Spm. nr. US 46

Tak, formand. Det er jo et af de få privilegier ved at være et mindre parti, at man så kommer til sidst eller næsten sidst og har mulighed for at høre alle de spørgsmål og alle de temaer, der er blevet bragt på banen inden, og også har mulighed for at indrette sig lidt efter alt det, der så ikke er blevet sagt. For jeg synes, at der i hvert fald er to temaer, som larmer ved deres fravær i de foregående debatter, og derfor håber jeg, at statsministeren vil forholde sig til dem begge.

Det ene er jo den glædelige nyhed, der kom fra London i aftes, at den britiske regering nu har fået hele lovgrundlaget på plads i forhold til at flytte asylprocessen ud af Storbritannien, og premierministeren forventer inden for 10-12 uger at kunne sende de første fly af sted mod Rwanda. Og jeg tænker, at statsministeren har poppet en flaske champagne eller åbnet en dåse makrel eller et eller andet, hun nu gør for at markere festligheder, for det må jo også for statsministeren være en dag af overordentlig skønhed. Det er 5 år siden, tror jeg, at hun første gang formulerede ønsket om at få flyttet asylbehandlingen ud af Danmark. Og nu viser det sig – det vil sige, Italien har jo også fået flyttet noget til Albanien osv. – at der nu er et land, som for alvor får flyttet sin asylbehandling til Rwanda. Og der vil jeg bare høre, hvornår statsministeren så kan varsle et lovforslag, der sikrer, at det samme sker i Danmark.

Derudover vil jeg gerne tale om ældreloven og dens mangler, eller rettere de rettigheder, som man afvikler. Jeg er bekymret over, at man f.eks. fjerner retskravet på de forebyggende hjemmebesøg, og meget af det, som i de forgangne år, mange år har været dér, hvor man har opdaget, når ældre havde behov for pleje. Men lad os tage Rwanda og udflytning af asylbehandling først med statsministerens tilladelse.

Statsministeren.

Jeg ved ikke, om man kan poppe makrel i tomat; det har jeg ikke benyttet mig af. Jeg vil nok hellere gøre det end at drikke champagne, for det kan jeg simpelt hen ikke lide, så det ville være mærkeligt. Jeg er ikke sikker på, at vi, Dansk Folkepartis formand og Socialdemokratiets formand, har helt samme dyre smag, hvad angår fødevarer. Jeg vil klart gå med makrellen, hvis jeg skal vælge imellem de to.

Jeg har selvfølgelig fulgt med i nyhederne fra Storbritannien og venter i spænding på, hvad der er de næste skridt. Vi er i rigtig, rigtig god gænge i EU lige nu, hvad angår diskussionerne om nye løsninger. Det er vi bl.a. sammen med Italien. Det er helt rigtigt, at dér arbejdes der med en aftale med Albanien. Vi er om ganske få uger selv værter ved en meget, meget stor europæisk diskussion om, hvad der kan være de næste skridt imod at finde nye løsninger. Altså, med de bevægelser, der er i EU lige nu, hvor der er en i mine øjne stigende bevidsthed om, at det er uholdbart at fastholde det nuværende asylsystem, og at vi i højere grad skal kigge til løsninger, der også vedrører tredjelande – der er også indgået en række aftaler over de senere år – vil det i mine øjne som medlem af EU være bedre og klogere og nok også mere bæredygtigt at gå den vej end at gå solo, som jeg tror er det Dansk Folkeparti sådan henviser til her.

Omkring ældreloven er vi simpelt hen uenige. For man kan ikke på den ene side sige, at der skal være mindre bureaukrati, færre krav, mindre tid til papirarbejde og mere tid til de ældre, og så på den anden side fastholde mange af de krav, der er gennemført igennem årene. Og jeg synes f.eks., at det her med forebyggende hjemmebesøg er et ret godt eksempel, for fordi man bliver, jeg tror, det i dag er 75 år, har man ikke nødvendigvis behov for at få et besøg fra kommunen. Det, der må være afgørende, er, at når man har behovet, så skal hjælpen komme. Men hvis vi bruger medarbejdernes tid på den store, brede gruppe, der ikke har behov, så er der ikke tid nok til dem, der virkelig har behov.

Spørgeren.

I forhold til Rwanda forstår jeg simpelt hen ikke, hvordan det kan være så dårligt for Danmark at gå solo, at gå enegang. Det var jo statsministerens politik i hendes første regering, og jeg hørte da ikke nogen dengang sige, at det var en dårlig idé. Nu viser det sig så, at det godt kan lade sig gøre. Det er godt nok et land, der har forladt EU; det kan være, det også er det, der er frigørende, i forhold til at det rent faktisk kan lade sig gøre. Men der er jo ikke noget, der tyder på, at den her model skulle være realiserbar inden for EU. Så når vi nu har vores retsforbehold – jeg ved godt, der er partier i regeringen, der drømmer om at få det væk, men det forstår jeg at statsministeren ikke har nogen ambition om – hvorfor så ikke benytte den suverænitet, vi har?

I forhold til de rettigheder, man fjerner fra vores ældre, forstår jeg ikke, hvorfor statsministeren er villig til at tage den chance. Vi har selv i min familie haft demente og ældre, som, fordi man går meget hjemme, måske ikke er så opmærksom på, at man har det behov for hjælp til rengøring eller madlavning eller andet, som man har. Og ved at fjerne det som et retskrav kan det godt være, at man siger: Så må kommunerne være ekstra agtpågivende i forhold til, hvem der så reelt har behovet. Men det kunne jo også være, der vil være nogle kommuner, der siger: Pyha, så kan vi spare de penge. Så hvad kan statsministeren love mig og kommunerne, for at det her ikke bliver en spareøvelse?

Statsministeren.

Først vil jeg sige: Da vi fremlægger vores idé i Socialdemokratiet om samarbejde med tredjelande på asylområdet – det er tilbage i 2018 – er situationen i EU en anden end den, der er i dag. Tingene har ændret sig rigtig meget i en række europæiske lande. Jeg oplever entydigt flere og flere EU-lande sige, at den nuværende situation er uholdbar. Der er nu et voksende ønske om at samarbejde med lande uden for EU for at stoppe tilstrømningen til Europa. Og det er det skifte i Europa, der gør, at jeg er meget mere fortrøstningsfuld nu i forhold til fælles europæiske løsninger, end jeg overhovedet turde være tilbage i 2018.

Omkring retsforbeholdet vil jeg sige: Nej, vi har ikke nogen intention eller nogen plan om at sætte det til afstemning i den her valgperiode, og vi kommer ikke til det. Vi har i Danmark spurgt danskerne om afskaffelse af forbehold tre gange. Danskerne sagde venligt, men dog bestemt nej, både til at afskaffe forbeholdet, hvad angår euroen, og retsforbeholdet. Til gengæld sagde danskerne jo så rungende ja til at afskaffe forsvarsforbeholdet. Men jeg har meget stor respekt for de folkeafstemninger, der har været.

Spørgeren.

Jeg kan så sige, at vi i Dansk Folkeparti kommer til at fremsætte forslag her i Folketinget om, at Danmark gør det, som briterne gør. Og hvis der er andre europæiske lande, som har et tilsvarende ønske, som statsministeren knytter håb til, så kan de jo gøre det samme. Lad det ligge, og så kan vi jo tage den debat, når Dansk Folkepartis forslag bliver fremsat.

Jeg er altså meget bekymret for det med de ældre, for når man læser side 9 her i den aftale, der er lavet om ældrelov, så er det jo både kravet om årligt fastsatte kvalitetsstandarder, og det er krav om værdighedspolitik og krav om tilsynspolitikker og krav om forebyggende hjemmebesøg, som man simpelt hen fjerner. I dag står det direkte i serviceloven. Og det vil sige, at både den enkelte ældre, men jo også hans eller hendes pårørende kan gå ind at se: Hvad er det for nogle rettigheder, som garanterer, at min far, min mor, mine bedsteforældre eller min onkel og tante har det godt? Og der synes jeg bare, det er en meget, meget stor tillidserklæring til kommuner, som er så hårdt pressede på økonomien, bl.a. på grund af regeringens politik, at man siger: Det må de nu tage sig af; nu fjerner vi retskravet. Så hvilken garanti kan statsministeren give for, at det ikke bliver brugt til en spareøvelse?

Statsministeren.

Men sandheden er jo den, at der ikke har været nogen garanti som følge af alle de her krav. For der er problemer nogle steder på ældreområdet. Og det her er jo en i virkeligheden meget principiel beslutning, altså om vi tror, at det at lave standarder og lovkrav og bureaukrati og gøre loven længere og længere er det, der giver den gode ældrepleje. Jeg kan ikke se, at det er det, der er sket. Jeg kan se, at vi har taget tid væk fra den enkelte social- og sundhedsassistent og -hjælper og sygeplejerske til faktisk at være sammen med de gamle. Og i stedet har de så skullet bruge tid på at dokumentere, at de har gjort det, som politikere på Christiansborg ønsker at de skal gøre, og har ikke haft tid til det, der er det vigtigste, nemlig at være sammen med vores gamle og være sammen med vores ældre og se de problemer, der er, og give den pleje og den omsorg, der skal til. Så her er vi inde ved noget meget principielt.

Jeg tror på, at en dygtig social- og sundhedshjælper er meget, meget bedre til at tilvejebringe omsorg og pleje for vores ældre end både hr. Morten Messerschmidt og jeg selv. Og vi er i mine øjne gået alt, alt for langt i vores iver efter at overstyre medarbejderne i stedet for at give dem tillid til, at de kan klare opgaven på baggrund af både deres sunde fornuft, deres menneskelighed og deres faglighed.

Tak til spørgeren.

Vi går videre til den næste, som er fru Franciska Rosenkilde, Alternativet. Værsgo.