L 22 Forslag til lov for Grønland om gennemførelse af restriktive foranstaltninger over for Rusland og Belarus.

Af: Erhvervsminister Morten Bødskov (S)
Udvalg: Grønlandsudvalget
Samling: 2022-23 (2. samling)
Status: Stadfæstet

Lovforslag som vedtaget

Vedtaget: 02-03-2023

Vedtaget af Folketinget ved 3. behandling den 2. marts 2023

20222_l22_som_vedtaget.pdf
Html-version

Vedtaget af Folketinget ved 3. behandling den 2. marts 2023

Forslag

til

Lov for Grønland om gennemførelse af restriktive foranstaltninger over for Rusland og Belarus

Restriktive foranstaltninger på Erhvervsministeriets område

§ 1. Erhvervsministeren kan fastsætte regler på sit område, i det omfang sagsområdet ikke er overtaget af selvstyret, jf. §§ 2-4 i lov om Grønlands Selvstyre, om, at forordninger om restriktive foranstaltninger over for Rusland og Belarus, som omhandler situationen i Ukraine, gælder for Grønland.

Stk. 2. Erhvervsministeren kan fastsætte regler på sit område, i det omfang sagsområdet ikke er overtaget af selvstyret, jf. §§ 2-4 i lov om Grønlands Selvstyre, om anvendelsen af bestemmelserne i de forordninger, der gælder for Grønland ifølge regler fastsat i medfør af stk. 1, herunder om de ændringer af forordningernes bestemmelser, som de grønlandske forhold tilsiger.

Stk. 3. Erhvervsministeren kan fastsætte regler på sit område, i det omfang sagsområdet ikke er overtaget af selvstyret, jf. §§ 2-4 i lov om Grønlands Selvstyre, der er nødvendige for at anvende eller gennemføre de afgørelser eller retsakter, som vedtages i medfør af de forordninger, der gælder for Grønland ifølge regler fastsat i medfør af stk. 1, herunder om de ændringer af afgørelserne eller retsakterne, som de grønlandske forhold tilsiger.

Restriktive foranstaltninger på Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeris område

§ 2. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan fastsætte regler på sit område, i det omfang sagsområdet ikke er overtaget af selvstyret, jf. §§ 2-4 i lov om Grønlands Selvstyre, om, at forordninger om restriktive foranstaltninger over for Rusland og Belarus, som omhandler situationen i Ukraine, gælder for Grønland.

Stk. 2. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan fastsætte regler på sit område, i det omfang sagsområdet ikke er overtaget af selvstyret, jf. §§ 2-4 i lov om Grønlands Selvstyre, om anvendelsen af bestemmelserne i de forordninger, der gælder for Grønland ifølge regler fastsat i medfør af stk. 1, herunder om de ændringer af forordningernes bestemmelser, som de grønlandske forhold tilsiger.

Stk. 3. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan fastsætte regler på sit område, i det omfang sagsområdet ikke er overtaget af selvstyret, jf. §§ 2-4 i lov om Grønlands Selvstyre, der er nødvendige for at anvende eller gennemføre de afgørelser eller retsakter, som vedtages i medfør af de forordninger, der gælder for Grønland ifølge regler fastsat i medfør af stk. 1, herunder om de ændringer af afgørelserne eller retsakterne, som de grønlandske forhold tilsiger.

Restriktive foranstaltninger på Transportministeriets område

§ 3. Transportministeren kan fastsætte regler på sit område, i det omfang sagsområdet ikke er overtaget af selvstyret, jf. §§ 2-4 i lov om Grønlands Selvstyre, om, at forordninger om restriktive foranstaltninger over for Rusland og Belarus, som omhandler situationen i Ukraine, gælder for Grønland.

Stk. 2. Transportministeren kan fastsætte regler på sit område, i det omfang sagsområdet ikke er overtaget af selvstyret, jf. §§ 2-4 i lov om Grønlands Selvstyre, om anvendelsen af bestemmelserne i de forordninger, der gælder for Grønland ifølge regler fastsat i medfør af stk. 1, herunder om de ændringer af forordningernes bestemmelser, som de grønlandske forhold tilsiger.

Stk. 3. Transportministeren kan fastsætte regler på sit område, i det omfang sagsområdet ikke er overtaget af selvstyret, jf. §§ 2-4 i lov om Grønlands Selvstyre, der er nødvendige for at anvende eller gennemføre de afgørelser eller retsakter, som vedtages i medfør af de forordninger, der gælder for Grønland ifølge regler fastsat i medfør af stk. 1, herunder om de ændringer af afgørelserne eller retsakterne, som de grønlandske forhold tilsiger.

Tilsyn, kontrol m.v.

§ 4. Erhvervsministeren, ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri og transportministeren kan på hver sit område fastsætte regler om tilsyn, kontrol, påbud, indskærpelser og forbud i regler fastsat i medfør af §§ 1-3. De nævnte ministre kan herunder efter forhandling med en anden minister fastsætte regler om, at en myndighed på dennes område kan føre tilsyn, udføre kontrol, udstede påbud og indskærpelser og indføre forbud med reglerne.

Kundgørelse af bilag

§ 5. Erhvervsministeren kan fastsætte regler om, at bilag til regler fastsat i medfør af § 1 ikke indføres i Lovtidende.

Stk. 2. Erhvervsministeren fastsætter i den forbindelse regler om, hvorledes oplysninger i bilag, der ikke indføres i Lovtidende, jf. stk. 1, kan fås.

Foranstaltninger

§ 6. I regler fastsat i medfør af §§ 1-4 kan der fastsættes foranstaltninger i henhold til kriminallov for Grønland.

Stk. 2. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) kriminalretligt ansvar efter reglerne i 5. kapitel i kriminallov for Grønland.

Ikrafttræden

§ 7. Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende.

Ændringer i anden lovgivning

§ 8. I våbenlov for Grønland, lov nr. 1008 af 19. december 1992, foretages følgende ændringer:

1. Efter § 10 indsættes:

»§ 10 a. Justitsministeren kan fastsætte regler om gennemførelse af internationale sanktioner mod Rusland og Belarus på våbenområdet, som er vedtaget af Den Europæiske Union (EU), De Forenede Nationer (FN) eller andre internationale organer, og som er indført på baggrund af situationen i Ukraine.«

2. I § 13 indsættes efter stk. 1 som nyt stykke:

»Stk. 2. I regler fastsat i medfør af § 10 a kan der fastsættes foranstaltninger i henhold til kriminallov for Grønland.«

Stk. 2 bliver herefter stk. 3.