L 70 Forslag til lov om ændring af lov om vagtvirksomhed.

(Etablering af en forsøgsordning med kommunale tryghedsvagter m.v.).

Af: Justitsminister Peter Hummelgaard (S)
Udvalg: Retsudvalget
Samling: 2022-23 (2. samling)
Status: Stadfæstet

Fremsættelsestalen

Fremsættelse: 22-03-2023

Skriftlig fremsættelse (22. marts 2023)

20222_l70_fremsaettelsestale.pdf
Html-version

Skriftlig fremsættelse (22. marts 2023)

Justitsministeren (Peter Hummelgaard):

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:

Forslag til lov om ændring af lov om vagtvirksomhed (Etablering af en forsøgsordning med kommunale tryghedsvagter m.v.)

(Lovforslag nr. L 70)

Det er afgørende for regeringen, at befolkningen kan leve i tryghed og frihed. Som det også fremgår af regeringsgrundlaget "Ansvar for Danmark" ønsker regeringen derfor at sætte ind over for utryghedsskabende adfærd og kriminalitet, så det bliver mere trygt for alle at færdes i det offentlige rum, f.eks. i boligområder og på togstationer.

Med lovforslaget lægges der op til at etablere en forsøgsordning, der giver kommunerne mulighed for at anvende tryghedsvagter, der kan supplere politiets arbejde med at opretholde ro og orden. Det vil være op til den enkelte kommune, om kommunen vil gøre brug af ordningen.

Det foreslås på den baggrund, at der indsættes en ny bestemmelse i vagtvirksomhedsloven, hvorefter kommunalbestyrelsen i den enkelte kommune på frivillig basis og i perioden fra den 1. juli 2023 til den 1. juli 2026 kan antage kommunale tryghedsvagter med henblik på at supplere politiets arbejde med at opretholde ro og orden. Der lægges med forslaget op til, at tryghedsvagter skal være godkendte kommunalt ansatte vagter eller godkendte vagter ansat i autoriserede vagtvirksomheder, som har indgået aftale med kommunen.

Det foreslås med lovforslaget, at kommunale tryghedsvagter vil kunne udøve vagtvirksomhed på steder, hvortil der er almindelig adgang, og at tryghedsvagterne skal kunne henstille til personer, der forstyrrer den offentlige orden mv., at stoppe den forstyrrende adfærd mv. Med den foreslåede ordning vil der således som noget nyt kunne udøves vagtvirksomhed med henblik på at opretholde ro og orden på et offentligt tilgængeligt sted, hvilket ellers som det klare udgangspunkt er en politimæssig opgave. Derudover vil tryghedsvagterne i forbindelse med deres virksomhed kunne foretage foto- og videooptagelser af forstyrrelser af den offentlige orden mv. eller øvrige strafbare forhold. Materialet vil på begæring skulle overdrages til politiet, hvis materialet kan have betydning for politimæssig opfølgning.

Det foreslås endvidere, at justitsministeren fastsætter nærmere regler om bl.a. tryghedsvagternes uddannelse, uniformering og legitimation, samt krav til hunde, transportmidler og lignende. Det forudsættes i den forbindelse, at tryghedsvagter forpligtes til at gennemgå en særlig uddannelse, inden ansættelsen træder i kraft.

Der lægges med lovforslaget op til, at Justitsministeriet i forbindelse med forsøgsordningen indsamler erfaringer fra de kommuner, der måtte vælge at gøre brug af kommunale tryghedsvagter, vagtvirksomheder, der har leveret tryghedsvagtydelser, relevante brancheorganisationer for vagter, politiet og Politiforbundet med henblik på, at ministeriet kan vurdere ordningen.

Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling.