L 73 Forslag til lov om ændring af kildeskatteloven, selskabsskatteloven, kulbrinteskatteloven og ligningsloven.

(Indførelse af begrænset skattepligt ved udøvelse af visse aktiviteter i Danmarks eksklusive økonomiske zone, anvendelse af kulbrinteanlæg m.v. i forbindelse med lagring af CO2 og ændring af listen over lande, der er omfattet af defensive foranstaltninger).

Af: Skatteminister Jeppe Bruus (S)
Udvalg: Skatteudvalget
Samling: 2022-23 (2. samling)
Status: Stadfæstet

Lovforslag som optrykt efter 2. behandling

Optrykt: 30-05-2023

Efter afstemningen i Folketinget ved 2. behandling den 30. maj 2023

20222_l73_efter_2behandling.pdf
Html-version

Efter afstemningen i Folketinget ved 2. behandling den 30. maj 2023

Forslag

til

Lov om ændring af kildeskatteloven, selskabsskatteloven, kulbrinteskatteloven og ligningsloven

(Indførelse af begrænset skattepligt ved udøvelse af visse aktiviteter i Danmarks eksklusive økonomiske zone, anvendelse af kulbrinteanlæg m.v. i forbindelse med lagring af CO2 og ændring af listen over lande, der er omfattet af defensive foranstaltninger)

§ 1

I kildeskatteloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 824 af 28. april 2021, som ændret senest ved § 2 i lov nr. 331 af 28. marts 2023, foretages følgende ændringer:

1. I § 2, stk. 1, nr. 1, indsættes efter 1. pkt. som nye punktummer:

»Som personligt arbejde i tjenesteforhold udført her i landet betragtes også personligt arbejde udført i Danmarks eksklusive økonomiske zone, når det personlige arbejde ve‍d­rø‍rer etablering, drift og benyttelse af kunstige øer, installationer og anlæg. 2. pkt. finder dog kun anvendelse på personligt arbejde udført i Danmarks eksklusive økonomiske zone vedrørende kabler og rørledninger, som fortsætter ind på Danmarks land- eller søterritorium eller har forbindelse med efterforskning eller udnyttelse af den danske kontinentalsokkels ressourcer eller driften af kunstige øer, installationer og anlæg på den danske kontinentalsokkel.«

2. I § 2, stk. 1, nr. 1, 5. pkt., der bliver 7. pkt., ændres »4. pkt.« til: »6. pkt.«

3. I § 2, stk. 1, nr. 3, indsættes efter 1. pkt. som nye punktummer:

»1. pkt. omfatter også vederlag for personligt arbejde for en virksomhed vedrørende etablering, drift og benyttelse af kunstige øer, installationer og anlæg i Danmarks eksklusive økonomiske zone. 2. pkt. finder dog kun anvendelse på virksomhed i Danmarks eksklusive økonomiske zone vedrørende kabler og rørledninger, som fortsætter ind på Danmarks land- eller søterritorium eller har forbindelse med efterforskning eller udnyttelse af den danske kontinentalsokkels ressourcer eller driften af kunstige øer, installationer og anlæg på den danske kontinentalsokkel.«

4. I § 2, stk. 3, indsættes som 3. og 4. pkt.:

»Ved fast driftssted efter stk. 1, nr. 4, forstås også aktiviteter, der udøves gennem et fast forretningssted i Danmarks eksklusive økonomiske zone, når de pågældende aktiviteter vedrører etablering, drift og benyttelse af kunstige øer, installationer og anlæg. 3. pkt. finder dog kun anvendelse på aktiviteter vedrørende kabler og rørledninger, som fortsætter ind på Danmarks land- eller søterritorium eller har forbindelse med efterforskning eller udnyttelse af den danske kontinentalsokkels ressourcer eller driften af kunstige øer, installationer og anlæg på den danske kontinentalsokkel.«

5. I § 2, stk. 14, 1. pkt., og nr. 2, 2. pkt., ændres »1.-5. pkt.« til: »1.-7. pkt.«

§ 2

I selskabsskatteloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1241 af 22. august 2022, som ændret ved § 1 i lov nr. 905 af 21. juni 2022 og § 4 i lov nr. 1389 af 5. oktober 2022, foretages følgende ændring:

1. I § 2, stk. 2, indsættes som 3. og 4. pkt.:

»Ved fast driftssted efter stk. 1, litra a, forstås også aktiviteter, der udøves gennem et fast forretningssted i Danmarks eksklusive økonomiske zone, når de pågældende aktiviteter vedrører etablering, drift og benyttelse af kunstige øer, installationer og anlæg. 3. pkt. finder dog kun anvendelse på aktiviteter vedrørende kabler og rørledninger, som fortsætter ind på Danmarks land- eller søterritorium eller har forbindelse med efterforskning eller udnyttelse af den danske kontinentalsokkels ressourcer eller driften af kunstige øer, installationer og anlæg på den danske kontinentalsokkel.«

§ 3

I kulbrinteskatteloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1820 af 16. september 2021, som ændret ved § 12 i lov nr. 502 af 16. maj 2023, foretages følgende ændringer:

1. I § 7, stk. 4, 1. pkt., indsættes efter »ved forundersøgelses- og efterforskningsvirksomhed«: », jf. dog § 10 B, stk. 1«.

2. I § 8, stk. 3, 1. pkt., indsættes efter »som nævnt i stk. 1«: », jf. dog § 10 B, stk. 1«.

3. Efter § 10 A indsættes:

»§ 10 B. Anvendes et afskrivningsberettiget aktiv delvis i forbindelse med lagring af CO2, kan der fortsat afskrives på aktivet ved opgørelsen af den del af den skattepligtiges indkomst, som omfattes af § 4. Udgifter til forbedring, der afholdes med henblik på anvendelse til lagring af CO2, føres dog på en særskilt saldo, hvorpå der udelukkende kan afskrives ved opgørelsen af den del af den skattepligtiges indkomst, som ikke omfattes af § 4. Udgifter til forbedring af et aktiv anvendt i forbindelse med lagring af CO2 anses for afholdt med henblik på denne anvendelse, medmindre den skattepligtige godtgør, at udgifterne vedrører forbedringer, der også ville være blevet foretaget, hvis aktivet ikke var blevet anvendt i forbindelse med lagring af CO2.

Stk. 2. Overgår et afskrivningsberettiget driftsmiddel til udelukkende at blive anvendt i forbindelse med lagring af CO2, overføres et beløb svarende til driftsmidlets skattemæssigt nedskrevne værdi fra den saldo, hvorpå afskrivninger foretages efter § 7, stk. 3, eller § 8, stk. 1, til en særskilt saldo, hvorpå der udelukkende kan ske afskrivning, der fratrækkes ved opgørelsen af den del af den skattepligtiges indkomst, som ikke omfattes af § 4.

Stk. 3. Udgifter, der vedrører lagring af CO2, herunder udgifter til vedligeholdelse af afskrivningsberettigede aktiver, kan ikke fradrages ved opgørelsen af den del af den skattepligtiges indkomst, som omfattes af § 4, medmindre den skattepligtige godtgør, at udgifterne også ville være blevet afholdt, hvis den skattepligtige ikke havde haft aktiviteter vedrørende lagring af CO2.

Stk. 4. Told- og Skatteforvaltningen kan fastsætte regler om, at skattepligtige, der ved opgørelsen af den del af indkomsten, som omfattes af § 4, foretager afskrivninger på udgifter til forbedring af aktiver, der delvis anvendes i forbindelse med lagring af CO2, eller fradrager udgifter, der også vedrører lagring af CO2, skal indsende oplysninger, der godtgør, at betingelserne herfor er opfyldt, jf. stk. 1 og 3.«

4. § 20 E, stk. 3, 6. pkt., ophæves.

5. I § 20 E indsættes som stk. 4 og 5:

»Stk. 4. Anvender den skattepligtige anlæg i forbindelse med lagring af CO2, kan skatteværdien af den del af et endeligt underskud, som vedrører fradrag efter § 10 A, udbetales efter stk. 3, når den skattepligtige har fjernet alle anlæg, der ikke opretholdes af hensyn til aktiviteterne med lagring af CO2. Skatteværdien af fradrag efter § 10 A for udgifter til fjernelse af de anlæg, der er opretholdt af hensyn til aktiviteter med lagring af CO2, kan kræves udbetalt efter stk. 3, når den skattepligtige har fjernet anlæg anvendt i forbindelse med disse aktiviteter. Det beløb, der kan kræves udbetalt efter 2. pkt., reduceres med 5 pct. for hvert år, der er forløbet fra udløbet af det indkomstår, hvor betingelserne i 1. pkt. er opfyldt, til og med det indkomstår, hvor betingelserne i 2. pkt. er opfyldt. Er alle anlæg efter det endelige ophør af virksomhed efter dette kapitel blevet opretholdt af hensyn til aktiviteter med lagring af CO2, foretages reduktionen efter 3. pkt. med 5 pct. for hvert år, der er forløbet fra udløbet af det indkomstår, hvor den skattepligtige endeligt er ophørt med virksomhed omfattet af dette kapitel.

Stk. 5. Skatteministeren kan fastsætte nærmere regler for gennemførelsen af udbetalinger som nævnt i stk. 3, 1. pkt., og stk. 4, herunder om udbetaling af acontobeløb efter ophøret med virksomhed omfattet af dette kapitel.«

§ 4

I ligningsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 42 af 13. januar 2023, som ændret ved § 36 i lov nr. 871 af 21. juni 2022, foretages følgende ændringer:

1. I § 5 H, stk. 2, indsættes efter nr. 1 som nye numre:

»2) Anguilla.

3) Bahamas.

4) Costa Rica.«

Nr. 2 bliver herefter nr. 5.

2. I § 5 H, stk. 2, indsættes efter nr. 2, der bliver nr. 5, som nyt nummer:

»6) De Britiske Jomfruøer.«

Nr. 3 og 4 bliver herefter nr. 7 og 8.

3. I § 5 H, stk. 2, indsættes efter nr. 4, der bliver nr. 8, som nyt nummer:

»9) Marshalløerne.«

Nr. 5-8 bliver herefter nr. 10-13.

4. I § 5 H, stk. 2, indsættes efter nr. 8, der bliver nr. 13, som nyt nummer:

»14) Turks- og Caicosøerne.«

Nr. 9 bliver herefter nr. 15.

§ 5

Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. juli 2023.

Stk. 2. § 3 har virkning fra og med den 1. januar 2024.