L 30 Forslag til lov om ændring af dagtilbudsloven.

(Bedre mulighed for udsat skolestart).

Af: Børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye (S)
Udvalg: Børne- og Undervisningsudvalget
Samling: 2023-24
Status: Stadfæstet

Betænkning

Afgivet: 23-11-2023

Betænkning afgivet af Børne- og Undervisningsudvalget den 23. november 2023

20231_l30_betaenkning.pdf
Html-version

Betænkning afgivet af Børne- og Undervisningsudvalget den 23. november 2023

1. Ændringsforslag

Enhedslisten og Alternativets medlemmer af udvalget har stillet 3 ændringsforslag til lovforslaget.

2. Indstillinger

Et flertal i udvalget (S, V, M, LA, KF og RV) indstiller lovforslaget til vedtagelse uændret. Flertallet vil stemme imod de stillede ændringsforslag.

Et mindretal i udvalget (SF, EL, DF og ALT) indstiller lovforslaget til vedtagelse med de stillede ændringsforslag.

Et andet mindretal i udvalget (DD) indstiller lovforslaget til vedtagelse uændret. Mindretallet vil stemme hverken for eller imod de stillede ændringsforslag.

Nye Borgerlige, Siumut, Inuit Ataqatigiit, Sambandsflokkurin og Javnaðarflokkurin havde ved betænkningsafgivelsen ikke medlemmer i udvalget og dermed ikke adgang til at komme med indstillinger eller politiske bemærkninger i betænkningen.

En oversigt over Folketingets sammensætning er optrykt i betænkningen.

3. Politiske bemærkninger

Radikale Venstre

Radikale Venstres medlem af udvalget mener, at børn skal have lov til at være børn. De skal have en lang barndom fuld af leg i børnehaven. Radikale Venstre er glade for, at flere børn nu får mulighed for at blive et år ekstra i børnehaven, men ville ønske, at man gjorde det ordentligt og lagde beslutningen hos børnehaven og forældrene.

Den tidligere socialdemokratiske regering insisterede på, at ledere og pædagoger skal udfylde papirer, for at et barn må blive et år mere i børnehaven. Men hvorfor skal ledere og pædagoger bruge tiden på at sidde og skrive i stedet for at være sammen med børnene? Det er jo sådan, der kommer bureaukrati. Det er regler som denne, det gør, at det går langsomt med at afbureaukratisere. Hvorfor har vi ikke bare tillid til, at forældre, pædagoger og ledere kan træffe den rigtige beslutning? Hvis det handler om penge, ville det være mere fair af regeringen at sige det åbent. Så kan vi jo mødes, hvis det viser sig, at det er dyrere end det afsatte beløb.

Radikale Venstre er altså enige i de stillede ændringsforslag fra Enhedslisten og Alternativet, men kan ikke stemme for, fordi det ikke er en del af aftalen og dermed ikke er finansieret. Radikale Venstre bliver ved med at presse på for, at det bliver en selvfølge, at børn er lige så længe i børnehaven, som det giver mening for dem.

4. Ændringsforslag med bemærkninger

Ændringsforslag

Til titlen

Af et mindretal (EL og ALT), tiltrådt af et mindretal (SF og DF):

1) Efter »dagtilbudsloven« indsættes: »og lov om folkeskolen«.

[Konsekvens af ændringsforslag nr. 3]

Til § 1

2) I den under nr. 2 foreslåede § 29 a ændres i stk. 1 »kommunalbestyrelsens afgørelse« til: »afgørelsen«.

[Konsekvens af ændringsforslag nr. 3]

Ny paragraf

3) Efter § 1 indsættes:

Ȥ 01

I lov om folkeskolen, jf. lovbekendtgørelse nr. 1086 af 15. august 2023, som ændret ved § 13 i lov nr. 1746 af 27. december 2016, § 1 i lov nr. 209 af 5. marts 2019, § 1 i lov nr. 882 af 21. juni 2022 og § 23 i lov nr. 753 af 13. juni 2023, foretages følgende ændring:

1. I § 34, stk. 2, 1. pkt., ændres »Kommunalbestyrelsen kan efter forældrenes anmodning eller med deres samtykke« til: »Forældrene og dagtilbudslederen kan i forening«.«

[Ændring af afgørelseskompetencen fra kommunalbestyrelsen til forældrene og dagtilbudslederen i forening]

Bemærkninger

Til nr. 1

Ændringsforslaget er en konsekvens af ændringsforslag nr. 3.

Til nr. 2

Ændringsforslaget er en konsekvens af ændringsforslag nr. 3.

Til nr. 3

Med ændringsforslaget foreslås det, at forældrene og dagtilbudslederen i forening kan godkende, at et barns undervisning udsættes til 1 år efter undervisningspligtens indtræden, når det er begrundet i barnets udvikling.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at kompetencen til at godkende en eventuel udsættelse af et barns skolestart overgår fra kommunalbestyrelsen til forældrene og dagtilbudslederen i forening.

5. Udvalgsarbejdet

Lovforslaget blev fremsat den 4. oktober 2023 og var til 1. behandling den 13. oktober 2023. Lovforslaget blev efter 1. behandling henvist til behandling i Børne- og Undervisningsudvalget.

Oversigt over lovforslagets sagsforløb og dokumenter

Lovforslaget og dokumenterne i forbindelse med udvalgsbehandlingen kan læses under lovforslaget på Folketingets hjemmeside www.ft.dk.

Møder

Udvalget har behandlet lovforslaget i 2 møder.

Høringssvar

Et udkast til lovforslaget har inden fremsættelsen været sendt i høring, og børne- og undervisningsministeren sendte den 23. maj 2023 dette udkast til udvalget, jf. BUU alm. del - bilag 112 (folketingsåret 2022-23, 2. samling). Den 4. oktober 2023 sendte børne- og undervisningsministeren høringssvarene og et høringsnotat til udvalget.

Bilag

Under udvalgsarbejdet er der omdelt 3 bilag på lovforslaget.

Spørgsmål

Udvalget har under udvalgsarbejdet stillet 5 spørgsmål til børne- og undervisningsministeren til skriftlig besvarelse, som ministeren har besvaret.

Astrid Krag (S) Frederik Vad (S) nfmd. Gunvor Wibroe (S) Kim Aas (S) Kris Jensen Skriver (S) Matilde Powers (S) Sara Emil Baaring (S) Thomas Skriver Jensen (S) Trine Bramsen (S) Anni Matthiesen (V) Hans Christian Schmidt (V) Ken Kristensen (V) Peter Juel-Jensen (V) Rosa Eriksen (M) Rasmus Lund-Nielsen (M) Karina Adsbøl (DD) fmd. Marlene Harpsøe (DD) Helena Artmann Andresen (LA) Henrik Dahl (LA) Lise Bertelsen (KF) Andreas Karlsen (KF) Mette Thiesen (DF) Alex Ahrendtsen (DF) Jacob Mark (SF) Charlotte Broman Mølbæk (SF) Astrid Carøe (SF) Anne Hegelund (EL) Lotte Rod (RV) Helene Liliendahl Brydensholt (ALT)

Nye Borgerlige, Siumut, Inuit Ataqatigiit, Sambandsflokkurin og Javnaðarflokkurin havde ikke medlemmer i udvalget.

Socialdemokratiet (S)50
Venstre, Danmarks Liberale Parti (V)23
Socialistisk Folkeparti (SF)15
Moderaterne (M)15
Danmarksdemokraterne - Inger Støjberg (DD)14
Liberal Alliance (LA)14
Det Konservative Folkeparti (KF)10
Enhedslisten (EL)9
Radikale Venstre (RV)7
Dansk Folkeparti (DF)7
Alternativet (ALT)5
Nye Borgerlige (NB)3
Siumut (SIU)1
Inuit Ataqatigiit (IA)1
Sambandsflokkurin (SP)1
Javnaðarflokkurin (JF)1
Uden for folketingsgrupperne (UFG)3