Tak, formand. Vi oplever alle sammen igennem vores tilværelser erkendelser, som forandrer os som mennesker, som politikere. En af de vigtige erkendelser, som de seneste uger har været drøftet, ikke bare som indre anliggender, men som ydre anliggender, er de vigtige overvejelser, som vores gode kollega hr. Frederik Vad bekendtgjorde her fra talerstolen under den, synes jeg, sjældent interessante værdipolitiske debat for et par uger siden, nemlig den erkendelse, at integration af muslimer i Danmark ikke alene kan defineres ved, om de har et arbejde og i øvrigt kan holde sig inden for straffeloven, at integration, det at høre til i et land, i et folk, er et indre anliggende. Det kan man ikke sætte på formel, det kan man ikke kræve bevis for, lige så lidt som man i en familie kan kræve bevis for, om nu ægtefællen rigtigt elsker, eller om blomsterne måske er gule frem for røde – man kan ikke kræve et bevis.
At høre til i en familie som at høre til i et folk er noget, man igennem hele sin tilværelse beskriver ved sin adfærd, ved sin omgang, ved sin omgangstone og ved sine valg. Det er en uhyre vigtig erkendelse. Det er en erkendelse af Grundtvigs ord: »Til et Folk de alle hører, som sig regne selv dertil, har for Modersmaalet Øre, Har for Fædrelandet Ild.« Grundtvig taler ikke om beskæftigelse eller straffelove eller særlove; Grundtvig taler om at have ild for fædrelandet, om at elske sit modersmål, at elske Danmark. Det er en helt afgørende erkendelse, som hr. Frederik Vad her har bevæget sig ind i. Spørgsmålet er, hvad vi gør igennem livet, når vi kommer til nye erkendelser. Og hvis ikke vi handler på dem, hvad siger det så om os som mennesker?
Jeg har siden hr. Frederik Vads tale tænkt meget på Platons hulelignelse, hvor man forestiller sig en gruppe mennesker, der sidder nede i mørket, nede under jorden, og det eneste, de ved om, hvad der foregår oppe på jorden, er de skygger, som bliver kastet ned på væggen i hulen. De mennesker er formørkede, de kender ikke sandheden, og de må handle derefter. Men så en dag er der en, der bryder ud af hulen, kommer op, op i lyset, misser med øjnene og begynder at se, hvad virkeligheden er. Hvem er egentlig den største synder – de, der sidder nede i huden og ikke kender virkeligheden og derfor træffer forkerte beslutninger, eller den, der kommer op i lyset og kan se virkeligheden, men stadig væk træffer de forkerte beslutninger? Det er den anden, hr. Frederik Vad.
Det er derfor, jeg i dag tager ordet, altså fordi vi har fem afstemninger foran os, som er definerende for, om hr. Frederik Vad og dem af hans forhåbentlig mange partifæller, som er nået til den samme erkendelse, som vi i Dansk Folkeparti kom til for snart 30 år siden, også er villige til at handle på det.
Den første afstemning om, at Danmark udtræder af statsborgerretskonventionen er fuldstændig afgørende for, at det her Folketing igen tager ansvaret for, hvem det er, vi tildeler indfødsret. At vi ikke lader konventioner, som er skrevet i en helt anden tid og af folk, der ikke anede, hvilke forudsætninger de ville blive brugt under, at vi ikke lader dem, men at vi selv bestemmer, hvem det er, vi giver den fineste gave, indfødsretten. Det er ikke et tilfælde, at Grundtvig, som forfattede de ord, jeg citerede før, var formand for Indfødsretsudvalget, for der er et snævert bånd, et rosenbånd, usynligt og skrøbeligt, men et bånd mellem den gave at få, når man får indfødsret, og selvfølgelig det indre anliggende at være dansk. Derfor må vi ud af de her konventioner, som bryder det bånd, som gør statsborgerskab til et kunstigt anliggende om jurisdiktion, og hvor man opholder sig. Nej, det at være dansk er, at man elsker Danmark, som man elsker sin mor. Det er jo ikke et tilfælde, at det hedder modersmål og fædreland, for det at høre til i et land er som at høre til en familie. Danmark er ikke nogen bedre familie end Tyskland og Sverige og så mange andre, men det er vores familie, derfor skal vi passe på den, derfor skal vi ikke bare kaste indfødsret i grams.
Næste forslag handler om at trænge islamiseringen tilbage. Rigtig mange muslimer, der er kommet til Danmark, gør det forbilledligt. Jeg kender mange af dem, og de elsker Danmark lige så højt, som jeg tror hr. Frederik Vad gør, og som jeg gør, men alligevel ser vi en islamisering af de vestlige lande, altså en fremtrængen af den kultur, som jo har ødelagt de muslimske lande socialt, politisk, kulturelt, økonomisk osv., som er hovedårsagen til, at de overhovedet er flygtet. Der er jo ikke nogen, der flygter til muslimske lande, for det er notorisk bare ringe samfund at bo i, og derfor vil man gerne ud af dem. Paradoksalt er det da så, at de, der kommer ud af dem, ud af i Iran, ud af Saudi-Arabien, ud af alle de her diktaturstater, hvor sharia og islamisk ret gælder, så tager de værdier med til Danmark, halal, sharia, og det skal vi presse tilbage, både for den arv og det ansvar, vi har fået af vore forfædre, hr. Frederik Vad, men jo også for at sikre, at de, der gerne ville friheden og lyset, ikke kommer til et land, hvor uansvarlige beslutningstagere lader mørket brede sig.
Det næste forslag handler også om at tage en konsekvens i forhold til dem, hr. Frederik Vad har set ikke hører til her. Det er jo ikke nogen hemmelighed, at hr. Frederik Vads parti, de er jo ikke ene om det, kan man sige, igennem rigtig mange år har ladet stå til, har opført sig som dem i Platons hulelignelse, der sad nede i hulen og ikke vidste, hvad virkeligheden var, hvad sandheden var, hvad konsekvensen af den meget liberale udlændingepolitik var. De især har altså et ansvar for at få ryddet op – at alle de mange, som aldrig skulle have været ind, så også kommer ud igen. Jeg så forleden dag i Tyskland en opgørelse, der viste, at 70 pct. af de unge muslimer mener, at Koranen er vigtigere end tysk lov. Nu Tyskland Tyskland, men jeg tror, at både hr. Frederik Vad og jeg ved, at det tal også er grumt i Danmark. Og hvis de mennesker ikke forstår det helt fundamentale sekulære princip om at give Gud, hvad Guds er, og kejseren, hvad kejserens er, og således at hele fundamentet, ikke bare for det danske, men for Vestens samfund, alt det fra renæssancen, der er blomstret, og som vi i dag kalder vores fornemste arvegods, skal de ikke være her, så skal de være i lande, hvor der er andre vilkår. Det er det fjerde, vi stemmer om.
Det sidste er at give danskerne en undskyldning. Det kan virke lidt profant, for kan man undskylde for noget, man ikke vidste var forkert? Igen vil jeg henvise til hulelignelsen. Kan man kræve en undskyldning af dem, der reelt ikke vidste, hvilke for vores land katastrofale beslutninger de traf igennem årti og årti? Det kan man måske ikke. Men der er danskere derude med sår på sjælen, følelsesmæssige sår, fordi de måske for 20 år siden flyttede ud i de byer, forstæderne omkring vores store byer, i en tro på, at det skulle være begyndelsen på en ny tilværelse, og i dag befinder de sig et sted, hvor der er flertal af muslimer, og der tales måske mere arabisk eller andre sprog i hvert fald end dansk på gaden, utrygheden råder, og det blev slet ikke den tilværelse, som de havde forestillet sig. Dem skylder vi en undskyldning. Det er de drenge og piger, der bliver udsat for dominansvold, voldtægter, overfald, og det er de unge mennesker, der passer deres arbejde i en kiosk eller i en butik, som bliver overfaldet eller overfuset, og hvis de gør nogen som helst indsigelser, bliver der råbt efter dem, at de er racister. Dem skylder vi en undskyldning.
Generelt skylder vi danskerne en undskyldning, og hr. Frederik Vad bør gå forrest på grund af sin nye erkendelse, som jeg vitterlig fra bunden af mit hjerte lykønsker ham med. Og han skal vide, at han i alt, hvad han har sat i gang, kan regne med både mig og Dansk Folkeparti. Jeg håber også, at han kan regne med sine egne, og jeg håber, at vi kan regne med hr. Frederik Vad, når vi stemmer om de her forslag om lidt. Tak, formand.