L 84 Forslag til lov om ansættelsesbeviser og visse arbejdsvilkår.

Af: Beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen (S)
Udvalg: Beskæftigelsesudvalget
Samling: 2022-23 (2. samling)
Status: Stadfæstet

Fremsættelsestalen

Fremsættelse: 29-03-2023

Skriftlig fremsættelse (29. marts 2023)

20222_l84_fremsaettelsestale.pdf
Html-version

Skriftlig fremsættelse (29. marts 2023)

Beskæftigelsesministeren (Ane Halsboe-Jørgensen):

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:

Forslag til lov om ansættelsesbeviser og visse arbejdsvilkår

(Lovforslag nr. L 84)

Det foreslås i lovforslaget, at arbejdsgivers pligt til at oplyse om vilkår i ansættelsesforholdet udvides i forhold til, hvad der er gældende i dag efter ansættelsesbevisloven. Udvidelsen af oplysningspligten indebærer, at flere lønmodtagere har ret til et ansættelsesbevis, at en del af oplysningerne om vilkår skal gives på et tidligere tidspunkt, og at der skal gives flere oplysninger.

Desuden indeholder lovforslaget visse materielle rettigheder. Blandt andet fastsættes en grænse for den maksimale længde af en eventuel prøvetid og lønmodtagere får mulighed for at anmode om ansættelse på mere forudsigelige vilkår. På søfartsområdet indføres tilsvarende rettigheder ved ændringer i lov om søfarendes ansættelsesforhold m.v.

Lovforslaget implementerer arbejdsvilkårsdirektivet (Direktiv 2019/1152). Der er tale om minimumsimplementering, som bygger på en forståelsesaftale af 30. juni 2022 mellem Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH) og Dansk Arbejdsgiverforening (DA). De byrder for erhvervslivet, som lovforslaget indebærer, er således en direkte følge af direktivet.

De ændringer, som ligger i lovforslaget, vil ikke mindst komme lønmodtagere, der har en løsere tilknytning til arbejdsmarkedet, til gode. Direktivet havde frist for implementering den 1. august 2022, så både af hensyn til Danmarks EU-retlige forpligtelser og af hensyn til de lønmodtagere, der får forbedret deres retsstilling, er det vigtigt, at de nye regler kan træde i kraft den 1. juli 2023.

Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling.