Tak for det, og tak for at tage initiativet til den her forespørgselsdebat, om end den kom lidt tidligere på dagen, end vi havde troet den gjorde. Det kan jo være meget rart, men det gjorde, at nogle af os havde lidt travlt med at komme herned.
Jeg synes, det er et vigtigt emne, der bliver sat på dagsordenen her i dag, og det er jo selvfølgelig, fordi sociale relationer er fuldstændig afgørende for menneskers velbefindende. Det gælder selvfølgelig ikke mindst mennesker, der har et handicap eller er socialt udsatte, hvad enten de er børn eller voksne.
Inddragelsen af pårørende og ens netværk har rigtig stor betydning for sociale indsatser, og det er, uanset om vi taler om inddragelse af forældre til en voksen med handicap, om det er farmoderen til et anbragt barn eller om det er søsteren til en socialt udsat borger. Eksempelvis peger forskning på, at familieorienteret misbrugsbehandling kan have en forebyggende betydning for de pårørendes trivsel og livskvalitet. Så der er ikke nogen tvivl om, at det giver mening at kigge også i forhold til de pårørende.
Jeg har dog lyst til at nævne et af de tristeste tal, jeg kender på handicapområdet, bare for, at vi også har gjort det klart, nemlig at ifølge Lev har 20 pct. af borgere, der har udviklingshæmning, ikke nogen pårørende uden for deres botilbud. 20 pct. har ikke nogen pårørende uden for deres botilbud, og derfor skal vi bare, når vi taler om at inddrage pårørende og netværk, altid huske på og have blik for, at der også er nogle, for hvem det der netværk ikke findes, og at vi derfor så også får lavet andre foranstaltninger, der kan give noget af det samme, som de pårørende ellers ville have givet.
I rigtig mange kommuner er det sådan på socialområdet, at der arbejdes meget målrettet med inddragelse af pårørende, f.eks. gennem pårørendepolitikker og -strategier, og vi har faktisk også i Sammen om handicap haft drøftelser af spørgsmålet i forhold til øget inddragelse af brugere og pårørende. Men som jeg sagde, kan lige præcis det med pårørende være svært, og det kan det også for borgere, der er socialt udsatte. I går var jeg på besøg på et botilbud for særdeles udsatte mennesker på Frederiksberg, hvor jeg spurgte en af de mænd, jeg talte med der, om det havde været nemt at få venner på botilbuddet, og så kiggede han med sådan et trist, skævt smil og sagde: Så nemt det nu er at blive venner med andre, der også er misbrugere.
Så man skal virkelig huske på, at når vi har med socialt udsatte at gøre, kan der være nogle problematikker, der i sig selv gør, at det er svært at knytte bånd til hinanden. Så der ligger et stort stykke arbejde i at hjælpe borgerne både med at etablere et netværk og styrke et netværk og måske også finde tilbage til et netværk. Det kan være, at man ikke har haft kontakt med sin familie, børn, venner i mange år, hvis man eksempelvis har haft et misbrug. Første skridt kan selvfølgelig være at sørge for at hjælpe borgeren ind i gode sociale fællesskaber og efterfølgende måske også få kontakt til dem, man har mistet kontakten til.
Derfor er der også i forbindelse med omlægningen af hjemløseindsatsen afsat midler til Landsforeningen af Væresteder og BL's arbejde med at sikre, at tidligere hjemløse borgere bliver en del af lokale fællesskaber, når de flytter i egen bolig, men det kan være hårdt arbejde, og det kan være slidsomt at være pårørende eksempelvis til borgere, der enten er sindslidende eller har et misbrug eller begge dele på en gang. Derfor skal vi også passe på de pårørende, og vi skal tage hensyn til deres situation og til deres ressourcer, ikke mindst når de inddrages direkte i den sociale indsats. Derfor omfatter den generelle rådgivningsforpligtelse efter den sociale lovgivning også forpligtelser for kommunen til at rådgive pårørende til personer, der modtager en social indsats, f.eks. ægtefælle eller forælder eller andre personer i vedkommendes nære netværk.
Kommunerne har pligt til at opsøge og yde hjælp til borgere, der har behov for støtte, og det gælder også, hvis behovet skyldes, at de pårørende er til en, der har sociale udfordringer. Det kan også være forebyggende indsatser i form af f.eks. psykologhjælp til børn og unge, som er pårørende. I forlængelse heraf er der også styrket fokus på systematisk inddragelse af barnets forældre, pårørende og øvrige netværk i barnets lov, og kommunen kan derfor stille en støtteperson til rådighed for forældre til børn, der er anbragt, ligesom at kravene med den nye lovgivning til forældrehandleplan er skærpet for at sikre en kontinuerlig støtte til de biologiske forældre under barnets anbringelse. Der er formålet selvfølgelig, at forældrene ikke står alene i en sårbar og svær situation, hvilket jeg mener de har gjort alt, alt for ofte, når vi har talt om anbringelse af børn.
For mange pårørende kan der være en styrke i ligesindede fællesskaber, hvor man kan dele både byrden, men jo også søge støtte og opbakning, og derfor er jeg glad for, at vi, som min ministerkollega også sagde heroppefra, har sat midler af til en række pårørendeorganisationer. Det er jo organisationer, der hver eneste dag gør en kæmpe indsats for at støtte og rådgive pårørende, så de ikke selv ender i mistrivsel.
Jeg tror, at det sidste, og det skal jeg slutte af med at sige, jeg vil sætte lys på, er forældre til børn med handicap. Jeg har endnu til gode at møde en forælder til et barn med handicap, der ikke har oplevet, at det at møde systemet var som at blive filtret ind i snubletråde, og det er jo altså ikke meningen. Det er jo faktisk meningen, at man skal føle, at man bliver grebet af et sikkerhedsnet, og det er blevet til snubletråde.
Derfor er noget af det, der er allervigtigst for mig i forbindelse med de forhandlinger, der pågår lige nu, at vi sørger for, at det ikke er mødet med systemet, der er den største belastning, i forbindelse med at man står i den situation, at man skal få en hverdag til at hænge sammen omkring et barn med et handicap – det kan være, at der også er søskende og andet – og ens familie i virkeligheden braser sammen under vægten af snubletrådene fra det, der burde have været et velfærdssystem. Det går simpelt hen ikke, sådan som tingene er i dag, og det skal vi have vendt på hovedet, og det mener jeg er en bunden opgave for alle os, der sidder og forhandler med hinanden. I den sammenhæng skal vi have udviklet et system, hvor pårørende, altså forældre til børn med handicap, men også voksne med handicap, kan mærke, at de lever i et velfærdssamfund. Det har de fortjent.
Der har vi altså fået lavet en rigiditet i systemet i dag. En af dem, der har stået frem fra Scleroseforeningen, har fortalt om, hvordan der blev vurderet på, hvor lang tid det tog at pudse næse, og hvor lang tid forskellige helt almindelige gøremål i hjemmet tog, og det er ydmygende. Det er jo simpelt hen ydmygende, og det er en total mangel på tillid, at man er inde med den rigiditet, og så er det simpelt hen vanvittig dyrt. Hvert eneste minut vi bruger på at sidde og tælle minutter på, hvor lang tid det tager at pudse næse og andre ting, er noget, hver eneste skatteyder i Danmark betaler for. Hvorfor dog ikke bruge de penge på den mand, der har sklerose, i stedet for bruge det på nogle mennesker, der skal sidde og kontrollere, hvor lang tid det tager at få pudset næse. Der synes jeg måske godt, at man kunne anvende pengene noget mere hensigtsmæssigt end i dag.
Det sidder vi jo og forhandler om lige nu, og jeg håber, at vi kan få landet en bred aftale om det. Jeg synes, pårørende har fortjent det. Jeg synes, borgere med handicap har fortjent det, og det synes jeg både udsatte og i øvrigt anbragte børn og deres pårørende også har. Så der ligger både et stort stykke arbejde, der er sat i gang, og der er nogle forhandlinger, der pågår lige nu, og det glæder mig, at der bliver sat så meget lys på det her område, som der gør fra ordførernes side. Tak for ordet.