Tak til ministeren for besvarelse af spørgsmålet. Altså, ærligt vil jeg sige, at jeg blev forarget, da jeg kunne læse på CBS' hjemmeside, at det ville blive lettere for ansøgere fra Region Sjælland at komme ind på CBS' uddannelser. Det fremgår, ligesom ministeren også refererer til, at optagelseskriterierne i kvote 2 er blevet tilpasset for at »fremme social og geografisk diversitet«, bl.a. ved at vægte erhvervserfaring fra udviklingsregioner samt øge fokus på diversitet i vurderingen af motiverede ansøgninger. Men i bekendtgørelsen om adgang til universitetsuddannelser tilrettelagt på heltid fremgår det af § 16, stk. 2, at det enkelte universitet »fastsætter, hvilke objektive og faglige kriterier der indgår i vurderingen« ved kvote 2-optaget.
Så jeg vil gerne høre ministeren bekræfte, at ministeren mener, at erhvervserfaring fra specifikke områder samt et øget fokus på diversitet kan anses for at være et objektivt kriterie, selv om man om nogen forskelsbehandler dem, der har erhvervserfaring, f.eks. fra Region Hovedstaden.