L 53 Forslag til lov om ændring af tinglysningsafgiftsloven og ejendomsvurderingsloven.

(Indførelse af godtgørelse af tinglysningsafgift for pant tinglyst til sikkerhed for lån til udskiftning af olie- eller gasfyr med en anden opvarmningskilde, fremrykket kategorisering af visse ejendomme m.v.).

Af: Skatteminister Jeppe Bruus (S)
Udvalg: Skatteudvalget
Samling: 2022-23 (2. samling)
Status: Stadfæstet

Fremsættelsestalen

Fremsættelse: 01-03-2023

Skriftlig fremsættelse (1. marts 2023)

20222_l53_fremsaettelsestale.pdf
Html-version

Skriftlig fremsættelse (1. marts 2023)

Skatteministeren (Jeppe Bruus):

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:

Forslag til lov om ændring af tinglysningsafgiftsloven og ejendomsvurderingsloven (Indførelse af godtgørelse af tinglysningsafgift for pant tinglyst til sikkerhed for lån til udskiftning af olie- eller gasfyr med en anden opvarmningskilde, fremrykket kategorisering af visse ejendomme m.v.)

(Lovforslag nr. L 53)

Danmark skal udfase anvendelsen af naturgas hurtigt. Det er den politiske ambition, at der ikke skal anvendes gas til rumvarme i danske husstande fra 2035, samt at Danmark senest i 2030 vil være 100 pct. forsynet med grøn gas. Derfor er den daværende regering (Socialdemokratiet), Venstre, Socialistisk Folkeparti, Radikale Venstre, Enhedslisten, Det Konservative Folkeparti, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance, Alternativet og Kristendemokraterne med Klimaaftale om grøn strøm og varme 2022 bl.a. blevet enige om at give økonomisk hjælp til de danske husholdningers udskiftning af olie- og gasfyr.

Med lovforslaget udmøntes den del af aftalen, som angår fritagelse for tinglysningsafgift ved tinglysning af pant til sikkerhed for lån til udskiftning af olie- og gasfyr til andre opvarmningskilder i perioden 2023-2028. Fritagelsen foreslås konkret indført som en godtgørelsesordning, hvor de såkaldte registrerede storkunder (banker og realkreditinstitutter m.v.) får godtgørelse i forbindelse med den månedlige angivelse. Øvrige panthavere og pantsættere, der vil benytte ordningen, skal i stedet anmode om godtgørelse via blanket.

Godtgørelsen foreslås betinget af, at pantet tinglyses i en ejendom, der benyttes til helårsbeboelse, at 90 pct. af det pantsikrede beløb benyttes til udskiftningen, at udskiftningen sker inden for 12 måneder fra tidspunktet for tinglysning, samt at olie- eller gasfyret og den nye opvarmningskilde er til brug for opvarmning. Det vil være pantsætteren (f.eks. boligejeren), der kan sikre, at betingelserne overholdes. Derfor foreslås det, at dokumentationen for overholdelse af betingelserne som udgangspunkt indhentes hos pantsætteren.

Herudover foreslås der særlige regler for hæftelse, således at panthaver (f.eks. banken) ikke hæfter for afgiften, hvis denne har indhentet en tro- og loveerklæring fra pantsætter.

Endelig foreslås det at fremrykke tidspunktet for kategoriseringen af visse ejendomme i den første vurdering efter den nye ejendomsvurderingslov. Det skal sikre, at de berørte ejendomsejere hurtigere får vished om kategoriseringen, herunder om de er omfattet af overgangsordningen, der giver dem mulighed for at vælge at fastholde den tidligere kategorisering, og i så fald mulighed for at anvende overgangsordningen.

Initiativet om godtgørelse af tinglysningsafgift foreslås at træde i kraft den 1. maj 2023, mens initiativet om fremrykket kategorisering af visse ejendomme foreslås at træde i kraft den 11. april 2023.

Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling.