L 80 Forslag til lov om ændring af lov om etablering og benyttelse af en rørledning til transport af råolie og kondensat, lov om kontinentalsoklen og visse rørledningsanlæg på søterritoriet og lov om anvendelse af Danmarks undergrund.

(Godkendelse af ændringer og afvikling af rørledningen, krav om effektiv drift, gennemførelse af direktiver om naturbeskyttelse, bemyndigelse vedrørende forbud mod rutinemæssig afbrænding af kulbrinter, tilladelse til forundersøgelser for visse rørledningsanlæg m.v.).

Af: Klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard
Udvalg: Klima-, Energi- og Forsyningsudvalget
Samling: 2022-23 (2. samling)
Status: Stadfæstet

Fremsættelsestalen

Fremsættelse: 29-03-2023

Skriftlig fremsættelse (29. marts 2023)

20222_l80_fremsaettelsestale.pdf
Html-version

Skriftlig fremsættelse (29. marts 2023)

Klima-, energi- og forsyningsministeren (Lars Aagaard):

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:

Forslag til lov om ændring af lov om etablering og benyttelse af en rørledning til transport af råolie og kondensat, lov om kontinentalsoklen og visse rørledningsanlæg på søterritoriet og lov om anvendelse af Danmarks undergrund (Godkendelse af ændringer og afvikling af rørledningen, krav om effektiv drift, gennemførelse af direktiver om naturbeskyttelse, bemyndigelse vedrørende forbud mod rutinemæssig afbrænding af kulbrinter, tilladelse til forundersøgelser for visse rørledningsanlæg m.v.)

(Lovforslag nr. L 80)

Formålet med lovforslaget er at sikre nødvendig modernisering af reguleringen af rørledningen samt fastsætte regler for rutinemæssig afbrænding af kulbrinter. Der sikres således hjemmel til foretage ændringer af infrastrukturen, der transporterer råolie fra Nordsøen til Fredericia samt afvikle den i takt med fremtidens faldende olieproduktion i Nordsøen. Der sikres bemyndigelse til fastsættelse af regler vedrørende rutinemæssig afbrænding af kulbrinter. Derudover sker der ændringer i klagebestemmelserne i de berørte love, samt ensretning af reglerne om international naturbeskyttelse og beskyttelse af visse arter.

Med lovforslaget foreslås det, at klima-, energi- og forsyningsministeren kan godkende ændringer af rørledningen. Samtidig foreslås det, at der fastsættes regler om beskyttelse af internationale beskyttelsesområder og af visse arter i overensstemmelse med naturdirektiverne i forbindelse med sådanne godkendelser. Der indsættes et krav til ejeren om, at ejeren skal sikre, at driften af rørledningen foregår på en effektiv og hensigtsmæssig måde. Dette krav spejles af en påbudsadgang for ministeren til at stille krav om, at der fremsendes en ansøgning om ændringer på rørledningen eller driften af denne, såfremt ejeren ikke lever op til kravet om hensigtsmæssig og effektiv drift. Reglerne indsættes for at sikre, at ejeren af olierøret ikke modsætter sig ændringer på rørledningen til ugunst for samfundet og brugerne.

Rørledningen vil på et tidspunkt skulle afvikles, hvorfor det foreslås, at der fastsættes regler i rørledningsloven om ejerens forpligtigelse til at afvikle rørledningen, når den ikke længere er i brug. Videre foreslås det, at klima-, energi- og forsyningsministeren får bemyndigelse til - efter forhandling med ejeren og brugerne af rørledningen - at træffe afgørelse om det konkrete tidspunkt for afviklingen af rørledningen.

Klagebestemmelserne foreslås ændret således, at de ensrettes i de tre love. Det betyder, at miljøorganisation mv. vil kunne klage over Energistyrelsens afgørelse om, at et projekt efter habitatreglerne ikke kan påvirke et Natura 2000-område væsentligt. Dette er udtryk for en tilpasning i forhold til, hvad der er sædvanligt på andre ressortområder. Derudover fjernes stand still-perioden i alle tre love. Det betyder, at en tilladelse må udnyttes før klageperiodens på 4 uger er udløbet. Ændringen er udtryk for en tilpasning i forhold til, hvad der er sædvanligt på andre ressortområder. Derudover vil det i praksis næppe lade sig gøre at træffe afgørelse om opsættende virkning inden udløbet af klagefristen. Dermed forsvinder formålet med stand still-perioden.

Med lovforslaget foreslås det, at der ved tilladelse til udforskning af naturforekomster på kontinentalsoklen og ved tilladelser til ændringer på rørledningen knyttes bestemmelser om konsekvensvurderinger i forhold til internationale naturbeskyttelsesområder og beskyttelse af visse arter i kontinentalsokkelloven og rørledningsloven. Herudover indsættes en bemyndigelse til implementering af naturbeskyttelsesdirektiverne for at sikre en ensrettet implementering på tværs af de berørte love.

Med lovforslaget foreslås det, at der indsættes en bemyndigelse til ministeren til at fastsætte regler om afbrænding af kulbrinter, herunder et forbud mod rutinemæssig afbrænding af kulbrinter. Der foreslås i den forbindelse, at der indsættes en overgangsperiode, så igangværende rutinemæssig afbrænding af kulbrinter først omfattes af forbuddet fra 1. januar 2024.

Lovforslaget foreslås at træde i kraft d. 1. juli 2023.

Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling.