Spm. nr. US 22

Tak. Den finanslov, vi præsenterede sammen i går, sætter fællesskabet først. Med finansloven udvider vi nemlig vores velfærd, og det er vi rigtig glade for i Enhedslisten. For os er en af de helt store sejre den nye velfærdsrettighed, at flere unge nu kan gå gratis til tandlæge. De kan altså gå til tandlægen uden at skulle have pengepungen op af lommen, og det synes vi er rigtig fornuftigt, ikke mindst fordi det skaber mere lighed.

Det tror jeg egentlig statsministeren er enig med mig i, for som jeg kender statsministeren, betyder det også rigtig meget for statsministeren, at vi har et fælles velfærdssamfund, hvor vi passer på hinanden, hvor man kan uddanne sig, benytte sig af ældrepleje og vores sundhedsvæsen, uden at det skal afhænge af størrelsen på ens pengepung. Vi prioriterer kort sagt fællesskabet i det her land. Derfor er udvidelsen af børne- og ungetandplejen også rigtig vigtig for os i Enhedslisten, og set med vores briller er det forhåbentlig første skridt på vejen til at gøre tandbehandling til en del af velfærdssamfundet, altså gratis for alle.

Så derfor kunne jeg rigtig godt tænke mig at spørge statsministeren: Synes statsministeren egentlig ikke også, at vi skal udvide vores fælles velfærd endnu mere, så adgangen til tandlægebesøg på sigt bliver fuldt finansieret via skatten? Med andre ord: Er det rimeligt, at et brækket ben betales af fællesskabet, men ikke en flækket tand?

Statsministeren.

Tak for glæden ved finansloven, som jeg til fulde deler, ikke alene i forhold til indholdet af den finanslov, der er indgået, men jo også i forhold til det fokus, der nu begynder at være, på, hvordan en finanslov ville se ud med et andet politisk flertal. For det, de seneste uger har åbenbaret, er jo, at en række blå partier, bl.a. Det Konservative Folkeparti, vil tage den rettighed væk, som er blevet indført for nedslidte under den her regering, og veksle den til skattelettelser, altså nøjagtigt, som vi har set det før. Konsekvensen af den politik, som jo kan blive en realitet på et tidspunkt, vil jo givet igen være store besparelser på uddannelsesområdet, på børneområdet, på ældreområdet og på sundhedsområdet. Så godt, at vi igen begynder at få nogle af de mere klassiske forskelle tegnet op, for velfærdssamfundet er noget af det vigtigste, vi har, men det er også skrøbeligt.

Apropos situationen nogle steder i sundhedsvæsenet i dag kan man jo også se, hvor lang tid det tager at rette op, når der i mange år har været ført en borgerlig politik, som har skåret ned på afgørende områder af velfærden. Det gælder jo også på uddannelsesområdet, hvor vi, selv om vi har stoppet omprioriteringsbidrag og andre ting og har tilført flere penge, stadig væk godt kan se nogle steder, hvor der er blevet sparet for meget, og hvor indholdet er blevet for dårligt.

Jeg vil ikke allerede nu tage hul på næste finanslovsforhandling, som jeg ligesom hører der bliver varmet op til. Altså, jeg vil sige helt principielt, at der jo ikke bør være forskel på, om man har dårlige tænder, paradentose eller noget tredje, eller om man har brækket et knæ. Og der er ikke nogen logisk forklaring på, hvorfor der er brugerbetaling på det her element i vores sundhedsvæsen.

Så hørte jeg i går, at f.eks. Liberal Alliance sagde, at de godt kan lide, at folk selv børster tænder, og de tror, at hvis vi nu begynder at sørge for, at man kan gå til tandlæge – i dag gælder det jo, op til man er 18 år – til man er 19 år, så tager folk ikke ansvar for deres eget liv. Det er en meget mærkelig og speciel måde at anskue andre mennesker på – og godt, at der er et andet politisk flertal i Danmark lige nu.

Mai Villadsen, værsgo.

Jamen jeg kan kun være fuldstændig enig i, at det er godt, at der er et andet politisk flertal, som prioriterer velfærden, som investerer i uddannelse og i en lang række områder, herunder også vores sundhed. Og det er det, jeg også godt kunne tænke mig at spørge statsministeren om i dag, for jeg er rigtig glad for, at vi med den aftale, vi lige har lavet, har sendt en akutmilliard ud til sundhedsvæsenet. Det brænder derude; situationen, vi står i, er akut. Og det er den både på grund af årtiers nedskæringer på et område, hvor udgifterne bliver større, fordi der kommer flere svære patienter, men jo også på grund af nogle strukturelle problemer og udfordringer i vores sundhedsvæsen.

Jeg mener, at den akutmilliard og behovet for den jo lidt understreger, at der er dybereliggende udfordringer. Vi kan ikke holde på medarbejderne lige nu, som det står til med de løn- og arbejdsvilkår, der er, og derfor mener vi jo, at der skal være et opgør med tjenestemandsreformen, altså fordi det er oldnordisk, at vi skriver 2021 og ikke har ordentlig ligeløn, men selvfølgelig også, fordi det er nødvendigt for at holde på de ansatte. Er statsministeren enig med mig i det?

Statsministeren.

Der er jo altid en risiko for, når man får det samme spørgsmål mange gange, at man kommer til at give samme svar; det har jeg lige oplevet på et samråd, og det kommer altså også til at gøre sig gældende her. Jeg vil virkelig, virkelig appellere til og advokere for – uagtet hvad vi måtte have af holdninger til vigtigheden af at have et offentligt sundhedsvæsen og erkendelsen af, at der er nogle grundlæggende strukturelle problemer, som vi skal søge at løse – at vi fastholder den danske arbejdsmarkedsmodel, som er unik i sin karakter og i mine øjne en af de enkeltstående vigtigste forklaringer på, at danske lønmodtagere modsat mange andre lønmodtagere har så gode løn- og arbejdsvilkår. Det er – og nu siger jeg det lidt direkte – ikke takket været Folketinget eller skiftende politiske partier, men takket være arbejdsmarkedsmodellen. Så jeg vil virkelig appellere til, at man holder fast i den.

Så har vi fra regeringens side valgt at nedsætte en lønkommission. Den mener jeg skal have lov til at færdiggøre sit arbejde, og så kan vi optage politiske diskussioner på baggrund af dens arbejde.

Til spørgsmålet, om vi kan holde på medarbejdere eller ej, vil jeg sige, at der jo heldigvis er rigtig, rigtig mange medarbejdere i det offentlige danske sundhedsvæsen, som holder ved og holder fast, også selv om arbejdsmængden nogle steder er i overkanten eller decideret for meget.

Tak til statsministeren. Så er det sidste spørgsmål. Værsgo, Mai Villadsen.

Altså, først og fremmest er der ingen herinde, der advokerer for, at vi – nu skal jeg sige det på en pæn måde – skal ignorere den danske arbejdsmarkedsmodel; det er der ingen der advokerer for herinde. Men vi appellerer til, at der følger penge med den Lønstrukturkomité, hvis den vel at mærke peger på, at der er strukturelle udfordringer.

Så vil jeg også gerne spørge statsministeren, om statsministeren er enig med sin egen regionsrådsformand, som siger, at det haster så meget at få svarene fra den Lønstrukturkomité, at vi bliver nødt til at fremrykke den. Det sagde regionsrådsformand Heino Knudsen jo for nylig at der er behov for, fordi svarene haster derude – ellers så forsvinder fundamentet for vores sundhedsvæsen, som jo udgøres af de ansatte.

Vil statsministeren være med til at fremrykke den Lønstrukturkomité, som jeg jo kan høre regeringen selv synes er svaret på problemerne?

Statsministeren.

Nej, jeg har ikke sagt, at det er svaret på problemerne. Jeg konstaterer bare, at arbejdet er gået i gang. Om man kan fremrykke det, ved jeg simpelt hen ikke – det må jeg være ærlig at svare. Jeg tror, det er en rigtig måde at gribe arbejdet an på, men om det kan fremrykkes, må man jo prøve at spørge beskæftigelsesministeren om. Det har jeg faktisk ikke mulighed for at svare på.

Tak for det. Spørgsmålet er sluttet. Tak til fru Mai Villadsen.

Så går vi videre i rækken af partiledere. Hr. Søren Pape Poulsen, værsgo.