Tak for det, formand. Nu er der jo flere af mine gode kolleger, som har været oppe og tale om de positive ting i det her forslag, og jeg vil da også godt anerkende, at spørgsmålet om, mens man sidder i Folketinget, at kunne tage efteruddannelse, der er relevant i forhold til folketingsarbejdet, sådan set kan være relevant. Men når vi i Enhedslisten ikke kommer til at støtte det her forslag, er det, fordi vi simpelt hen synes, at balancen er skæv i forhold til det.
Helt grundlæggende er det jo sådan, at de forhold, vi tilbyder os selv, i meget høj grad skal afspejle de forhold, der er ude i samfundet, netop for at sikre, at folk, der er uden for Folketinget, også kan se, at vi, hvad angår de regler, vi vedtager for dem, har en nogenlunde enslydende tilgang i forhold til de regler, vi vedtager for os selv. Der synes jeg, at der er den udfordring med det forslag her, at det kommer til at udvide den samlede pakke, i forhold til hvad man får som folketingsmedlem. Der bliver altså en ekstra udgift, der bliver forbundet med det her, og jeg vil i hvert fald i udvalgsbehandlingen se, om vi kan stille et ændringsforslag, som gør, at den ekstraudgift, der bliver, bliver afholdt inden for den samlede ramme for folketingsmedlemmers vederlag, så det her ikke betyder en udvidelse af den ramme. Det er den ene udfordring i forhold til forslaget.
Den anden udfordring er, synes jeg, at hvor det er helt rimeligt, at man kan sige, at man kan tage noget efteruddannelse, som er relateret til det arbejde, man udfører som sit hverv som folketingsmedlem, synes jeg, at det er en skævhed, hvis vi, mens vi sidder i Folketinget, også kan tage efteruddannelse med henblik på den tid, der kommer, når vi ikke sidder i Folketinget længere. For det er jo netop det, vi har en eftervederlagsperiode til. Der har vi jo faktisk nogle ret lukrative forhold, som gør, at man kan få et eftervederlag i op til 2 år, og den periode kan man så netop bruge til efteruddannelse med henblik på at kunne få beskæftigelse efterfølgende.
Vi har selv i Enhedslisten afsat nogle midler til folketingsmedlemmer, som ønsker at tage efteruddannelse med henblik på folketingsarbejdet, og det kan vi afholde inden for egen ramme. Det kunne man jo også vælge at gøre. I hvert fald synes jeg, at balancen i det her forslag er skæv, og derfor kommer vi fra Enhedslistens side ikke til at støtte det, medmindre vi kan få vedtaget et ændringsforslag, som kan være med til at afgrænse, hvilke efteruddannelsesområder man kan få støtte til, og være med til at gøre det udgiftsneutralt, så det holdes inden for den samlede ramme, som vi som folketingsmedlemmer får som vederlag.
Jeg har spurgt ind til det, og jeg kan jo høre, at den ramme, der er, i forhold til hvad man kan få midler til, er forholdsvis bred, og det kan jo også være fornuftigt, hvis det handler om den tid, der kommer efter den tid, hvor man sad i Folketinget, men når det handler om den periode, hvor man sidder i Folketinget, synes jeg, at efteruddannelsesmidler bør blive brugt til præcis det formål, nemlig at kunne opkvalificere ens mulighed for at kunne deltage i lovgivningsarbejdet.
Så med de bemærkninger kommer vi fra Enhedslistens side ikke til at kunne støtte det her lovforslag.