B 33 Forslag til folketingsbeslutning om at forbyde offentlige institutioner at servere halalcertificerede produkter.

Udvalg: Udlændinge- og Integrationsudvalget
Samling: 2022-23 (2. samling)
Status: 2. beh./Forkastet

Beslutningsforslag som fremsat

Fremsat: 21-02-2023

Fremsat den 21. februar 2023 af Pia Kjærsgaard (DF), Alex Ahrendtsen (DF), Mikkel Bjørn (DF), Peter Kofod (DF), Morten Messerschmidt (DF), Mette Thiesen (DF) og Nick Zimmermann (DF).

20222_b33_som_fremsat.pdf
Html-version

Fremsat den 21. februar 2023 af Pia Kjærsgaard (DF), Alex Ahrendtsen (DF), Mikkel Bjørn (DF), Peter Kofod (DF), Morten Messerschmidt (DF), Mette Thiesen (DF) og Nick Zimmermann (DF).

Forslag til folketingsbeslutning

om at forbyde offentlige institutioner at servere halalcertificerede produkter

Folketinget pålægger regeringen inden udgangen af folketingsåret 2022-2023 at fremsætte et lovforslag, der forbyder offentlige institutioner at servere halalcertificerede produkter.

Bemærkninger til forslaget

Når danskere bliver passet i den kommunale børnehave, går i den lokale folkeskole, frekventerer kantinen på den offentlige arbejdsplads, bliver indlagt på hospitalet eller kommer på plejehjem, kan man i alle tilfældene og uagtet ens ønsker risikere at få serveret halalprodukter. For halalcertificerede produkter indgår i større og større grad som en del af den kost, der bliver serveret.

Det finder forslagsstillerne ikke acceptabelt, og derfor ønsker forslagsstillerne, at man forbyder halalcertificerede produkter i offentlige institutioner.

Halalproduktionen støtter gennem certificeringen islamiske organisationer, som så efterfølgende kan bruge midlerne til at fremme en islamisering af Danmark, herunder med økonomiske støtte til opførelse af moskeer og aflønning af imamer, bl.a. her i landet. Det mener forslagsstillerne ikke at det offentlige skal bidrage til (»Danske firmaer støtter islamistisk propagandamaskine«, Ekstra Bladet den 4. august 2013, og »Halal er blevet en milliardindustri, som ingen taler om«, Kristeligt Dagblad den 2. februar 2016).

Helt grundlæggende skal udbredelsen af islam i Danmark ikke støttes, ved at offentlige institutioner benytter sig af halalcertificerede produkter.

På hospitalerne kan man f.eks. allerede fravælge svinekød grundet ens religiøse overbevisning, undgå kød, hvis man er vegetar, og undgå gluten, hvis man er allergiker. Derimod kan man ikke undgå halalprodukter, da de bliver serveret uden borgernes viden.

Dette finder forslagsstillerne fuldkommen uacceptabelt, hvorfor det foreslås, at offentlige institutioner ikke fremover skal servere halalcertificerede produkter.

Skriftlig fremsættelse

Pia Kjærsgaard (DF):

Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte:

Forslag til folketingsbeslutning om at forbyde offentlige institutioner at servere halalcertificerede produkter.

(Beslutningsforslag nr. B 33)

Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.