, i forhold til at afvise den model.

Ordføreren.

Jeg vil gerne omfavne forslaget mere. Det har jeg også gjort uden om den her behandling, og det vil jeg også gerne gøre til citat her i salen. Jeg synes, det er et godt forslag, og jeg synes, det er et spændende forslag, og jeg tror også, det ligner meget det, jeg selv har været ude at lufte i pressen som en smart måde, man kunne gøre det her på. Jeg synes også, det er et forslag, der fortjener at få en vending, at få nogle andre perspektiver på og se, om det kan gøres bedre, og se, om der er nogle blinde vinkler, som vi ikke lige er opmærksomme på.

Så forslagsstillerne og andre, der interesserer sig for det her, må endelig ikke se det sådan, at forslaget her bliver hældt ned ad brættet, fordi vi gerne vil have nogle flere øjne på det, se, om det kan gøres bedre, om der er andre modeller, der kan det samme, og om der er nogle ting, som vi ikke lige er opmærksomme på nu her, og som vi selvfølgelig skal have med. Så jeg tager meget, meget konstruktivt imod forslaget her, også fremadrettet.

Fru Mette Abildgaard.

Jeg tror stadig væk, jeg mangler svar på det spørgsmål, der drejede sig om en model med formodet samtykke, altså om man i Socialdemokratiet fortsat afviser den model.

Så kunne jeg godt tænke mig at høre, om det, hvis man ligesom ikke kan købe hele pakken, som ligger i beslutningsforslaget her, så ikke var oplagt at starte ud med det, når de unge mennesker eksempelvis tager kørekort. Det er et helt oplagt sted at sige, at I skal have et førstehjælpskursus, og at I skal tage stilling i samme ombæring, hvor »ved ikke« stadig ville være en mulighed.

Ordføreren.

Jo, hvis man laver den her model, var det jo et oplagt tidspunkt at gøre det. For der vil man jo ikke ramme alle, men man vil ramme mange, i hvert fald indtil vi en eller anden dag får førerløse biler, og vi så må løse det på en anden måde. Men jo, det kunne være en oplagt måde, hvis det ligesom er det spor, vi går ned ad. Jeg synes, der er rigtig mange spændende ting, og det er ikke en afvisning af den model. Det er – hvad kan man sige – heller ikke en håndsrækning til, at vi nu laver en aftale omkring det her, men det er en nysgerrighed, en imødekommenhed, men også et ønske om at få nogle flere øjne på.

Tak for det. Der er ikke flere korte bemærkninger. Tak til den socialdemokratiske ordfører. Så er det ordføreren for Venstre, hr. Martin Geertsen. Værsgo.

Tak for det. Og tak til forslagsstillerne for dette forslag om organdonation. Vi synes i Venstre i sagens natur og i lighed med andre partier, at debatten om organdonation er overordentlig vigtig, men det er også en svær debat, fordi det jo handler om liv og død. Det er en svær debat her i Folketingssalen, hvilket de sidste par runder her jo også har illustreret. Men fremfor alt tror jeg, at det er en svær debat ude i de danske hjem, hvis man da overhovedet får taget debatten. Derfor synes vi sådan set, at det her forslag er godt og rigtigt, fordi det vil få den konsekvens, at flere får debatteret og også taget stilling til spørgsmålet om organdonation.

Det her forslag lægger jo i første instans op til, at regeringen skal indkalde Folketingets partier til forhandlinger med henblik på at lave en politisk aftale, der gør det obligatorisk at tage stilling til, om man vil være organdonor. Og sådan nogle forhandlinger vil vi da meget gerne være med til, og det kan jeg forstå ministeren også allerede har lovet. Så vi kommer i hvert fald alene af den grund til at støtte forslaget fra denne kreds af partier.

Vi kan jo se, at langt de fleste danskere er positive over for at donere deres organer, men kun en fjerdedel har registreret deres stillingtagen. Og når nu så mange har taget stilling, men under halvdelen af dem, der har taget stilling, har registreret det, så kan der altså gøres mere. Og når man laver meningsmålinger og spørger folk, om de er villige til at donere deres organer, er det helt op til 85 pct., som gerne vil bistå andre mennesker i en svær og livstruende situation. Derfor er det selvfølgelig ikke tilstrækkeligt, at de her mange positive tilkendegivelser ikke omsættes i flere organdonorer.

Vi kan se, at der i 2020 døde 18 danskere, mens de ventede på organdonation, og derfor er der efter min opfattelse også et begrundet håb om, at hvis man så at sige bliver tilskyndet yderligere til at tage stilling til organdonation, når man interagerer med det offentlige, så vil flere melde sig som donorer og flere liv står til at redde.

Vi tror, at kravet om stillingtagen til spørgsmålet om organdonation, når man møder det offentlige og skal have nyt sundhedskort eller pas eller kørekort, eller hvad man nu kan forestille sig, skal kombineres med løbende informationskampagner, så man som dansker ikke bare sådan fra den ene dag til den anden uden yderligere forberedelse bliver mødt med et helt nyt initiativ uden at være forberedt.

Så alt i alt kommer vi til at støtte det her beslutningsforslag. Og så vil jeg bare afslutningsvis bemærke, at det jo er et forslag, som i høj grad minder om B 100 fra 2008, som blev vedtaget, men desværre den dag i dag ikke er implementeret. Så mon ikke det er ved at være på tide at få det gjort. Og jeg håber ikke, at der så går, hvad bliver det, 14 år, inden vi ligesom i tilstrækkelig grad har fået øjne på den her sag, så vi får gjort noget. Under alle omstændigheder stemmer vi for.

Tak. Der er en kort bemærkning. Fru Mette Abildgaard.

Jeg vil bare helt kort kvittere og sige tusind tak til ordføreren for velvilligheden over for det her forslag. Det er rigtigt, at det, vi pålægger i beslutningsforslaget her, er, at ministeren indkalder til drøftelser, men det er også drøftelser med henblik på at udarbejde en sådan model, hvor det, jeg måske hører fra ministeren i dag, lidt mere er en invitation til et generelt møde i den etiske kreds. Så jeg synes dog, at det er værd at bemærke, at her pålægger vi, at der bliver arbejdet videre med den her konkrete model. Men mange tak for opbakningen.

Ordføreren.

Selv tak, og vi er både for det ene og for det andet. Var det det?

Ja, jeg tror ikke, der er nogen opfølgende korte bemærkning. Tak til Venstres ordfører. Så er det ordføreren for Socialistisk Folkeparti, fru Kirsten Normann Andersen.

Tak for det. Jeg kan næsten ikke komme i tanker om en mere desperat situation end den, hvor en af vores kære risikerer at miste livet, mens vi venter på en livgivende organdonation. Det er en fortvivlende situation, fordi man ved, at donation af et livsvigtigt organ faktisk kan redde livet. Jeg er sikker på, at det er rigtigt, at mange er positivt indstillede over for at donere egne organer, når livet slutter, men det er også et faktum, at for mange ikke får udfyldt det her donorkort. Derfor forstår jeg også godt ønsket om det såkaldte formodede samtykke, hvor vi som udgangspunkt alle er donorer, medmindre vi melder fra, og sådan et forslag skal vi også behandle her i salen lidt senere – ikke i dag, men lidt senere. Netop den ordning har bare den hage, at det fortsat vil så tvivl om, hvorvidt den enkelte reelt har taget stilling, og det efterlader stadig væk pårørende i tvivl om, hvorvidt en potentiel donor faktisk ønskede at donere sine organer.

Det er ikke første gang, vi drøfter organdonation i Folketinget. Jeg tror faktisk også, vi har drøftet det senere end 2008, da Venstre på det tidspunkt havde magten, sådan som Venstres ordfører lige nævnte det for et øjeblik siden. Jeg tror, vi har drøftet det senere. Men gennem de seneste år har vi også truffet beslutninger, som skal øge antallet af donorer til gavn for de mange patienter, som venter på transplantation, fordi det er en forudsætning for at redde deres liv.

I SF er vi rigtig glade for de tiltag, som vi allerede har vedtaget, men vi deler også mange borgeres frustration over, at der stadig er for mange, som ikke har taget stilling. Derfor er jeg også enig med mine kolleger i Det Konservative Folkeparti og fru Liselott Blixt, som har været med til at fremsætte det her forslag, i, at vi er nødt til at tage endnu en tørn i retning af, at alle skal tage stilling. I SF vil vi ikke tvinge nogen til organdonation, men vi synes ikke, det er for meget forlangt, at alle får taget stilling. Derfor mener vi også, at tiden er til at udvikle en model, hvor alle netop tager stilling. Budskabet om, hvad den enkelte selv ønsker, er vigtigt for de efterladte, og det vil i høj grad lette arbejdet for de læger, som skal afklare, om en afdød også kan være potentiel donor og dermed sikre livet for en anden borger.

Danmark er et af de mest digitaliserede lande i verden, så der er flere muligheder for, at vi som borgere kan blive bedt om at forholde os til spørgsmålet, f.eks. når vi får udstedt et kørekort, eller det kan også være i forbindelse med, at vi opretter NemID eller MitID, som det vist hedder i dag, udstedelse af sygesikringsbevis, pas eller måske noget andet.

Med det her beslutningsforslag vil vi imidlertid anmode regeringen om at indkalde til drøftelser om de konkrete muligheder med henblik på at kunne fremsætte et lovforslag, som skal sikre, at i fremtiden får alle borgere taget stilling til organdonation. Jeg ved godt, at det er en svær sag at lovgive omkring, men det er bare ikke en undskyldning for, at vi ikke får det gjort. Jeg synes, vi skal få det gjort på vores vagt, fordi det har betydning for rigtig mange mennesker, så derfor håber jeg også, at der vil være flertal for, at regeringen får indkaldt os til drøftelser om sådan et lovforslag. Tak for ordet.

Tak for det. Der er ikke nogen korte bemærkninger, så tak til SF's ordfører. Så er det ordføreren for Radikale Venstre, hr. Stinus Lindgreen. Værsgo.

Tak, formand, og mange tak til forslagsstillerne for at tage dette vigtige emne op. Det eneste, der ærgrer mig, er, at I ikke har spurgt, om vi ville være med som medforslagsstillere. For i Radikale Venstre er vi helt enige i forhold til problemstillingen omkring organdonation, altså den uoverensstemmelse, der er, mellem på den ene side manglen på donorer og på den anden side den store velvilje, der er i befolkningen, hvilket ministeren også var inde på i sin tale. Det peger på, at vi bør gøre noget.

I 2020 ventede godt 400 danskere på et organ, og 18 af dem døde, mens de stod på ventelisten. Om de alle sammen ville have været i live i dag, hvis vi havde haft flere donorer, er jo ikke til at vide – der skal jo være en række ting, der matcher – men sandsynligheden øges naturligvis med antallet af donorer. I Danmark er vi i den situation, at langt de fleste af os rigtig gerne vil være organdonorer, men mange af os har af forskellige årsager bare ikke lige fået det registreret. Det er et problem. Derfor bakker vi i Radikale Venstre helhjertet op om at arbejde for at få flere til at tage stilling til spørgsmålet. Lad os endelig mødes til forhandlinger om, hvordan det sikres, at vi får flere organdonorer, så vi kan få en grundig drøftelse af dette svære emne. Det er i den forbindelse vigtigt at understrege, at både ja, nej og ved ikke er helt legitime svar. Det væsentlige er, at man får taget stilling til det.

Når jeg selv er blevet spurgt om emnet, har jeg flere gange nævnt f.eks. muligheden for automatiske påmindelser som et forslag, f.eks. at der, når man logger på sundhed.dk eller lignende, hvis man er fyldt 18 år og ikke er registreret, lige popper et vindue op, hvor der spørges: Har du overvejet det? Vil du, eller vil du ikke, eller skal du tænke lidt længere over det? Det synes jeg er en simpel og nem måde at få folk til at tænke over det her spørgsmål på. Hvis man ikke er i stand til at sige ja eller nej, kan man vente. I forslaget nævnes tidspunktet vedudstedelse af kørekort som en anden mulighed, og det synes jeg også er en god anledning. Så også denne konkrete del kan vi bakke op om i Radikale Venstre.

Men det er ikke et simpelt emne. Det har været tydeligt i de foregående indlæg. Det er naturligvis os, der som lovgivere skal tage ansvar for, hvad vi beslutter. Men både dette forslag og det borgerforslag, som vi snart skal behandle her i salen, fortjener en velkvalificeret debat. Derfor håber jeg, at ministeren vil bede det nysammensatte Etiske Råd om at se på emnet en gang til, så vi også kan høre deres overvejelser, ikke for at få svaret, men netop for at høre deres uenighed og deres argumenter for og imod. Netop i dette spørgsmål er det særlig interessant.

Så endnu en gang tak til forslagsstillerne for et forslag, som vi i Radikale Venstre støtter op om. Tak for ordet.

Tak for det. Der er en kort bemærkning fra fru Mette Abildgaard.

Hvor er det dejligt at høre. Tak for de positive ord fra De Radikale. At det lige er de partier, der står på beslutningsforslaget, er i virkeligheden lidt en tilfældighed. Jeg tror bare, at vi blev begejstrede over, at vi kunne gøre det her tværpolitisk og bredt i Folketinget, og så blev vi glade, da de kriterier ligesom blev opfyldt. Jeg vil bare lige for god ordens skyld høre: Hvis vi ender med at sende det her forslag til afstemning i salen, kan vi så også forvente, at Radikale Venstre stemmer for?

Ordføreren.

Det er altid godt med brede forlig bag noget, der som det her er så stort og så vigtigt. Og ikke et ondt ord om det andet. Vi ville gerne have støttet det, hvis I havde spurgt os, og ja, vi kommer også til at stemme for det i salen.

Der er ikke flere korte bemærkninger. Tak til den radikale ordfører. Så er det ordføreren for Enhedslisten, hr. Peder Hvelplund. Værsgo.

Tak for det, formand. Jeg vil gerne tilslutte mig koret af dem, der roser forslagsstillerne for at tage debatten her i salen, og vil også rose selve det indholdsmæssige i forslaget, for jeg synes faktisk, det rammer helt rigtigt. Det er jo, som tidligere ordførere har været inde på, en særdeles vigtig debat, og det er jo lidt paradoksalt, at vi kan opleve, at opbakningen til organdonation generelt er høj, men at der stadig væk er en stor gruppe, som endnu ikke har fået taget stilling til det.

Noget af det, vi har kunnet se, har jo været, at hver gang debatten er oppe i offentligheden – hvis der har været tv-udsendelser om det, eller hvis debatten i det hele taget har været ført i medierne – kan vi umiddelbart se det, ved at en større andel melder sig som organdonorer. Det tyder jo på, at lige så snart emnet bliver bragt op og man får muligheden for at diskutere det hjemme og drøfte det med sine nærmeste, sin familie og sine kære, giver det anledning til, at man får taget stilling. Det kan man sige er præcis det, som det her forslag gør. Det sikrer nemlig, at der bliver anledning til, at man får taget stilling til det og drøftet det med dem, man holder af, dem, man har tillid til, og også efterfølgende får taget konkret stilling til, om man vil være organdonor.

Så jeg synes faktisk, at det her er et rigtig godt forslag, og jeg synes, det rammer præcist der, hvor det skal, netop fordi det fortsat giver mulighed for, at dem, der måtte være i tvivl, for det kan jo ske, at man ikke selv føler sig i stand til at kunne tage stilling, kan sige »ved ikke«, men at det også betyder, at man bliver mindet om det igen og igen. Vi skal jo ikke tvinge nogen til at tage stilling, men vi vil også gerne have, at de bliver mindet om, at det her har de altså ikke taget stilling til endnu. Det bør være en anledning til, at man både selv får overvejet det, men også kan diskutere med andre, hvad man ønsker at gøre.

Så tusind tak til forslagsstillerne for at rejse debatten. Vi ville også godt kunne have stået som medforslagsstillere på det her forslag, men det er jo i princippet underordnet. Det afgørende er jo, at vi får debatten her, og at det så også fører til, at vi får indkaldt til forhandlinger. Så stor tak for at fremsætte forslaget. Enhedslisten kan bakke det op.

Tak for det. Der er ikke nogen korte bemærkninger. Tak til Enhedslistens ordfører. Så er det Dansk Folkepartis ordfører, hr. Jens Henrik Thulesen Dahl. Værsgo.

Tak for det, og tak til forslagsstillerne, som jo også tæller en fra DF, kan jeg se. Det her er et rigtig godt forslag, og jeg synes jo, det helt centrale er, at vi arbejder for, at alle tager stilling. Jeg er lidt ærgerlig over, at ministeren tager det som noget kontroversielt, når jeg problematiserer ministerens udtalelse. Men jeg blev bare reelt bekymret for – ja, undskyld, men det blev jeg altså – om udtalelserne handlede om, at man ikke helt ville vide, hvad man skulle stille op, hvis nogen svarede ved ikke.

Jeg synes jo, det er helt legitimt, at vi opfordrer til, at man tager en diskussion i familien i forhold til at få taget et valg, altså at man siger ja eller siger nej, eller at man måske når frem til at sige ved ikke, fordi man ikke vil pålægge ens pårørende et bestemt valg bagefter, men at man egentlig gerne vil sige: Det må de tage stilling til, hvis de står i den situation. Det er også legitimt. Det er også i orden. Vi kan selvfølgelig godt efterfølgende diskutere: Hvad er det, man skal kunne svare på? Skal der være en svarmulighed, der hedder: Den her beslutning vil jeg gerne overlade til mine pårørende bagefter, fordi jeg synes, det er det mest respektfulde at gøre i forhold til dem? Det er også i orden. Derfor synes jeg jo, det her forslag lægger op til, at vi tager den drøftelse, hvor vi sikrer, at alle så vidt muligt tager stilling. Men det betyder ikke, at vi skal bestemme, hvad de skal beslutte.

Derfor støtter vi til fulde forslaget og håber, at vi efterfølgende kan få en god diskussion om, hvordan vi får det her bragt videre på en god og fornuftig måde.

Tak til Dansk Folkepartis ordfører. Der er ikke nogen korte bemærkninger, så nu er det ordføreren for Nye Borgerlige, hr. Lars Boje Mathiesen.

Tak for det. Vi har meget den holdning, at ens krop er ens egen og absolut ikke statens ejendom. Det her forslag kan man ligesom læse på to måder, og jeg vælger at læse det, som om man har et ønske om, at regeringen skal indkalde til nogle forhandlinger. Der har vi sådan det grundlæggende princip, at når der er et andet parti i Folketinget, som har et ønske om, at der skal være nogle forhandlinger om en enkelt sag, så vil vi gerne være sådan demokratisk sindede og bakke op om det. Derfor vil vi, hvis man læser det ind i det, sagtens kunne stemme ja til forslaget. Hvis man læser det, som står i bemærkningerne om, at man skal tvinges til at tage stilling, ind i det, så er vi ikke helt sikre på, at vi ville kunne støtte det, altså hvis forslaget kommer til at se sådan ud. Det kommer selvfølgelig også an på de forhandlinger omkring, hvordan selve forslaget kommer til at se ud, men det ligger lidt langt fra, hvor vi grundlæggende har vores syn henne. Men hvis vi læser det ind i det, at man ønsker en forhandling – og det er det, der står i de linjer om det – så kan vi godt støtte det.

Tak. Der er en kort bemærkning. Fru Mette Abildgaard.

Tak for det. Og tak til ordføreren for talen. Det, der står, er, at vi ønsker, der bliver indkaldt til forhandlinger med henblik på at lave en politisk aftale om at gøre det obligatorisk at tage stilling til, om man vil være organdonor. Så det er bare for at være helt ærlig. Jeg påskønner princippet fra Nye Borgerlige.

Og så synes jeg, jeg lige vil nævne, at når vi ønsker en model som den her, er det ikke ud fra en ideel verden. Altså, det er ikke i den ideelle verden, at det her er nødvendigt. Men et af de andre forslag, der er på det her område, i forhold til at skaffe flere organdonorer, er den her model med et formodet samtykke, hvor man går ud fra, at folk i udgangspunktet er donorer. Det er vi et meget stort flertal i Folketinget der har afvist ad flere omgange, netop fordi vi ikke bryder os om princippet om, at man pr. automatik på den måde tilhører et register.

Så det her forslag skal egentlig ses som en respons på det, hvor vi dog synes det er mindre indgribende at bede folk om at tage stilling end at gå ud fra, at man pr. automatik ønsker at være donor.

Ordføreren.

Ja, det forstår jeg godt. Der er også den mulighed, at folk italesætter noget, som de så rent faktisk ikke mener de vil gøre til handling. Det kan godt være, at der er flere danskere, der siger, at de gerne vil donere, men når det kommer til stykket, har de ikke lyst til det. Men når de så skal tilkendegive det over for nogen, der spørger, vil de gerne være gode mennesker, og så tilkendegiver de, at de gerne vil. Det kan også være, at det er derfor, at man ser den forskel, der er på, hvor mange der rent faktisk gerne vil. Og så synes jeg, man fra offentlig side skal være meget påpasselig med det, der hedder nudging, altså at man prøver på at skubbe folk i en bestemt retning. Det bryder jeg mig ikke så meget om.

Fru Mette Abildgaard.

Men jeg vil sige, at det ønske, der kan være, om at skubbe her, er et ønske om at få folk til at tage stilling, også dem, der ikke ønsker at være organdonorer, fordi det er en stor beslutning at lade de efterladte stå med, uden at de ved, hvad afdøde ville have ønsket. Så derfor er ønsket om at få folk til at tage stilling bestemt også af hensyn til dem, der ikke ønsker at være organdonorer, af hensyn til at deres efterladte ved, hvordan de ville have forholdt sig, hvis de selv havde bestemt.

Ordføreren.

Der synes jeg ikke, man skal tvinge folk til at tage stilling til det. Jeg synes ikke, det er statens opgave at sige: Vi synes, du skal tage stilling her. Og så kan du tage stilling til nej, ved ikke eller ja, men det er også en stillingtagen, som man siger, at det skal du. Det er også en måde, man beder dem om at tage stilling på, og jeg er ikke sikker på, at jeg er tilhænger af, at det er statens opgave at gøre det over for befolkningen.

Tak. Så er det fru Kirsten Normann Andersen.

Tak for det. Grunden til, at de her forslag kommer op igen og igen, er jo, at det er en mulighed, at man kan få et nyt organ, hvis det er sådan, at det er det, der skal til for at redde ens liv, hvis man har en alvorlig sygdom. Og der er bare rigtig mange patienter på den venteliste, hvor man venter på at modtage et organ. Det er lidt et paradoks, at så forholdsvis få har taget stilling, samtidig med at så forholdsvis mange siger, at de er positivt indstillet over for at være organdonorer, ligesom jeg tror, at de fleste danskere i virkeligheden også er positivt indstillet i forhold til at modtage et organ, hvis de selv skulle få behovet. Hvad er ordførerens løsning, hvis vi ikke på noget tidspunkt må sige, at nu er tidspunktet kommet, hvor du skal tage stilling?

Ordføreren.

Jeg synes, det er fint, vi tager en debat om det, og jeg synes, det er fint, at der er fokus på det, og på den måde kan det være, at folk, hvis det er i medierne og i debatten, begynder at tage stilling. Det var det, Enhedslistens ordfører sagde. Når der er opmærksomhed på det, tager man også en debat. Jeg har ikke noget imod, at man tager en samfundsdebat om det. Der, hvor jeg måske synes, at det får en skæv drejning, er, når man med staten og statens magt vil pådutte folk at skulle tage stilling til det, når de så gerne vil nyde nogle andre ting, som er gode. F.eks. er der eksempler på, at du, hvis du vil tage kørekort, eller hvis du skal bruge din læge og nogle andre ting, lige bliver påmindet om de her ting. Jeg synes, det er forkert, at man kobler nogle rettigheder, som nogle borgere har i samfundet, op med, at du så også lige skal tage stilling til det her. Jeg bryder mig ikke om den kobling, som man laver med det.

Fru Kirsten Normann Andersen.

Vi har talt om det her rigtig mange gange, og undskyld, men vi er rigtig mange, der synes, at det her er svært at tage stilling til, og at vi ikke bryder os om ligesom at skulle træffe nogle beslutninger, i forhold til hvordan vi så kommer videre. Men det er jo et faktum, at på trods af at vi har talt, er vi ikke lykkedes med at komme i mål med at få flere donorer. Vi har stadig væk alt for mange patienter på ventelisterne, og på et eller andet tidspunkt vil der være nogle forældre eller nogle pårørende, som bliver tvunget til at tage stilling på vegne af en nærtstående, som kunne være potentiel donor. Så vi slipper jo ikke for, at vi skal tage stilling. Hvad er ordførerens svar til de her mange mennesker, der venter på ventelisterne?

Ordføreren.

Jamen det er jo, at det kan være, at der ikke er lige så mange mennesker, som ønsker at være organdonorer, som politikerne gerne vil have der skal være. Det er jo så samfundets og borgernes vilje. Så kan man godt fra Folketingets side sige, at vi dæleme gerne vil have, at I skal være donorer, men hvis borgeren derude ikke har et ønske, og hvis det enkelte individ ikke har et ønske om at tage stilling, vil jeg ikke pådutte det enkelte individ noget. Ja, så bliver det måske de efterladte, der skal stå i den situation. Det er en del af livet. Er det en optimal løsning? Nej, det er det måske ikke for dem, der står i situationen, men der er også det hensyn, der skal tages, i forhold til hvor meget staten skal gå ind over det, der hører til privatlivets sfære, og her synes jeg altså, at man går et skridt for langt.

Så er det hr. Stinus Lindgreen.

Tak for det. Og tak for talen. Jeg tager ordet, fordi jeg er lidt forvirret, og jeg håber, at ordføreren kan gøre mig klogere. Jeg forstår, at ordføreren ideologisk ikke vil have, at staten skal tage stilling på vegne af befolkningen – det er jeg helt med på. Vi skal ikke tvinge befolkningen til at gøre noget. Det er jo et legitimt standpunkt. Samtidig siger ordføreren også, at vi ikke må nudge. Vi må ikke tvinge, men vi må heller ikke prøve at få folk til at tage stilling på andre mere bløde måder, som vel er det, der bliver lagt op til i forslaget her. Men det er okay, at vi starter en offentlig debat, fordi det kan få folk til at tage stilling. Men det er vel også en form for nudging. Det, at vi tager debatten nu, er jo med til, at vi beder folk om at tage stilling, og vi kan se, at det virker.

Jeg hører ikke nogen herinde, der vil tvinge folk til at sige ja. Jeg hører, at rigtig mange gerne vil have, at folk tager stilling. Om de så siger ja eller nej eller ved ikke, er egentlig underordnet – bare det, at de tager stilling, er det væsentlige. Så kan ordføreren ikke bare for min skyld igen sætte et par ord på, hvad det er, ordføreren synes vi skal gøre i den her sag?

Ordføreren.

Jo, og jeg forsøgte også at skitsere, at det er, når man kobler det op på f.eks. nogle velfærdsområder, noget, som man kan få gavn af, altså et kørekort, man gerne vil have, et pas, som man har brug for – noget, som sandsynligvis næsten alle danskere har brug for. Jeg bryder mig ikke om den opkobling på, at så bruger vi lige den anledning i forhold til noget, som vi ved du har brug for, til at prøve det her. Det er den kobling, jeg ikke bryder mig om.

Hr. Stinus Lindgreen.

Der er vel ikke nogen, der tvinger folk til at tage et kørekort eller tvinger folk til at gå til lægen. Det er vel noget, vi tilbyder. Det er jo noget, vi har vedtaget. Jeg er i hvert fald aldrig blevet tvunget til at tage kørekort eller til at gå til lægen.

Noget for noget er vel også et princip, som ordførerens parti går ind for. Så hvis vi tilbyder noget til borgerne, et sundhedsvæsen, et hospital, at du kan blive opereret, er det vel også okay, at vi siger: Men vi vil så også gerne have, at I lige tager stilling til den her del også. Jeg kan bare ikke forstå den ideologiske modstand imod det. Men det er måske bare mig, der ikke er helt så kvik som ordføreren.

Ordføreren.

Jeg vil ikke udtale mig om spørgerens sindstilstand eller intellekt. Jeg tror bare, at vi måske her har to grundlæggende ideologiske ståsteder, som ikke er ens, i forhold til at sige: Hvor går grænsen for, hvad staten kan bede befolkningen om, og hvad er det, der er grundlæggende borgerrettigheder, som staten ikke har ret til at gå ind over? Jeg tror, det er der, den fuldstændig legitime forskel er.

Tak til ordføreren fra Nye Borgerlige. Der er ikke flere korte bemærkninger. Så nu er vi nået til fru Karina Adsbøl, uden for grupperne.

Tak for det. Mine fem kollegaer, fru Lise Bech, fru Marie Krarup, hr. Bent Bøgsted, hr. Hans Kristian Skibby og fru Liselott Blixt, som også er medforslagsstiller, og som jeg også er lidt i dag, og jeg selv fra vores arbejdsfællesskab har et stort ønske om, at flere tager stilling til organdonation. Så for alle, der er fyldt 18 år, er hensigten, at man skal tage stilling, og det kan jo eksempelvis ske, hr. Lars Boje Mathiesen, i mødet med det offentlige, når der udstedes kørekort, når kørekortet skal fornyes, når der udstedes og fornyes sygesikringsbevis, når der udstedes og fornyes pas, når en person slår op i den personlige sundhedsjournal i forbindelse med eksempelvis et lægebesøg. Det er vigtigt, at vi får flere til at tilmelde sig organdonation, og derfor støtter vi også forslaget om, at man skal kunne spørges flere steder, om man ønsker at være organdonor. Det skal altid være et frit valg, og derfor har vi også i vores arbejdsfællesskab tidligere været fortalere for det.

Tilbage i 2008, som det også blev sagt tidligere, stillede løsgænger fru Pia Christmas-Møller et forslag, der var meget lignende dette, og da var der jo netop et flertal for det, og der blev stemt for det, men det er ikke blevet implementeret. Så derfor er det rigtig godt med den her genfremsættelse. Der bliver jo ofte debatteret i forhold til, om man skal være organdonor fra fødslen, og om man så skal framelde sig dette. Det ønsker vi ikke, da det vil kunne resultere i, at flere vil sige nej fra starten af og derfor ikke komme i betragtning som donor og pårørende og så aldrig vil skulle spørges. Samtidig skal det også være op til den enkelte. Der er flere aspekter i det, altså at man har brug for et organ, men også om, hvordan vi på en ordentlig og værdig måde kan sige farvel til vores kære. Der vil altid være stor forskel på, hvordan vi som enkeltpersoner i en svær situation skal håndtere dette store spørgsmål, og derfor er det også vigtigt, at vi hver især får taget samtalen med vores familier og vores pårørende, også i forhold til, om man ønsker at være organdonor, eller om man er i tvivl, eller om man ikke ønsker at donere, og der er også stor forskel på, hvordan vi når frem til det valg. Men der er desværre for få, der får registreret deres stillingtagen, og konsekvensen er, at danskere hvert år dør, fordi de venter forgæves på at få et nyt organ.

I 2020 døde 18 danskere, mens de ventede på en organdonation. Derudover er jeg også overbevist om, at der sikkert er et mørketal på dette område, og derfor er det et område, vi har sat fokus på af flere omgange, og det gode ved de her debatter er jo også, at vi får fokus på vigtigheden af at tage stilling til organdonation. Efter det digitale sundhedskort er det blevet lidt lettere, og vi har også set, at det har haft en betydning for, at flere registrerede sig, fordi de blev spurgt. Derfor håber vi, at der er et flertal til at stemme det her forslag igennem – og det kan jeg jo så høre der er på den her debat – og at man så i hvert fald kan tage stilling, uanset hvad den stillingtagen bliver. Vi håber også, at ministeren vil tage det her op på en mere seriøs måde og få det implementeret til forskel fra alle de andre sundhedsministre, som aldrig fik Pia Christmas-Møllers forslag gennemført. Så kan jeg også som en serviceoplysning sige, at man, når man går ind i forhold til at registrere sig som organdonor, og man er i tvivl, om man vil donere alle sine organer eller blot nogle, så kan sætte flueben ved det, hvis der er nogle organer, man ikke ønsker at donere. Så jeg vil sige tak for debatten i dag. Jeg håber, at der nu kommer handling, så vi får flere til at tage stilling i forhold til organdonation. Tak for ordet.

Tak for det til fru Karina Adsbøl. Og så er vi nået til ordføreren for forslagsstillerne, fru Mette Abildgaard fra Det Konservative Folkeparti.

Tusind tak til jer alle sammen for at være med til at tage den her debat i dag, og tusind tak, fordi I har taget så åbent imod det her forslag, som mange af jer jo også selv har overvejet forskellige variationer af gennem tiden.

Da jeg selv besluttede, at nu var det tid til at gøre noget sådan mere reelt parlamentarisk ved det, var det helt ærligt på et tidspunkt, hvor jeg stod i en debat og blev bedt om at forholde mig til den her model med et formodet samtykke, og hvor jeg stod og skulle svare en mand, der havde mistet sin datter. Mange af jer kender ham; han er en glimrende aktør i den her debat og taler for behovet for øget organdonation. Da jeg skulle stå og svare ham på, hvordan jeg kunne sige nej til en model med formodet samtykke, blev jeg bare nødt til at have noget andet at sætte i stedet. Og det her er et forsøg på at sætte noget andet i stedet, som jeg håbede, der ville være bred opbakning til, og jeg har så også oplevet i dag, at der har været bred opbakning til det. Så tusind tak til de partier, der har været med til at fremsætte det her beslutningsforslag, og tusind tak til alle jer partier, der har givet udtryk for, at I også gerne havde stået på det, og også til de enkeltpersoner uden for grupperne, som også bakker op. Det er virkelig dejligt.

Det her er jo et forsøg på at adressere en alvorlig problemstilling, som vi alle sammen er optaget af. Det oplever jeg også ministeren er optaget af. Vi skal finde løsninger på det her, og vi anerkender alle sammen, at det er svært; der er dilemmaer forbundet med det her. Men ikke desto mindre må det, at vi får flere danskere til at tage stilling, medføre et bedre vidensgrundlag og et bedre udgangspunkt for at få flere til at melde sig som organdonorer. For tallene viser det jo tydeligt: Der er sådan set flere danskere end dem, der i dag er registreret, der ønsker at blive donorer, men de har ikke lige fået det registreret. Og omvendt har vi også et kæmpe ansvar for at sikre, at de, der ikke ønsker at blive organdonorer, bliver registreret, at det bliver nedfældet, og at der ikke er tvivl om deres position. Så det her er i virkeligheden et forsøg på at sikre et bedre udgangspunkt for både dem, der ønsker at være donorer, dem, der mangler et donororgan, og også dem, der ikke har noget ønske om at være donorer.

Jeg har stor respekt for de initiativer, der allerede er taget og forsøgt – det her med nudging, med kørekort, med sygesikringsbevis osv., hvor man har set, at mange danskere er gået ind og har taget stilling. Jeg har stor respekt for, at man hele tiden forsøger at finde nye veje i den her svære problemstilling. Men vi er også nødt til at tage lidt mere hårde virkemidler i brug, hvis vi vil nå helt i mål i forhold til den her problematik.

Vi stiller krav til danskerne om, at man skal tage stilling, men vi stiller ikke krav om, at man skal svare enten ja eller nej. Vi bliver nødt til at respektere, at der vil være nogen, der svarer ved ikke. Der tror jeg, at jeg ser på det ligesom hr. Jens Henrik Thulesen Dahl fra Dansk Folkeparti, altså at hvis jeg stod som efterladt familie til en, der havde svaret ved ikke, så ville jeg ligesom vide, at beslutningen var op til mig. Og vedkommende, der er død, har haft troen på, at vi var de rigtige til at træffe den beslutning. Så jeg synes heller ikke, det er uden værdi at få den registrering.

Jeg glæder mig rigtig meget til, at vi kan få det her stemt igennem i Folketingssalen. Jeg er sikker på, at ministeren kommer til at invitere til en kop kaffe, hvor vi kan drøfte det her nærmere med udgangspunkt i den her model, hvor vi gør det obligatorisk med en stillingtagen. Og så må vi se på, hvordan det rent praktisk skal kunne lade sig gøre. Jeg synes i hvert fald, jeg har mødt meget velvilje i salen i dag i forhold til at få indrettet en god model.

Så lad dette blot være en afsluttende bemærkning fra min side: Lad os nu bruge den her anledning, hvor vi har debatteret det i salen i dag, til alle sammen at gå ud igen og minde om det og få så mange danskere som overhovedet muligt til at tage stilling. Jeg tror, at hver gang vi nævner det – om det så er til familieselskabet eller til gruppemødet eller i gruppelokalet, vi drøfter det her beslutningsforslag – så er der altid nogle, der siger: Åh ja, det skal jeg også have gjort. Og dem skal vi have til at reagere hurtigst muligt, hvad end deres beslutning så bliver et ja eller et nej; hvor end de måtte lande i den debat.

Så tusind tak for velviljen over for det her beslutningsforslag. Tak til den brede kreds af partier, der har taget positivt imod det. Og jeg glæder mig rigtig meget til, at vi kan drøfte det her videre i ministeriet. Tak.

Tak for det. Der er ikke nogen korte bemærkninger. Tak til fru Mette Abildgaard.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget til folketingsbeslutning henvises til Sundhedsudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget.

Det er vedtaget.