Spm. nr. S 459

9) Til udlændinge- og integrationsministeren af:

Morten Messerschmidt (DF):

Hvis ministerens intimiderende fremfærd over for Folketingets Indfødsretsudvalg skal ses som udtryk for, at ministeren i virkeligheden foretrak, at indfødsret blev tildelt i fortrolighed, hvorfor har han så ikke efter grundlovens § 49 begæret forhandlingen om sin indfødsretslov lukket for offentligheden?

Værsgo til oplæsning af spørgsmålet.

Tak, formand. Hvis ministerens intimiderende fremfærd over for Folketingets Indfødsretsudvalg skal ses som udtryk for, at ministeren i virkeligheden foretrak, at indfødsret blev tildelt i fortrolighed, hvorfor har han så ikke efter grundlovens § 49 begæret forhandlingen om sin indfødsretslov lukket for offentligheden?

Ministeren.

Det er Folketinget, som bestemmer, hvordan behandling af lovforslag om indfødsrets meddelelse skal tilrettelægges, men jeg mener faktisk, at lovforslag om indfødsrets meddelelse er egnet til at blive behandlet i fortrolighed, og det er jo meningen med demokratiet, at vores møder her i salen er offentlige. Derfor er grundlovens § 49 også en bestemmelse, som anvendes meget sjældent. Senest blev den anvendt i 1924.

Når det så er sagt, synes jeg, at der er nogle oplysninger om enkeltpersoners forhold, som af respekt for borgerne efter min opfattelse ikke egner sig til at blive fremført i offentligheden. Folketinget har også mulighed for at drøfte sager til fulde i et fortroligt rum i udvalgene, herunder de fortrolige oplysninger om enkeltpersoner, som behandles i Indfødsretsudvalget. Jeg mener også, at den nuværende ordning for Folketingets behandling af dette lovforslag om indfødsrets meddelelse fungerer fint, og jeg har ikke nogen planer om at foreslå, at forhandlinger om lovforslaget fremover skal lukkes for offentligheden, eller at der i øvrigt skal ske ændringer i processen for tildeling af statsborgerskab.

Jeg mener, det er hensigtsmæssigt, at vi har nogle ansøgere, der optages direkte på lovforslaget, fordi de opfylder alle betingelser, og så er der nogle ansøgere, der bliver forelagt Indfødsretsudvalget. Og så bliver der i det fortrolige rum i udvalget taget stilling til, om der i særlige tilfælde skal gives dispensation. Den tilgang indebærer efter min opfattelse, at både udvalgets arbejde og ansøgernes personlige oplysninger beskyttes, og det er også min holdning, at en person, der har ansøgt om dansk statsborgerskab, ikke er tjent med, at private oplysninger bliver delt ud i offentligheden. Det handler også om sager, som behandles i udvalget. Og så vil jeg i øvrigt sige, at jeg ikke er af den opfattelse, at jeg har intimideret hverken formanden for Indfødsretsudvalget eller andre folketingsmedlemmer.

Spørgeren, værsgo.

Jamen så fik vi da én væsentlig erkendelse på bordet. Når ministeren siger, at loven sådan set rammer hensigten ind, og at vi ikke giver statsborgerskab til kriminelle, og at man i øvrigt også skal beskytte ansøgernes persondata, hvordan hænger det så sammen med, at ministeren jo selv har fremsat ændringsforslag til sit eget lovforslag for at tage folk af? Man må gå ud fra, at det så er, fordi det var en fejl eller en forregnelse, at de oprindeligt var kommet på. Og hvorfor stemmer ministeren, eller regeringen, så nej til ændringsforslag nr. 3, som bl.a. handler om en person, der er idømt en betinget fængselsstraf på 14 dage for at udøve trusler mod en anden på livet? Altså, det harmonerer jo ikke rigtig. Det er det ene element i det her.

Det andet element er, hvad offentligheden så egentlig skal have kendskab til. For hvis det ikke havde været for Dansk Folkeparti, og hvis ikke det havde været, fordi Dansk Folkeparti har formandsposten i Indfødsretsudvalget, så er der ingen, der vidste, at Folketinget på ministerens anbefaling har givet indfødsret til en udlænding, som altså har en betinget fængselsstraf for trusler på livet. Der er ikke nogen, der ville vide, at folk, der er dybt infiltreret i salafistiske miljøer omkring Grimhøjmoskéen, nu kan kalde sig danskere, og således i videst muligt omfang er beskyttet mod udvisning og i øvrigt har stemmeret til Folketinget her. Er det den slags informationer, som ministeren finder at danskerne ikke kan håndtere at vide om hans egne lovforslag?

Ministeren.

Jeg mener selvfølgelig, at man skal kunne behandle det, og det er også klart nok, at Indfødsretsudvalget skal have et vist åbent rum for at have den diskussion. Men det er jo ikke sådan, så alle oplysninger, der bliver behandlet her i Folketinget, også tilgår alle folketingsmedlemmer. Vi har et Udvalg for Efterretningstjenesterne og andre steder, hvor det kun er nogle folketingsmedlemmer, som får en information, og så må repræsentanterne for de partier, som sidder der, give en vurdering til resten af deres partier. Og sådan vil det også være i Indfødsretsudvalget. Det er der intet som helst mærkeligt i.

Spørgeren.

Ja, og det tragiske er jo, at der nogle gange er sammenfald mellem dem, der bliver behandlet i Udvalget for Efterretningstjenesterne, og så dem, der ender på indfødsretslovforslag. Men det er jo ikke det, der er pointen – eller det er det måske især, faktisk. Måske er det det, der er pointen, altså at danskerne selvfølgelig skal have mulighed for at kontrollere, når indfødsretsaftalens partier ikke er mand for at løfte opgaven. Altså, de her oplysninger var ikke kommet ud, hvis ikke det havde været for Dansk Folkeparti. Ministeren siger så, at han ikke intimiderer, men jeg ved ikke, hvordan det ellers skal forstås, når man oversender breve med henvisning til straffelovens regler. Hvad er det egentlig, ministeren så forestiller sig man som folketingsmedlem skal gøre? Må man, eller må man ikke, i den her lovproces meddele, når der er ansøgere, som har stærkt salafistisk sindelag?

Ministeren.

Jeg må sige, at når jeg tænker tilbage på Dansk Folkepartis repræsentanter herinde som hr. Anders Langballe og hr. Søren Krarup, som turde åbent at tage en karsk diskussion om tingets forhold, så fremstår det som nogle epigoner nu, der står for det samme parti og bliver intimideret over, at man tager en åben samtale med dem om fortrolighedsregler. Jeg tror, vi skal passe på med at blive alt for følsomme, i forhold til hvordan vi diskuterer politik. Og jeg ved da også, at Dansk Folkeparti historisk har stået meget på det synspunkt, at man skal kunne diskutere åbent og frisk uden nødvendigvis at være bange for, om der nogen, der tager det for nært.

Spørgeren.

Så det er epigonalt at gøre det gældende over for offentligheden, når ministeren truer et udvalg med straffelovsforseelser, fordi man gør opmærksom på, hvad det er, der står på ministerens eget lovforslag. Så tror jeg bare, at epigonerne forlængst er marcheret ud af ministerens forkontor. Det er jo ikke det, der handler om. Det her handler om, at ministeren prøver at lukke munden på dem i Indfødsretsudvalget – og det er sjovt nok Dansk Folkepartis medlemmer – som rent faktisk vil gøre opmærksom på, hvad det er for nogle folk, ministeren ønsker at give indfødsret.

Ministeren for en afsluttende bemærkning.

Jeg lukker ikke munden på nogen som helst. Jeg er glad for, at der er et sted, hvor man kan diskutere frisk. Men jeg må også være i stand til at gøre opmærksom på, hvad for nogle regler der gælder for fortrolighed i Folketingets udvalg, uden at man skal føle sig krænket over, at der bliver gjort opmærksom på det. Det synes jeg er et minimum i forhold til det, jeg også som minister skal kunne arbejde med. Jeg intimiderer ikke nogen. Jeg oplyser om, hvordan reglerne er. Det synes jeg er helt rimeligt at gøre. Det har ministre gjort før mig. Og hvis man husker tilbage på sidste gang, der blev delt fortrolige informationer fra et folketingsudvalg, så var det sådan set Dansk Folkepartis daværende repræsentant, hr. Martin Henriksen, der sagde, at det var helt rimeligt, at man ikke længere oversendte det, når udvalgets medlemmer ikke kunne lade være med at dele oplysningerne. Så man har jo lidt en forhistorie, man måske også kunne orientere sig i.

Tak. Spørgsmålet er afsluttet. Tak til ministeren, tak til spørgeren.

Det næste spørgsmål er til uddannelses- og forskningsministeren af fru Mette Thiesen fra Dansk Folkeparti.