Spm. nr. S 430

10) Til uddannelses- og forskningsministeren af:

Mette Thiesen (DF):

Mener ministeren, at pædagog- og lærerstuderende skal undervises i, at samfundets normer bør ændres, således at heteroseksualitet ikke længere opfattes som en norm, og mener ministeren, at det er på sin plads, at pædagog- og lærerstuderende bibringes den opfattelse og dermed må antages at videreformidle den opfattelse, at heteroseksualitet, som trods alt betegner over 90 pct. af befolkningens seksualitet, ikke bør være normgivende for samfundet, og at forestillingen om køn er konstrueret, og at det er staten, der aktivt kønner sine borgere og fordeler visse goder og pligter til det ene køn, sådan som det beskrives og opfordres til i de to nye bøger henvendt til henholdsvis pædagog- og læreruddannelsen, »Køn, seksualitet & mangfoldighed«, som bl.a. anvendes på pædagoguddannelserne i Aarhus og Horsens, og »LGBTQ+ i skolen«?

Værsgo til oplæsning af spørgsmålet.

Tusind tak. Mener ministeren, at pædagog- og lærerstuderende skal undervises i, at samfundets normer bør ændres, således at heteroseksualitet ikke længere opfattes som en norm, og mener ministeren, at det er på sin plads, at pædagog- og lærerstuderende bibringes den opfattelse og dermed må antages at videreformidle den opfattelse, at heteroseksualitet, som trods alt betegner over 90 pct. af befolkningens seksualitet, ikke bør være normgivende for samfundet, og at forestillingen om køn er konstrueret, og at det er staten, der aktivt kønner sine borgere og fordeler visse goder og pligter til det ene køn, sådan som det beskrives og opfordres til i de to nye bøger henvendt til henholdsvis pædagog- og læreruddannelsen, »Køn, seksualitet & mangfoldighed«, som bl.a. anvendes på pædagoguddannelserne i Aarhus og Horsens, og »LGBTQ+ i skolen«?

Ministeren.

Tak for det, og tak for spørgsmålet. Som jeg hører spørgeren – og så må spørgeren jo rette mig, hvis jeg tager fejl – så handler spørgsmålet her især om, hvorvidt noget specifikt undervisningsmateriale på pædagog- og læreruddannelserne bibringer en fra spørgerens synspunkt forkert forståelse af køn og seksualitet. Jeg kender ikke de specifikke undervisningsbøger, som der henvises til. Det er ikke Uddannelses- og Forskningsministeriet, og det er heller ikke mig som minister eller andre statslige aktører, som godkender undervisningsmaterialet på de videregående uddannelser. Det er professionshøjskolerne, der har ansvaret for den konkrete tilrettelæggelse af undervisningen, herunder valget af undervisningsmateriale – og heldigvis er det sådan. Vi politikere har i stedet ansvaret for at udstikke de bredere rammer, formål og struktur, for vores uddannelser, og i dette tilfælde er det pædagog- og læreruddannelsen.

Jeg vil derfor heller ikke forholde mig til en konkret undervisningsbog fra et modul på uddannelserne, for jeg mener simpelt hen ikke, at det er en politisk opgave. Som jeg ser det, er det en af pædagogens fornemste opgaver at kunne skabe inkluderende fællesskaber, hvor det enkelte barn, den enkelte unge eller udsatte kan trives og udvikles, og det er læreruddannelsens fornemste opgave at uddanne lærere, der kan skabe trygge læringsrum for alle elever, så de kan trives, udvikle sig og lære det, de skal. Jeg har tillid til, at professionshøjskolerne anvender godt og relevant undervisningsmateriale, som understøtter de formål.

Spørgeren.

Det har jeg faktisk ikke, når man helt konkret ser de her bøger. Det tyder på, at det mere er en form for politisk manifest, end det egentlig er en lærebog, og der kunne jeg egentlig godt tænke mig at spørge ministeren, om ministeren reelt set mener, at det helt ned i så små børnehøjder, som det jo er i dagtilbud, hvor man arbejder som pædagog, og i øvrigt også for børnene i skolerne, er en opgave at være normbrydere og at lære om, at der er flere køn end to, altså noget, som sådan biologisk faktuelt er forkert. Jeg kan ikke helt forstå, hvorfor ministeren ikke i en eller anden grad mener, at ministeren skal tage stilling til, at man simpelt hen lærer noget, der faktuelt er forkert, på baggrund af en, lad os kalde det en identitetspolitisk og nok også kulturmarxistisk strømning, som desværre er i vores samfund i de her år – altså den her wokebølge. Så jeg bliver faktisk rigtig bekymret på skoleelevers vegne, jeg bliver rigtig bekymret for helt små børn, som på den her måde lidt bliver spændt for en identitetspolitisk vogn. Så det kunne jeg godt tænke mig at ministeren kunne svare på.

Så må ministeren også svare helt grundlæggende på, om ministeren mener, at der er flere køn end to. For det er der ikke – der er to køn. Nu er jeg selv skolelærer, og når man er skolelærer, skal man undervise i det faktuelle, man skal ikke undervise i alt muligt, der måske engang kunne være, eller fordi nogen måske synes et eller andet. Man skal undervise i det, der er faktuelt, og der er altså to køn rent biologisk. Den er bare ikke længere.

Jeg kunne godt tænke mig, at ministeren gav en eller anden form for holdningstilkendegivelse, altså om ministeren ikke mener, at det er bekymrende, at vi ser sådan nogle undervisningsmaterialer her på de professionshøjskoler, hvor man skal uddanne pædagoger, der skal tage sig af de allermindste, og så sandelig også de lærere, som skal undervise vores børn i folkeskolen.

Ministeren.

Altså, som jeg sagde i min indledende besvarelse, så kender jeg ikke de bøger, som der henvises til, og uanset hvor meget man sådan forsøger at lokke mig ind i et eller andet, der handler om identitetspolitik, seksualitetsnormer og wokeagtig debat, vil jeg det simpelt hen ikke, for det er ikke det, det her handler om. Det her handler for mig om – og det kan man jo have et andet perspektiv på – et helt andet princip, som er på spil, nemlig armslængde. Det er ikke en politisk opgave at definere, hvad der skal stå i en lærebog på en videregående uddannelse på en læreanstalt, det er ikke en politisk opgave. Med spørgerens opfølgende spørgsmål bekræftes egentlig min antagelse af, at det i virkeligheden handler om, at der er en bog, hvor der står noget, som spørgeren mener er forkert, og derfor ønsker politisk at påvirke. Men det mener jeg simpelt hen ikke er vores opgave.

Spørgeren.

Man skulle da også nødig have en holdning som minister! Ironi kan forekomme. Selvfølgelig skal man da have en holdning til, om der er noget, der er faktuelt forkert, og det handler ikke om min holdning. Det er faktuelt forkert. Der findes to biologiske køn, det er fakta. Jeg synes faktisk, det er ret bekymrende. I går havde jeg ministerens kollega sundhedsministeren i samråd om kønsskifte af børn. Der mente sundhedsministeren heller ikke at man skulle tage politisk stilling til det, og nu har vi en uddannelsesminister, som simpelt hen ikke vil tage stilling til, om der undervises i noget faktuelt forkert på pædagoguddannelsen og på læreruddannelsen. Hvorfor vil man ikke det?

Ministeren.

Fordi jeg synes, der er et princip på spil her, som faktisk er vigtigere, nemlig armslængdeprincippet. Det kan man godt være ligeglad med, og det kan man også være i alle mulige andre henseender, f.eks. når det kommer til kulturpolitik og som i det her tilfælde uddannelsespolitik. Jeg synes, armslængdeprincippet er vigtigt. Jeg synes, at det er enormt vigtigt, at vi også politisk anerkender, at der er grænser for politik, at der er noget, der ligger på vores bord, og noget, der ligger på nogle andres bord. Det her er et tilfælde, som handler om, hvilken beskrivelse der er af kønsnormer i en lærebog. Det er simpelt hen ikke en politisk opgave at tage stilling til det.

Spørgeren.

Det, man tit oplever på venstrefløjen og i twittersegmentet, er det her med, at de straks tror, at fordi man kritiserer noget eller har en holdning til det, så er det straks noget med, at man synes, at det skal forbydes, og at man går imod armslængdeprincippet og alt muligt andet. Det er jo slet ikke det, det handler om. Det her handler om, at ministeren som politiker og som del af en regering har en holdning til, om det er okay, at man på professionshøjskolerne, hvor vi uddanner pædagoger og lærere – folk, som har med vores børn at gøre – har en form for politisk ideologi, hvor man bl.a. underviser i noget faktuelt forkert. Altså, det må ministeren da have en holdning til.

Ministeren for den afsluttende bemærkning.

Men det, der er utrolig dejligt ved at leve i et frit og åbent demokrati, er jo, at det står alle, herunder også politikere, fuldstændig frit for at ytre de holdninger, de har. Jeg forstår, at spørgeren har meget stærke holdninger til lige præcis de her undervisningsbøger, og så står det jo spørgeren fuldstændig frit for at forklare sine holdninger om noget, som spørgeren åbenlyst synes er helt forkert. Jeg deler ikke den bekymring, og jeg mener heller ikke – og det er jo så et princip, som jeg tager meget alvorligt – at det er min opgave som minister. Jeg mener faktisk det modsatte: Jeg mener, at det ikke er min opgave at gå ind i at vurdere specifikke lærebøger. Der er nogle, som har fået den opgave, og den har de fået af os politikere, og det synes jeg vi skal tage alvorligt.

Så er spørgsmålet afsluttet. Tak til spørgeren, og tak til ministeren.

Hermed er spørgetiden også afsluttet.