Tak for det. Men så håber jeg, at ministeren, når det bliver ministerens tur igen, vil uddybe, hvad den dialog så er gået ud på. For det har i hvert fald været fuldstændig fraværende i den offentlige gengivelse og markedsføring af statsministerens besøg.
Men jeg forstår af den måde, som ministeren svarer på, at de interesser, som Egypten er relevant for, i virkeligheden er at undgå migration og at fremme danske erhvervsinteresser. Det er en sælsom konklusion på det, som Egypten jo også er.
Jeg deler fuldstændig analysen – det tror jeg også vi har diskuteret i andre sammenhænge – af, at Danmark og Europa og det såkaldte Vesten har mistet troværdighed og naturlig legitimitet som spiller i forhold til det, vi samlet set kalder det globale syd, og det at række ud og skabe ligeværdige partnerskaber, ligeværdige alliancer eller ligeværdige relationer er fuldstændig bydende nødvendigt, hvis man gerne vil fastholde den regelbaserede verdensorden under FN. Så deri er vi fuldstændig enige.
Men konklusionen må jo så også være, at man stadig væk er nødt til at forholde sig utrolig kritisk over for autoritære regimer, uanset hvor i verden de befinder sig, også når de befinder sig på den modsatte side af Middelhavet og har potentiale som store købere og aftagere af danske erhvervsløsninger på klimafronten. Så hvori består det ligeværdige i forhold til den egyptiske befolkning, som lever under massiv undertrykkelse, og som har en berettiget forventning om, at vi også står på mål for deres rettigheder, står på deres side, når det gælder kampen for demokrati, pluralisme, retfærdighed, ligeværdige liv og ordentlige rettigheder? Er det ikke en del af det ligeværdige partnerskab, så det ikke kun er et ligeværdigt partnerskab med en undertrykkende præsident og et undertrykkende regime, men også med befolkningen? Er det ikke relationen med dem og deres opbakning, vi i virkeligheden har brug for, hvis man faktisk skal stå på mål for den verdensorden?
Så det var to spørgsmål. Er det alene interesse for migrationsbekæmpelse og fremme af danske erhvervsløsninger, uden skelen til, at man i dansk udenrigs- og udviklingspolitik i virkeligheden har stået på mål for menneskerettighederne igennem ganske mange år?