Jeg vil først og fremmest sige tak for en debat, som var, synes jeg, mere interessant, end jeg lige havde forventet, da vækkeuret ringede og jeg stod op i morges. Jeg tror, at jeg vil starte min tale med H.C. Hansen, som var statsminister, da min mor blev født, og som voksede op i min egen hjemby, Aarhus, i mellemkrigstiden. Det var en tid, hvor folk flyttede fra landet til byerne, og hvor mange af dem, der kom ind i byerne, blev en del af den socialdemokratiske arbejderbevægelse og havde en familiemæssig baggrund på landet, hvor skolegang var noget, der foregik med drenge og piger i hver sin klasse på lerstampede gulve til maks. 7. klasse, og var noget, kirken tog sig af.
De flyttede ind til byerne, hvor det blev åbenlyst for enhver, at hvis man skulle realisere de visioner, man havde, for det danske samfund, så var uddannelsespolitik nøglen, hvilket H.C. Hansen opdagede efter anden verdenskrig, da vi skulle have industrialiseret Europa og Danmark. Med hjælp og med inspiration fra det amerikanske velstandsmirakel kunne man godt se, at hvis ikke der blev bygget noget uddannelse på, så kunne de tekniske fremskridt, de nye maskiner, de nye arbejdsprocesser, som skulle industrialisere landbruget med traktorer, og som skulle etablere en levende fremstillingsindustri, ikke realiseres; det kunne kun realiseres med uddannelse. På samme måde kunne man se, at man fik behov for langt flere mennesker med en videregående uddannelse, en universitetsuddannelse. I mellemkrigstiden blev Danmarks andet universitet åbnet i min egen hjemby, i Aarhus. Og det var helt åbenlyst, at for at kunne sikre velstand og velfærd, måtte der uddannelse til. Det var så indgroet en del af mit eget partis og bredt af Folketingets politiske identitet, at uddannelse var nøglen. Mere uddannelse var godt, og mindre uddannelse var dårligt.
Jeg har set et billede af H.C. Hansen stå foran Amalienborg med sin første regering, da han var statsminister, og han ser stolt ud. Men jeg har aldrig set ham så stolt som på et billede, hvor han står med sin kone og sin datter og datteren lige har fået studenterhue på hovedet. Aldrig har den mand set så stolt ud, for det at sætte studenterhuen på sin datters hoved for en ufaglært arbejder, der er vokset op i Aarhus i mellemkrigstiden, var det største, der kunne ske i en familie. Det var jo adgangsbilletten til det gode liv for hans datter, men det var det også til at realisere nogle samfundsmæssige ambitioner om at løfte uddannelsesniveauet i befolkningen.
Jeg starter her, fordi der har været et par replikker til Socialdemokratiets udlændingepolitiske historie, som jeg godt lige vil sætte et par ord på. For i mit eget parti – og jeg vil vove at påstå, at det gælder for de fleste partier herinde – tegnede man på det tidspunkt, i efterkrigstiden, en uddannelsestrappe, der handlede om, at man skulle have løftet folk op. Derfor kalder vi det også høj uddannelse, når man bevæger sig fra ufaglært til faglært, til det, man engang kaldte seminarieuddannet, til universitetsuddannet og til i sidste ende at tage en ph.d. og blive forsker.
Det er en trappe, og vi kalder det høj uddannelse og lav uddannelse, og jo længere man løber op ad trappen, jo større en succes er man. Og lige såvel som H.C. Hansen er stolt af sin datter, der står med studenterhue på hovedet, klapper vi alle sammen eller dytter, når studentervognen kører forbi, og det gør vi stadig i sommeren 2023. Vi klapper både af studenterne, men vi klapper også af vores samfund, for hver eneste gang der er en studentervogn, der er kørt forbi, er vores samfund lykkedes med noget, så uddannelse har en dobbelt virkning. Jeg tror, at uden uddannelsestrappen, uden bevægelsen op ad uddannelsestrappen, havde vi slet ikke været så velstående et samfund, som vi er i dag. Vi havde ikke kunnet levere kvalitet på vores sygehuse, i vores industri, i vores servicevirksomheder i nærheden af det niveau, der giver det velstandsniveau, vi har i Danmark i dag.
Det, der er udfordringen, er, at med uddannelsestrappen er der også fulgt nogle udfordringer, for vi lever nemlig ikke mere i H.C. Hansens tid. Vi har bl.a. fået den udfordring, at 70 pct. af en ungdomsgeneration søger ind på de gymnasiale uddannelser, som har som sit formål at forberede til videregående uddannelse. Vi har 27 pct. af en ungdomsgeneration, der søger ind på en universitetsbacheloruddannelse – det er så mere end hver fjerde. Vi har særlig blandt de nye gymnasieelever, der har et lavt karaktergennemsnit med fra grundskolen, alt for højt fravær, alt for højt frafald. Vi har en kraftig stigning i antallet af ufaglærte studenter i Danmark. I 2014 var der 15.000 unge under 30 år, der endnu ikke havde brugt deres studenterhue til noget, og sidste år blev det målt til 23.000 unge – altså fra 15.000 til 23.000 siden 2014. Det går rigtig stærkt. Og de er karakteriseret ved, at de også har haft det fagligt svært i gymnasiet.
Vi kan se, at mistrivslen i gymnasiet er knyttet til den samme gruppe. Vi kan ikke adskille den sociale mistrivsel fra den faglige; de to forhold hænger sammen. Vi har i øvrigt fået klumpspil på uddannelsestrappen. Det betyder, at for hver generation er man en succes, hvis man træder op ad trappen. Hvis man er nogenlunde normalt begavet, bliver man på samme trin som sine forældre, men Gud nåde og trøste den, der træder ned ad trappen. Hvis din mor er pædagog, må du for guds skyld ikke blive elektriker, for så er du trådt ned ad trappen. Vi har endda forskere i det her land, der måler på det og siger, at det er det modsatte af at bryde den negative sociale arv. Så hvis man er gymnasielærer og har en datter, der vil være social- og sundhedsassistent, slår det negativt ud i vores uddannelsesstatistikker, fordi det hele er bygget op omkring, at vi skal løbe op ad trappen, og det er det, der giver klumpspillet på de øverste trin. Vi mangler nu pædagoger, vi mangler sygeplejersker, vi mangler håndværkere, og vi har for mange, der får en kandidatuddannelse på universitetet – ikke på alle studier, men på nogle har vi.
Det har i øvrigt også den konsekvens, at mange steder i landet er alternativet til det at starte på stx reelt set forsvundet som en geografisk tilgængelig mulighed. Der var en rektor fra Lemvig Gymnasium, der sagde til mig i sidste uge: Hvis I hæver adgangskravet til gymnasiet, hvad så med de unge i Lemvig? Så skal de køre mere end 50 km for at komme på uddannelse. Nu er jeg en pæn ung mand, men jeg havde lyst til at spørge ham: Hvad med alle dem, der ikke har lyst til at gå på Lemvig Gymnasium? Hvornår tror du de står op om morgenen for at komme på sosu-skolen, for at komme på teknisk skole, for at komme på teknisk gymnasium, for at komme på alt muligt andet?
Så vi bliver også nødt til at forholde os til, at det her ikke kun kan handle om de unge, der i dag starter på stx. Det handler om alle unge i en generation, og der er nogle, der reelt set ikke har et uddannelsestilbud tæt på dem efter 9. og 10. klasse. Det er det, Reformkommissionen peger på, og som jeg er enig i.
Det er derfor, at der er brug for en ny uddannelsespolitik, et nyt syn på den. Vi skal sprænge den her trappe i luften og finde på noget andet, der driver uddannelsespolitikken. Og det er derfor, jeg har sagt: Hellere et stort kørekort end en lille studentereksamen. Det er jo sagt med et glimt i øjet, men det betyder, at det ikke mere handler om, hvor langt du kan løbe op ad trappen; det handler om, var god du bliver til det, du laver. Hellere en god frisør end en dårlig filosof. Men jeg vil også sige: Hellere en god filosof end en dårlig frisør. Det handler ikke om, at alle skal blive håndværkere; det handler om at hjælpe unge med at finde ud af, hvad det er, de har lyst til, og hvad de har talent for, og så hjælpe dem med at blive så gode til det som overhovedet muligt.
For gymnasiet har det den primære konsekvens, vil jeg vove at påstå, at vi bliver nødt til at kigge på første linje i gymnasieloven. Er vi enige i den, altså at den skal forberede til videregående uddannelse? For så kan vi ikke være tilfredse med tallene, som de ser ud nu med antallet af ufaglærte studenter. Hvis man er enig, mener jeg, at vi skal kigge på Reformkommissionens tanker om at indføre et ekstra A-niveaufag. Jeg mener, at vi skal kigge på adgangskravet. Jeg mener, at vi skal interessere os for, hvilke studieretninger de unge vælger. Der er for mange, der vælger samfundsfag og engelsk, og for få, der får fremmedsprog på højt niveau, for få, der får naturvidenskab på højt niveau.
Hvis man er uenig i den linje, skal vi jo have en ny formålsparagraf, hvor vi rummer hele ungdomsgenerationen, og så kan vi godt sætte karakterkravet langt ned, til 02, men så har vi jo de facto fået 12 års enhedsskole, og så skal man bare sige det åbent. Det synes jeg sådan set er et legitimt politisk standpunkt. Det standpunkt, der ikke holder, er at sige, at alle skal ind på gymnasiet, men samtidig vil fastholde formålsparagraffen og det høje niveau. Det er at bede unge om at gå direkte ind i mistrivsel, fagligt og socialt, og i øvrigt at bruge samfundets penge på noget, der er åndssvagt.
Så det der vejvalg, med hensyn til om vi har 12 års enhedsskole eller har 9 års enhedsskole, hvorefter man vælger, synes jeg er den vigtigste gymnasiepolitiske diskussion. Det er den første diskussion, vi skal tage med hinanden. Jeg mener, at vi skal fastholde niveauet, og at det har nogle konsekvenser for adgangskrav, A-niveaufagene og studieretningerne.
Når alt det er sagt, vil jeg også sige, at hf ikke fyldte meget i debatten her. Det har jo et andet adgangskrav, og jeg mener ikke, at det skal have det samme som stx. Jeg mener, det er fornuftigt, at vi har et noget lavere adgangskrav til hf. Jeg mener, det er fornuftigt, at vi har professionsrettet hf. Andelen af hf-studenter, der overgår til de mellemlange og videregående uddannelser, er noget højere end for de 3-årige gymnasiale studenter. Det er interessant. Hf løfter i dag masser af unge fra uddannelsesfremmede hjem til faktisk at få en studenterhue og starte på lærerseminariet, pædagogseminariet, socialrådgiveruddannelsen. Det er megagodt. Så jeg vil også sige, at jo mere man kigger på de 3-årige gymnasiers adgangskrav, jo mere interessant bliver det også at diskutere hf's indretning. Tak for ordet.