Afsnit 5.7 Udvalgsspørgsmål

Spørgsmål til skriftlig besvarelse og samrådsspørgsmål som en del af udvalgsbehandlingen

5.7 Udvalgsspørgsmål til lovforslag

Det formelle udgangspunkt er, at udvalgsbehandlingen af et lovforslag først starter, når lovforslaget i forbindelse med 1. behandling er henvist til behandling i udvalget, og at der først på dette tidspunkt stilles spørgsmål til ministeren. I praksis venter de fleste udvalg dog ikke med at stille spørgsmål, indtil lovforslaget formelt er henvist til udvalget.

Ved hastelovforslag tffer udvalget (eventuelt udvalgsformanden) som regel beslutning om at henstille til, at spørgsmål stilles hurtigst muligt, herunder forud for 1. behandling, med henblik på at fremskynde udvalgsbehandlingen.

Såvel medlemmer af udvalget som folketingsmedlemmer, der ikke er medlem af det pågældende udvalg (MFU), kan stille spørgsmål til skriftlig besvarelse om forslag. Spørgsmålene kan være af både faktuel og holdningsmæssig karakter. Samrådsspørgsmål kan kun stilles af medlemmer af udvalget, se afsnit 8.3.2.