B 212 Forslag til folketingsbeslutning om at medregne læretid og praktikker ved opgørelse af, om beskæftigelseskravet for tidsubegrænset ophold er opfyldt.

Udvalg: Udlændinge- og Integrationsudvalget
Samling: 2020-21
Status: 1. beh./Henvist til udvalg

Beslutningsforslag som fremsat

Fremsat: 05-03-2021

Fremsat den 5. marts 2021 af Rosa Lund (EL), Jette Gottlieb (EL), Victoria Velasquez (EL) og Mai Villadsen (EL)

20201_b212_som_fremsat.pdf
Html-version

Fremsat den 5. marts 2021 af Rosa Lund (EL), Jette Gottlieb (EL), Victoria Velasquez (EL) og Mai Villadsen (EL)

Forslag til folketingsbeslutning

om at medregne læretid og praktikker ved opgørelse af, om beskæftigelseskravet for tidsubegrænset ophold er opfyldt

Folketinget pålægger regeringen at fremsætte lovforslag inden udgangen af 2021 om at ændre beskæftigelseskravet for tidsubegrænset opholdstilladelse. Således skal læretid sidestilles med fuldtidsarbejde ved beregning af, om krav om ved beskæftigelse i forbindelse med erhvervsuddannelser og praktikker på andre uddannelser, hvor man indgår som led i normeringen på arbejdspladsen er opfyldt.

Bemærkninger til forslaget

Beslutningsforslaget er en redigeret udgave af beslutningsforslag nr. B 65, folketingsåret 2020-2021. Der henvises til www.folketingstidende.dk, Folketingstidende 2020-2021, tillæg A, B 65 som fremsat, tillæg B, betænkning over B 65, og tillæg F, møde 34, kl. 14:31, og møde 68, kl. 13:52.

Folketinget har tidligere drøftet B 65, folketingsåret 2020-2021, om, at al uddannelse skulle tælles med ved opgørelse af opfyldelsen af beskæftigelseskravet i forbindelse med tidsubegrænset opholdstilladelse. Det var der ikke flertal for. Derfor søges der nu med dette beslutningsforslag i stedet at opnå enighed om, at de studerende, der i praksis går på arbejde, fåt anerkendt dette ved opgørelse af beskæftigelseskravet.

Nuværende regler vanskeliggør uddannelse

Med dette beslutningsforslag ønsker forslagsstillerne at ændre reglerne for tidsubegrænset opholdstilladelse, således at læretid på erhvervsuddannelser og praktikforløb tæller med i opgørelsen af beskæftigelseskrav, hvis vedkommende indgår som led i normeringen på arbejdspladsen, som det er tilfældet for eksempelvis sygeplejersker og pædagoger.

Denne foreslåede ændring af reglerne vil delvis genetablere tilstanden, fra før man med lov nr. 102 af 3. februar 2016 (lov om ændring af udlændingeloven) ændrede reglerne for tidsubegrænset opholdstilladelse (lovforslag nr. L 87, folketingsåret 2015-16).

Ændringen af udlændingeloven fra 2016 har medført, at fuldtidsstudier, herunder læretid og praktikker, ikke længere indgår i beregningen af fuldtidsbeskæftigelse. Det har afgørende konsekvenser for ansøgeren, at uddannelse ikke indgår i beregningen, da beskæftigelse er omdrejningspunktet for at få tidsubegrænset opholdstilladelse. Det er efter gældende regler et krav, at udlændingen på tidspunktet for afgørelsen er i beskæftigelse mindst 15 timer ugentligt, og at udlændingen har været i ordinær fuldtidsbeskæftigelse eller udøvet selvstændig erhvervsvirksomhed i mindst 3 år og 6 måneder inden for de sidste 4 år. Derudover er fuldtidsbeskæftigelse nødvendig for at leve op til én af de supplerende betingelser for tidsubegrænset ophold, hvoraf mindst to af fire betingelser skal være opfyldt.

Det er forslagsstillernes opfattelse, at de nuværende beskæftigelseskrav har utilsigtede konsekvenser, da reglerne fastholder udlændinge i et ufaglært arbejde i stedet for at give dem incitament til tage en uddannelse.

Uddannelse styrker den enkelte og samfundet

Med de nuværende regler fjerner man incitamentet til at dygtiggøre sig, når alene beskæftigelse har betydning for muligheden for at opnå en permanent opholdstilladelse. Man opfordrer dermed indirekte udlændinge til at fravælge en uddannelse til fordel for et ufaglært arbejde, hvis de pågældende ønsker et mere sikkert opholdsgrundlag end en tidsbegrænset opholdstilladelse.

Det er forslagsstillernes opfattelse, at uddannelse bidrager positivt til integrationen i det danske samfund og samtidig udgør et godt grundlag for egen forsørgelse. Uddannede borgere bidrager f.eks. til samfundet i kraft af det arbejde, de udfører, og igennem deres skat. Der bør derfor være et incitament for udlændinge på tidsbegrænset ophold til at tage en uddannelse frem for en opfordring til det modsatte. Det er ikke rimeligt at stille borgere, der ønsker at bidrage til samfundet, i det dilemma at skulle vælge mellem en sikker tilværelse med permanent ophold uden uddannelse og en usikker tilværelse, hvor man vælger at tage en uddannelse

Under behandlingen af L 154 den 23. marts 2017 påpegede Mattias Tesfaye, Socialdemokratiets daværende ordfører på lovforslaget og den nuværende udlændinge- og integrationsminister, paradokset i at undlade at tælle uddannelse med i opgørelsen af beskæftigelseskravet: »Vi har brug for, at de her udlændinge kommer ud på det danske arbejdsmarked og bliver chauffører, SOSU-hjælpere, butiksassistenter og landbrugsmedarbejdere. Men vi er nu endt i en situation, hvor udlændinge, der arbejder som ufaglærte på et plejehjem, ikke kan underskrive uddannelsesaftale med kommunen. Den syriske flygtning, der har fået arbejde hos ISS, kan heller ikke tage en uddannelse som serviceassistent uden at ødelægge sine muligheder for at kunne blive i Danmark, selv om man fortsat arbejder 37 timer om ugen, selv om man arbejder til overenskomstmæssig løn, og selv om der absolut ikke udbetales nogen offentlige løntilskud eller støttekroner« (1. behandling af L 154, den 23. marts 2017, Folketingstidende 2016-17, tillæg F, møde 72, kl. 11:32-11:35).

Det er ikke i Danmarks interesse, at udlændinges potentiale og kompetencer ikke udnyttes gennem uddannelse. Argumentationen for at ændre beskæftigelseskravet for tidsubegrænset opholdstilladelse er således klar. Læretid på erhvervsuddannelser og praktikker på andre uddannelser, hvor man indgår i normeringen på arbejdspladsen, bør fremover indgå på lige fod med fuldtidsarbejde i beregningen af retten til permanent opholdstilladelse.

Skriftlig fremsættelse

Rosa Lund (EL):

Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte:

Forslag til folketingsbeslutning om at medregne læretid og praktikker ved opgørelse af, om beskæftigelseskravet for tidsubegrænset ophold er opfyldt.

(Beslutningsforslag nr. B 212)

Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.