Esben Salling Larsen, militæranalytiker ved Forsvarsakademiet, vurderer, at skulle der komme en reel krigssituation, »kniber det lidt« for Danmark. Der ville fra NATO være en forventning om, at Danmark stiller med fregatter i området mellem Grønland, Island og Færøerne. Esben Salling Larsen oplyser i den forbindelse, at »det kan vi principielt godt, men problemet er, at vi har kun fem fregatter, der så både skal klare Østersøen, Nordatlanten og Arktis«. Så principielt har Danmark kapaciteten, men med det, der sker i Europa, bliver skibene også efterspurgt andre steder, og det er svært at se, hvordan de fem fregatter kan strække til at varetage NATO’s interesser.