Jeg havde jo nok forventet, at ministeren havde en holdning i forhold til den her kønsneutralitet og det, at vi dybest set gør ord som mand til noget fjendtligt og gør ord som kvinde til noget fjendtligt; så laver vi sådan noget kønsneutralitet. Det har også sneget sig ind i ministerens egne indlæg, og ministeren er jo fra et parti, hvorfra vi har haft ordførere på talerstolen og sige, at mænd også kan menstruere. Og jeg ved godt, at jeg bor langt væk fra Storkøbenhavn og det der wokesegment, hvor mænd kan menstruere, men jeg tog det alligevel med til den høring, der var i dag om kvinders afgangsalder og problemerne med sundhedsvæsenet, just in case at jeg på et tidspunkt også bliver så moderne, at jeg skal forholde mig til det. For når ministeren begynder at fjerne nuancer i sproget ud fra en eller anden misforstået frygt for ordet mand, bliver jeg bare nødt til at sige, at jeg har spurgt kvinder, der har spillet fodbold, og de har aldrig nogen sinde forholdt sig til, hvilken type kønsorganer der var på målmanden; det var en position, og derfor brugte man ordet målmand. Jeg kan godt se problematikken med at sige mandsopdække, hvis man spiller på et mikshold, for hvis det nu var en kvinde, kunne man komme i tvivl – eller noget.
Det er den syge tilgang til det, som gør, at det ikke giver nogen mening, og det giver ingen mening at snige kønsneutralitet ind. Det gør vores sprog fattigere – det gør vores sprog fattigere – og det bliver et skridt i retning af, at nu kan vi ikke længere sige mand eller kvinde. Vi kan ikke sige »Frøken Nitouche«; »Personen Nitouche« må det blive på et tidspunkt. Jeg så en plakat, hvor der stod: »Een pige og 39 sømænd«; det skulle ifølge de nye regler, der også sniger sig ind i kulturministerens egen tekster, blive til »Een person og 39 søpersoner«. Det er fordummende og fornedrende over for et sprog, som burde udvikle sig nedefra og op og ikke oppefra og ned. Og i forhold til det, jeg ser ske, når vi laver fordummende sprog, og når vi gør køn til noget, der er farligt, vil ministeren så ikke sige, at man blander sig i noget, hvor man i stedet for bare skulle lade mennesker udvikle et sprog og ikke ministre?