B 11 Forslag til folketingsbeslutning om 26 ugers udvidet barsel til tvillinge- og flerlingefamilier (borgerforslag). .

Udvalg: Beskæftigelsesudvalget
Samling: 2022-23 (2. samling)
Status: 2. beh./Forkastet

Betænkning

Afgivet: 15-03-2023

Betænkning afgivet af Beskæftigelsesudvalget den 15. marts 2023

20222_b11_betaenkning.pdf
Html-version

Betænkning afgivet af Beskæftigelsesudvalget den 15. marts 2023

1. Indstillinger

Et flertal i udvalget (S, V, M og RV) indstiller beslutningsforslaget til forkastelse ved 2. (sidste) behandling.

Et mindretal i udvalget (SF, DD, LA, KF, EL, DF, ALT og NB) indstiller beslutningsforslaget til vedtagelse uændret.

Siumut, Inuit Ataqatigiit, Sambandsflokkurin og Javnaðarflokkurin havde ved betænkningsafgivelsen ikke medlemmer i udvalget og dermed ikke adgang til at komme med indstillinger eller politiske bemærkninger i betænkningen.

En oversigt over Folketingets sammensætning er optrykt i betænkningen.

2. Politiske bemærkninger

Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne

Gældende fra den 1. januar 2023 har der på baggrund af en aftale indgået af et bredt flertal af Folketingets partier været givet ekstra orlov til familier, som får tre eller flere børn ved samme fødsel. Hensigten er at imødekomme de forældre, som står i den helt ekstraordinære situation at skulle tage vare på tre eller flere helt små børn på samme tid. Med ovenstående ændringer har Folketinget således allerede imødekommet en del af det forslag, der rejses i borgerforslaget.

Socialdemokratiets, Venstres og Moderaternes medlemmer af udvalget har stor sympati for borgerforslagets ønske om også at udvide hjælpen til tvillingeforældre. Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne mener imidlertid, at situationen for tvillingeforældre er anderledes end for trillingeforældre, og henviser til, at der ikke med de tidligere aftaler eller for nuværende er anvist finansiering til imødekommelse af forslaget i sin fulde ordlyd.

Enhedslisten

Enhedslistens medlem af udvalget stemmer for forslaget. Flerlingefamilier er mere udsatte end andre familier - både fysisk og psykisk. Mødrene er i højere risiko for fødselskomplikationer, og børnene for at blive født for tidligt og med lav fødselsvægt. Oveni oplever flerlingefamilier oftere stress, psykiske lidelser og utrygge tilknytninger mellem forældre og børn. Det betyder, at børn i flerlingefamilier er i risiko for at være dårligere stillet end andre allerede fra fødslen.

I Danmark har familier med trillinger og firlinger således netop fået ret til udvidet barsel. I Danmarks nabolande Norge og Sverige har man tillige ret til ekstra barsel, hvis man får tvillinger. Det giver begge forældre mulighed for at være på barsel i børnenes første måned, uden at det går ud over den samlede mængde barsel. I Danmark skal flerlingefamilier derimod enten selv finansiere den ekstra barsel eller have en kortere barsel. Det skaber ifølge Enhedslisten en ulighed mellem flerlingefamilier og andre familier og i øvrigt også imellem flerlingefamilier, alt efter om den enkelte familie har ressourcerne til selv at finansiere den ekstra barsel eller ej.

Det er ifølge Enhedslisten hverken hensigtsmæssigt for de enkelte familier eller for samfundsøkonomien. Enhedslisten vil derfor gerne være med til at finde den fornødne finansiering til forslaget.

Dansk Folkeparti

Dansk Folkepartis medlem af udvalget bemærker, at det er hårdt at få tvillinger, trillinger m.v. Derfor er det vigtigt at sikre de bedst mulige rammer for, at forældrene kan være der for deres små børn i den første vigtige tid. Med borgerforslaget vil der netop blive sikret bedre vilkår for tvillinge- og flerlingefamilier. Samtidig bemærkes det, at omkostningerne ved at indføre de foreslåede 26 ugers udvidede barsel til tvillinge- og flerlingefamilier er relativt lave.

Dansk Folkeparti er et familieparti, der arbejder for de bedst mulige rammer for de danske familier. På den baggrund støtter Dansk Folkeparti naturligvis forslaget.

Radikale Venstre

Radikale Venstres medlem af udvalget deler ambitionen om mere barsel til tvillingefamilier. Radikale Venstre kan dog ikke stemme for nærværende beslutningsforslag, da der ikke er anvist finansiering. Radikale Venstre er derimod medstiller på et beslutningsforslag, der søger at løse samme problemstilling, og hvor der anvises mulige finansieringsforslag.

3. Udvalgsarbejdet

Beslutningsforslaget blev fremsat den 5. januar 2023 og var til 1. behandling den 23. februar 2023. Beslutningsforslaget blev efter 1. behandling henvist til behandling i Beskæftigelsesudvalget.

Oversigt over beslutningsforslagets sagsforløb og dokumenter

Beslutningsforslaget og dokumenterne i forbindelse med udvalgsbehandlingen kan læses under beslutningsforslaget på Folketingets hjemmeside www.ft.dk.

Møder

Udvalget har behandlet beslutningsforslaget i 3 møder.

Bilag

Under udvalgsarbejdet er der omdelt 4 bilag på beslutningsforslaget.

Deputationer

Udvalget har under udvalgsarbejdet modtaget 1 deputation, der mundtligt har redegjort for sin holdning til beslutningsforslaget.

Spørgsmål

Udvalget har under udvalgsarbejdet stillet 2 spørgsmål til beskæftigelsesministeren til skriftlig besvarelse, som ministeren har besvaret.

Bjarne Laustsen (S) fmd. Bjørn Brandenborg (S) Henrik Møller (S) Jens Joel (S) Kasper Roug (S) Leif Lahn Jensen (S) Rasmus Stoklund (S) Thomas Monberg (S) Thomas Skriver Jensen (S) Christoffer Aagaard Melson (V) nfmd. Morten Dahlin (V) Hans Andersen (V) Anni Matthiesen (V) Jeppe Søe (M) Nanna W. Gotfredsen (M) Charlotte Munch (DD) Betina Kastbjerg (DD) Sólbjørg Jakobsen (LA) Steffen Larsen (LA) Helle Bonnesen (KF) Niels Flemming Hansen (KF) Kim Edberg Andersen (NB) Nick Zimmermann (DF) Karsten Hønge (SF) Astrid Carøe (SF) Kirsten Normann Andersen (SF) Victoria Velasquez (EL) Katrine Robsøe (RV) Torsten Gejl (ALT)

Siumut, Inuit Ataqatigiit, Sambandsflokkurin og Javnaðarflokkurin havde ikke medlemmer i udvalget.

Socialdemokratiet (S)50
Venstre, Danmarks Liberale Parti (V)23
Moderaterne (M)16
Socialistisk Folkeparti (SF)15
Danmarksdemokraterne - Inger Støjberg (DD)14
Liberal Alliance (LA)14
Det Konservative Folkeparti (KF)10
Enhedslisten (EL)9
Radikale Venstre (RV)7
Dansk Folkeparti (DF)7
Alternativet (ALT)6
Nye Borgerlige (NB)3
Siumut (SIU)1
Inuit Ataqatigiit (IA)1
Sambandsflokkurin (SP)1
Javnaðarflokkurin (JF)1
Uden for folketingsgrupperne (UFG)1