Tak. Det vil jeg notere mig ud af øjenkrogen. Tak til udenrigsministeren for det første svar. Det er jo klart, at årsagen til det her spørgsmål er tal, som udenrigsministeren også godt kender, om, hvor mange børn under 2 år i det sydlige Gaza, som FN vurderer er akut fejlernærede, det er nemlig 5 pct. af børnene under 2 år. Vi ved, at børn er døde af sult og dehydrering. Allerede i februar fortalte Jens Lærke, som er talsmand for OCHA, FN's humanitære agentur, at konvoj efter konvoj er blevet nægtet adgang af de israelske myndigheder til Gaza. Den slags citater er der mange af fra internationale organisationer, som ellers skal levere den nødhjælp, som verdenssamfundet jo gerne vil give, men som Israel ikke tillader at komme ind.
Som udenrigsministeren også var inde på, har den internationale domstol tilbage i januar pålagt Israel at sikre levering af den bistand, som er nødvendig for at forbedre livsvilkårene for den palæstinensiske befolkning i Gaza. For små 2 uger siden beordrede domstolen endnu en gang Israel til uden forsinkelser at lade nødhjælp komme ind i Gazastriben, netop fordi sult og hungersnød spreder sig. Det er jo åbenlyst ikke sket, heller ikke siden da. Josep Borrell bruger ligefrem ord som: sult er nu et våben. Det vil sige, at vi taler om en sultkatastrofe, der er menneskeskabt. Det tror jeg egentlig ikke udenrigsministeren og jeg er uenige om at det er. Det, der er det vigtige her, er selvfølgelig, om det diplomatiske pres, som jeg fuldt ud anerkender Danmark er en aktiv del af, også de politiske bekymringer, der bliver udtrykt, i virkeligheden er nok. De børn, der sulter, kan ikke vente på, at dansk diplomatisk pres virker. Er det ikke ved at være tid til at tage andre midler i brug end diplomatisk pres og verbale formaninger?