Det næste punkt på dagsordenen er:

40) 1. behandling af lovforslag nr. L 120:

Forslag til lov om ændring af lov om Arbejdsgivernes Uddannelsesbidrag og lov om ændring af lov om Arbejdsgivernes Uddannelsesbidrag, lov om erhvervsuddannelser og lov om arbejdsmarkedsuddannelser m.v. (Justering af det praktikpladsafhængige arbejdsgiverbidrag og indførelse af fleksibelt uddannelsesbidrag).

Af børne- og undervisningsministeren (Pernille Rosenkrantz-Theil).

(Fremsættelse 10.12.2020).

Mødet er genoptaget.

Forhandlingen er åbnet. Hr. Jens Joel, Socialdemokratiet.

Tak for det, formand. Det her er simpelt hen ikke bare en almindelig tirsdag på kontoret. Det er ikke bare specielt, fordi vi hastebehandler. Det har vi jo desværre gjort rigtig mange gange med rigtig god grund i 2020. Men det er også, fordi det, vi tager hul på nu, er implementeringen af en virkelig, virkelig vigtig aftale for vores unge mennesker på erhvervsskolerne, for dem, der gerne vil være faglærte, og for vores arbejdsmarked i fremtiden. Og jeg tror ikke, at den her sag kommer til at fylde lige så meget i det danske medielandskab, som den egentlig har fortjent at gøre, for det er ekstremt vigtigt for os som samfund, men jo ikke mindst for de unge mennesker, det handler om. Det handler om at sikre, at der er lærepladser nok til alle dem, som faktisk søger ind, og at det ikke kun er dem med de bedste netværk – dem, der er mest kendte, og som har en onkel eller en anden i familien, der er håndværker i forvejen – som er i stand til at finde en læreplads og få færdiggjort deres erhvervsuddannelse, men at det faktisk også er alle de andre. Derfor er en af de helt store vindinger ved den trepartsaftale, som blev indgået, at man siger en gang for alle, at det er fællesskabets ansvar – at det ikke er den 16-17-årige selv, der skal stå med opgaven, men at det er fællesskabets ansvar, skolernes ansvar, at sikre, at der faktisk er lærepladser til de unge mennesker.

Man skal passe utrolig meget på med løfter i politik, og jeg vil gerne sige, at jeg i hvert fald kom for skade at sige noget i valgkampen i 2011, som har forfulgt mig lige siden, men som jeg håber vi på et tidspunkt kan få ryddet op i. For i valgkampen i 2011 diskuterede vi det her rigtig meget; jeg diskuterede det rigtig meget, og vi har jo desværre – os, der går op i uddannelsespolitik – diskuteret det her i alt for mange år. Jeg kom til at sige, at hvis ikke vi kunne løse det her problem, var jeg ikke sikker på, vi havde fortjent, at man stemte på os igen næste gang. Det har jeg så måttet æde i 2015 og i 2019. Ikke desto mindre håber jeg, at vi faktisk kommer tættere på at løse det her problem en gang for alle, eller som nogle andre ville sige: fra bunden – den terminologi bliver ellers brugt om noget andet end det, det her handler om. Og som med så meget andet kan vi ikke løse det her store samfundsproblem uden at række ud over Christiansborg, og derfor er jeg også rigtig glad for, at det her er en udløber af en trepartsaftale med arbejdsmarkedets parter og regeringen.

Formelt og helt reelt er det, vi behandler i dag, jo en del af den trepartsaftale, nemlig den del, der handler om at bringe AUB-systemet i balance og sikre, at det, der betales ind for at sikre praktikpladserne og lærepladserne derude, faktisk også er det, der anvendes på det. Det har været ekstremt vigtigt for alle parter at få den balance, men det har også været ekstremt vigtigt for os i Socialdemokratiet, at når man fandt den balance, sikrede man også, at der var penge nok til rent faktisk at lave det praktikpladsopsøgende arbejde, og sikrede, at der var lærepladser, og at de forpligtigelser er blevet lagt på skoler og faglige udvalg derude.

Så det er en rigtig god dag for alle dem, der gerne vil være faglærte. Det er en rigtig god dag for et samfund, der har brug for flere faglærte. Og det er en rigtig god dag for det samarbejdende folkestyre og i øvrigt den lovgivende del af det, vi også bryster os af, nemlig den danske model, med en trepartsaftale, som bringer os et stort skridt videre i den rigtige retning. Tak.

Der er en kort bemærkning til fru Ellen Trane Nørby. Værsgo.

Tak. I al respekt for ordførerens sådan behov for en højtråbende retorik vil jeg sige, at der jo ikke er noget i det her lovforslag, der gør, at vi kommer til at løse praktikpladsproblemet for tid og evighed. Altså, det her er en fin korrektion i forhold til den trepartsaftale, vi lavede i 2016, i relation til det element, der handler om at bringe balance i AUB-systemet. Man har så brugt opsparingen til at holde hånden under nogle lærepladser under krisen, og det har også været vigtigt, men der er jo behov for nogle helt andre strukturelle greb, hvis vi ligesom sådan fuldt og helt skal løse den praktikpladsudfordring, der er.

Men når jeg tog ordet, var det ud over at kommentere det egentlig også for at spørge ordføreren, hvad han egentlig mener med, at der nu er en fuldstændig finansiering af de praktikpladsudfordringer, der er. Altså, hvis ordføreren taler om afsnøringen af de 500 mio. kr. af arbejdsgivernes penge, som nu bl.a. bruges på de faglige udvalg og til det praktikpladsopsøgende arbejde, så er der jo tale om penge, der har været i systemet hele vejen igennem.

Derfor vil jeg gerne spørge ordføreren: Er det ikke rigtigt, at regeringen kommer med 0 kr. – 0 kr. – på det her område? Faktisk tager man fra kvalitetsfondsmidlerne, der skulle gå til nyt udstyr og gå til at hæve kvaliteten, og tilfører ikke ekstra penge med det her lovforslag.

Ordføreren, værsgo.

Nu starter ordføreren med at kommentere på, at man har brugt af opsparingen i en krisetid, og ja, det har man, og jeg er da virkelig glad for, at man indgik en trepartsaftale før sommer, som sikrede, at det her ikke blev den glemte årgang eller den forsømte årgang; at det ikke blev en coronaårgang på erhvervsskolerne, hvor ingen fik lærepladser, men at man faktisk brugte de midler, der var sparet op i den her ordning, eller en del af dem og sikrede, at arbejdsgiverne fik et større tilskud, når de tog lærlinge. Det synes jeg var virkelig klogt og helt nødvendigt at gøre.

Det, jeg siger nu om balance, er jo, at det, man har aftalt, er, at nu laver man en, kan man sige, behovsafhængig AUB-ordning, sådan at det vil blive korrigeret. Altså, man spørger: Hvad er det, vi har brug for for at sikre, at der er lærepladser nok, og hvordan sikrer vi så, at vi hvert år, om man så må sige, tager bestik af, hvad der er blevet brugt, og hvad der ikke er blevet brugt? Det er det, der er baggrunden for at regulere AUB-bidraget. Det er balancen i det her forslag.

Fru Ellen Trane Nørby, værsgo.

Nu tror jeg, at ordføreren roder 2016-aftalen sammen med den nuværende aftale. Det er rigtigt, at der i det aktivitetsafhængige AUB-system kommer en balance, så man ikke får de der årevise forskydninger. Men grundmotoren i relation til det, der egentlig handlede om at sætte måltal, er jo 2016-aftalen, og det er rigtig vigtigt, at vi bygger videre på 2016-aftalen.

Men det, jeg egentlig spurgte ordføreren om, og som ordføreren ikke svarede på, var, i forbindelse med at ordføreren sagde, at nu havde man ligesom afsat tilstrækkelig finansiering. Og derfor spurgte jeg bare ordføreren: Er det ikke korrekt forstået, at regeringen har afsat 0 kr. af nye midler til praktikpladsområdet – med trepartsaftalen eller med det her lovforslag?

Ordføreren.

Jeg ved ikke, om fru Ellen Trane Nørby har meget travlt med 2016-aftalen, fordi det var en anden regering på det tidspunkt, eller hvad det er. Altså, jeg synes ikke, at der er noget dårligt at sige om 2016-aftalen – måske ud over det, at den jo ikke strukturelt set har løst problemet. Vi er kommet et skridt i den rigtige retning, men det, som jeg – med al respekt – brugte mest tid på i min tale, var jo det forhold, at vi flytter ansvaret fra den enkelte unge og i øvrigt et, kan man sige, diffust arbejdsmarked, hvor alle fralægger sig ansvaret og siger, at det faktisk er skolerne, der skal sikre, at de unge har en læreplads. Og det er det, der er det strukturelle greb ind i det her, som gør, at vi faktisk får bedre hold om det.

Tak for det. Så er det Katarina Ammitzbøll, Konservative Folkeparti. Værsgo.

Tak. Det er jo selvfølgelig rart med begejstring her op til jul, men det virker på ordføreren, som om vi nærmest har reddet vores erhvervsuddannelser. Altså, der er jo stadig kæmpe udfordringer med dem – meget højt frafald, over 30 pct. på rigtig mange uddannelser – så jeg tror ikke, at vi lige skal juble alt for meget nu.

Det, vi ser med den her aftale, er i hvert fald noget, som Venstre startede med for præcis 1 år siden, som Rigsrevisionen fulgte op på, og som vi også tog initiativ til før sommeren. Det var at få en mere rimelig indbetaling fra arbejdsgivernes side. Så vi må sige, at det med den her aftale jo er rigtig glædeligt, at der bliver en mere rimelig balance mellem udgifter og indtægter i Arbejdsgivernes Uddannelsesbidrag, og at der selvfølgelig også bliver fokuseret mere på at finde de praktikpladser. Det er rigtig godt, men det er jo ikke, fordi vi har løst udfordringerne med eud-uddannelsen.

Men jeg har et spørgsmål til ordføreren. Jeg kan jo se i det her lovforslag, at det ser ud, som om regionerne fritages nu. I alt ca. 1.780 praktikårselever kan regionerne fritage. Hvem skal uddanne dem? Hvor forsvinder de hen?

Ordføreren, værsgo.

Om den del om regionernes ansvar vil jeg sige, at det jo er, fordi man har lavet en aftale om, at ansvaret, om jeg så må sige, overgår til kommunerne. Der vil stadig væk være dele af uddannelsen i regionalt regi, fordi de jo stadig væk er i funktioner, som er under regionerne, men man har ligesom samlet opgaven hos kommunerne, og det er en del af den diskussion, der har været, og den aftale, der er lavet. Så det er sådan set en teknik for at korrigere for, hvordan man formelt set nu indretter ansvaret i forhold til uddannelse.

Og så er det jo rigtigt, at jeg glæder mig over det her, og det er også rigtigt, at trepartsaftalen er mere end det, vi behandler i dag, og at det med, at fællesskabet tager et større ansvar for at sikre lærepladserne, jo ikke er det, vi isoleret set skruer på ved at skrue op og ned for en AUB-ordning. Men det er ikke desto mindre vigtigt i det her billede, at vi anerkender det stykke arbejde, der er lavet af treparten, med at få lavet en mere strukturel og mere varig løsning på praktikplads- og lærepladsproblemet.

Katarina Ammitzbøll, værsgo.

Men synes ordføreren, at det er det rigtige signal at sende, at de ligesom nu bare er fritaget? Og der står jo ikke specifikt, at kommunerne nu skal varetage den uddannelsesopgave, og i forvejen har det offentlige jo været langt fra at indfri målsætningen om at indgå aftale om flere praktikpladser.

Jeg ved ikke, hvad ordføreren mener om fællesskab; for mig er fællesskab i hvert fald de virksomheder, som bidrager til uddannelse og betaler deres skat. Her virker det til, at det offentlige igen går fri. Synes ordføreren ikke, at det er forkert, at det ikke er specificeret, hvad det offentliges rolle egentlig er?

Ordføreren, værsgo.

Jeg tror, at jeg grundlæggende set er uenig i den betragtning om, at det offentlige her går fri. Men det er jo rigtigt, at der faktisk er lavet specifikke treparter og specifikke aftaler med de offentlige arbejdsgivere på nogle af de områder, hvor de spiller en meget stor rolle. Så jeg synes ikke på nogen måde, at man kan sige, at det offentlige går fri, men jeg synes heller ikke, at det offentlige skal gå fri, for det siger sig selv, at praktikplads- og lærepladsopgaven jo skal løftes af alle dem, der bagefter efterspørger den faglige arbejdskraft. Og det er jo også kommuner og regioner.

Vi kan sige tak til ordføreren. Der er ikke flere korte bemærkninger. Derfor går vi videre i ordførerrækken til fru Ellen Trane Nørby, Venstre.

Tak for ordet. På mange måder er det jo et længe ventet lovforslag, vi behandler i dag. Det er et lovforslag, der endelig bringer balance i ind- og udbetalingerne i AUB-systemet. Det er en sag, vi har diskuteret både i forbindelse med L 60 sidste år og også før, da regeringen var en anden, og også med lovforslag L 48, som så kommer til at blive behandlet parallelt med det her.

Det behov for at skabe balance i AUB-systemet skyldes ikke bare, at det sådan set i hele sin essens har været i strid med den lovgivning, der har været på området, hvilket Rigsrevisionen også har kritiseret. Det skyldes også, at behovet blev mere tydeligt, da coronaepidemien ramte Danmark i foråret, hvor virksomhedernes ordrebøger blev tyndere og tyndere, medarbejdere fik en fyreseddel og mange lærlinge og unge mennesker oplevede, at den fremtid, der skulle være for dem, lige pludselig så helt anderledes sort ud. I en situation, hvor virksomhedernes ordrebøger blev tyndere, var der også behov for både at sikre balancen i AUB-systemet, men også sikre, at vi brugte den opsparing, der var i AUB-systemet, til at holde hånden under de unge. Det foreslog vi utallige gange i løbet af foråret, og vi var sådan set også glade for, at det endelig med den trepartsaftale, der blev lavet, lykkedes at få sikret, at hånden blev holdt under de unge.

Derfor er det også vigtigt, at vi med det her lovforslag sikrer, at vi ikke længere får en overopkrævning ude hos virksomhederne. Det er både i den situation, vi stadig væk økonomisk står i, og som er udfordret, men også fremadrettet. Vi havde som sagt bare gerne set, at det var sket tidligere.

Hvis vi så kigger på nogle af de elementer, der ligger både i trepartsaftalen, men også i lovforslaget – ud over den del, der handler om balancen – er der jo også den bekymring, at det desværre ikke er et lovforslag, der skaber mere åbenhed omkring måltallene og praktikpladssituationen. Det er vi sådan set uforstående over for at ministeren og regeringen ikke tog op i forhandlingerne med arbejdsmarkedets parter. Jeg spurgte også ved den tekniske gennemgang ind til, hvorfor det ikke indgik i lovforslaget, og fik det svar, at det var, fordi det ikke politisk havde været bragt op.

Det er et problem, for hvis vi skal sikre, at alle unge får en praktikplads, så handler det ikke kun om at flytte mere af ansvaret fra den enkelte unge, over til at arbejdsgiverne såvel som skolerne og de faglige aktører tager et større ansvar; så handler det i høj grad også om, at der kommer åbenhed om, hvem der leverer, og hvem der ikke leverer. Det var sådan set også en del af essensen i 2016-aftalen for at sikre, at dem, der ikke løftede uddannelsesansvaret, fremadrettet skulle betale via meropkrævningen.

Hvis man så kigger på lovforslaget, så flytter det, som den konservative ordfører også sagde, balancen mellem det offentlige og det private. Det er noget, der bekymrer os, for det behøver man jo ikke at gøre, bare fordi man flytter det fulde arbejdsgiveransvar på social- og sundhedsområdet fra at være fælles mellem regioner og kommuner til at være isolere hos kommunerne. Vi risikerer jo også, at det sådan set skubber balancen mellem de offentlige og de private arbejdsgiveres ansvar i relation til at skabe flere praktikpladser. Og det her med at skabe flere praktikpladser og have fuld åbenhed om, hvem der så skaber praktikpladserne, hvem der lever op til deres uddannelsesansvar, og hvem der ikke lever op til deres uddannelsesansvar, er jo nødt til at gælde både for de private arbejdsgivere og for de offentlige arbejdsgivere.

Hvis vi kigger på måltallene og sådan set også på den målopfyldelse – og overopfyldelse – der lå i 2018, som desværre ikke var så god i 2019, i forhold til vores mål om 8.000-10.000 ekstra praktikpladser frem mod 2025, så kan vi jo se, at det særlig var det offentlige, som ikke leverede på praktikpladsområdet. Derfor havde vi gerne set, at der i det lovforslag, som vi behandler i dag, var mere åbenhed omkring de offentlige arbejdsgiveres etablering af praktikpladser.

Hvis man f.eks. kigger på 2019 og på de virksomheder, offentlige så vel som private, som betalte et merbidrag, fordi de ikke løftede deres uddannelsesansvar, så betalte Region Hovedstaden 1.704.525 kr. i merbidrag. Det er udtryk for rigtig mange unge mennesker, der ikke fik den praktikplads, som de skulle have haft, og som Region Hovedstaden så kom til at betale for. DSB betalte lidt mindre, nemlig lige omkring 1,5 mio. kr. Post Danmark betalte lige under 1,5 mio. kr. Det er bare for at tage nogle af de store offentlige arbejdsgivere på såvel regionalt som statsligt niveau.

Derfor er vores bekymring fortsat, at det her lovforslag sådan set ikke ændrer strukturelt på det forhold, at der stadig væk er for mange, der ikke løfter deres uddannelsesansvar. Hvis vi alene kigger på det offentlige, er det sådan, at hvis de havde leveret på de måltal, der var sat op for dem, ville vi i 2018 have haft over 4.000 ekstra praktikpladser i forhold til det, vi havde. Det er sådan set undtaget de dimensionerede områder på social- og sundhedsuddannelserne og på PAU.

Derfor har vi behov for at skabe mere åbenhed og ikke kun skabe den balance og den forskydning af ansvaret, der ligger i den nuværende trepartsaftale og i det nuværende lovforslag.

Vi har stillet en række spørgsmål til lovforslaget, som vi ser frem til at få besvaret under behandlingen. Der er som sagt absolut elementer, der er positive, men der er også elementer, det undrer os ikke indgår i lovforslaget. Tak for ordet.

Tak til Venstres ordfører. Der er ingen korte bemærkninger til ordføreren. Den næste ordfører kommer fra Dansk Folkeparti, og det er hr. Jens Henrik Thulesen Dahl.

Tak. Først og fremmest vil jeg glæde mig over, at vi har et system i Danmark, hvor arbejdsmarkedets parter kan lave aftaler og påtage sig et fælles ansvar. I den konkrete sag, vi behandler i dag, handler det jo om elever og lærlinge og om at sikre et system, som skaber motivation og sikrer, at de nødvendige elev- og lærepladser er til rådighed. Vores system med parterne er tungt. Jeg kan godt somme tider tænke, at det var noget nemmere, hvis vi bare traf beslutningerne herinde, for så ville det gå meget hurtigere, og det siger jeg, vel vidende at de politiske processer herinde sandt for dyden godt kan tage både år og dag, før vi kommer videre. Når der så endelig er en aftale, kommer man ovenikøbet og vil have os til at hastebehandle lovforslaget, så loven kan træde i kraft til nytår. Det er et lovforslag, som vedtager de elementer, som man i trepartsaftalen er blevet enige om. Det er ikke engang noget, vi politisk har aftalt, og vi siger alle sammen ja til at gøre det.

Jeg synes et eller andet sted, at det er et fantastisk system, for det baserer sig jo på, at vi alle sammen gerne vil have det her til at lykkes. Vi vil gerne have et arbejdsmarked, hvor arbejdsgiver og arbejdstager påtager sig et ansvar for at uddanne næste generation. Så kan vi godt diskutere, om balancen er helt, som den skal være. Der har været et system, der var i ubalance, og hvor der blev krævet flere penge ind, end der var behov for. Det skulle det her gerne rette lidt op på. Vi kan diskutere, om kravene er rimeligt fordelt mellem offentlige og private arbejdsgivere. Vi kan diskutere, hvorfor mange arbejdsgivere, både offentlige og private, ikke er gode nok til at løfte ansvaret. Vi kan diskutere, om kompensationen til regionerne er passende, og om kommunerne ikke får en lettere opgave, når elever, som er i regionerne, tælles med som ansatte i kommunerne. Vi kan diskutere, om erhvervsskolerne skal kompenseres, når de får ekstra opgaver, eller om de måske reelt allerede får betaling for opgaven med at hjælpe de unge med at finde en læreplads – penge, som de så måske bruger på andre ting i dag.

Der er masser af forhold, som måske kunne være lidt anderledes, men når alt kommer til alt, vedtager vi det her lovforslag inden jul, fordi vi gerne vil anerkende parternes ret til at lave en aftale, og vi anerkender behovet for, at nye aftaler kan træde i kraft. Aftalen og den nye lovgivning løser ikke alle problemer, så langtfra, og vi vil fortsat komme til at diskutere, hvordan vi gør det her bedre. Hvordan sikrer vi, at unge med handicap reelt får økonomisk mulighed for at komme igennem et praktikforløb på nedsat tid? Hvordan får vi fortalt de unge og deres mødre, at erhvervsskolen er en rigtig god ting? Jeg så den anden dag en opgørelse over Team Danmark-støttede unge, hvor kun 5 pct. vælger en erhvervsuddannelse. Det kan gøres meget bedre.

Så der er mange ting, vi skal arbejde på, men lige nu og her vil jeg glæde mig over, at vi har et arbejdsmarked, som tager et ansvar, og derfor skal vi selvfølgelig sikre, at den her lovgivning kommer på plads inden jul. Tak for ordet.

Der er ønske om en kort bemærkning til ordføreren, og det er fra fru Ellen Trane Nørby, Venstre. Værsgo.

Tak, og tak for en rigtig god ordførertale, som jeg er fuldstændig enig i, også i de mange problemer, der stadig væk står i kø, selv om det her så forbedrer et par enkelte punkter. Jeg vil egentlig gerne spørge ordføreren, for jeg havde ikke så meget held til at spørge Socialdemokraternes ordfører om det, om ordføreren har fundet nogle ekstra penge, som regeringen har puttet ind på sit finanslovsforslag og prioriteret til at løse praktikpladsudfordringerne, eller om ordføreren også kun kan finde henholdsvis de penge, man afsnører arbejdsgiverne, og de penge, man bruger fra kvalitetsfondsmidlerne, til at løse det her. For jeg synes sådan set, at det står lidt i kontrast til den socialdemokratiske ordførers tale om, at regeringen fuldt ud finansierer det her. Så jeg ved ikke, om Dansk Folkepartis ordfører har fundet nogle nye penge fra regeringen til at løse praktikpladsproblemet.

Ordføreren.

Det, jeg synes det her lovforslag er udtryk for, er jo, at man har fået parterne til at lægge en masse penge på bordet. Man har fået parterne til at finde 500 mio. kr. til nye tiltag, som forhåbentlig kan gøre noget godt. Men det er også derfor, jeg understreger, at det her jo slet ikke gør det færdigt. Det her kræver sådan set, at vi følger op herinde med tiltag og selvfølgelig med midler til at få de tiltag til at virke. Så det er egentlig bare en glæde over, at vi har nogle parter, der vil tage et ansvar. Det, vi så kan have et behov for næstefter, er måske en regering, der tager et yderligere ansvar.

Der er ikke flere korte bemærkninger til ordføreren, så tak til Dansk Folkepartis ordfører. Den næste ordfører kommer fra Radikale Venstre, og det er fru Katrine Robsøe.

Tak for ordet. Det her lovforslag er jo egentlig meget simpelt. Det er et lovforslag, der følger op på den trepartsaftale, der er blevet indgået her i november. Jeg synes, det er rigtig vigtigt, at vi med lovforslaget her får gjort noget, som mange af os har ønsket os i lang tid, nemlig at få skabt noget balance i Arbejdsgivernes Uddannelsesbidrag – det, vi også kalder AUB'en.

Det praktikpladsafhængige AUB-bidrag forenkles, så det gøres fleksibelt, og samtidig sikres det, at der rent faktisk skabes balance i ordningen, så der ikke laves en unødvendig og en form for ufrivillig opsparing af virksomhedernes penge. Der har været en voldsomt stor ubalance i det, og det har resulteret i en meget stor overbetaling, og det har ikke været rimeligt over for arbejdsgiverne. Så det er jeg rigtig glad for at man får gjort op med her. AUB'en spiller en central rolle i forhold til at sikre, at der er et tilstrækkeligt antal praktikpladser, og bidrager dermed til, at der også fremadrettet uddannes dygtige faglærte. Det har vi i den grad brug for.

Dermed ikke sagt, at alle problemer er løst med det her lovforslag, men jeg synes dog, at udfordringen med, at der bliver betalt alt for meget ind i AUB-bidrag, bliver håndteret her. Den store ubalance i AUB'en har været uhensigtsmæssig, og derfor er jeg også glad for, at der med lovforslaget her og med den trepartsaftale, der er blevet lavet, bliver gjort noget ved det. Allerede i forbindelse med et lovforslag i 2019 skrev vi en tekst sammen med Socialdemokraterne om, at der skulle gøres noget ved det, nemlig lov om Arbejdsgivernes Uddannelsesbidrag.

I Radikale bakker vi naturligvis op om trepartsaftalen, og vi støtter lovforslaget.

Tak til den radikale ordfører. Der er ønske om en kort bemærkning fra fru Ellen Trane Nørby, Venstre. Værsgo.

Tak for ordførertalen. Jeg har også spurgt den radikale ordførers kollega, som var ordfører på de seneste lovforslag, vi har haft om det her, om Det Radikale Venstre ligesom også så behovet for at få skabt mere åbenhed om, hvem det er, der skaber praktikpladserne. Nu nævnte jeg eksemplerne på, hvor mange af de offentlige arbejdsgivere der sådan set ikke lever op til deres uddannelsesansvar, hvilket jo i sidste ende gør, at vi ikke når det mål, vi alle sammen har, om, at alle unge skal have en praktikplads. Jeg synes jo, det er ærgerligt, at det ikke indgår i nærværende forslag, men jeg vil sådan set høre, om Det Radikale Venstre enten i det nærværende forslag eller i et fremtidigt lovforslag vil kunne støtte, at vi får skabt en åbenhed i det her system, så vi i langt højere grad kan følge med i, hvem der løfter uddannelsesansvaret, og hvem der ikke løfter uddannelsesansvaret.

Ordføreren.

Det er jeg da som udgangspunkt egentlig ret åben over for. Nu nævner Venstres ordfører jo også, at jeg er ny på området her, så skulle der være noget i det, der er en udfordring, vil jeg selvfølgelig også gerne høre det, men jeg er da altid åben over for at se på, hvordan vi kan gøre det her mere gennemsigtigt. Om det skal med her, når man har lavet en trepartsaftale, ved jeg ikke, men jeg diskuterer det i hvert fald meget gerne med Venstre.

Så er der ikke flere korte bemærkninger til ordføreren. Tak til den radikale ordfører. Den næste ordfører kommer fra Socialistisk Folkeparti, og det er fru Astrid Carøe. Velkommen.

Tak for det. Det her er et vigtigt forslag på baggrund af den trepartsaftale, som blev lavet for nogle uger siden, og som vi i SF er rigtig glade for. Det her arbejde med at skaffe flere lærepladser i fremtiden er meget svært. Det tror jeg at vi alle sammen er klar over. Men det går i den rigtige retning, det går bare for langsomt. Jeg tror, at den her aftale vil være med til at få det til i endnu højere grad at gå i den rigtige retning, så vi er rigtig glade for den. Vi er glade for, at trepartsaftalen flytter ansvaret fra eleverne til fællesskabet, til de faglige udvalg, og vi er glade for, at der kommer den balance i AUB'en, som det hele tiden har været meningen der skulle være, og at man er nået til enighed i trepartsaftalen, i stedet for at vi skulle gøre det herinde.

Jeg har også bidt mærke i, at da aftalen blev offentliggjort, var skolerne meget nervøse for, at der ville ligge mange opgaver på deres bord, som de ikke fik penge for, og som de stod med alene. Skolerne var også nervøse for, at de mest sårbare elever blev presset til hurtigere at skulle finde en læreplads. Det er vores opfattelse, at det her med det praktikpladsopsøgende arbejde er en fælles opgave, som særlig de faglige udvalg er ansvarlige for at løfte, og det tror jeg også vi har fået skolerne overbevist om nu. Men jeg kunne godt forstå bekymringen.

Så er vi i SF stadig opmærksom på – og det er vi altid – hvordan vi også får de sårbare elever med, f.eks. via fleksible grund- og hovedforløb og ved at sikre, at man er fleksibel, i forhold til at de ikke behøver at finde en læreplads lynhurtigt. Så det er noget, vi godt kunne tænke os at holde øje med. Men alt i alt er det en rigtig god aftale, som vi støtter.

Tak til SF's ordfører. Der er ønske om en kort bemærkning fra fru Ellen Trane Nørby, Venstre. Værsgo.

Tak. Jeg vil egentlig gerne spørge SF's ordfører, om hun er enig i, at der er et behov for at få mere åbenhed i det her system, sådan at man kan se, hvad det er for nogle arbejdsgivere, der henholdsvis leverer praktikpladser og ikke leverer på området. Nu læste jeg nogle tal op bare i forhold til strafindbetalingerne sidste år fra nogle af de store offentlige arbejdsgivere, som jo i høj grad illustrerer, at det ikke kun er et spørgsmål om, at private arbejdsgivere og virksomheder ikke løfter deres uddannelsesansvar. Det gælder i høj grad også de offentlige virksomheder, som egentlig burde være dem, der gik foran.

Før alle aktører løfter deres uddannelsesansvar, kan vi jo ikke nå i mål med opgaven med at sikre, at alle unge, der starter på en erhvervsuddannelse, også kan få en praktikplads. Derfor vil jeg høre ordføreren fra SF, om hun vil være med til at støtte det. Udfordringen er jo lidt, at de eneste lovforslag, vi indtil videre er blevet præsenteret for på det her område, har tilknytning til trepartsaftaler. Så hvis man ikke laver det i form af et lovforslag baseret på trepartsaftaler, vil det jo kræve, at vi finder et flertal i Folketinget, som så beder regeringen om at komme i arbejdstøjet på det her område, så vi reelt set også kan komme et skridt videre, når det handler om at sikre de unge en praktikplads.

Ordføreren.

Jeg tror, det er enormt vigtigt, at der er åbenhed om det her og om, hvilke virksomheder der bidrager, og hvilke der ikke gør, for der er nogle, der stadig væk ikke bidrager nok. Hvis vi kan skabe åbenhed på den måde, som ordføreren snakker om, så vil jeg meget gerne være med til at kigge på det. Jeg tror generelt, åbenhed er godt mange steder i vores samfund, og særlig når vi står over for den her problematik med lærepladser, så det skal vi da have kigget på.

Fru Ellen Trane Nørby.

Tak for det svar. Så vil jeg egentlig gerne spørge ordføreren om noget andet, som ordføreren også var inde på i sin tale, nemlig den bekymring, der har været for skolerne, i relation til at de får flere opgaver, men ikke oplever, at økonomien følger med. Vi kan så være mange, der ligesom synes, at de kunne starte med at bruge det praktikpladstilskud, taxametertilskud, de har fået, og som jo ikke er øremærket – uden at sige, at det er den eneste vej frem. Men man kan løfte det der. Derfor vil jeg også stille det spørgsmål til SF's ordfører, jeg har stillet til andre ordførere: Har SF fået øje på, at regeringen selv investerer penge på det her område? For det kunne jo også være et bud på løsningen, i relation til hvordan vi kunne løfte området yderligere.

Ordføreren.

Jeg er også meget bekymret for, om skolerne skal løfte nogle opgaver, de ikke har midler til at løfte, især når man har skåret så meget på erhvervsuddannelserne, som man har over den sidste lange årrække. Det er vi jo heldigvis holdt op med nu. Vi har faktisk investeret nogle penge i erhvervsuddannelserne på den her finanslov, så det er jo rigtig godt. I den her aftale ser jeg ikke, at regeringen har fundet ekstra penge, for det er en trepartsaftale mellem parterne om AUB'en, men heldigvis har vi jo fundet penge på finansloven til erhvervsuddannelserne.

Tak til SF's ordfører. Der er ikke flere korte bemærkninger til ordføreren. Den næste ordfører kommer fra Enhedslisten, og det er hr. Jakob Sølvhøj. Velkommen.

Tak. Som det er fremgået af vist alle ordførertaler indtil videre, er der tale om en udmøntning af en trepartsaftale, ja, nærmest to, for det er jo en forlængelse. Den trepartsaftale, der blev indgået her for få uger siden, er jo en forlængelse af den trepartsaftale, der blev lavet tilbage i maj måned, hvor det blev aftalt at indføre et fleksibelt AUB-bidrag, som vi behandler nu, mod til gengæld at sikre, at der blev anvendt 500 mio. kr. til at styrke erhvervsuddannelserne.

Det er jo ikke alle elementer i den seneste trepartsaftale, der er med her, men jeg vil ikke undlade, nu vi har emnet oppe, at sige, at jeg er ualmindelig glad for, at der bliver grebet ind over for de korte aftaler i den trepartsaftale, der blev indgået for 3 uger siden. Der har efter min opfattelse været et meget stort misbrug fra nogle arbejdsgiveres side, og vi skal jo altid passe på med at skære alle over en kam, men altså fra nogle arbejdsgiveres side i forhold til at ansætte unge i en række korte praktikforløb. Det har været dybt urimeligt, og det synes jeg vi får ryddet fornuftigt op i her.

Det er helt grundlæggende vores opfattelse, at arbejdsgiverne har et kolossalt ansvar i forhold til at sikre de nødvendige praktikpladser. Jeg er ikke uenig i det, som flere ordførere har nævnt, om, at det er et fælles ansvar. Der er mange, der skal løse en opgave i den her sammenhæng, men der ligger jo altså et meget stort ansvar hos arbejdsgiverne som ansættende myndighed, og jeg synes, man må sige, at det har været vanskeligt i rigtig mange år at få arbejdsgiverne til at påtage sig ansvaret.

Derfor har der været behov for og er formentlig stadig væk behov for justeringer af AUB-bidraget. Vi har hele tiden eller i hvert fald i nogle år bevæget os i en retning, hvor der er blevet skruet på knappen i retning af at lægge et pres på de arbejdsgivere, som ikke ønskede at oprette praktikpladser, og til gengæld belønne, honorere, eller hvordan man nu vil udtrykke det, de arbejdsgivere, der faktisk opfyldte deres praktikpladsforpligtelse, og det skubber vi jo igen en lille smule i den rigtige retning. Det synes jeg er positivt.

Jeg vil sige, at det jo ville være dejligt at kunne udtrykke en forhåbning om, at problemet nu er løst – der manglede omkring 11.000 praktikpladser, altså praktikpladser i virksomhederne, her i sommer, og jeg kan ikke se for mig, at det her løser problemet – men vi er altså kommet et skridt yderligere i den rigtige retning med det her lovforslag. Enhedslisten kan støtte forslaget.

Tak til Enhedslistens ordfører. Der er ønske om en kort bemærkning, og den er fra fru Ellen Trane Nørby, Venstre. Værsgo.

Tak for det. Jeg kan høre, at Enhedslistens ordfører nok ligesom mig selv sådan er moderat optimist eller pessimist, alt afhængigt af hvordan man sådan ser det, altså om glasset er halvfyldt eller halvtomt, og det skyldes nok, når man har arbejdet med det her område i rigtig mange år, den forhåbning, at lige præcis den her lille aftale så skulle løse alle problemerne. Jeg ville da gerne kunne sige: Yes, fantastisk, nu har vi løst praktikpladsproblemet. Det tror jeg desværre ikke at vi har.

Jeg vil gerne lige spørge ind til det element, som ordføreren jo også nævner, og som er et nygreb i forhold til at flytte noget af ansvaret for den enkelte elev til i højere grad at være et kollektivt ansvar. Man kan sige, at 80 pct. af eleverne jo altid selv har fundet en praktikplads, og at det er de 20 pct., vi altid har haft en udfordring med. Har ordføreren en bekymring for, om vi måske egentlig ved at flytte noget af opgaveløsningen over på de 80 pct., der ellers har været selvkørende, kan risikere, ikke med intention, men fordi der jo også er en ressourceknaphed, at vi så ikke har tilstrækkelige ressourcer til de 20 pct., der jo allerede i dag har behov for en håndholdt indsats?

Ordføreren.

Det er sådan generelt med en aftale, at hvis man vil af sted mod målet, er det jo altid godt at træde et skridt i den rigtige retning i stedet for et skridt i den forkerte, så det er også derfor, vi kan støtte forslaget. Jeg er lidt usikker på, hvad ordføreren spørger til, men hvis det er, om der er behov for yderligere penge i erhvervsuddannelsessystemet for at understøtte eleverne i at få en praktikplads, vil jeg sige, at der formentlig er det. Men ellers må ordføreren meget gerne uddybe sit spørgsmål.

Det er spørgeren.

Tak. Det er jo i hvert fald klart med det her lovforslag, at regeringen ikke selv har lagt nye penge ind i trepartsaftalen til at styrke praktikpladsområdet. Men mit spørgsmål går egentlig på den bekymring, som jeg i hvert fald også har hørt fra nogle af skolerne. I dag prøver man at hjælpe 20 pct., og det lykkes desværre ikke i alles tilfælde. Nogle får en skolepraktikplads, og nogle ved vi jo godt bliver nødt til enten simpelt hen at skifte deres uddannelse eller gå i stå i deres uddannelse. Nu skal man jo levere praktikpladser langt tidligere i forløbet, og der hører jeg fra nogle af skolerne, at man har en bekymring om, hvorvidt man så egentlig har ressourcer nok til at hjælpe dem, der har allermest behov for det, hvis man lige pludselig også skal til at hjælpe 20 pct. af dem, der måske egentlig har været selvkørende i det system, vi har i dag. Og det var egentlig spørgsmålet, om ordføreren deler den bekymring, vi har hørt fra sektoren.

Ordføreren.

Altså, med års erfaring fra det område er jeg næsten pr. definition bekymret for, om vi gør nok, om skolerne har ressourcer til at løse opgaven. Jeg har bemærket, at skoleledere på store skoler har sat spørgsmålstegn ved, om der er ressourcer nok. Det må vi jo se i det her forløb. Nu er det jo ikke, som det er fremgået, noget, som vi har aftalt her i Folketinget, men noget, som vi udmønter fra trepartsforhandlingerne. Så der må vel have været en tillid til blandt parterne, at man kunne løse det på den her måde. Men vi er i hvert fald helt åbne, og er der et behov for yderligere midler til erhvervsskolerne, er det ikke Enhedslisten, som dér vil stikke en kæp i hjulet.

Tak til Enhedslistens ordfører. Der er ikke flere korte bemærkninger. Den næste ordfører kommer fra Det Konservative Folkeparti, og det er fru Katarina Ammitzbøll. Velkommen.

Tak. Vores erhvervsuddannelser er vigtige, og i dag med L 120 får vi jo her endelig vedtaget en mere rimelig balance mellem udgifter og indtægter i arbejdsmarkedsuddannelsesbidraget, en trepartsaftale, der nu er kommet i hus efter flere måneder, og nu skal erhvervslivet ikke betale mere ind til praktikordninger, end hvad rimeligt er. Det er også godt, at der er kommet en mere forenklet og en mere fremadrettet og bedre løsning i forhold til at skabe balance og et økonomisk incitament til at oprette praktikpladser.

For præcis et år siden var det jo faktisk Venstre, der, hvor vi, tror jeg, også var her i salen, gjorde opmærksom på, at de her AUB-midler hobede sig op og samlede støv på en såkaldt uddannelseskonto mere, end hvad godt var, og Rigsrevisionen kritiserede jo også senere, at de her midler bare stod der og samlede støv. Og da covid-19 ramte os og erhvervslivet måtte lukke ned og rigtig mange unge lige pludselig kom i klemme både på deres erhvervsuddannelser og deres praktik, så var det jo, at vi heldigvis fik vedtaget, at nu skulle erhvervslivet stoppe deres indbetaling til AUB for resten af året, indtil vi ligesom fik løst den her udfordring med AUB-midlerne. Regeringen og ministeren tog så heldigvis initiativ til trepartsforhandlinger – jeg tror, det var i august – og nu er der landet en aftale her i november, og det er jo glædeligt. Det er glædeligt, at vi har et system, hvor parterne kan mødes og lande en fælles aftale.

Men vi må jo ikke tro, at det her løser alle problemerne på vores erhvervsuddannelser, og der er også lige et lille men ved det her, og det er, som der også blev sagt af en tidligere ordfører, at det jo også er vigtigt, at det offentlige tager sit ansvar på sig i forhold til deres uddannelsesinstitutioner – dvs. i høj grad regionerne og kommunerne ud over også offentlige virksomheder som sådan. Der er det jo lidt betænkeligt, at der her står, at regionerne nu faktisk kan fritages for ansvaret for så at indbetale deres merbidrag for de her 1.780 praktikårselever. De nærmest forsvinder ud af opgørelsen. Det virker lidt uforståeligt. Men konsekvensen er jo måske, at arbejdsgivere skal løfte en relativt større del af ansvaret for at uddanne faglærte, og det synes vi er et forkert signal at sende. Det skal måske også lægges direkte over i kommunerne, men der står egentlig ikke, at de skal tage det ansvar. Men de fritages automatisk. Til gengæld skal virksomheder, f.eks. i hjemmeplejen, derimod manuelt ansøge om en merbidragsfritagelse, og det er lidt uhensigtsmæssigt med sådan en forskelsbehandling over for erhvervslivet. Vi synes, at det skal gøres mere smidigt og mere enkelt, og der skal ikke forskelsbehandles mellem det private og det offentlige.

Når det er sagt, må vi med hensyn til vores eud ikke hvile på laurbærrene og tro, at nu kører det. Der er mange udfordringer. I går så vi også, hvordan udsatte unge har svært ved at blive fastholdt på deres uddannelse. Der er kun en gennemførelsesprocent på 15, og der er på eud generelt et frafald på 30-40 pct. Vi er langt fra målet om de 20 pct., og vi kommer til at mangle en stor kvalificeret faglært arbejdskraft – smede, elektrikere og andet – til at løfte den grønne omstilling. Så jeg håber virkelig, at vi sammen i det næste år – i 2021 – kan tage en ordentlig drøftelse om eud-uddannelserne og kan skabe lidt nytænkning omkring dem og selvfølgelig også, hvordan vi så kan hjælpe dem, der skal have længere tid til at gennemføre dem. Tak for ordet.

Tak til den konservative ordfører. Der er ønske om en kort bemærkning til hr. Jens Joel, Socialdemokratiet. Værsgo.

Tak for det, og tak for talen – selvfølgelig også for den sidste del, som handlede rigtig meget om de unge, som det her jo også handler om nu. Nu talte ordføreren meget om erhvervslivet og efterlyste større smidighed og større enkelhed, tror jeg at jeg hørte. Men kan ordføreren ikke bekræfte, at det med den her aftale jo faktisk bliver mere enkelt med indbetalingerne til AUB? Og det bliver jo faktisk også mere smidigt, i hvert fald hvis jeg forstår ordføreren ret, nemlig at smidighed betyder, at man skal betale det, der kræves, for at der er balance i ordningen. Så jeg vil bare høre, om ordføreren kan bekræfte, at det faktisk er det, vi gør for erhvervslivet nu.

Ordføreren.

Indledningsvis vil jeg sige, at det er rigtigt, og det sagde jeg også, men går man ned i detaljerne – og djævlen ligger nogle gange i detaljen – på lige præcis det regionale niveau, kan man jo se, at man dér bare kan fritages automatisk, mens de private, der f.eks. også arbejder i hjemmeplejen, skal søge manuelt om at blive fritaget for det merbidrag. Der er altså lidt mere administrativt bøvl for virksomhederne, når man går ned i det. Vi vil bare sige, at det skal være lige, uanset om man er kommunal eller privat.

Hr. Jens Joel.

Det er klart, at djævlen ligger i detaljen – og således oplyst omkring det. Men jeg synes, at det, der har været vores hæmsko i forhold til det her, jo i virkeligheden har været, at det har været meget, meget kompliceret og meget svært at gennemskue. Og det, der ligesom er skønheden i den her aftale, som arbejdsgiverne jo i parentes bemærket har været med til at lave, er, at vi faktisk får en større sammenhæng mellem indbetalinger og udbetalinger og også en større gennemskuelighed. Det var jeg egentlig glad for at ordføreren også bekræftede.

Ordføreren.

Det bekræfter jeg fuldstændig, og det er jo det glædelige ved den her aftale, altså at der kommer mere balance mellem udgifter og indtægter, at det er mere forenklet, og at der er nogle bedre økonomiske incitamenter til at oprette praktikpladser. Så vi synes jo, det er en god aftale. Men der er jo altid lige et men.

Den næste korte bemærkning er fra fru Ellen Trane Nørby, Venstre. Værsgo. Hov, det var endnu en kort bemærkning til ordføreren! (Katarina Ammitzbøll (KF): Det er bare, fordi vi skal ses med transportministeren nu, som lige skal fortælle om brexit, så jeg er på vej derhen). Der er en hurtig kort bemærkning fra Venstres ordfører.

Tak. Jeg skal prøve at gøre det kort og spørge ordføreren om to ting. For det er jo rigtigt, at vi nu kommer til at få et AUB-bidrag, der forhåbentlig ikke har de her store strukturelle ubalancer fra år til år, fordi det kommer til at skulle matche indtægter og udgifter årsmæssigt på det aktivitetsafhængige. Ser ordføreren, at der er noget til hinder for, at man kunne have gjort det allerede i december sidste år i forbindelse med L 60, hvor Det Konservative Folkeparti og Venstre og Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige og Liberal Alliance havde et ændringsforslag, der jo sådan set var med til at sikre, at vi fik en balance i AUB-systemet? Det er den ene del.

Den anden del er omkring åbenhed i systemet, som det her lovforslag jo ikke ændrer på. Det fik vi også dokumenteret i den tekniske gennemgang af lovforslaget. Et svar til hr. Jens Henrik Thulesen Dahl om opgørelser i 2019 viser, at der blandt de statslige arbejdsgivere er 80 pct., der ikke lever op til deres måltal. Af de regionale er der 83 pct., der ikke lever op til deres måltal. Og af de kommunale er det 82 pct., der ikke lever op til deres måltal.

Når ordføreren får sådan nogle tal, som så indgår i svaret fra ministeren, i forhold til at det offentlige ikke leverer på sit arbejdsgiveransvar og sit uddannelsesansvar, får det så ordføreren til at tænke, at vi med fordel kunne have noget mere åbenhed omkring både det privates og også for den sags skyld det offentliges arbejdsgiveransvar?

Ordføreren.

Tak for begge spørgsmål. Jeg vil sige, at den debat omkring L 60, vi havde sidste år, har vi jo på en eller anden måde nu. Altså, det har bare taget os et år at nå hertil, men det var egentlig det, vi gerne ville med det, Venstre fremsatte der i forbindelse med L 60. Der kunne vi have handlet, og det havde været rettidig omhu, også hvis vi havde gjort det her inden corona og alle de her forhandlinger. Så det er jo nærmest et år for sent. Men heldigvis bedre sent end aldrig.

Med hensyn til åbenhed er det enormt vigtigt, at der bliver sat fokus på, at det offentlige skal tage sin del af ansvaret på uddannelsesområdet, i høj grad. Jeg vil sige, at det, vi nu også ser, jo er, at flere og flere kommuner f.eks. kan skrotte det frie valg. Flere og flere ting kan gå over i det kommunale. Og der må man ligesom sige, at der skal vi være obs på, at når det kommunale gerne vil have flere og flere opgaver, så skal de sandelig også tage deres uddannelsesansvar alvorligt.

Tak til den konservative ordfører. Så er der ikke flere korte bemærkninger til ordføreren. Den næste ordfører kommer fra Nye Borgerlige, og det er fru Mette Thiesen.

Jeg vil egentlig bare tilslutte mig mange af de gode ting, der er sagt her fra talerstolen, og som også blev sagt af den tidligere ordfører. Vi hilser det velkommen, at det er en mere fleksibel løsning på det her AUB-bidrag. Vi vil jo rigtig gerne sikre, at flere på erhvervsuddannelserne også har en praktikplads osv. Det synes vi er rigtig positivt. Det her kommer jo af en aftale, som blev lavet, også før vi i Nye Borgerlige sad i Folketinget. Jeg synes bestemt, vi kan glæde os over, at man i hvert fald med det her lovforslag går et skridt i den rigtige retning, også baseret på den trepartsaftale, der er lavet.

Vi har nogle spørgsmål i forbindelse med udvalgsbehandlingen, for vi undrer os også lidt over nogle af de ting, som bl.a. DA anfægter i høringssvaret, altså både det her med, at man sådan helt fritager regionerne automatisk, men at de private skal ansøge om det – den her forskelsbehandling – men altså at regionerne egentlig bare bliver fuldstændig fritaget fra at etablere de her pladser.

Så vi vil afvente svarene på vores spørgsmål i udvalgsbehandlingen, inden vi tager endelig stilling til, hvordan vi stiller os til det her lovforslag.

Tak til Nye Borgerliges ordfører. Der er ikke nogen korte bemærkninger til ordføreren. Da jeg ikke ser nogen ordfører for Liberal Alliance, kan jeg byde velkommen til børne- og undervisningsministeren.

Tak for det. Jeg kan næsten forstå på de blå partier, at man ikke må være begejstret i dag. Det har jeg altså utrolig svært ved at lade være med at være, bliver jeg bare nødt til at sige. Vi behandler jo tit rigtig gode ting i Folketinget. Jeg har aldrig stødt på et forslag, der løser alle verdens problemer. Fandtes den slags, var vi jo både af med corona og alt muligt andet. Så den slags universalløsninger findes ikke, desværre.

Men man må gerne glæde sig de der gange, hvor man i nogle af de kampe, man har taget over rigtig mange år, får taget nogle væsentlige skridt. Jeg vil sige, at en af de konkurrencer, der gik igen i forhandlingslokalet i forbindelsen med trepartsaftalen om lærepladser, var, hvem der længst tilbage kunne huske at have deltaget i aktiviteter, der handlede om, at der var for få lærepladser. Hr. Kim Simonsen, formand for HK, vandt, fordi han havde været til en demonstration engang i 1970'erne på et tidspunkt, hvor jeg ikke engang var født, hvor den her problemstilling havde været oppe.

Løser det her så alle problemer? Nej, selvfølgelig gør det ikke det. Der findes jo ikke nogen forslag, der bare løser alle problemer på et område, men vi får taget et rigtig afgørende og principielt skridt med den trepartsaftale, ved at vi flytter ansvaret for at finde en læreplads til dem, der ikke kan selv, fra eleven til skolerne. Et konkret eksempel, jeg også har haft oppe tidligere her i Folketingssalen, er, at jeg har mødt en knægt, en stor teenager, på NEXT, da jeg var derude. Han havde så søgt 60-70 lærepladser, uden at det var lykkedes ham at få en læreplads. Det er jo ikke nogen måde at introducere nogen som helst til et uddannelsessystem på.

Vi har som samfund et behov for, at de unge mennesker uddanner sig. Erhvervslivet har et behov for, at der kommer faglært arbejdskraft. Det, vi så har at tilbyde dem, der skal tage en faglært uddannelse, er, at de kan søge 60-70 steder som 16-17-årige og få nej og nej. Han havde ovenikøbet kun fået svar fra 10. Resten havde ikke engang svaret på det. Og så undrer vi os som voksne mennesker over, hvorfor det er, at der ikke er flere, der søger ind på erhvervsuddannelserne. Det skulle da ellers ikke være svært at forstå, fordi den historie har han nok fortalt et eller andet antal af sine kammerater, som så tænker: Gad vide, om det med at tage en studentereksamen ikke er bedre, fordi det der lyder da helt tudetosset.

Det er bare for at sige, at der ikke er noget, der løser alle problemer. Så let er politik ikke, og så let er det ikke at have med samfund og problemer at gøre. Men vi tager et principielt, afgørende strukturelt skridt, ved at vi flytter ansvaret fra den enkelte 16-17-årige over til, at vi faktisk som samfund og dermed som skoler påtager os det.

Så har jeg egentlig lyst til at returnere, fordi det nemlig er rigtigt, at det, der er lidt sjovt ved trepartsaftaler – det er jo en fantastisk institution, vi har der – er, at den har den ulempe, at Folketingets partier ikke er så tæt indover. Det betyder f.eks., at nogle af de pointer, som fru Ellen Trane Nørby har rejst omkring åbenhed, er jeg bestemt med på at kigge på. Der er dele af det, der har været en del af forhandlingerne. Der er også dele af det, der slet ikke har været en del af forhandlingerne. Det er klart, at for de dele, hvor der har været forhandlinger på området, ligger der en aftale, og den holder jeg mig til, fordi det er sådan, det er. Men den del, der handler om åbenhed på et aggregeret niveau, vil jeg gerne give tilsagn om at vi som regering gerne vil kigge på.

Hvis der skulle være andre dele, hvor det ikke har været en del af forhandlingerne, så kigger jeg selvfølgelig også gerne på det. Så der er et tilsagn her om, at det gør vi selvfølgelig gerne. Der kunne også være andre elementer, man kiggede på, hvis der skulle dukke ting op, men det er bare for at sige, at det med åbenhed kan vi godt kigge på. Regeringen er indstillet på at tage en drøftelse med AUB i forhold til at få større åbenhed på et aggregeret niveau i forhold til brancher, og hvem der leverer hvad.

Så vil jeg selvfølgelig sige tak til de partier, der støtter lovforslaget, og selvfølgelig en særlig tak, fordi vi ender med en hastebehandling i Folketinget. Det huer mig ikke. Jeg vil helst have, at vi behandler tingene på ordinær vis, men det var sådan, det var i forhold til at få en aftale til at falde på plads: at det er sent på året, vi gjorde det. Det er vigtigt for arbejdsmarkedets parter og også for regeringen, at ændringerne træder i kraft allerede fra årsskiftet, og derfor blev det en hastebehandling.

I alt for mange år, mener jeg, har det handlet om at have en onkel, en ven, et eller andet familiemedlem eller netværk, som kunne hjælpe en med en læreplads. I forhold til nogle af de her spørgsmål, der har været rejst til det her med, hvad det kommer til at betyde for den gruppe, der måske er lidt mere sårbar – jeg tror, det var SF's ordfører, der rejste det – på erhvervsskolerne, skal vi selvfølgelig have blikket stift rettet mod det. Men jeg tror, at jeg generelt i forhold til det vil sige, at vi ved, at jo mere udsat man er, jo mere hænger det sammen med også at have et svagere netværk. Det at skaffe lærepladser og sige, at skolen har et entydigt ansvar for at hjælpe dem, der ikke selv kan skaffe en læreplads, mener jeg simpelt hen i sig selv er et kæmpe bidrag til alle elever, der ikke kan skaffe sig en læreplads, og hvis det er det for dem i al almindelighed, så er det det i særdeleshed for dem, der ikke har så stærkt et netværk. Det er så vigtigt, at vi ikke spænder ben for unge mennesker i forhold til at komme i gang med faglærte uddannelser.

Eleven må selvfølgelig – det er der blevet spurgt til nogle gange, efter at vi landede aftalen – stadig væk gerne selv finde en læreplads. Det er ikke bare et spørgsmål om, at man gerne selv må finde en læreplads; vi har faktisk en forventning om, at der stadig væk vil være lige så mange tusinde elever, der fortsat selv finder en læreplads – det er faktisk de fleste, der gør det.

Det vil sige, at det her i virkeligheden handler om to ting: 1) at skolen går ind og påtager sig et ansvar, 2) og at man får flyttet tidspunktet for, hvornår der bliver indgået uddannelsesaftaler. For et af de tidspunkter, hvor frafaldet på erhvervsuddannelserne er allerstørst, er mellem grundforløb 2 og starten på hovedforløbet, hvor man starter med at skulle anvende sin læreplads. Og i omegnen af 50 pct. af dem, der er der på det tidspunkt, har ikke en læreplads; de ved ikke, hvad de skal i gang med – og det duer simpelt hen ikke.

Det vil sige, at et af formålene med den aftale, der er indgået, er at flytte tidspunktet for, hvornår uddannelsesaftalerne som hovedregel bliver indgået. Selvfølgelig vil det for nogles vedkommende gælde – det afspejler sig også i de måltal, der er sat op – at virksomheden ikke lige ved, om det ud fra ordrebogen er muligt at tage 10 eller 12 elever i år, og der skal der selvfølgelig være mulighed for, at man tager eleverne ind på et senere tidspunkt. Men som hovedregel er det en rigtig god idé, at de uddannelsesaftaler bliver indgået allerede på grundforløb 2 og helst så tidligt som overhovedet muligt, fordi det giver en tryghed for eleverne.

Det her lovforslag er konkret en delvis udmøntning af trepartsaftalen. Med det initiativ, vi har her, og det lovforslag, vi har her, kommer vi til at bringe balance i AUB'en, altså Arbejdsgivernes Uddannelsesbidrag. På et og samme tidspunkt forenkles praktikplads-AUB'en, og der bliver fremadrettet skabt en balance i ordningen. Det sker bl.a. ved at indføre et nyt elevtilskud til arbejdsgivere, der opfylder deres måltal i ordningen, mens de gældende ordninger om fordelsbonus, praktikbonus og tilskud for faglærte medarbejdere samtidig foreslås ophævet.

I forlængelse heraf foreslås det, at der indføres en merbidragsfritagelse for de fem regioner – det har der været en del diskussion om her i salen – og det er altså, fordi ansvaret flyttes over på kommunerne. Så det er ikke et spørgsmål om, at der er nogle praktikpladser, der forsvinder; de flyttes. Og det vil sige, at det altså mere er en teknisk forklaring end noget som helst andet, men det kan vi selvfølgelig også gå dybere ind i i udvalgsarbejdet.

Så indføres der et fleksibelt AUB-bidrag, og det indebærer, at vi opkræver de AUB-bidrag, der er nødvendige for at finansiere udgifterne i AUB'en. Hvis udgifterne stiger, stiger AUB-bidraget også – og omvendt. Og det har jo sådan set været det, der var problemet i det tidligere, nemlig at det ikke fulgte aktivitetsniveauet. Vi sikrer os løbende nu, at der er en balance mellem udgifter og indtægter, og begge dele vil skulle ske ved lov

Jeg tror sådan set, at trepartsaftalen, som lovforslaget er en delvis udmøntning af, betyder, at langt flere af de elever, der kommer ind på erhvervsuddannelserne, gennemfører deres uddannelse – og at vi får langt flere af de meget eftertragtede faglærte medarbejdere. Det får vi jo at se, men jeg synes, det er værd at fejre. Og jeg er sådan set enig i det, fru Ellen Trane Nørby har sagt: Det her bygger oven på 2016-aftalen. Jeg tror faktisk, at jeg vil gå så langt som at sige – og det er jo så en ros til den regering, der sad på det tidspunkt – at vi ikke havde kunnet lave den her aftale, hvis det ikke var for 2016-aftalen. For det at have hele praktikplads-AUB'en liggende inde i maven på det her – og det bliver lidt teknisk – er det, der gør, at vi kan tage skridtene videre. Og på den måde er det jo med vores folkestyre: at den ene aftale bygger oven på den anden.

Jeg synes, at vi har landet et fint resultat her. Så selv om der er nogle, der synes, at vi ikke skal være stærkt begejstrede, så tillader jeg mig altså at være det alligevel.

Tak til ministeren. Der er ønske om en kort bemærkning til ministeren, og det er fra fru Ellen Trane Nørby, Venstre. Værsgo.

Tak for det og også for anerkendelsen i forhold til det forarbejde, der jo sådan set er grundstenen til det lovforslag, vi står med nu. Jeg vil egentlig også sige tak for det tilsagn om åbenhed fra ministeren, hvis jeg sådan skal være i julestemning og har hørt det rigtigt. Og man kunne vel ikke drømme om, at det så ville imødekommes via et ændringsforslag til nærværende lovforslag; det er nok for meget at ønske sig her i den søde juletid, at vi allerede kunne få åbenhed ind i nærværende lovforslag – men hvis det ikke er tilfældet, håber jeg, at ministeren vil svare på: Hvornår er det så, at vi kan få åbenhed om det her?

For en forudsætning for, at vi også kan begynde at holde arbejdsgiverne – offentlige såvel som private – langt hårdere op på deres uddannelsesansvar, er jo også, at vi i langt højere grad kan følge med i, hvem der leverer, og hvem der ikke leverer. Det var egentlig derfor, at jeg fremdrog nogle af tallene – både i kroner og øre for merbidraget, men også med hensyn til hvor mange procent det er af f.eks. de offentlige arbejdsgivere, der ikke lever op til deres målopfyldelse. Og jeg synes faktisk, at det er pinligt, at det svar, som ministeren har givet til hr. Jens Henrik Thulesen Dahl, viser, at over 80 pct. af de offentlige virksomheder i 2019 ikke levede op til deres uddannelsesansvar.

Så hvornår kan vi forvente den her større åbenhed?

Ministeren.

Faktisk er det sådan, som jeg har fået det fortalt af mit system – det er jo dem, man spørger, hvad det ene og det andet kræver – at den del, der handler om at skabe åbenhed på det aggregerede niveau, faktisk ikke kræver lovgivning; det kræver alene en drøftelse med AUB. Og det vil sige, at vi egentlig med det samme ville kunne gå i gang med at få skabt den del af åbenheden.

Så har vi i aftalen lagt ind, at der er åbenhed bag et login, sådan at dem, der sidder og arbejder med at skaffe lærepladser, kan se, hvilke virksomheder der har taget nok lærlinge så at sige i forhold til deres målratio, og hvem der ikke har. Og det bliver ekstremt konkret. Altså, der ville man kunne se virksomheder, adresser og telefonnumre, sådan at man simpelt hen kan sidde helt konkret og få lavet aftaler med de virksomheder, som ikke har taget nok lærlinge. Jeg vil sige, at det faktisk er præcis på grund af den sidste ting, at jeg siger, at det kunne vi ikke have gjort uden 2016-aftalen – for det er jo der, man lavede praktikplads-AUB'en, og det er det, der gør, at vi har de data. Og der har vi så som en del af aftalen gjort det muligt, at man kan få adgang til de her oplysninger, hvis man arbejder med lærepladsopsøgende arbejde på skolerne og i de faglige udvalg.

I forhold til det med det aggregerede niveau skal vi som sagt bare – i gåseøjne – tage en drøftelse med AUB; vi behøver ikke at have en lovbehandling for det. Og det vil vi gerne sætte i værk umiddelbart.

Fru Ellen Trane Nørby.

Det, ministeren siger her til sidst, synes jeg lyder rigtig positivt, altså om, at vi kan få åbenhed i systemet. Og jeg er helt enig med ministeren i, at der selvfølgelig vil være forskel i detailniveauet, også sådan af en eller anden form for diskretionshensyn.

Men når det så er sagt, er der jo også behov for, at vi kan følge med, også når vi taler om de offentlige arbejdsgivere, hvor arbejdsgiveransvaret nogle gange kan være diffust. Altså, jeg mindes ikke som minister at have fået at vide, f.eks. hvilke offentlige arbejdspladser der ikke leverede på deres uddannelsesansvar, og det er jo faktisk noget, som jeg synes det ville have været helt relevant at Folketinget løbende kunne følge med i. DSB og Region Hovedstaden – nu nævner jeg bare to af dem, jeg nævnte i min indledende tale – ligger helt som topscorere med hensyn til ikke at leve op til deres uddannelsesansvar. Så der er behov for, at vi sådan set også i det her hus ved, at de offentlige arbejdsgivere i den grad svigter de unge, der har behov for en praktikplads.

Jeg vil gerne stille et sidste spørgsmål om det praktikpladsopsøgende arbejde, hvor ministeren jo siger, at nu skal man også tage sig af de netop 20 pct. af eleverne, som også har svært ved det i dag: Vil ministeren tage initiativer til at målrette det taxametertilskud, som skolerne allerede får i dag, til at løfte den opgave, de jo egentlig allerede skulle have løftet for længst?

Ministeren.

Bring de ting over, der er i forhold til det med åbenhed. Der er noget af det, vi har drøftet, i forbindelse med at aftalen blev indgået, og det skal vi selvfølgelig ikke røre ved, for det er der indgået aftale om. Men der kan være andet og mere, der ligger uden for det, og det vil jeg gerne vende tilbage til. Så herfra et tilsagn om også at kigge bredere på det.

Så i forhold til det her med, hvorvidt vi vil hegne de penge ind, vil jeg sige, at det faktisk også ligger i aftalen. For der er faktisk et beløb på 275 mio. kr., som Folketinget har sat af til præcis det lærepladsopsøgende arbejde. Der er ikke nogen garanti for, at de penge bliver brugt til det, de er sat af til, og der har vi indgået den aftale med arbejdsmarkedets parter, at der fremadrettet skal være garanti for, at de penge bliver brugt på det. Altså, så de bliver hegnet ind.

Så vil jeg bare sige i forhold til den debat, der har været tidligere her i salen, om, hvorvidt der er sat ekstra penge af fra regeringens side, at der jo er brugt 0,5 mia. kr. her, og det er AUB-penge, og så har regeringen sammen med støttepartierne sat 80 mio. kr. ekstra af til erhvervsuddannelserne i de kommende år. Det betyder altså bare – for at sige det sådan – at den lærepladsopsøgende indsats er gået fra, at der var 275 mio. kr. til den, til at der nu konkret er knap 400 mio. kr., plus at vi har lagt 80 mio. kr. oveni til erhvervsskolerne. Og det vil sige, at den samlede mængde af penge i systemet er blevet kæmpestor – og heldigvis for det, for det er utrolig vigtigt for vores samfund.

Tak til ministeren. Så er der ikke flere korte bemærkninger til ministeren.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at lovforslaget henvises til Børne- og Undervisningsudvalget. Og hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg dette som vedtaget.

Det er vedtaget.