L 60 Forslag til lov om ændring af lov om Arbejdsmarkedets Fond for Udstationerede og barselsloven.

(Udmøntning af Dansk Arbejdsgiverforening og Fagbevægelsens Hovedorganisations aftale om principper for justering af Arbejdsmarkedets Fond for Udstationerede m.v.).

Af: Beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen (S)
Udvalg: Beskæftigelsesudvalget
Samling: 2022-23 (2. samling)
Status: Stadfæstet

Lovforslag som vedtaget

Vedtaget: 27-04-2023

Vedtaget af Folketinget ved 3. behandling den 27. april 2023

20222_l60_som_vedtaget.pdf
Html-version

Vedtaget af Folketinget ved 3. behandling den 27. april 2023

Forslag

til

Lov om ændring af lov om Arbejdsmarkedets Fond for Udstationerede og barselsloven

(Udmøntning af Dansk Arbejdsgiverforening og Fagbevægelsens Hovedorganisations aftale om principper for justering af Arbejdsmarkedets Fond for Udstationerede m.v.)

§ 1

I lov nr. 613 af 8. juni 2016 om Arbejdsmarkedets Fond for Udstationerede, som ændret ved § 7 i lov nr. 1669 af 26. december 2017, foretages følgende ændringer:

1. I § 2, stk. 6, udgår »og en eventuel bod«.

2. § 5, stk. 2, affattes således:

»Stk. 2. Fonden kan inddrive en bod, som er tilkendt ved fagretlig behandling, efter anmodning fra en faglig organisation, når

1) boden vedrører arbejde udført i Danmark af lønmodtagere, der er udstationeret til Danmark fra et andet EU- eller EØS-land i forbindelse med levering af en tjenesteydelse,

2) arbejdsgiveren ikke har betalt boden trods påkrav fra den faglige organisation,

3) boden ikke er forældet og

4) afgørelsen eller forliget fra den fagretlige behandling er påtegnet af Arbejdsretten, hvis dette er en forudsætning for, at kravet er eksigibelt i EU- og EØS-lande.«

3. I § 5 indsættes efter stk. 2 som nyt stykke:

»Stk. 3. Fonden kan i forbindelse med inddrivelsen, jf. stk. 1 og 2, inddrive ubetalte restancer til fonden.«

Stk. 3 bliver herefter stk. 4.

4. I § 5, stk. 3, der bliver stk. 4, ændres »stk. 1 og 2« til: »stk. 1-3, herunder om anmodning til fonden og dokumentation for en bod«, og som 2. pkt. indsættes:

»Beskæftigelsesministeren kan endvidere fastsætte regler om fordeling af de omkostninger, der er forbundet med inddrivelsen.«

5. I § 9 indsættes som stk. 2-4:

»Stk. 2. Medmindre fonden har lønmodtagerens udtrykkelige samtykke til at videregive oplysninger om lønmodtagerens identitet og andre oplysninger, ud fra hvilke lønmodtagerens identitet direkte eller indirekte kan udledes, skal fonden og ansatte i fonden samt personer, der gennem deres virke for fonden behandler sådanne oplysninger, iagttage ubetinget tavshedspligt over for uvedkommende under ansvar efter straffelovens § 152, jf. dog stk. 4.

Stk. 3. Forvaltningslovens kapitel 4-6 om partsaktindsigt, partshøring og begrundelse m.v. finder ikke anvendelse på de oplysninger, der er nævnt i stk. 2.

Stk. 4. Beskæftigelsesministeren kan efter inddragelse af arbejdsmarkedets parter fastsætte regler om, at fonden i nærmere angivne situationer uden lønmodtagerens samtykke kan videregive oplysninger om lønmodtagerens identitet til arbejdsgiveren.«

6. I § 13 indsættes som stk. 2:

»Stk. 2. Klage i henhold til stk. 1 indgives til Arbejdsmarkedets Fond for Udstationerede. Fonden vurderer, om der er grundlag for at give en klager helt eller delvist medhold. Giver fonden ikke klageren fuldt medhold, sender fonden klagen, begrundelsen for afgørelsen og genvurderingen videre til ankenævnet.«

§ 2

I barselsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1391 af 30. september 2022, som ændret ved lov nr. 343 af 22. marts 2022, § 3 i lov nr. 878 af 21. juni 2022 og § 4 i lov nr. 879 af 21. juni 2022, foretages følgende ændring:

1. I § 16, stk. 1, ændres »8 uger« til: »6 uger«.

§ 3

Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. juli 2023.

Stk. 2. § 1, nr. 2-4, finder ikke anvendelse for bod tilkendt ved fagretlig afgørelse før lovens ikrafttræden. For sådan bod finder de hidtil gældende regler anvendelse.