L 112 Forslag til lov om anlæg af en tredje Limfjordsforbindelse.

Af: Transportminister Thomas Danielsen (V)
Udvalg: Transportudvalget
Samling: 2023-24
Status: 3.beh./Vedtaget

Fremsættelsestalen

Fremsættelse: 28-02-2024

Skriftlig fremsættelse (28. februar 2024)

20231_l112_fremsaettelsestale.pdf
Html-version

Skriftlig fremsættelse (28. februar 2024)

Transportministeren (Thomas Danielsen):

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:

Forslag til lov om anlæg af en 3. Limfjordsforbindelse

(Lovforslag nr. L 112)

Formålet med lovforslaget er at udmønte dele af den politiske aftale om Infrastrukturplan 2035, da lovforslaget bemyndiger transportministeren til at anlægge en ca. 20 km 4-sporet motorvej vest om Aalborg via Egholm med forbindelse til E45 Nordjyske Motorvej i syd og E39 Hirtshalsmotorvejen i nord, herunder at 1) anlægge en sænketunnel under Limfjordens sydlige løb, 2) anlægge lavbroer over Limfjordens nordlige løb (Nørredyb), 3) indvinde et areal af Limfjorden syd for Egholm, og 4) anlægge og omlægge kommunale veje og stier, som bl.a. omfatter omlægning af Dall Møllevej og forlængelse af Mølholmsvej.

Endvidere bemyndiges transportministeren til at anlægge en lokalvej med dertilhørende bro til Egholm, hvis Aalborg Kommune tilvælger det.

Som der er praksis for i forbindelse med anlægslove inden for Transportministeriets ressort, vil loven udgøre miljøgodkendelsen af de udførte miljøkonsekvensvurderinger af projektet.

Til brug for anlæg af projektet indeholder lovforslaget en række bestemmelser, som regulerer forhold som miljø, klageadgang, domstolsprøvelse m.v. Lovforslaget udgør på nogle punkter en fravigelse af procedurer og myndighedskompetence i plan-, natur- og miljølovgivningen, herunder afskæring af klageadgange. Plan-, natur- og miljøhensyn vil uanset denne fravigelse fortsat blive varetaget under anlæggets udførelse.

Endvidere indeholder lovforslaget et forslag til, at Vejdirektoratet etablerer en ordning, hvor der kan ydes tilskud til facadeisolering af helårsboliger, der er særligt støjramte efter anlægget af motorvejen.

Herudover foreslås det, at Aalborg Kommune yder medfinansiering af projektet på 600 millioner kroner. Endvidere afholder Aalborg Kommune alle udgifter til anlægget af en lokalvej med dertilhørende bro til Egholm, hvis kommunen tilvælger det.

Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling.