Det næste punkt på dagsordenen er:

10) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 198:

Forslag til folketingsbeslutning om at indføre evaluering af kommunale og statslige integrationsprojekter.

Af Morten Messerschmidt (DF) m.fl.

(Fremsættelse 04.03.2021).

Forhandlingen er åbnet. Og den første, der får ordet, er udlændinge- og integrationsministeren.

Tak til formanden, og tak for beslutningsforslaget. Forslagsstillerne ønsker, at regeringen i indeværende folketingsår skal fremsætte et lovforslag om, at alle statslige og kommunale integrationsprojekter skal evalueres. Jeg vil med det samme sige, at regeringen ikke kan støtte det konkrete beslutningsforslag, men jeg tror, at jeg langt hen ad vejen kan følge nogle af de tanker, der ligger bag forslaget, så lad mig sige lidt om det.

Forslagsstillerne anfører, at integration efter deres opfattelse handler om at tage de danske værdier og normer til sig. Det er jeg enig i. Vellykket integration sker ikke ved, at man lærer at køre på cykel i gaderne eller lærer at sy, som forslagsstillerne nævner. Det er afgørende for integrationen, at man som flygtning, indvandrer eller efterkommer i Danmark identificerer sig med det danske samfund og de værdier, der fylder noget her i landet, og at man aktivt bidrager til samfundet, når man bor her. Det gælder også på arbejdsmarkedet, i uddannelsessystemet, i foreningslivet og i samfundslivet i øvrigt. Og det er noget, man bør beslutte sig for fra det øjeblik, man som udlænding ankommer til Danmark.

Integration i et nyt land tager selvfølgelig tid. Det tager tid at lære det danske sprog. Det tager tid at lære at forstå det danske samfunds regler og værdier. Og måske tager det for nogle også lidt tid at få fodfæste på det danske arbejdsmarked. Det er en proces, som samfundet, staten, skal understøtte, og derfor har vi også den brede integrationsindsats, der er forankret i kommunerne. Og integrationsindsatsen i kommunerne har netop et målrettet fokus på at sikre, at nyankomne kommer hurtigst muligt ud på det danske arbejdsmarked og stifter bekendtskab med de danske værdier og det danske sprog.

Integrationen sker i mine øjne bedst ved, at den enkelte tager den afgørende beslutning om at tage ansvar for sin egen integration i Danmark. Og understøttelsen af integrationen sker i mine øjne bedst via de bærende danske samfundsinstitutioner som f.eks. arbejdspladsen, skolen, foreningslivet – de steder i det danske samfund, hvor vores værdier lever.

Jeg er således helt enig med forslagsstillerne i, at integration ikke er en særforestilling, der finder sted i store og små integrationsprojekter. Jeg vil dog samtidig sige, at jeg i min dialog med kommunerne – og det er sådan set på tværs af borgmesterfarve, partifarve – oplever et stort engagement i integrationsindsatsen og en stor velvilje til at finde nye veje til bl.a. at få nyankomne udlændinge hurtigt i gang på arbejdsmarkedet.

Nogle kommuner tilbyder skræddersyede integrationsinitiativer til bestemte målgrupper eller med fokus på særlige problemstillinger. Det står naturligvis kommunerne helt frit for at sætte gang i tiltag ud fra en vurdering af de lokale behov, og jeg har ikke tænkt mig at pålægge kommunerne at evaluere projekterne på en bestemt måde, men jeg vil da gerne opfordre til, at man generelt følger op på de projekter, man iværksætter. Det må være i alles interesse, at man får de ønskede resultater ud af de skattekroner, man bruger.

Jeg kan i øvrigt oplyse, at vi senere på foråret – det bliver faktisk om ikke så længe – får fremlagt den samlede kortlægning af kommunernes integrationsindsats, som regeringen i 2019 aftalte med Kommunernes Landsforening at gennemføre.

Hvad angår Udlændinge- og Integrationsministeriet, støtter vi i dag få, men vigtige integrationsaktører, der yder en målrettet indsats og bidrager til løsninger på specifikke integrationsudfordringer. Udvalget af organisationer har en fastsat bevilling på finansloven. Her støtter vi eksempelvis Venner Viser Vej, som ledes af dansk Røde Kors og Dansk Flygtningehjælp, og RED Safehouse, der er et såkaldt safehouse for unge på flugt fra æresrelaterede konflikter – og her følger vi op via resultatkontrakter, som skal indeholde målbare succeskriterier.

Derudover er der i regi af de tidligere satspuljeaftaler, som jo omfatter de fleste af Folketingets partier, herunder forslagsstillernes parti, i de senere år aftalt enkelte større integrationsindsatser i samarbejde med kommunerne. Det drejer sig bl.a. om ekstra tilskud til at ansætte integrations- og beskæftigelsesambassadører i en række kommuner, der skal styrke formidlingen af nyankomne udlændinge til job og praktikker på virksomhederne.

Jeg kan også fremhæve indsatsen »Kvinder i beskæftigelse«, hvor Styrelsen for International Rekruttering og Integration i samarbejde med en række kommuner bruger ekstra ressourcer på at få grupper af indvandrerkvinder i job, fordi vi netop i forhold til den gruppe oplever særlige udfordringer.

Når det så er sagt, er det ikke med de enkelte integrationsprojekter, at vi løser de store udfordringer med integrationen. Tidligere var der tradition for med satspuljen at afsætte midler til en endeløs række af midlertidige projekter – både på integrationsområdet og på andre områder. Heldigvis blev vi enige om, er det ikke var den rigtige måde at udvikle og forbedre vores velfærdssamfund på. Og jeg hører også til dem, der ikke begræder, at vi nu er på vej væk fra puljer og projekter over mod nogle mere strukturelle ændringer af integrationsindsatsen.

Hvis vi for et øjeblik løfter blikket og ser på, hvordan det generelt går med integrationsindsatsen, kan vi jo se, at det heldigvis går fremad. Flere kommer faktisk i arbejde, og flere får en uddannelse, men det går stadig alt for langsomt. Jeg kan ikke selv være tilfreds, når næsten halvdelen af alle børn med ikkevestlig oprindelse i de udsatte boligområder fortsat vokser op med forældre, der ikke er i arbejde. Så vi har stadig en ret massiv integrationsgæld, vi betaler af på.

Vi ønsker derfor at ændre logikken i integrationsindsatsen og den måde, vi møder flygtninge, der har fået ophold i Danmark, på, så vi møder folk på en ny måde, når de kommer ud i kommunerne. Det danske velfærdssamfund bygger på sådan en ret og pligt-etik, hvorefter alle så vidt muligt bidrager til samfundet, før man kan nyde godt af de rettigheder, der følger med et velfærdssamfund. Og den samfundskontrakt skal i højere grad afspejles i de krav, som vi stiller til flygtninge. Hvis man ikke har et arbejde, skal man have en hverdag, som svarer til at gå på arbejde. Det er vigtigt i forhold til den samfundskontrakt, som vi har med hinanden. Børnene skal opleve, at deres mor og far skal ud ad døren hver dag, og mor og far skal komme hjem om eftermiddagen og fortælle om deres oplevelser i en virksomhed. Det er i mine øjne nøglen til vellykket integration.

Hvis man så ikke kan finde sig et arbejde, ønsker regeringen, at kommunen fremover skal tilbyde en 37-timersindsats, hvor man bliver honoreret for den indsats, man yder, og hvor man som udgangspunkt har pligt til at bidrage 37 timer om ugen, hvis man vil have adgang til fuld ydelse. Det er noget helt andet end en integrationsindsats baseret på puljer og projekter.

Forslagsstillerne kommer i dag med en vigtig pointe. Vi skal interessere os for, hvad der virker, og det kan jeg også love jer for, at jeg selv og regeringen gør. Men jeg tror ikke, at den rigtige vej frem er at pålægge mindre kommunale integrationsprojekter bestemte krav om evaluering. Vi skal fokusere kræfterne rigtigt, og det gør vi bedst ved at se på det, jeg vil kalde den brede kerneindsats i integrationen, nemlig de bærende samfundsmæssige institutioner.

I øvrigt kan jeg oplyse, at i takt med at satspuljen er i gang med at blive udfaset, er der færre og færre statslige integrationsprojekter med rod i Udlændinge- og Integrationsministeriet, og det har jeg det selv ret godt med. Tak for ordet.

Tak. Der er et par korte bemærkninger. Den første kommer fra hr. Morten Messerschmidt.

Jeg må indrømme, at jeg ikke forstår regeringens modstand her. Nu har vi jo bevæget os bort fra vores odyssé. Folketingets dagsorden er indrettet sådan, at det, vi behandler nu, er et rent DF-forslag. Jeg prøver ikke på den måde at tage regeringen til indtægt for noget, ministeren tidligere skulle have sagt eller sådan noget, men jeg forstår simpelt hen ikke, når man nu inden for ministerens område ved, at den fejlslagne indvandring fra ikkevestlige lande koster det danske samfund over 30 mia. kr. om året, hvorfor man så ikke kan gøre noget så elementært som at sikre, at alle kommunale og statslige integrationsprojekter tjekkes, altså at man finder ud af, om man har fået det ud af det, som man gerne ville. Er det ikke et meget sundt princip, især inden for et område, der koster 30 mia. kr. om året?

Ministeren.

Der bliver fulgt op på, om de statslige integrationsprojekter, der typisk er finansieret af gamle satspuljebevillinger, virker, og om vi når de målsætninger, vi har. Så har vi de boligsociale aftaler, som der også er en del integrationsprojekter i, og der er man også blevet meget bedre til at aftale - og det er i øvrigt også brede aftaler i Folketinget – at det skal der også følges op på. Så er der så den helt store klump, nemlig hvad der egentlig foregår af integrationsprojekter i kommunerne. Der har man i økonomiaftalen i 2019 aftalt med kommunerne, at det skal afdækkes, og den afdækning bliver offentliggjort lige om lidt. Og med afsæt i det tror jeg vi kunne få en meget mere kvalificeret diskussion.

Men så er der også det mere principielle, for mener vi virkelig, at Folketinget skal pålægge danske kommuner, at bestemte projekter skal evalueres, eller stoler vi ikke på, at det kommunale selvstyre, kommunalbestyrelsen selv, tager ansvar for, hvad de mener der skal evalueres, og hvordan deres projekter skal skrues sammen? Der er jeg nok, måske også fordi jeg er fra et parti med dybe kommunalpolitiske rødder, lidt skeptisk ved at skulle detailstyre danske kommuner for meget.

Hr. Morten Messerschmidt.

Nu er der jo nogle partier, både her i Folketinget og i byrådene, som bærer et, må man sige, ganske stort ansvar for det morads, man har bragt Danmark ud i i forhold til indvandring. For dem kan det jo ikke nødvendigvis altid være lige befordrende at få kastet lys over, at de så kaster flere millioner efter de dårligt brugte millioner, så derfor kunne det måske være meget fornuftigt, at vi her fra Folketingets side sagde, at det vil vi simpelt hen have. Tag en kommune som København, hvor indvandrere en masse jo har fået stemmeret, også på grund af den der vanvittige idé om, at de skal have lov til at stemme efter 5 års ophold i Danmark, og de kan jo stemme alle mulige både venstreorienterede og andre indvandrere ind på rådhuset, og de vil da aldrig have en interesse i det her. Men det har vi, det er da os, der skal være stopklodsen, minister.

Ministeren.

Jeg bor selv i en kommune med cirka 25.000 indbyggere på den københavnske vestegn. Vi har vores lille lokalavis Albertslund Posten, og når der bliver indgået budgetforlig, står der faktisk ret udførligt, hvad pengene bliver brugt på, og de mennesker, der læser avisen, kender de institutioner, der bliver nævnt, og folk kan forholde sig til det. Vi har fire folkeskoler. Det er ægte lokalt demokrati for mig. Jeg ønsker, at de kommunalpolitikere, som borgerne i Albertslund, hvor jeg bor, har stemt på, i kommunalbestyrelsen kan beslutte, hvordan de vil indrette deres kommune. Jeg er tilhænger af, at Folketinget i mindre grad styrer de beslutninger og i højere grad overlader det til kommunerne selv at bestemme, hvordan de vil indrette det, og så håber jeg, at hvis der er nogen, der ikke forvalter borgernes penge ordentligt, får de det at vide på næste kommunalvalgdag.

Så er det hr. Marcus Knuth.

Tak. Vi synes, at det her forslag er rigtig fint, for det går jo ikke ud på at lukke nogen projekter. Det går ud på at evaluere dem og være sikker på, at pengene bliver brugt ordentligt. Vi Konservative ser af og til nogle projekter, hvor vi tænker, at det godt nok er mange penge, man bruger på noget, som vi ikke helt kan finde ud af hvad er. Lad mig komme med et eksempel, som i hvert fald undrer mig, nemlig foreningen Søstre mod vold og kontrol – nu står jeg med et notat fra Finansudvalget – som regeringen giver adskillige millioner, så de bl.a. kan opsøge og uddanne kvinder fra udsatte boligområder i demokratisk dannelse, seksualitet, ligestilling osv. Jeg forstår ikke helt, hvad de mange millioner egentlig går til. Jeg siger ikke, at det ikke er noget godt. Jeg forstår det bare ikke. Kan ministeren hjælpe mig lidt her?

Ministeren.

Den konkrete bevilling handler om lige præcis det, som ordføreren læste op, nemlig at kvinder i udsatte boligområder, som selv har været udsat for social kontrol – det er en forening, der bl.a. har rødder i Vollsmose – uddanner andre kvinder i at sige fra over for social kontrol, og de insisterer på at bakke de mennesker op, der ønsker at blive en del af det danske samfund. Det er rigtigt, at der i forlængelse af den sidste finanslov, som regeringen indgik med partier til venstre i Folketingssalen, er blevet afsat penge til lige præcis den organisation, som jeg i øvrigt også selv synes laver et godt stykke arbejde, primært på Fyn.

Hr. Marcus Knuth.

Det er jeg glad for at høre. Det håber jeg vi kan høre lidt mere om. Det er netop derfor, jeg synes, at man skal evaluere sådan nogle projekter, men det vil ministeren jo så ikke. Nu så vi så også for ikke så lang tid siden, at der helt tilbage fra den blå regerings tid var sat en undersøgelse i gang, hvor man skulle undersøge – sådan som jeg husker det – holdninger i visse indvandrermiljøer, og hvad man kunne gøre. Der blev det pludselig anbefalet, at koranundervisning er en god ting, når det gælder integration, og at genopdragelsesrejser heller ikke er så dårlige. Alle, inklusive ministeren, var dybt forarget. Når vi så ser projekter, jeg ikke forstår, og når vi ser undersøgelser, som er helt skæve, hvorfor vil ministeren så ikke gå med til at lave en evaluering af de her projekter?

Ministeren.

For det første vil jeg sige, at ved de bevillinger, der udmøntes igennem staten, følger vi selvfølgelig resultaterne. Der er ikke nogen penge, der bare bliver kastet ud med hovedet under armen. Det, min kritik af det her forslag går på, er, at vi skal forpligte kommunerne til det. Altså, jeg er tilhænger af øget kommunalt selvstyre, ikke mindre kommunalt selvstyre.

For det andet er jeg i øvrigt enig i, at der er vokset en kæmpe integrationsindustri frem, og at det ikke alt sammen er lige produktivt. Jeg tror faktisk, at noget af det er ret kontraproduktivt i forhold til at få integrationen til at fungere. Derfor er jeg også glad for, at der nu er markant færre statslige integrationsprojekter, end der plejer at være, og jeg håber, vi kan gå videre i den retning. Jeg håber også, at det resultat, som vi kan fremlægge om kort tid, omkring de kommunale integrationsprojekter også vil afføde en diskussion, som måske frem mod kommunalvalget i efteråret kan få nogle af kandidaterne til kommunalbestyrelserne til også at kigge på den afdækning og sige: Det kunne også være, at vi skulle skrue lidt ned for de kommunale integrationsprojekter. Det synes jeg at vælgerne skal afgøre i stemmeboksene.

Der er ikke flere korte bemærkninger. Tak til ministeren. Så går vi i gang med ordførerne, og den første ordfører er fra Socialdemokratiet, hr. Rasmus Stoklund.

Tak for det, formand. Med dette beslutningsforslag foreslår Dansk Folkeparti, at alle kommunale og statslige integrationsprojekter skal evalueres. Det bliver de fleste allerede. I Socialdemokratiet mener vi, at der er blevet brugt for mange skattekroner på integrationsprojekter gennem tiden. Integrationsproblemerne skal løses ved at tage fat om nældens rod: stram kontrol med indvandring, blandede boligområder, blandede skoler og dagtilbud, en pligt til at være på arbejdsmarkedet for indvandrere og flygtninge, og folk, der ikke længere har brug for beskyttelse i Danmark, skal rejse hjem.

Fra politisk side er der allerede blevet reduceret i antallet af midlertidige integrationsprojekter, og jeg synes, det er klogt, når man også i kommunerne tager fat på det, som f.eks. Københavns Kommune, som i 2019 besluttede sig for at skrotte såkaldte bløde integrationsprojekter og i stedet prioritere projekter med fokus på uddannelse, beskæftigelse og negativ social kontrol.

Vi ønsker ikke at påføre skatteyderne nye økonomiske byrder ved at lave et nyt evalueringskrav, men vi vil fokusere på, hvad der virker: stram kontrol med indvandringen, en fortsat indsats mod parallelsamfund og vores forslag om at indføre en 37-timersarbejdsuge. Derfor støtter Socialdemokratiet ikke dette beslutningsforslag.

Tak. Så er det Morten Messerschmidt.

Det er mig fuldstændig ubegribeligt, hvordan man kan argumentere imod at få tvungen evaluering af integrationsprojekter ved at sige, at det vil koste skatteyderne dyrt. Altså, det er jo den helt omvendte verden, hr. Rasmus Stoklund. Altså, sagen er, at hvis der er noget, der koster skatteyderne dyrt, er det indvandringen fra ikkevestlige lande, og mange af de kommuner, som bl.a. er ledet af socialdemokrater, igangsætter jo alle mulige integrationsprojekter. Ville det ikke være meget fornuftigt at vide, om de rent faktisk bidrager til integrationen eller bidrager til regningen, som så danskerne i udgangspunktet jo samler op og skal betale? Hvorfor er det så forkert at sige til en kommune: Hvis I gerne vil lave et eller andet projekt for at få integreret nogle udlændinge, skal I også efterfølgende tjekke, at man rent faktisk har nået målet, sådan at næste gang I vil bruge millioner af skatteydernes penge, ja, så står I lidt klogere, fordi I har erfaringen fra sidst? Hvad i alverden er der forkert ved det?

Værsgo.

Jamen jeg synes ikke, at der er noget meget forkert ved det, men i forvejen er det jo sådan, at der bliver lavet et overblik og bliver lavet evalueringer. Altså, de statslige projekter er finansieret via satspuljen, og de bliver evalueret. Ser vi på de kommunale projekter, er der jo lavet en kommuneaftale for 2020, hvoraf det fremgår, at der, og jeg mener, det er i foråret i år, skal komme et overblik over, hvordan det går med de forskellige integrationsprojekter, der er i kommunerne. Og derfor synes jeg, at det så ville være underligt at lave et nyt krav, når man i forvejen har den her aftale og vi sådan set bare går og venter på det resultat, der skal komme her i løbet af foråret.

Hr. Morten Messerschmidt.

Nej, hr. Rasmus Stoklund. Det er rigtigt, at man drypvis i visse aftaler har bedt om, at der bliver evalueringer, men der er masser af områder, hvor man ikke får evalueringer; altså, hvad har effekten af at bruge måske 10 mio. kr. på et sprogkursus eller et eller andet været? Så det, hr. Rasmus Stoklund nævner, er sådan set et argument for at brede evalueringskravet ud. Så igen: Det her er jo altså ikke et drilleforslag, hvis vi skal sige, at de tre foregående var det, altså odysséen udi socialdemokratiske løftebrud. Det er ikke der, vi er nu, hr. Rasmus Stoklund. Det her er et rigtigt, hundrede procent velment og fornuftigt forslag. Så vil hr. Rasmus Stoklund ikke lige revurdere sin modstand?

Værsgo.

Først og fremmest vil jeg gerne kvittere for, at hr. Morten Messerschmidt anerkender, at de første forslag, vi har brugt noget af dagen i dag på, var drilleforslag rettet mod regeringen. Det synes jeg er rigtigt beskrevet. Men derudover synes jeg for det første, at der bliver evalueret, og for det andet, at man skylder at svare på, hvor pengene skal komme fra. Det er ikke gratis at gennemføre evalueringer, det vil vel koste millioner af kroner, som store konsulenthuse så vil kunne tjene godt på. Endelig synes jeg også, man skal holde sig for øje, at en evaluering ikke altid bare er en evaluering. Altså, en evaluering er også nogle gange en evaluering, der leverer nogenlunde det, som kunden efterspørger; sådan kan det i hvert fald strikkes sammen, det ville ikke være første gang, det var set.

Tak for det, og der er ikke flere kommentarer til hr. Rasmus Stoklund. Så er det fru Marlene Ambo-Rasmussen, Venstre.

Tak for det, formand, og tak til hr. Morten Messerschmidt og Dansk Folkeparti for at have fremsat et både kærkomment og klogt beslutningsforslag. Venstre er nemlig helt enig med Dansk Folkeparti i, at der bliver kastet alt for mange gode skattekroner efter alt for mange virkningsløse integrationsprojekter. Det gælder både på kommunalt og på statsligt plan. Derfor giver det i den grad god mening, at alle integrationsprojekter afsluttes med en effektiv evaluering, så vi kan finde ud af, hvad der reelt virker, og hvad der ikke gør. Sagen er nemlig, at det hverken er fair over for de danskere, der afleverer en stor del af deres hårdt tjente penge i skat, eller fair over for de flygtninge og indvandrere med et integrationsbehov, der deltager i de her projekter, at langt størstedelen af projekterne tilsyneladende ikke rigtig ser ud til at virke.

Så sent som sidste år faldt jeg over en nylig udgivet rapport fra Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd. Rapporten undersøgte effekten af virksomhedspraktik som led i at øge flygtninges og familiesammenførtes arbejdsmarkedstilknytning. Rapporten slog fast, at selv om de 17 undersøgte kommuner havde øget brugen af virksomhedspraktik over for målgruppen, som det jo så fint hedder, kunne der ikke findes nogle positive effekter på målgruppens beskæftigelse, selvforsørgelse eller uddannelse. Det er jo mildest talt dybt, dybt beklageligt, for slet ikke at sige forstemmende, når man efterfølgende tænker på, hvor meget tid og hvor mange ressourcer der må være blevet brugt på projekterne. Omvendt illustrerer den her rapport fra Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd fornuften i, at vi evaluerer de integrationsindsatser, vi nu engang har sat i værk, både her og kommunalt.

På baggrund af rapporten kan man i hvert fald konkludere, at virksomhedspraktik nok ikke lige er den mest hensigtsmæssige måde at få flygtninge og familiesammenførte i arbejde på. Med andre ord er en evaluering altså med til at gøre os klogere og dermed med til at gøre vores politik bedre, hvad end det drejer sig om integration, socialpolitik eller noget helt tredje. Men selv om evalueringer generelt er godt, er det værd at gøre opmærksom på, at evaluering er mange ting. Det, Dansk Folkeparti mener med evaluering, er effektevaluering, og det er også den type evaluering, Venstre ønsker der i højere grad skal gøres brug af i det offentlige. Den slags evalueringer er imidlertid dyre og også omstændelige og langsommelige at udføre. I den forbindelse noterer jeg mig, at Dansk Folkeparti ikke har anvist nogen finansieringskilder i forslaget. Det skal altså ikke forhindre Venstre i at stemme for forslaget, men samtidig vil Venstre gerne påpege, at det, inden et forholdsvis omfangsrigt forslag som det her vedtages, nok er fornuftigt, at der lige bliver lavet nogle beregninger af, hvad det cirka kommer til at koste.

Endelig vil jeg gerne nævne, at det ville være smart, hvis evaluering som hovedregel blev indtænkt og planlagt fra start, dvs. i samme øjeblik som et nyt integrationsprojekt bliver sat i værk. På den måde skal dem, der efterfølgende bliver sat til at udføre evalueringen af dette eller hint projekt, nemlig ikke bruge en masse tid på at finde ud af og spekulere over, hvordan de skal tilrettelægge undersøgelsen.

Så for nu at opsummere: Tak for et godt forslag, hr. Morten Messerschmidt. Venstre støtter det, men på mit partis vegne vil jeg gerne henstille til, at de økonomiske konsekvenser af det her forslag bliver kortlagt, ligesom jeg gerne vil opfordre til, at det offentlige generelt bliver bedre til at tænke i baner af evaluering, og at evaluering altså bliver indtænkt fra start. Tak for ordet.

Værsgo, hr. Morten Messerschmidt.

Jeg glæder mig meget over, at Venstre vil stemme for det her forslag. Jeg vil bare sige i forhold til det med udgiften, at det er tænkt sådan, at det ved fremtidige integrationsprojekter skal være en obligatorisk forudsætning for dem, der realiserer projektet, at det skal evalueres. Så hvis man søger om 5 mio. kr. – bare for at tage et beløb – skal man altså inden for det budget have evalueringen med.

Så derfor er tanken egentlig ikke, at det skal føre til en større udgift, men derimod at man skal tænke den udgift ind fra starten af sammen med de andre omkostninger, og når vi så har noget data, der er evalueret, vil det jo så gøre, at man kan skære rigtig mange af de her integrationsprojekter fra, fordi man kan se, at der ikke er nogen effekt. Så faktisk er det her et besparelsesforslag.

Værsgo.

Tak for det, hr. Morten Messerschmidt. Det er jeg jo også enig med dig i på den lange bane, og nu kvalificerer du det også rigtig fint, og det kan jeg også bakke fuldstændig op omkring på Venstres vegne. For hele idéen med det her er jo netop, at det i hvert fald på den lange bane skal blive billigere, og jeg synes, det er så fint, at man indtænker det allerede i den pulje penge, som f.eks. de her foreninger modtager, altså at evalueringen er tænkt ind i dem. Tak.

Tak for det. Der er ikke flere kommentarer, og man skal lige gøre rent.

Den næste taler er fru Halime Oguz, Socialistisk Folkeparti. Værsgo.

Tak, formand, og også tak til forslagsstillerne for at give mulighed for at diskutere den her problematik omkring integrationsprojekter. Integrationsopgaven kræver vilje, og det kræver, at man ikke lader sig forblinde af sit politiske ståsted. Endelig kræver det, at der luges ud i junglen af integrationsprojekter, således at man sætter progressive folk til at varetage opgaven.

Nydanskerne skal ikke videreføre hjemlandets normer, sådan som nogle har gjort hidtil, og hvilket de endda er blevet støttet i af nogle af de her velmenende integrationskonsulenter. I den sammenhæng har det i nogle tilfælde betydet, at man i den konkrete implementering af de her mange projekter har hældt pengene ned i et sort hul og ladet integrationsindustrien eksistere for integrationindustriens egen skyld. Men det har ikke rykket den integrationensbestræbelse, man havde i tankerne, én millimeter. Derfor er det jo også glædeligt, at man fra politisk side har reduceret antallet af midlertidige integrationsprojekter, der ellers tidligere var så udbredte.

Jeg skal ikke lægge skjul på, at den bedste integration for mig at se er et ophold på en af vores højskoler og en dyrkelse af de kulturelle institutioner i Danmark i det hele taget. Det er her, man møder den danske kulturelle ånd, og det er her, man opnår en kulturel dannelse. Den form for udfordring og tilskyndelse til fritænkning, man får disse steder, er efter min opfattelse det bedste værn mod modborgerskab. Den største barriere i forhold til integrationen har hidtil været den manglende viden om og ja, den manglende interesse for værtslandets kultur.

Jeg kan sådan set godt forstå baggrunden for forslaget, og jeg finder faktisk også forslaget om at evaluere integrationsprojekterne ret sympatisk, men vi synes bare i SF, at man i stedet for at bruge skatteborgernes penge på de konsulenthuse, der kommer til at evaluere disse integrationsprojekter, og som højst sandsynligt ender med en djøfisering og papirarbejde, skal efterlyse en bedre styring af integrationsprojekterne. Pengene vil være givet meget bedre ud til det. Det vil altså sige, at vi i et samarbejde mellem KL og kommunerne skal have en national strategi for projekterne, så man har en større transparens og et bedre overblik over de forskellige indsatser. Som det er nu, styrer kommunerne meget selv, hvilke projekter de vil have gang i, og det skaber større uigennemsigtighed. Endvidere kan det tit ende ud i små projekter uden effekt.

På den baggrund vil jeg meddele, at SF desværre ikke kan støtte forslaget, som det foreligger, selv om vi finder mange af tankerne bag det sympatiske.

Tak. Hr. Morten Messerschmidt.

Tak for i hvert fald den delvise opbakning. Jeg forstår ikke, hvor den der tanke om, at det her skulle gavne djøfsegmentet, konsulenthusene osv., er opstået. For der står jo ikke noget i forslaget om, at det skal være sådan en konsulentvirksomhed, der skal foretage evalueringen. Altså, tanken er sådan set mere, at man, hvis man f.eks. i en kommune siger, at man nu bruger en sum penge på et beskæftigelsesprojekt, hvor man jo forinden typisk har en idé om, at det skal gavne beskæftigelsen med et eller andet antal personer, der så skal gå fra passiv forsørgelse til selvforsørgelse, når man efter måske 3 år er færdig med projektet, så kan se, hvad det har ført til. Der behøver man jo ikke at have et konsulentfirma ind over. Så idéen er sådan set, at dem, der påtager sig opgaven, også påtager sig evalueringsforpligtelsen.

Tak, og værsgo.

Jeg er ikke så sikker på, at det stadig vil kunne skabe det resultat, som hr. Morten Messerschmidt efterlyser med den her centralisering af de her opgaver. For så tror jeg, vi kommer til at pålægge kommunerne en meget større opgave. Jeg vil i stedet foreslå den model, som SF fremlægger her, nemlig at vi måske skal prøve at tænke i, hvordan vi kan lave en national handleplan, der skaber større gennemsigtighed. Det tror jeg faktisk er vejen frem i stedet for at pålægge hver enkelt kommune nogle af de her opgaver. Det tror jeg simpelt hen ikke er vejen frem. Jeg vil gerne have og jeg ser også gerne mere evaluering af de her projekter, men jeg er ikke så sikker på som hr. Morten Messerschmidt, at det her ikke vil føre til meget mere papirarbejde og konsulentarbejde. Det er jeg ikke sikker på at vi kommer uden om.

Hr. Morten Messerschmidt.

Kan fru Halime Oguz ikke godt give mig ret i, at det, hvis man i dag ikke er forpligtet til at evaluere sine integrationsprocesser og -projekter, jo så ikke ligefrem er noget, der skaber et incitament til at arbejde for, at det også lykkes? Jeg tror, må jeg indrømme, at der er en hel industri af folk derude, som bare sidder og kører de her projekter igennem for statens og kommunernes penge, vel vidende at der ikke er nogen, der kommer og tjekker, om de så også når deres mål. Jeg ved ikke, om en national handlingsplan vil løse det, men jeg håber da, at fru Halime Oguz vil gå positivt ind i det her i udvalgsbehandlingen.

Værsgo.

Jeg ser meget frem til, at vi kan tale videre om det her i en udvalgsbehandling, og jeg giver Morten Messerschmidt fuldstændig ret i, at vi har brugt rigtig, rigtig mange penge på projekter, og at vi har haft ansatte, som overhovedet ikke har levet op til de forventninger, der var til dem. Jeg har selv været en del af det og har også en helt anden indsigt i de forskellige ting, der foregår. Så jeg ser frem til en udvalgsbehandling.

Tak for det. Tak til ordføreren. Hr. Kristian Hegaard, værsgo.

Mange tak, formand. Beslutningsforslaget her handler om at indføre en obligatorisk evaluering af kommunale og statslige integrationsprojekter, og det lyder jo besnærende, hvis ikke det var, fordi projekterne mestendels i forvejen bliver evalueret. Det ved jeg selv som kommunalt valgt i nu godt 11½ år, og jeg har i min tid herinde heller ikke set statslige integrationsprojekter, der ikke er blevet evalueret, og det giver god mening, at langt de fleste bliver evalueret, for det at lære af de gode projekter gør, at man kan gøre dem, som er lykkedes, permanente, og selvfølgelig kassere de mindre succesfulde, for heller ikke her giver det mening at gå tilbage til en fuser. Hvis vi vedtog det her beslutningsforslag, skulle vi også definere, hvornår noget så er evalueret, og fastsætte regler for det, og det tror jeg ikke det ville give ret meget mening at bruge tid på, når de fleste alligevel i forvejen evalueres.

Hvad viser mange af de her evalueringer så? Ja, evalueringerne viser bl.a., at særlig boligsociale helhedsplaner er særdeles virkningsfulde. En nylig rapport fra VIVE viser nemlig, at Aisha fra det udsatte boligområde har hentet ind på Anna fra Strandvejen i mulighederne for at blive læge. For det er nemlig sådan, at 57 pct. af dem, der bor i boligområderne, har et højere uddannelsesniveau end deres forældre, hvorimod det for resten af befolkningen gælder 62 pct. Sagt med andre ord: Selv om der spilles mest fodbold i de almene boligområder, er de danmarksmestre i mønsterbrydning.

Selv om vi fra Radikale Venstres side ikke kommer til at støtte det her beslutningsforslag, glæder jeg mig alligevel over tonen i forslaget, nemlig at det her jo så må betyde, at Dansk Folkeparti fremadrettet kommer til at støtte succesfulde integrationsprojekter som bl.a. dem, jeg skitserede lige før. For hvis man vil evaluere, men har taget stilling på forhånd, så vil man jo bare evaluere for bureaukratiets skyld, og det kan jeg ikke forestille mig at der er nogen der har tænkt sig at føre ud i praksis. Derfor glæder jeg mig over, at der i bemærkningerne til beslutningsforslaget står, at det også er for at videreføre de integrationsprojekter, som reelt virker, og det ved vi er sådan noget som fritidsjobs og boligsociale helhedsplaner, som der er positive evalueringer af virker.

Så jeg glæder mig rigtig meget til, at Dansk Folkeparti fremadrettet støtter de integrationsprojekter, og på den baggrund takker vi fra Radikale Venstres side for debatten og anerkendelsen af, at vellykkede integrationsprojekter naturligvis skal fortsætte for at gøre en forskel for integrationen.

Hr. Morten Messerschmidt, værsgo.

Tak, formand. Ordførerens tale fik mig øjeblikkelig til at gå ind på VIVE's hjemmeside for at se, hvad det dog kan være for nogle rapporter, han tænker på. Op på min skærm her kommer der et projekt fra sidste år, sidste sommer. I mål med integration, står der, og nu citerer jeg:

»VIVEs evaluering af projektet viser, at kommunerne øgede deres brug af virksomhedspraktik, men også at projektet ikke havde positive effekter på målgruppens beskæftigelse, selvforsørgelse eller uddannelse.«

Det er jo ikke ligefrem det billede, som hr. Kristian Hegaard fremmaner, man får, i hvert fald ikke, når man læser det her, men lad nu den uenighed ligge. Er hr. Kristian Hegaard enig i, at det helt generelt er et sundt værktøj, når vi bruger skatteborgernes penge på integration af udlændinge, at man så også ved, om der er en effekt, og at det derfor bør være et lovkrav? Jeg er helt med på, at der kommunalt er nogle, der gør det allerede i dag, men der er også ganske mange, som vi hørte det fra hr. Rasmus Stoklund, der ikke gør det. Det er ærgerligt, for det kan jo være, at pengene kunne have været brugt på noget bedre og mere fornuftigt i stedet for at være spildt, fordi man ikke ved, hvad der reelt er sket.

Værsgo.

Men hr. Morten Messerschmidts indlæg her viser jo med al tydelighed, at der allerede sker evaluering. I forhold til det, der blev læst op, er det vel sådan, at man måske skal ikke bruge virksomhedspraktik i lige så stort omfang, eller man skal måske ændre i måden, man bruger det på, hvis det har haft en mindre god evaluering. Så det understreger jo bare, at projekterne bliver evalueret, og det er positivt, for det giver mulighed for, at man kan fravælge og tilvælge – og selvfølgelig tilvælge dem, der har en positiv effekt.

I forhold til om det skal være et lovkrav, at man evaluerer, og at vi så skal bestemme, hvordan man evaluerer på bestemte måder, vil jeg sige, at det synes jeg er mindre virkningsfuldt, fordi det jo vil underminere det kommunale selvstyre fuldstændig, at de har mindre frihedsgrader. De kan godt nok fastsætte, hvad for nogle projekter de vil udarbejde, men præcis hvordan de skal evalueres, kan de så ikke bestemme. Der tror jeg, vi må have tillid til, at vores lokalt valgte rundtomkring altså godt kan bestemme det, og når vi træffer beslutning herinde vedrørende statslige projekter, kan vi så bestemme, hvordan de skal evalueres. Det er en god arbejdsfordeling.

Hr. Morten Messerschmidt.

Det må jeg sige. Der forstår jeg slet ikke noget af, hvad hr. Kristian Hegaard siger. Altså, hr. Kristian Hegaard synes, det er en god idé, at man evaluerer statsligt såvel som kommunalt; konstaterer, at det gør man ikke alle steder i dag, hvilket uvægerlig jo fører til spild af gode skattekroner; men vælger så antagelig at stemme nej til et forslag om, at man indfører tvunget evaluering. Det giver jo ingen mening.

Vi skal jo ikke sidde og bestemme, hvordan man evaluerer, men sætter man sig for at lave et eller andet beskæftigelsesprojekt og for, at man gerne vil have 10 pct. flere i et bestemt boligområde i arbejde, så er det jo ikke for meget at forlange, at man så også har et lovkrav om, efter at projektet er tilendebragt, at man så ser, om der er 10 pct. flere i beskæftigelse.

Tak, og værsgo.

Hvis man rent hypotetisk fastsatte et krav om, at alt skulle evalueres, når der alligevel sker evalueringer, så ville vi jo skulle gå ind at definere, hvornår noget er evalueret, fordi ellers kan man ikke fastslå, om det er evalueret. Der synes jeg altså, vi har bedre ting at bruge vores tid på end at fastslå den slags, og at vi i øvrigt skal have tillid til kommunerne, have tillid til dem, der gennemfører projekterne, have tillid til, at dem, der skal bruge penge, selvfølgelig kun vil bruge dem på projekter, der er succesfulde, og ikke på dem, der har mindre succes end andre.

Tak for det. Og vi går videre til fru Rosa Lund, når vi har fået gjort lidt rent. Værsgo.

Tak for det. Hvis man kun læser det her beslutningsforslag fra Dansk Folkeparti i den korte form, virker det, som om forslaget faktisk har baggrund i en meget fornuftig tankegang – en evaluering af integrationsprojekter, så man kan finde ud af, hvad der virker, og hvad der ikke virker. Den del er der i sig selv ingen der kan have noget imod, tænker jeg. Det er jo spild af samfundsressourcer at poste penge i initiativer, som ikke tjener nogen formål, og som vi ikke ved om virker eller ej.

Men når jeg så læser bemærkningerne til forslaget, er der mange elementer i det, som jeg er meget uenig i. Dels er der en forherligelse af en monokultur, som Dansk Folkeparti mener at vi som danskere alle tilhører, dels er der et meget negativt syn på mennesker fra Nordafrika og Mellemøsten, som jeg bestemt ikke er enig i. Og når forslagsstillerne siger, at det i udgangspunktet slet ikke er det offentliges opgave at lave integrationsprojekter, kan jeg også være bekymret for, hvad det egentlig er, Dansk Folkeparti forestiller sig at de her evalueringer skal munde ud i. Er det for at bruge resultaterne, der højst sandsynligt vil vise, at nogle ting virker, men at andre ikke gør, til helt at afskaffe integrationsindsatsen? Er det det, man er ude på? Det kan vi i hvert fald i Enhedslisten ikke støtte.

Alle undersøgelser viser også, at hvis man kommer fra et andet land til Danmark som f.eks. flygtning, er den bedste måde at blive integreret i samfundet på, at man lærer sproget og får en uddannelse eller et arbejde. Det har vi som samfund stor interesse i, så hvorfor skulle det ikke være en offentlig opgave at sikre, at det sker hurtigt og gnidningsfrit? Især når vi taler om mennesker, der er flygtet fra krig og andre uhyrligheder, kan der være rigtig gode grunde til, at man ikke selv kan finde hoved og hale i systemet og i de tilbud, der er. Man kan være analfabet, man kan være traumatiseret eller alvorligt syg, og så er det da oplagt, at vi som samfund går ind og giver en hjælpende hånd for at sikre, at de her mennesker får det bedst mulige liv, hvor de bliver en del af det samfund, som vi bor i.

Der er ingen tvivl om, at mennesker fra andre lande har en stor interesse i at blive en del af vores arbejdsmarked, men desværre viser flere undersøgelser, at de bliver mødt med mange barrierer, som de ikke selv er skyld i, men som begrænser deres mulighed for at komme ind på arbejdsmarkedet. Og det synes jeg egentlig bekræfter mig i, at det er fornuftigt at evaluere de indsatser, der er, for der er tydeligvis nogle af dem, som ikke virker, men der er jo også nogle af dem, som virker.

Integrationsindsatsen er et vigtigt skridt i den rigtige retning og en stor hjælp for mange mennesker. Det er også derfor, at vi i de udsatte boligområder ser, at der er nogle meget positive effekter af de integrationsindsatser, der har været. Beboerne i de her områder har en meget stor social mobilitet, og antallet af unge mennesker, der får en uddannelse, er i konstant vækst og på et meget højt niveau sammenlignet med resten af samfundet. Men at evaluere de indsatser, der foretages, er som udgangspunkt en god idé, da vi altid skal bruge vores ressourcer på den mest fornuftige måde og få de bedste resultater for pengene. Og derfor er vi jo faktisk fuldstændig enige med Dansk Folkeparti. Vi er bare også af den klare overbevisning, at det sker i forvejen. Hver gang der bliver sat penge af fra Socialministeriets side f.eks., er der jo en medfølgende evaluering. Så derfor er vi lidt i tvivl om, om vi faktisk med det her beslutningsforslag dels kommer til at beslutte noget, som vi er lidt uenige i, altså med henblik på bemærkningerne, dels beslutter noget, der allerede sker, og det virker jo egentlig bare som dobbeltarbejde. Og derfor kan Enhedslisten støtte intentionerne i forslaget, fordi det da er fint at evaluere, men vi kan ikke støtte selve beslutningsforslaget.

Hr. Morten Messerschmidt.

Det forstår jeg ganske enkelt ikke. For når man som parti, og vel også som person, bærer så stor en del af ansvaret for de ulykker, der er sket i Danmark på udlændingeområdet i – ja, for fru Rosa Lunds vedkommende er det jo ikke lige så lang tid som for hendes parti – i hvert fald en anselig mængde år, kan man kun have en interesse i at sørge for at få tingene på ret køl. Og der er i dag multiple integrationsprojekter både kommunalt og statsligt, bl.a. gennem de såkaldte ngo'er, som man giver penge, der ikke bliver evalueret, og hvor man ikke aner, om de penge rent faktisk leverer det, som man har en forventning om. Jeg tror, at hr. Marcus Knuth nævnte et af eksemplerne tidligere. Og hvis man nu rigtig gerne vil have det her opgør med det, som fru Rosa Lund kalder monokulturen, til at lykkes – altså at omdanne Danmark til et indvandrerland; det er jo det, det handler om – ville det så ikke være meget godt at vide, hvilke integrationsprojekter der giver den effekt, man har forestillet sig, og hvilke der ikke gør?

Værsgo.

Jeg synes altid, det er så sjovt, når hr. Morten Messerschmidt og andre fra Dansk Folkeparti bebrejder Enhedslisten – og særligt undertegnet, men også bare Enhedslisten – for det, som hr. Morten Messerschmidt kalder ulykkerne på integrationsområdet. Altså, det er jo hr. Morten Messerschmidt og Dansk Folkeparti, der har haft størst indflydelse på udlændingepolitikken de sidste 20 år. Hvis det var Enhedslisten, der havde haft den indflydelse, så kan jeg love dig for, hr. Morten Messerschmidt, at integrationen var lykkedes. Men det er simpelt hen ikke os, der har haft hverken indflydelsen eller mandaterne på det her område de sidste 20 år.

Værsgo, hr. Morten Messerschmidt.

Jeg kan sige med sikkerhed, at den udlændingepolitik, der er blevet ført i Danmark i de sidste 20 år, er tættere på Enhedslistens drøm end på Dansk Folkepartis drøm. Men det er ikke det, jeg spørger om, fru Rosa Lund. Det, jeg spørger om, er: Hvis man tror på og drømmer om, at det, som fru Rosa Lund kalder den danske monokultur, skal elimineres, fordi Danmark skal være en multikultur – det må jo være det, man må forstå ud fra det, som fru Rosa Lund siger – hvorfor er hun så ikke interesseret i, at de mange projekter, der sættes i søen for at ødelægge monokulturen, så også sikres at have en effekt?

Værsgo.

For det første er vi ikke interesseret i at slette alt, hvad der hedder dansk kultur. Det, vi er interesseret i, er at sikre, at der er en ordentlig integration; at folk lærer sproget, at folk deltager aktivt i samfundet. Og som jeg også sagde i min tale, synes vi, at det er en god idé at evaluere. Jeg er bare af den klare overbevisning, at det faktisk sker i forvejen. Altså, vi står med masser af resultater fra f.eks. helhedsplanerne i de socialt udsatte boligområder, ligesom vi også står med flere evalueringer af forskellige andre projekter, f.eks. det fritidsakademi, der hedder FRAK, som ligger på Nørrebro, og som er et integrationsprojekt, der også er blevet evalueret positivt. Så det er sådan set overhovedet ikke, fordi jeg er imod evalueringer. Jeg er bare bekymret for, at vi kommer til at lave dobbeltarbejde med det her forslag.

Tak for det. Der er ikke flere kommentarer. Den næste er hr. Marcus Knuth, Det Konservative Folkeparti.

Tak, formand, og tak til Dansk Folkeparti for at fremsætte det her rigtig fornuftige beslutningsforslag. Det er et emne, som jeg selv har kigget på en del på det seneste, så tak til hr. Morten Messerschmidt for at gøre arbejdet for mig og få forslaget i salen, inden jeg selv kom med det. For jeg frygter nemlig, at der bliver spildt rigtig mange danske skattekroner derude på projekter, som ikke lever op til det, man kunne forvente. Der er sågar nogle, der siger, at der er en hel industri, der meler sin egen kage med de her projekter. Jeg ved ikke, om det er rigtigt, men jeg kan i hvert fald konstatere – nu spurgte jeg ministeren før – at der af og til er projekter derude, hvor jeg sidder og tænker, hvad det egentlig går ud på.

Nu nævnte jeg f.eks. foreningen Søstre mod vold og kontrol. Ministeren kom med et meget politisk korrekt svar, i forhold til hvad de rent faktisk laver, og det er noget med demokratisk dannelse, seksualitet og ligestilling og alle de rigtige ord. Men jeg kan jo bl.a. forstå, at Socialdemokratiet i Odense Kommune er kommet i mindretal i byrådet, der ønsker en uvildig advokatundersøgelse af den her forening. Jeg siger ikke, de laver noget forkert. Jeg siger ikke, de ikke lever op til det, de skal, men jeg bemærker i hvert fald, at et flertal i Odense Byråd vil have den her forening undersøgt. Og det er jo netop det, som jeg synes er problemstillingen, altså at der er så mange derude, både os politikere her og i byrådssalene og folk ude i det danske samfund, der af og til sidder og kigger på de her i det her tilfælde enorme millionbeløb, der går til foreninger, hvor man tænker: Hvad er det egentlig, de går og laver? Jeg kan jo bare sige: Jeg gjorde selv den bitre erfaring for et par år siden, hvor jeg kritiserede den forening, der hedder Exitcirklen, som er ledet af en imam, der har forsvaret sharia. Hvad skete der? Jeg havnede i landsretten. Det var ikke nogen behagelig oplevelse. Heldigvis afviste landsretten pure de anklager, som var rettet mod mig, en kollega fra Dansk Folkeparti og en kollega fra Det Konservative Folkeparti, men det viser jo bare, at så snart vi begynder at kritisere nogle af de her foreninger, kommer der en voldsom modreaktion.

Så alt andet lige: Jeg forstår ikke, hvorfor ministeren ikke kan bakke op om det her, som kunne give os ro i sindet, give de mange byrådsmedlemmer ro i sindet og give de mange danskere ro i sindet i forhold til at få mere gennemsigtighed, således at vi ved, hvad de her organisationer laver, og således at man kan mane eventuelle falske rygter i jorden. For det værste ville jo være, hvis der var falske rygter derude om organisationer, altså historier, som ikke er rigtige. Så jeg håber meget, at ministeren vil komme på bedre tanker. Vi støtter helhjertet det her forslag fra Dansk Folkeparti. Tak.

Tak for det. Der er ingen kommentarer. Den næste er hr. Lars Boje Mathiesen, Nye Borgerlige.

Integration er grundlæggende et personligt anliggende. Hvis jeg valgte at tage til et andet land og ville bosætte mig, synes jeg, det ville være fuldstændig på sin plads at sige, at jeg havde en forpligtelse til at gøre mig i stand til at kunne bidrage positivt til det land. Jeg ville aldrig nogen sinde lægge de borgere, som allerede befinder sig i det land, det til last. Og det er det, integrationsindsatser handler om. Det handler om: Mener man, at det er et personligt anliggende, eller mener man, at det er et anliggende for de borgere, som allerede er i landet, når der kommer nye til? Altså, det handler om, at for at dem, der kommer til, kan bidrage positivt, så skal man tvinges til at aflevere sine penge, som går til det. Det mener vi i Nye Borgerlige er en ufattelig dårlig løsning. Derfor mener vi, at alt kommunalt, statsligt og regionalt integrationsprojektarbejde skal stoppe med det samme. Danskerne skal på ingen måde tvinges til at aflevere deres skattekroner, for at politikerne kan bruge dem på alle mulige mærkelige projekter. Der er en grund til, at vi har verdens højeste skattetryk. Det er, fordi politikerne bruger pengene fatalt.

Det her forslag handler så om, om vi skal evaluere samtlige af de integrationsprojekter, der er i kommuner, regioner og staten. Men inden vi går ned ad den vej, vil jeg bede om at få en liste fra ministeren over samtlige af de her integrationsprojekter, både statslige, kommunale og regionale. Og på den liste vil jeg godt have, at der står opført, hvad de her projekter koster. Vi kan jo gå tilbage til 2015, hvor den seneste regering har siddet, og så frem til nu – så det er 6 år. Så kan vi se: Hvad har vi brugt på projekter, hvilke projekter har der været, og hvilke af de projekter er så allerede evalueret? Så kan vi jo derved få en bruttoliste i forhold til at se, om 95 pct. af de her projekter er evalueret, eller om ret mange af de her projekter ikke er evalueret. Og derved kan vi jo så konstatere, om der er et reelt problem, i forhold til at de her projekter ikke bliver evalueret. Når vi så har de tal, kan vi tage stilling til, om det er nødvendigt, at de resterende bliver evalueret, men vi skal ikke bare bruge skattekroner på at evaluere noget, som vi burde afskaffe. Tak.

Tak for det. Der er ikke nogen kommentarer. Der er ikke flere ordførere, heller ikke for Liberal Alliance. Så er det ordføreren for forslagsstillerne, hr. Morten Messerschmidt.

Tak, formand. Og ikke mindst tak til de borgerlige partier, som bakker op om evaluering af integrationsprojekter, hvad enten det foregår nationalt eller kommunalt. Man har i dagspressen – bl.a. i Berlingske Tidende, som har gjort et stort arbejde for at afdække de mange især kommunale integrationsprojekter – kunnet læse om et helt vildnis af forskellige sikkert behjertede initiativer, som ingen aner om reelt giver det ønskede resultat.

Man har i København for en kvart million kroner etableret et cykelværksted, for at indvandrere kan lære, hvordan de sætter kæden på deres cykel, men ingen ved, om de reelt efterfølgende er blevet bedre til det og mere mobile, sådan i gadebilledet. Hele cykelkurser er sprunget op rundtomkring i landet – utvivlsomt jo i en god forståelse af, at det er en del af dansk selvforståelse og dansk kultur at kunne cykle. Men er det noget, der reelt fører til, at de her mennesker bliver en del af Danmark, af den danske kultur? Det er der ikke nogen der ved.

Mangfoldighedsfestivaler afholdes for offentlige kroner i de større byer, men ingen ved, om det reelt er det, der gør, at mangfoldigheden bliver større eller bedre, eller hvordan det nu er. Man bruger penge på facebookopslag for at forhindre social kontrol, men ingen aner, om det reelt har en effekt. På Nørrebro har man brugt 700.000 kr. på et projekt, der hedder »Send Flere Krydderier« og et firma, der hedder »Fra kogekone til køkkenansat«. Men ingen ved, om der er blevet flere kogekoner eller køkkenansatte. Og det er det, vi gerne vil have belyst.

Vi anerkender jo fuldt ud – ikke med vores gode vilje, men det til trods – at der er kommet folk ind i Danmark, som ikke burde have været her, og at vi har en interesse i enten at få dem ud eller at få gjort dem integrerede. Og der vil det altså alt andet lige være mest fornuftigt, at man så også ved, om de mange projekter, man sætter i søen, reelt giver det ønskede resultat. Uanset om man – som Enhedslisten – ønsker et opgør med den danske monokultur, som vi hørte det, eller man – som vi i Dansk Folkeparti – ønsker at værne om den danske kultur og den arv og den tradition, der nu engang er vor, må man da have en interesse i at vide, om de projekter, man sætter i søen, reelt giver den ønskede effekt.

Derfor må jeg sige, at det var med undren, at jeg hørte de venstreorienterede talere – måske med undtagelse af fru Halime Oguz, som jeg faktisk syntes her som så mange andre gange havde en pragmatisk, ordentlig og fornuftig tilgang til det her. Og det vil jeg tillade mig at række ud efter. Her ved man jo, hvad man får efter et folketingsvalg, hvis man støtter det blå Danmark, for så får man en fornuft i integrationsprojekterne, nemlig en forpligtelse til evaluering. Og hvis fru Halime Oguz kan være den, der sammen med sit parti foranlediger, at det allerede inden et folketingsvalg kan lade sig gøre, så vil det jo ikke være direkte uvelkomment. Så tak for det.

Så er der nogle, der har sagt: Jamen vil det her ikke bare gøre det meget dyrere? Nej, det vil det jo ikke. Al den stund at man selvfølgelig, når man fremlægger sit regnskab for, hvordan man vil gennemføre integrationsprojekterne, skal indarbejde en efterfølgende evaluering, vil det jo ikke være noget, der i sig selv fordyrer integrationspolitikken. Spørgsmålet er også, om det kan blive meget dyrere for danskerne, som i forvejen trækkes med en årlig regning på mere end 30 mia. kr. Men bare på den mellemlange bane vil det her jo være et besparelsesprojekt, for på et eller andet tidspunkt vil vi jo så finde ud af, om de her mange cykelkurser, mangfoldighedsfestivaler og krydderivirksomheder og – hvad ved jeg – som har snablen nede i de kommunale projektkasser her, giver en effekt. Og hvis de ikke gør det, skal modtagerne selvfølgelig ikke længere have pengene. Så kan man jo enten give dem tilbage til borgerne, eller man kan bruge dem på velfærd, eller man kan bruge dem på nogle projekter, som rent faktisk har en effekt. At man kan være imod det, går simpelt hen over min fatteevne. Men det er der jo så meget der gør med den her regering. Så tak til fru Halime Oguz for dog at være et lille, lysende glimt på den ellers mørkerøde himmel. Og tak til de blå partier, der også bakkede op.

Tak for det. Der er ikke nogen kommentarer.

Forhandlingen er sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget henvises til Udlændinge- og Integrationsudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget.

Det er vedtaget.