Ølst i Østjylland er blevet kendt. De, der bor der, ville nok hellere have levet stille og roligt videre, uden at byen var blevet kendt som det, der var nabobyen til Fibo Værket i gamle dage, hvor man lavede Leca Nødder. Hvad er situationen så i Ølst? Ja, beboerne har haft en periode, hvor der var risiko for, at der kunne ske et jordskred, som sådan set kunne ødelægge nogle eller alle huse i Ølst by. Der er en uvished om, at det microfiller, som den tidligere ejer forsøgte at bremse katastrofen, jordskredet, med, har en eller anden negativ sundhedsmæssig effekt. Hvis nogle af dem, der ejer deres bolig, skulle have den overvejelse, at de gerne vil bo et andet sted, så vil jeg gætte på, at det er lidt svært at sælge et hus i Ølst.
Så har vi Randers Fjord. Det er helt sikkert, at noget forurening fra den her forurenede grund ved Nordic Waste er sivet derud over tid. Der er gode kratluskere, der har undersøgt, hvordan det har været i Alling Å, både længere nede ad åen i forhold til Nordic Waste og længere oppe, og der er altså et mikroliv, som er forskelligt. Der har sandsynligvis været en udsivning af forurening over længere tid.
Så står vi over for en oprydning. Kan man køre så meget jord væk? Sandsynligvis ikke. Så der er blevet skabt en ny generationsforurening, som kan komme på listen over de forureninger, som vil koste mere end 50 mio. kr. at fjerne. Jeg ved ikke rigtig, hvad man skal gøre ved det. Kan vi finde en løsning, hvor vi sikrer, at forureningen ikke bliver større? Kan man lave en skiløjpe på stedet, som hedder Torben Østergaard-Nielsenløjpen, den sorte løjpe, eller hvad skal man gøre ved området? Og hvad skal man gøre ved Alling Å? Skal vi genetablere den et sted, hvor der er risiko for, at den forurenede jord kan løbe ud i åen, eller skal man omlægge den fuldstændig? Det er faktisk en ret omfattende sag, vi har at gøre med her.
Jeg vil gerne sige tak for den entydige opbakning fra SF, Liberal Alliance, Konservative, Radikale Venstre og Alternativet.
Så har jeg et eller andet sted lyst til at sige tak til regeringen og Socialdemokratiet og Moderaterne og Venstre, som jo havde en hård øvelse med at tale sig frem til, at de ikke kunne støtte vores forslag, men alligevel ønsker, at der skal ske det, som egentlig står i beslutningsforslaget. Sådan er politik jo nogle gange så mærkeligt.
Jeg synes ikke, at det her er den bedste periode i Folketinget, jeg har oplevet. Jeg har egentlig en oplevelse af, at når man er en mindretalsregering, er man nødt til at lytte lidt mere til andre end sig selv. Jeg vil da håbe, at regeringen på et eller andet tidspunkt lærer det, eller også at vi kommer af med den hurtigst muligt.
Vi har i vores beslutningsforslag her ikke skarpt sagt, hvor det er, de her miljøtilladelser og miljøtilsyn skal ligge, men jeg synes bare, at vi har haft nogle større sager, der indikerer, at det ikke fungerer godt nok i øjeblikket – og det er altså miljøet, der lider under det. Det er jo ikke et spørgsmål om at hænge medarbejdere ud i bestemte kommuner, heller ikke at hænge bestemte politikere ud i bestemte kommuner, selv om det måske nok ville være rimeligt i et vist omfang. Det ville være meget rimeligt, at man hænger nogle grådige mennesker ud, som har haft nogle firmaer, f.eks. det her Hjarnø Havbrug, som er blevet dømt til at betale 125 mio. kr. på grund af den produktion, de har kørt ulovligt ude i Horsens Fjord. Ja, der er altså nogen, der er grådige.
Hvad er sagen omkring Nordic Waste? Jeg synes, det er så vildt, at nogle meget rige mennesker kan investere i noget, som de kun ønsker at tjene penge på, men når de kommer frem til en dato, hvor der også er et ansvar, så står de ikke ved deres ansvar. Det indikerer jo, at der er noget, der bør laves om i vores miljøtilsyn. Kunne man have begrænset de her katastrofer ved at føre et bedre miljøtilsyn? Ja, det tror jeg sådan set. Den der jordaflæsning i Ølst, som er blevet beskrevet her efterfølgende, er jo helt vildt. Der har jo ikke været ført en ordentlig miljøtilsyn på det sted.
Hvordan kunne det egentlig lade sig gøre, at man startede projektet op, uden at der kom en miljøtilladelse ud i en større offentlig høring? Kunne man ikke have lavet en vvm-redegørelse, inden man satte gang i et projekt, der kunne modtage så meget lettere forurenet jord. Det tror jeg egentlig ville have været godt. Og så er det selvfølgelig væsentligt, at man hen ad vejen fører en ordentlig kontrol med, at det ikke er sværere forurenet jord, man modtager på stedet.
Jeg synes, det er en vild sag, og jeg håber ikke, at der er flere af den slags sager, der dukker op, fordi man i kommunerne har været for velvillige over for nogle erhvervsfolk og efterfølgende ikke har ført miljøkontrol. Jeg synes, det er væsentligt, at vi kommer frem til at beskytte miljøet bedre, end det er sket i de tre sager, vi har nævnt her i vores beslutningsforslag: Nordic Waste, Hjarnø Havbrug og RGS Nordic i Slagelse.
Tak for debatten indtil nu.