Det næste punkt på dagsordenen er:

26) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 149:

Forslag til folketingsbeslutning om et loft over indlånsrentemarginalen.

Af Pelle Dragsted (EL) m.fl.

(Fremsættelse 01.03.2024).

Den første, der får ordet, er ordføreren for forslagsstillerne, hr. Pelle Dragsted fra Enhedslisten.

Tusind tak. Når danskerne får sat deres løn, pension eller andre indkomster ind på deres konto, så ryger det jo i første omgang ind på den nemkonto, man er tvunget til at have hos en af de danske banker. Ved lukketid sender bankerne så de her penge videre ind på deres konti i Nationalbanken. Der hæver bankerne en rente på omkring 3,5-3,6 pct. af de indestående midler, men danskerne, hvis penge det egentlig er, altså sygeplejersken, stilladsarbejderen, eller hvem det nu er, der har fået deres løn udbetalt, får, når man kigger på den almindelige nemkonto, lønkonto, et sted mellem 0 og 0,5 pct. i rente. Det vil sige, at bankerne lige nu løber med hele den rentegevinst, der er kommet ud af, at renten er stigende, og det er også hovedårsagen til, at vi ser nogle historiske næsten perverst høje overskud i den finansielle sektor, særlig i bankerne, i den her tid. Den ene bank efter den anden fortæller om overskud, der er større end nogen sinde i danmarkshistorien, og de penge kommer kun ét sted fra, og det er nede fra danskernes lommer.

Det, vi foreslår her, er, at det, når man pålægger danskerne at have en nemkonto, og vi ved, at det bliver ført videre ind på Nationalbanken, så også er rimeligt nok at sige til bankerne, at de skal dele den rentegevinst med deres kunder. Der må være grænser for grådigheden, og det, som det her forslag konkret handler om, er altså, at man skal dele sin rentegevinst, og at der maks. må være et loft på 1,5 pct. over marginalen mellem bankernes indlånsrente på borgernes nemkonti og det, der hedder indskudsbevisrenten, altså den rente, bankerne får i Nationalbanken.

Tak til hr. Pelle Dragsted, Enhedslisten. Forhandlingen er åbnet, og den første, der får ordet, er erhvervsministeren. Velkommen.

Tak for det, formand, og tak for beslutningsforslaget. Som ordføreren for forslagsstillerne rigtigt nok sagde, skal vi jo i dag førstebehandle beslutningsforslag B 149. Forslaget går ud på, at der ved lov indføres et loft på 1,5 procentpoint på forskellen mellem indskudsbevisrenten i Nationalbanken og bankernes indlånsrente på borgernes nemkonto. Det vil sige, at hvis renten på bankernes indskud i Nationalbanken f.eks. er 3,5 pct., vil renten på bankkundernes nemkonto dermed skulle være mindst 2 pct. Forslaget begrundes med de senere års højere renteindtægter, hvor kunderne ikke har fået tilsvarende højere renter på deres indlånskonti. Et loft over bankernes rentemarginal vil ifølge forslaget generelt kunne give højere indlånsrenter for privatkunder.

Lad mig starte med at sige, hvad jeg går ud fra at der ikke er nogen der ikke har hørt, nemlig at jeg jo mener, at der har været for stor forskel på renten for kunder og renten for banker. Derfor har jeg også opfordret bankerne til at sætte renterne på indlån op. På det seneste har nogle banker jo rent faktisk fulgt trop med rentestigninger. Det synes jeg kun er godt.

Men selv om jeg deler opfattelsen af, at bankerne har været for langsomme, så mener jeg også, at forslaget her vil gøre mere skade end gavn. Et loft på forskellen mellem indlånsbevisrenten og indlånsrenten vil virke både normerende og også forvridende, som det hedder sig, i forhold til prissætningen i den finansielle sektor. Når man på den måde blander sig i prissætningen, vil det komme kunder med store indlån til gode, mens andre kunder må betale via prisen på andre produkter, og det synes jeg ikke er retfærdigt. Det kan også have den konsekvens, at et prisloft bliver vejledende for, hvad en rimelig indlånsrente marginalt er, selv om institutterne har mulighed for at give kunderne endnu bedre vilkår og altså ikke ønsker det.

I stedet vil vi øge konkurrencen – og det går jeg ud fra vi deler med forslagsstillerne – i den finansielle sektor generelt. Det vil bidrage til generelt at drive indlånsrentemarginalen ned til gavn for kunderne. Derfor ser vi også lige nu på tiltag, der kan forbedre konkurrencen og gøre det nemmere at være bank- og i øvrigt også realkreditkunde.

På den baggrund kan regeringen ikke støtte beslutningsforslaget.

Tak. Der er en kort bemærkning til hr. Pelle Dragsted, Enhedslisten.

Tak til ministeren for igen i dag at gentage, at bankernes indtjening er for høj, og at danskerne får for lidt, og at bankerne har for store overskud.

Det, at noget er forvridende, hvad der er sådan en lidt teknisk betegnelse, forudsætter jo ligesom, at der, hvis man ikke griber ind, eksisterer en velfungerende og fri konkurrence. Men det har Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen jo meget klart sagt at der ikke gør. De peger direkte på, at bankerne har overnormale profitter, altså at de tjener mere, end hvad de burde, altså at afkastet af egenkapitalen er for højt, i forhold til den risiko, som investorerne tager, og det bekræftede ministeren også over for mig på et samråd for en måneds tid siden.

Så når vi foreslår et indgreb i reguleringen, hvor man, om jeg så må sige, går ind og beskytter kunderne mod grådighed, så er det, fordi konkurrencen ikke fungerer og den ikke har gjort det i mange år. Og det er jo det samme, vi gør på mange andre områder. Det er jo ikke sådan, at der ikke er andre steder, hvor vi griber ind med priskontrol, for det gør vi i forhold til roaming, kontantkortgebyrer og meget andet. Så hvorfor er det sådan, at regeringen ikke vil være med til at beskytte borgerne mod bankerne?

Ministeren.

Jeg tror, der er bred enighed om, at den rapport, der er kommet fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, trænger til at blive taget pænt sagt alvorligt. Men jeg tror også bare, hr. Pelle Dragsted og Enhedslisten skal være opmærksomme på, at det her risikerer ikke på nogen måder at tjene sygeplejersken. For det er jo dem med de store indeståender, som vil få gavn af det her, og det er jo det, der er det forvridende, hvor sygeplejersken risikerer at få lov til at betale udenom for alle de andre servicer, som bankerne leverer til sygeplejersken, for at de store kunder i bankerne så kan få den gode pris. Det er jo det, der er risikoen ved det, som hr. Pelle Dragsted her foreslår, og derfor synes jeg også, at man skal være opmærksom på det, og det er bare det, jeg forsøger at sige, når man taler om, at det kan forvride. Men det her betyder, at det langtfra er sikkert, at det kommer til at gavne sygeplejersken, tværtimod. Det vil gavne dem med store indeståender, mens sygeplejersken vil blive endnu mere udsat, fordi man ikke har de store indeståender, men jo så vil blive påtvunget betalinger for andre servicer, for at bankerne kan betale den fastsætte rente, som Enhedslisten mener at også dem med meget store indeståender skal have.

Spørgeren.

Det synes jeg er et ganske forunderligt argument. For det, som ministeren der beskriver, sker i dag. Altså, mennesker, som har store indeståender, kan sagtens forhandle med deres bank om en højere indlånsrente. Det er sådan set den situation, som er. Det, som det her forslag gør, er, at det netop også sikrer, at det er folkepensionisten, førtidspensionisten og sygeplejersken, der kan få en rimelig rente på deres lønkonto, på deres nemkonto.

Det her med reguleringen af bankerne er jo noget mærkeligt noget, for bankerne kan jo ikke eksistere uden at være knyttet sammen med vores nationalbank, og derfor synes jeg egentlig, det er okay at sige, at de, når de selv nyder godt af en rentegevinst i Nationalbanken, så også skal sende den gevinst videre til alle deres kunder og altså ikke kun til dem, der har deres på det tørre.

Ministeren.

Det er jo bl.a. derfor, at jeg har bedt Finanstilsynet om at sikre, at den rådgivningsforpligtelse, bankerne har over for høj som lav, rent faktisk bliver efterlevet. For vi skal jo sikre, at også sygeplejersken har en mulighed for at få en snak med sin bankrådgiver om, om ens indestående nu rent faktisk står rigtigt, og om det er rigtigt forstået, at det er til fordel for en. Det er jo det, der er baggrunden for det.

Jeg tror bare, man skal være opmærksom på, at der, sådan som prismekanismerne foregår i den finansielle sektor, så er en risiko for sygeplejersken, hvis man vil give den samme rente til dem med høje indeståender og dem med lidt mindre indeståender, altså at dem med de lidt mindre indeståender kommer til at betale for dem med de høje indeståender.

Der er ikke flere korte bemærkninger. Tak til erhvervsministeren. Vi går nu i gang med selve ordførerrækken, og den første ordfører, der får ordet, er hr. Kim Aas, Socialdemokratiet. Velkommen.

Tak for ordet, formand, og tak til hr. Pelle Dragsted for forslaget her. Ministeren har jo lige givet et ganske godt indblik i, hvad det her handler om, og det er et forslag, som er begrundet i de senere års høje renteindtægter i bankerne, hvor kunderne altså ikke har fået tilsvarende høje renter på deres indlånskonti.

Som ministeren også har redegjort for, har der været en ubalance i den renteforskel, der er imellem kunder og banker, og det er også baggrunden for, at vi har haft en minister, som har opfordret bankerne til at hæve renterne på indlån. Det har heldigvis resulteret i, at nogle banker faktisk har fulgt op på en rentestigning, og det er Socialdemokratiet selvfølgelig enige i er rigtig godt og positivt, men der skal selvfølgelig stadig væk følges op på det. I forlængelse heraf er vi også enige med ministeren, der påpeger, at der er tydelige tegn på, at bankerne godt har kunnet se, at deres indlånsrente har ligget lidt for lavt, og at der er flere banker, der bør følge med på det her område.

Et loft over rentemarginalen vil virke normerende og forvridende på prissætningen, som ministeren også ganske fint gav udtryk for, og som ministeren også nævnte, er det ikke Socialdemokratiets holdning, at det er retfærdigt, og at det vil gavne den almindelige kunde med små indlån. Det vil tværtimod hjælpe dem med de store indlån, som kan få en større pris på deres produkt. Derfor kan det også have den konsekvens, at prisloftet faktisk skaber en vejledende standard for, hvad der anses for rimeligt, og det er ikke ønskværdigt. Så vi bør i stedet for fokusere på at øge konkurrencen i den finansielle sektor generelt, hvilket vil bidrage til at sænke indlånsrentemarginalen for den almindelige kunde.

Til sidst vil jeg sige, at jeg deler ministerens holdning til at se tiltag, der kan forbedre konkurrencen og skabe bedre vilkår for bankerne og for kunderne.

Den første korte bemærkning er til hr. Kim Edberg Andersen, Danmarksdemokraterne.

Tak for det. Jeg kunne næsten ikke undgå at blive interesseret, da jeg hørte, hvordan ordføreren for Socialdemokraterne lovpriste det; erhvervsministeren skulle bare sige, hvad renten skulle være, og så rettede bankerne ind. Det er jo dejligt at have det sådan, og jeg vil håbe, at ministeren vil bruge det samme i forhold til f.eks. skat, så når man har overskydende skat til at stå, så får man en 0,5 pct., og skylder du, så er der en marginal på 7,5 pct.; det er jo så 7 pct. Så det håber jeg jo, når vi er ved at blande os i, hvordan der tjenes penge, for det er jo det, jeg er bekymret for.

Så vil ordføreren ikke godt lige fortælle mig: Skulle der følges op på private bankers ret til at tjene penge? Var det det, jeg hørte ordføreren stå og sige? For ordføreren sagde jo, at man skulle følge op på den her forfærdelige tendens, der er, til, at virksomheder rent faktisk lever af at tjene penge. Ellers går de jo konkurs.

Ordføreren.

Hr. Kim Edberg Andersen har jo fuldstændig ret i, at også en bank skal tjene penge; det har Socialdemokratiet heller ikke noget som helst imod. Det, som jeg siger med det, jeg sagde her, er, at vi har set banker, som har haft nogle uhyre store overskud, som vi selvfølgelig gerne vil se også kommer kunderne til gode.

Det betyder ikke på nogen måde, at vi er ude på at jagte bankerne, så de skal gå konkurs eller lignende. Men vi går bare ud fra, at der skal være mere retfærdighed i det her, og det var egentlig også bare det, ministeren påpegede, altså at man selvfølgelig opfordrer bankerne til at sørge for, at deres kunder får nogle ordentlige vilkår.

Spørgeren.

Hvis det er størrelsen af ens overskud, der afgør, om man er en forfærdelig virksomhed eller man er en god virksomhed, husker ordføreren så at fortælle det til f.eks. Novo Nordisk, som vi jo alle sammen er glade for tjener rigtig mange penge til Danmark nu, hvor vi ellers ville have recession, hvis ikke de tjente de her penge?

Eller gælder det bare bankerne, fordi man gerne vil hoppe med på det? Jeg tror, at Pelle Dragsteds forslag kommer fra et ærligt sted, men jeg synes faktisk, at det, ordføreren siger, lidt kommer fra vi snakker for at holde os varme-stedet. For er det kun nogle af de virksomheder, som tjener for mange penge, der bliver forfærdelige. Er det kun dem, hvor man synes, det ville være forfærdeligt, at eventuelle vælgere skulle misforstå, hvad det her går ud på?

For er virkeligheden ikke, at lavere renter og bedre vilkår for kunderne er mere konkurrence og flere banker og ikke statsstyring?

Ordføreren.

Det er en interessant sammenligning med Novo Nordisk, for jeg er meget glad for, at vi har en virksomhed, som tjener gode penge i øjeblikket. Det har bare ikke rigtig sammenhæng med bankerne, tænker jeg, for jeg putter ikke penge i Novo Nordisk, ligesom jeg gør i min bank, hvor jeg trods alt sætter min løn ind hver måned, hvilket jeg forventer at få noget afkast af.

Så det, det egentlig handler om for mig, er, at der skal være rimelige vilkår i det her. Og selvfølgelig skal kunderne også kunne mærke, at det går godt. Når det går godt i bankerne, skal de selvfølgelig have et overskud af det, men så skal du også som kunde kunne mærke det.

Næste korte bemærkning er til hr. Pelle Dragsted, Enhedslisten.

Det lyder næsten på ordføreren, som om det her er et fortidigt problem, og at bankerne nu er ved at sætte deres indlånsrenter op. Jeg vil foreslå dem, der lytter med, lige at tjekke indlånsrenten på deres lønkonto. For i langt de fleste banker er vi altså stadig væk nede på 0 pct. eller måske 0,5 pct. på lønkonti. Og det er grådighed, at man selv hæver en rente på over 3 pct. og så ikke vil give noget som helst til dem, hvis penge det egentlig er, man får forrentet hos Nationalbanken.

Alt tyder på, at det bliver et nyt rekordår for bankerne i år. Indlånsrentemarginalen er stadig væk historisk høj. Så hvad skal der til, for at Socialdemokratiet vil stille sig på borgernes side og beskytte dem mod den her grådighed fra bankerne? Altså, hvor længe skal vi bare høre snak?

Ordføreren.

Jamen ordføreren kan selvfølgelig have ret i, at det kan blive tom snak, men det mener jeg faktisk ikke at det er. For første gang i mange år har man hørt erhvervsministeren gå ud og sige direkte til bankerne, at her er det simpelt hen ikke godt nok.

Jeg er helt enig i ordførerens bemærkning om, at der er banker, der tjener rigtig, rigtig gode penge i øjeblikket. Jeg er imod overskud hos virksomheder; det synes jeg er rigtig vigtigt fungerer rigtigt. Men der skal selvfølgelig være rimelighed i det. Og når man har med en bank at gøre, som lever af de penge, vi putter i dem, som ordføreren siger, så skal der selvfølgelig også være rimelighed i det, man får af afkast. Det er jeg meget enig i.

Jeg kan så også sige, at i Erhvervsudvalget har vi sammen med SF besluttet, at der skal holdes et lille samråd om bankernes virke i dag. Så det bliver meget interessant.

Spørgeren.

Jeg har også noteret mig, at erhvervsministeren igennem længere tid har hævet stemmen, og det er meget godt. Det, der bekymrer mig, er bare bankernes reaktion på erhvervsministerens løftede pegefinger. Den var bemærkelsesværdig. Reaktionen lød: Vi noterer os erhvervsministerens holdning. Vi foretrækker nu, at det i Danmark er bankerne, der bestemmer renten. Altså, oversat til almindeligt dansk betyder det: Pak sydfrugterne sammen, du skal ikke blande dig i det her.

Derfor bliver mit spørgsmål: Hvor længe vil Socialdemokraterne se til, før man griber ind og beskytter borgerne mod den her grådighed?

Ordføreren.

Jamen vi er bestemt interesseret i at beskytte vores kunder, dvs. den almindelige borger – som der blev sagt, er det sygeplejersken, tømreren, læreren – som har penge, der bliver sat i banken hver eneste måned. Vi i Socialdemokratiet er meget, meget enige i, at det skal der holdes øje med.

Derfor er det også, at der er det politiske pres fra ministeriet på, at bankerne selvfølgelig skal imødekomme de urimeligheder, der ligger i det. Men vi kan ikke gøre det med det beslutningsforslag, der kommer her fra Enhedslisten. Det vil faktisk ikke skabe fordele, men det vil skabe en præcedens, som ikke vil være en fordel for den almindelige kunde.

Der er ikke flere korte bemærkninger. Tak til hr. Kim Aas, Socialdemokratiet. Næste ordfører er fru Louise Elholm, Venstre. Velkommen.

Tak for ordet. I Venstre synes vi, at det er vigtigt, at vi har et velfungerende bankmarked, at man rent faktisk kan komme ud og få et lån, når man har brug for det, og at man får det til fornuftige penge. Og det, som vi tror på er vejen til at sikre det, er konkurrence. Vi tror ikke på, at man ved at lave lovgivningsmæssige tiltag som at sige, at man maksimalt må have den og den rentemarginal, kan presse priserne ned, for de finder bare andre veje til at hæve priserne, hvis ikke det kan fastholdes. Så bliver det gebyrer eller noget andet.

Markedskræfterne kan ikke undertrykkes, og derfor skal man i stedet for se på, hvordan man kan bruge dem på en måde, der gavner forbrugerne. For jeg er sådan set helt enig i, at det gerne skal være så billigt som muligt for danskerne at låne penge – sikkert og billigt – og at det skal være let at kunne skifte bank. Det synes jeg. Det giver den største valgfrihed for danskerne. Men jeg tror ikke på, at vi opnår det ved at lave rigide regler. Jeg tror, at vi opnår det ved at sikre en bedre og stærkere konkurrence.

Sådan ser vi jo forskelligt på tingene. Sådan er det jo, og det er derfor, vi er fra forskellige partier. Det er helt i orden. Så i Venstre vil vi hellere kigge på, hvad vi kan gøre for at forbedre konkurrencen. Derfor kan vi ikke støtte det her beslutningsforslag. Og da Dansk Folkeparti ikke kunne være her, skal jeg hilse fra dem og sige, at de heller ikke støtter beslutningsforslaget.

Tak for det. Der er en kort bemærkning. Hr. Pelle Dragsted.

Hvad vil Venstre gøre for at forbedre konkurrencen?

Ordføreren.

Der skal vi jo hele tiden se på, hvad der er behov for. Der er jo lavet en undersøgelse af Konkurrencestyrelsen om, hvad det er, der er problemer i forhold til konkurrencen. Der er vi villige til at se på, hvad der kan være af tiltag for fremadrettet at sikre, at vi har en stadig bedre konkurrence og det bliver lettere for forbrugerne at gennemskue de forskellige ting.

Spørgeren.

Det er jo så halvandet år siden, den undersøgelse landede i ordførerens og mit dueslag, og siden da er bankernes overskud bare eksploderet. Vi taler om, at der bliver hevet milliarder af kroner op af lommerne på helt almindelige danskere, helt almindelige lønmodtagere, pensionister, folkepensionister, førtidspensionister, små selvstændige – landbruget. Det er jo almindelige mennesker, der betaler for bankernes historiske overskud. Så hvornår er det, Venstre ligesom vil sætte foden ned og sige: Vi står på borgernes side, ikke på bankernes?

Ordføreren.

Vi synes da helt klart, vi skal have øje på, hvad vi kan gøre for at forbedre konkurrencen, og det er vi åbne over for at se på. Der kan jo være mange forskellige tiltag, men det vil jeg ikke lægge mig fast på her og nu. Og det er klart, at det er rigtigt, at økonomien er blevet bedre for bankerne, men som jeg forstår det, er rentemarginalerne mindre i de danske banker end den er i mange andre europæiske landes banker, og det synes jeg jo sådan set er et godt tegn. Det er positivt, og det viser jo også, at vi trods alt har nogle fornuftige lånemuligheder i Danmark.

Vi siger tak til ordføreren. Der er ikke yderligere korte bemærkninger. Vi går videre til hr. Kim Edberg Andersen fra Danmarksdemokraterne. Velkommen.

Tak for det, formand. Nå, hr. Pelle Dragsted, vi trækker den ikke så længe, så du ikke skal sidde med pinen for længe: Det her kommer vi selvfølgelig ikke til at støtte. Det gør vi ikke. Pelle Dragsted, det vidste du også godt, men jeg skal jo gå op og forklare hvorfor, og det vil jeg rigtig gerne. Vi skal jo ikke som Folketing styre, hvad private virksomheder skal tjene. Vi skal ikke styre, hvad de sætter priserne til, og vi skal slet ikke gemme os og sige, at det er, fordi marginalen mellem indlåns- og udlånsrenten er for høj, for der er jo fri markedsdannelse, fuldstændig fri markedsdannelse. Man kan jo lave en bank. Hvis det var så lukrativt at lave en bank og kunderne var så utilfredse med de banker, de havde, så var der jo det, man ville sige i andre virksomheder: Der er jo et hul i markedet, og så laver vi en bank, hvor det sådan passer lidt bedre.

Man skal også huske, hr. Pelle Dragsted, at man bliver beskattet af den difference, så efter at staten så har taget de 50 pct., så kan du godt se – før det er noget, der virkelig bekymrer almindelige mennesker derude, og ikke en politiker fra Enhedslisten, som lægger det hele sammen og får et meget stort beløb ud af det og kan kæmpe imod systemet i det private – at det nok ikke er det store problem. Der er rigtig mange andre problemstillinger i forhold til banker og retten til at få en indlånskonto og besværligheder med det og udlån ude på landet osv., så jeg går fuldstændig ind for, at vi skal have langt mere konkurrence. Nu gemmer jeg på, hvad jeg kommer til at stemme til det næste forslag fra hr. Pelle Dragsted, sådan at han kan sidde lidt i spænding og vente på det, men virkeligheden er, at i Danmarksdemokraterne mener vi simpelt hen ikke, at det her kommer til at løse ret meget andet, end at man nu sætter en præcedens for, at vi 179 herinde skal sidde og få ondt i maven, hvis der er nogle, der tjener for mange penge, og så kan vi trykke dem på den, sætte pengene herind, og så bruger vi dem på en måde, som med stor sikkerhed er dummere end det, de selv kunne have fundet på. Det er jo det, der er den store problemstilling, hr. Pelle Dragsted, for hvad skal pengene gå til?

Erhvervsministeren er åbenbart i stand til at få dem til at hæve indlånsrenten. Jeg har tiltro til ministeren. Jeg tror, han er en dygtig minister. Jeg tror faktisk godt, det kunne have været markedet, der selv styrede, hvordan de prissatte det. Jeg havde næsten håbet, at det er markedet og ikke en socialdemokrat, der kan gå ud og bestemme, hvad tingene skal koste i butikkerne og i bankerne.

Men det er rigtigt, at der mangler konkurrence, og der er en diskrepans, men det er der jo også, når jeg enten skylder penge til skattevæsenet eller skal have penge fra skattevæsenet. Og der vil jeg til gengæld sige til hr. Pelle Dragsted, at det ville være en sællert, hvis man kunne sørge for, at vi ikke blev brandbeskattet, hvis vi skyldte 4 kr. i skat, og kun fik ½ pct., når vi skulle have penge tilbage fra skattevæsenet. Det er faktisk lidt det samme princip, hr. Pelle Dragsted. Man kan sige, at hvis der er nogen virksomhed, som ikke skal leve af forskellen på indlåns- og udlånsrente, burde det da være skattevæsenet. Så man kunne jo starte der med at vise det gode eksempel på, hvordan statsløsninger virker, og gå forrest og sige, at indlåns- og udlånsrenten i skattevæsenet var ens, for så kunne man se mere positivt på det.

Vi tror ikke, at der er et marked for det. Vi tror ikke, at kunderne er så bekymrede for indlåns- og udlånsrenten, som Enhedslisten tydeligvis er, og bliver de det, er jeg næsten sikker på, at markedet virker, som markedet altid virker: Så kommer der en anden, der udbyder et produkt, som kunderne er mere tilfredse med, og så sker der en kundevandring, og vupti, så flytter priserne sig på et frit marked. Det er jo det, der er fordelen ved kapitalismen: Den virker, og vi kender de mekanismer, den virker ved. Tak for ordet.

Tak til ordføreren. Der er en kort bemærkning. Hr. Pelle Dragsted.

Jeg havde nu egentlig håbet på noget andet, særlig fra Danmarksdemokraterne, som jo er eller i hvert fald slår sig op på at være den lille mands parti. Jeg går absolut ind for, at vi også skal kigge på skattevæsenets renter. Jeg synes, at hverken private banker eller skattefar skal lænse danskerne. Jeg ville bare ønske, at Danmarksdemokraterne lagde det samme syn ned over det, nemlig at ingen skal lænse danskerne, at man ikke holdt hånden over de stærke økonomiske interesser, som rammer helt almindelige mennesker. Jeg tror ikke, det passer, hvad ordføreren siger, nemlig at danskerne ikke er optaget af det her. Jeg tror, folk er rigtig optaget af, at de ikke får en ordentlig og rimelig rente på deres bankkonto, mens de skal betale høje renter og gebyrer til bankerne. Så siger ordføreren, at det er konkurrencen, der skal gøre det. Ja, det ville være dejligt. Men nu har vi bare fra vores egne konkurrencemyndigheder en klar erklæring om, at konkurrencen ikke fungerer. Og vi ved det jo godt; vi kender jo godt til det her med, hvor svært det er at skifte bank, og der også nogle, der slet ikke kan få en anden bank, så de er bundet til deres bank.

Jeg kunne godt tænke mig, at Danmarksdemokraterne med deres normale tilgang havde en sådan lidt mindre ideologisk går lidt mere virkelighedsnær borgernær tilgang til det her spørgsmål.

Ordføreren.

Men det er jo bestemt virkelighedsnært, når jeg siger til ordføreren, at jeg ikke tror, at danske kunder i bankerne har den samme problemstilling som Enhedslisten ordfører har. Men der er ingen tvivl om, at det er blevet sværere at få øget konkurrence i bankvæsenet, fordi vi har reguleret det og reguleret det. Det er dyrt, og du skal have store formuer for at lave en bank. Man kunne jo gøre det enklere. Men så kommer man selvfølgelig ind i det med størrelsen. I Danmarksdemokraterne går vi jo heller ikke ind for, at vi har nogle banker, er så store, at de ikke kan få lov at gå ned, så vi skal ud og redde dem. Det er vi jo enige med hr. Pelle Dragsted i. Vi så gerne, at der var mange flere banker. Vi tror, det ville løse rigtig meget også i forhold til at kunne få lån alle steder i landet.

Men at ødelægge private virksomheders muligheder for at tjene penge vil bare gøre, at uanset hvor meget du flytter på det her, hr. Pelle Dragsted, er virkeligheden, når du driver butik, at der skal være sorte tal på bundlinjen. Og hvis ikke du tjener pengene det ene sted, så tjener du dem det andet. Og som ministeren faktisk var fremme med, hvis du gør det på den her måde, bliver det de store kunder, der tjener mest, og så bliver det dyrere for de ganske almindelige mennesker, for så vil de jo bare sætte prisen op på alle de ydelser, du får gennem en bank.

Tak. Spørgeren.

Det er lidt bizart at snakke om, at bankerne skal have sorte tal på bundlinjen. Det er slet ikke der, vi er. Bankerne har aldrig haft større overskud, og det er ekstreme overskud. Og Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen siger meget klart, at det er det, man kalder overnormale overskud (Lars-Christian Brask (LA): Nej!) – jo, det skal jeg love dig for, og det kan vi tage, når ordføreren kommer op på talerstolen. De siger meget klart, at med den markedsrisiko, der er, når det gælder investeringer i banksektoren, er der alt for store afkast af egenkapitalen i forhold til, hvad man kunne forvente som investor. Så der er altså tale om, at konkurrencen ikke fungerer. Og det er en almindelig økonomisk antagelse, at når konkurrencen ikke fungerer, er der brug for politikere, der sætter ind og regulerer. Det er derfor, det undrer mig, at man ikke vil gøre det fra Danmarksdemokraternes side.

Ordføreren.

Præmissen i et frit marked er jo ikke nødvendigvis, som Enhedslisten gerne vil have det er, altså at politikerne skal ind og regulere. Præmissen er jo netop, at hvis der er noget, som er overnormal profit, tror jeg ordføreren tit kalder det, er det et lukrativt marked. Og hvis der er et lukrativt marked, virker kapitalismen bare på den måde, at så kommer der nogle, der har lyst til at få en del af det. Og hvem gavner konkurrencen så? Den gavner kunderne i butikken.

Så jeg fuldstændig enig med ordføreren i, at hvis der er en skævhed i markedet, er det, fordi vi har for lidt konkurrence, og det afhjælper vi jo ikke ved at ville bestemme over, hvordan du kan få lov til at tjene dine penge i et kapitalistisk samfund.

Fru Lisbeth Bech-Nielsen.

Det er lige før, at jeg som socialist ville sige, at bare kapitalismen virkede, men det gør den jo tydeligvis ikke, hvis man sætter lighedstegn mellem et velfungerende marked og kapitalisme. Som Enhedslistens ordfører også var inde på adskillige gange, har vi jo vores egne konkurrencemyndigheders ord for det.

Men jeg tog egentlig ordet – jeg håber, det er ok med ordføreren, at jeg lige kører lidt ud ad en tangent – fordi ordføreren sagde før, at vi ikke skulle have banker, der var så store, at de i sidste ende ikke kunne gå ned. Det var sådan, jeg opfattede ordførerens kommentar. Ville ordføreren være med på nogle tiltag, hvor man faktisk kunne sætte ind der? For der er vi helt og aldeles enige. Og nu må formanden undskylde, jeg bruger et engelsk ord, men der findes simpelt hen ikke et tilsvarende dansk ord. Vi har jo det, vi kalder moral hazards, altså hvor man får nogle helt forkerte incitamenter til risici og at drive bankvirksomhed, fordi de almindelige markedsrisici ikke er gældende, heriblandt en indirekte statsgaranti i ryggen som SIFI-bank.

Ordføreren.

Sagt ud fra min egen holdning er der slet ingen tvivl om, at det, dengang det her skete, hvor jeg tror det var Danske Bank vi var inde og baile out, fordi det var en samfundsbærende institution, var problematisk. Men som jeg også bliver nødt til at sige til ordføreren, er det jo dejligt, at kapitalismen virker, i hvert fald bedre end alle alternativerne. Og alternativerne er ikke så kønne, når det kommer til det. Man kan altid tage et stillbillede og se, om der er noget, der ikke virker.

Det, vi håber på, og det, vi regner med, er, at der skal mere konkurrence; det anerkender vi fuldt ud. Men vi kan ikke gøre det med tvang, for så får vi jo til sidst kun en eller to, der gider at være her. Og så hver eneste gang de ikke har en overnormal profit, men et overnormalt underskud, så skal vi jo ind og baile dem ud. Så skal vi ind og holde hånden under dem, for ellers virker samfundet ikke. Så den eneste måde at gøre det her på er at bide tænderne sammen og stole på, at kapitalismen virker, og få mere konkurrence og flere spillere ind på et marked, for det vil styrke og regulere prisen.

Spørgeren.

Men vil det betyde, at hvis vi – vi må jo håbe, det ikke sker, men man kan jo aldrig vide – skulle få en tilsvarende finanskrise, så skulle vi lade falde, hvad ikke kan stå. Det er simpelt hen bare for at forstå ordføreren rigtigt.

Ordføreren.

Nu tror jeg ikke, det sker, for jeg er meget tryg ved, at vi allerede i næste valgperiode vil få en blå regering, og det vil jo allerede hjælpe lidt, i forhold til om vi kommer ud i kriser og ikke kan styre vores penge.

Virkeligheden er, at vi alle sammen har sovet i timen, for vi har jo ikke fået løst problemet, fra dengang vi blev nødt til at holde hånden under en banksektor. Dengang var det store problem jo ikke det, at vi holdt hånden under, for det var jo det, man blev nødt til at gøre. Men vi skulle i erkendelsen efterfølgende have sørget for, at konkurrencen og markedet blev meget mere splittet op, sådan at vi ikke igen stod i samme situation. For ja, kommer finanskrisen i morgen, vil jeg næsten garantere, at vi bliver nødt til at gøre det samme en gang til.

Tak til ordføreren. Der er ikke yderligere korte bemærkninger, og vi går videre til den næste, og det er fru Lisbeth Bech-Nielsen fra SF. Velkommen.

Sikken overgang til min tale. Jeg er rigtig glad for, at vi lige havde den lille udveksling her med Danmarksdemokraternes ordfører, hr. Kim Edberg Andersen. Det her er en meget spændende diskussion omkring, hvad det er for en finanssektor, vi har: Har vi overhovedet konkurrence, hvis man sætter lighedstegn mellem ordentlig konkurrence og en markedsøkonomi, hvor nye og andre kan komme til osv. Har vi det i Danmark? Skal man lade falde, hvad ikke kan stå? Det er rigtig, rigtig spændende spørgsmål.

Vi er jo i den situation i Danmark, at vi har givet en statsgaranti til de største banker ved at udpege dem til at være SIFI-institutter. Det er endda en garanti, der kan omsætte sig i kroner og øre, for de kan selvfølgelig låne billigere på de internationale markeder, når de har den her statsgaranti i ryggen. Det vil sige, at de på bekostning af banker, der ikke er udpeget til SIFI-institutter, jo faktisk har en fordel, der kan omsættes i kroner og øre. Nu kommer jeg lige ud ad et sidespor, men det er i hvert fald et andet forslag, som vi i SF har haft, om at sige, at det burde man egentlig beskatte. For det er vel en markedsfejl, at netop fordi man giver nogleen statsgaranti i ryggen, så kan de tjene nogle penge, som andre ikke kan. Det er en anden diskussion.

Jeg synes, at det er et rigtig spændende forslag, som Enhedslisten kommer med, og fordi det er skåret til på den måde, det er, kan vi selvfølgelig også i SFstøtte det. Det handler om, at den kritiske infrastruktur, som bankerne udgør, kan vi ikke komme uden om, specielt ikke,fordi vi jo alle sammen er tvunget til at have en nemkonto. Derfor kan man ikke engang teoretisk sige: Så må folk jo bare lade være med at have denne eller hin bank, hvis man ikke vil acceptere vilkårene. Vi skal alle sammen have en bank og have en nemkonto, og fordi det er skåret til på den måde, at det er dér, forslaget sætter ind i forhold til et renteloft – ja, det står der; man kunne måske også kalde det et rentegulv afhængig af temperament – så er vi helt enige i, at man bør sætte ind der.Og det er, fordi vi netop ikke har et perfekt marked med perfekt konkurrence, hvor nye aktører bare kan komme på banen og sikre et billigere alternativ.

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen udgav en stor rapport i 2017 og igenfor 1 eller 2 år siden, hvor de fastslog, at konkurrencen inden for den finansielle sektor var alt, alt for dårlig. Noget af det er også selvforskyldt, fordi vi i årene efter finanskrisen selvfølgelig lavede så mange nye regler og andet, at det er utrolig svært for nye aktører at komme på banen. Der tror jeg godt, at vi kunne have noget smartere lovgivning, hvor vi både sikrede plads til, at nye kunne komme til, og samtidig selvfølgelig havde noget ordentligt antihvidvasklovgivning og sikrede os mod en ny finanskrise.

I Enhedslistens forslag refererer de jo til 1970'ernes rentemarginallov, som havde nogle problemer, og dem prøver man at rette op på i det her forslag. Jeg vil dog stadig gerne høre mere om, hvordan Enhedslisten ser vi at kan undgå sådan et muldvarpespil i forhold til den manglende indtjening, som bankerne vil se at de får ved at have sådan et loft. Vil de så bare hente det ind et andet sted, altså tjene ind på gyngerne, hvad de har mistet på karrusellen. Vil de så bare presse citronen et andet sted? Vores to partier er i hvert fald enige om, at der ikke er ordentlig konkurrence på markedet, og hvis der ikke er det, vil folk jo ikke bare gå et andet sted hen, hvis de synes, at renten på nogle af deres andre lån bliver urimelig forhøjet, eller at gebyrerne bliver urimelig forøget. Så det er jeg lidt interesseret i, altså om man ser at man kan komme rundt om det.

Som Enhedslistens ordfører har været inde på, har nogle af de største banker jo tjent historisk høje beløb. Altså, Danske Bank genererede i 2023 det største overskud nogensinde på langt over 20 mia. kr., og Nordea på knap 37 mia. kr. Og igen må jeg sige, at det er nogle SIFI-banker, altså systemisk vigtige institutioner, som er christiansborglingo for: Vi lader jer ikke gå ned. Det er jo en utrolig privilegeret position, som man så kan bruge til at tjene de her mange penge, men SF støtter altså forslaget.

Tak. Der er en kort bemærkning fra hr. Kim Edberg Andersen.

Tak for det, og tak til ordføreren. Der er jo ingen tvivl. Jeg tror ikke, at ordføreren og jeg er sådan rigtig uenige. Vi er så bare uenige om, hvordan man gør tingene, og det er skønt, og det har jeg stor respekt for ordføreren for, men der bliver vi nok aldrig enige.

Men ordføreren bringer selv noget på bane og siger, at vi jo har givet de her SIFI-banker en garanti. Det er en garanti, de kan veksle til penge, altså fortjeneste. Men havde man så ikke været fra Socialistisk Folkeparti, kunne man også gøre det på en anden måde. Man kunne jo øge incitamentet til at lave en ny bank – og vi har skabt mange problemstillinger i forhold til at drive en ny bank – ved så at sige, at skatteministeren, som kan regne på alt muligt på nær ejendomsvurderinger, godt kan finde ud af, hvor meget det her er værd, og så kunne man give det som et skattefradrag til nystartede banker, så vi i stedet for at beskatte og ville have penge herind underbygger et marked.

Vi kan se, at vi mangler konkurrence, så lad os give det særlig lukrative vilkår. Det ville skabe to ting. Det ville fjerne noget af overskuddet fra de banker, der er SIFI. Det ville skabe flere banker, og så kunne vi helt slippe for at have den statsgaranti, og så skaber vi …

Ja tak! Ordføreren.

Der er jo nogle, jeg ved ikke, om »spændende« er det rigtige ord at bruge, nye banker, der dukker op, fordi der også inden for – jeg prøver at finde et dansk ord for det – finansielle teknologier er meget gode muligheder. Du behøver ikke engang at have en fysisk filial. Du har så at sige bare en internetbank. Det ser vi jo poppe op mange steder. Så det er nødvendigvis ikke så meget problemet.

Problemet er jo, at vi i det her land har tilladt nogle for vores lands størrelse helt vilde, kæmpestore finansielle supermarkeder, hvor vi har tilladt at have alt under en hat, og vi har endda for et par år siden udvidet det, så du både kan have dit realkreditlån, dit indlån og dine forsikringer og alt muligt under samme hat. England, som jo var hjemsted for et af verdens største finansielle centre, lavede jo en indhegning, hvor de sagde, at de simpelt hen bliver nødt til at have sat nogle branddøre op imellem de forskellige sektorer af deres finansielle supermarkeder.

Spørgeren.

Det er jo rigtigt. Det er jo rigtigt, at det er blevet til sådan en meget bredtfavnende virksomhed, og det er det også. I andelsforeninger er man jo faktisk rigtig glade for, at man kan finde forskellige ting, for Coop havde jo haft et kæmpestort problem, hvis ikke nogen, der solgte benzin, var gået ind og hjulpet dem. Sådan er virkeligheden jo: at tingene bliver koblet sammen. Nogle gange giver det synergi, og andre gange er det, bare fordi der var en god handel at lave, og så begynder man det.

Bottomline er, at det, der er vigtigt for Danmarksdemokraterne, er, at vi får mere konkurrence og derved får et marked i balance, fordi det primært er politikere, der har ødelagt balancen, og det er også politikere, der kan gøre noget ved det. Så var det ikke en bedre løsning at gøre det lukrativt at lave nye banker i stedet for at straffe dem, der bare har en forretningsmodel, de lever af?

Ordføreren.

Jeg tror egentlig sagtens, det kan være lukrativt at lave en ny bank. Problemet er, at vi jo alle sammen har realkreditlån, forsikringer, forskellige lån, måske et billån osv., og så er der jo nogle gange simpelt hen konkrete krav til at være helkunde i den her koncern og til at have alle sine forretninger samlet det samme sted. Det er i hvert fald et sted, jeg gerne vil sætte ind, men jeg er glad for, at vi i det mindste er enige om målet.

Vi siger tak til ordføreren. Der er ikke yderligere korte bemærkninger. Vi går videre til den næste ordfører, og det er hr. Lars-Christian Brask fra Liberal Alliance. Velkommen.

Tak for det. Den fri konkurrence og det frie private erhvervsliv ligger jo meget Liberal Alliance på sinde. Jeg kan simpelt hen ikke forestille mig det fornuftige og det sunde i, at vi her i Folketinget skal være prisstyrende for, hvilken rentemarginal bankerne må have. Så vi er lodret imod at lave den her ændring i bankernes mulighed for at agere.

Der er lige et spørgsmål fra hr. Pelle Dragsted. Værsgo.

Så let slipper ordføreren ikke. Jeg ville ønske, at vi havde bedre tid. Men med den viden, jeg har om økonomi, er det min opfattelse, at som liberal tilhænger af markedsøkonomi har man den holdning, at hvis der eksisterer markedsmagt, altså oligopoler og monopoler, der gør, at der opstår det, man kalder overnormal profit, simpelt hen fordi konkurrencen ikke fungerer, så regulerer man. Man gør det ikke dér, hvor markedet fungerer, men dér, hvor det ikke fungerer.

Derfor har jeg så svært ved at forstå, at man i Liberal Alliance, som jo er et parti med udgangspunkt i et liberalistisk tankesæt, ikke er mere optaget af det, når der opstår de her monopollignende eller oligopollignende situationer, som jo skaber en forvridning, der betyder, at penge, som kunne have investeret i noget andet – det er små selvstændige, som betaler alt for meget for deres bankkonto, og som kunne have brugt de penge på at skabe arbejdspladser og innovation – ikke bliver det, og at man ligesom pr. intuition altid stiller sig på de store side og ikke på de smås. Jeg kan simpelt hen ikke få ind i mit hoved, at man som liberalistisk parti vælger det hver gang.

Ordføreren.

Igen vil jeg sige, at jeg ikke køber præmissen. Vi stiller os ikke på nogens side. Vi er rimelig pragmatiske. Vi er rimelig fair i den måde, vi anskuer tingene på. Så vil jeg bare for forståelsens skyld sige, at hovedparten af de penge, der tilgår bankerne i form af indlån, faktisk bliver brugt på udlån. De bliver ikke sat i Nationalbanken. Skal vi så også til at regulere, hvor stor marginalen må være på udlån, og hvordan finder vi ud af, om x penge gik til Nationalbanken og y penge gik til at give et lån til en lille erhvervsdrivende, så den lille erhvervsdrivende f.eks. kunne starte en grønthandlerbutik? Så vi er ikke på nogens side, vi er pragmatiske, og det her forslag er bare hæmmende for det frie marked, og det kan vi jo selvfølgelig ikke støtte.

Spørgeren.

Det ville være skønt, hvis der var et frit marked, der fungerede på det her område, men det er der bare ikke, og det er jo netop, når der ikke er et frit marked, at vi som politikere normalt griber ind. Det er jo ikke et socialistisk synspunkt. Det er et liberalistisk mainstream økonomisk synspunkt, at dér, hvor der opstår markedsmagt, oligopoler og monopoler, som betyder, at borgere eller små erhvervsdrivende betaler alt for meget for en service, og at der opstår de her overnormale profitter i bestemte brancher, griber vi ind og regulerer. Det oplever jeg aldrig Liberal Alliance være klar til, og det undrer mig, for jeg synes, at man er ude af trit med den ideologi og det økonomisk paradigme, man selv står fast på.

Ordføreren.

Der er ikke sket nogen skævvridning. Der er masser af banker. Så jeg køber ikke præmissen. Der er masser af valgmuligheder. Jeg tror, vi har +30 banker i Danmark, man kan benytte sig af.

Vi siger tak til ordføreren. Der er ikke yderligere korte bemærkninger. Vi går videre til den næste ordfører, og det er fru Charlotte Bagge Hansen fra Moderaterne.

Tak for det, hr. formand. Tak til hr. Pelle Dragsted, Enhedslisten, for beslutningsforslaget. For det første synes jeg, det er vigtigt at anerkende, at selv om bankerne har genereret overskud, er disse overskud et resultat af sund og effektiv drift samt nødvendig tilpasning til en global og lokal skiftende økonomi. Det skal vi også huske, Pelle Dragsted. Banksektoren spiller en kritisk rolle i at opretholde stabilitet og tillid i vores finansielle system, og en overdrevet regulering kan underminere denne stabilitet, og så er der jo også tale om et liberalt erhverv.

For det andet skal vi huske, at bankernes overskud ikke altid tilfalder bankernes topchefer eller aktionærer. De her overskud geninvesteres i bankens kerneforretning. Det bidrager til øget sikkerhed for indskydernes penge og støtte til både små og store virksomheder gennem lån og kreditter. Det er denne cyklus af geninvestering, der hjælper med til at drive vækst og jobskabelse i vores økonomi.

Når det så er sagt, har jeg selvfølgelig også lagt mærke til, at der er nogle banker, der har øget indlånsrenten. Jeg kan ikke lade være at tænke over, om det måske har været, fordi vores erhvervsminister har ytret sig lidt i diverse medier, eller om det er noget, der er kommet helt naturligt. Det kan jeg ikke gøre mig til dommer over.

Så vil jeg også gerne sige, at det her også handler lidt om god bankskik hos dem, der arbejder i bankerne, altså at de sørger for, at fru Hansen og hr. Jensen får mest ud af deres indestående, og rådgiver dem om, hvordan de får den bedste forrentning af deres formue. Det kan de måske godt blive lidt dygtigere til, i hvert fald i nogle banker. Alt andet lige er jeg ikke bankdirektør, og det synes jeg også at vi på Christiansborg skal passe på med at være, men jeg hilser øget konkurrence på markedet velkommen. Tak for ordet.

Tak til ordføreren. Der er en kort bemærking til hr. Pelle Dragsted.

Det lød næsten, som om ordføreren havde fået skrevet sin tale ovre hos Finans Danmark. Jeg synes i hvert fald, at jeg næsten genkender formuleringerne – i forbindelse med at det her handler om at polstre sig og sikre investeringer. Altså, sagen er jo, hvis vi kigger på Danske Bank, at det var, tror jeg, 80 pct. af deres overskud, de sendte videre til aktionærerne i udbytte og aktietilbagekøbsprogrammer. Så den der fortælling om, at det er for at polstre bankerne, tror jeg ikke man skal hoppe på.

Bankerne tjener penge, fordi de kan, og selvfølgelig gør de det; det er jo selskabets opgave at tjene så mange penge til deres ejerkreds, som de kan. Men vores opgave som politikere er at sikre, at der ikke opstår monopoler, oligopoler og andet, som betyder, at der ikke er en fri konkurrence, og at borgere, små erhvervsdrivende og andre derfor kommer til at betale for meget. Det er nu engang den situation, vi har nu, og det har erhvervsministeren sådan også bekræftet for mig.

Så hvad vil ordføreren gøre for at beskytte den lille selvstændige, der mister likviditet på grund af bankernes ågerrenter?

Ordføreren.

Altså, nu er det jo først og fremmest sådan, at Finans Danmark ikke skriver mine taler. Jeg er selv selvstændig erhvervsdrivende, en bette en af slagsen – netop dem, som ordføreren taler om her – og når jeg går ind i min bank og har et samarbejde med min bank, så ser jeg det som min fornemste opgave at sørge for, at jeg får de bedst mulige aftaler. Jeg er godt klar over, når jeg går ind i en bank, at det er en sælger, jeg står over for, og det tror jeg at der er rigtig mange der er.

Derfor er det også utrolig vigtigt, at vi har gennemsigtighed på det her område, og derfor er transparens og konkurrence noget af det, jeg vil sige at der skal til og at der skal mere af til, men alt andet lige, så skal banken, uanset hvem du er – om du er bankkunde, om du er erhvervsdrivende, eller om du er storaktionær i banken – selvfølgelig sørge for at rådgive dig på bedst mulige måde, men du skal også selv sørge for, at du kan tale din egen sag.

Spørgeren.

Jeg er glad for, at ordføreren selv skriver sin tale. Men jeg tror, at ordføreren sagde, at de her overskud skyldtes, at bankerne var dygtige. Så vil jeg bare spørge: Hvis man har en branche, hvor alle store selskaber i den branches overskud pludselig stiger massivt, tror ordføreren så, det er udtryk for, at de lige pludselig alle sammen er blevet meget dygtigere - sjovt nok helt det samme år – eller kunne det handle om, at konkurrencen ikke fungerer, og at de derfor kan indhente de her overnormale profitter på tværs af hele branchen?

Ordføreren.

Jeg mener også, at jeg tidligere har svaret ordføreren, at jeg synes, at der helt klart er plads til forbedring af konkurrencedelen inden for den her sektor, så det er mit svar på ordførerens spørgsmål.

Dermed siger vi tak til ordføreren. Der er ikke yderligere korte bemærkninger. Vi går videre til den næste, og det er fru Helle Bonnesen fra Det Konservative Folkeparti. Velkommen.

Tak. Konservative ser gerne, at vi som land og stat og Folketing holder os tilbage med indgreb i priser på varer og tjenester, og det gælder også bankerne. Vi vil nødig ind at forstyrre markedsmekanismerne, der kan sikre den udvikling og velstand, som er vigtig, for at vores land kan hænge sammen, og vi tror simpelt hen på udbud og efterspørgsel.

2023 var et rigtig godt år for bankverdenen, men det var også det første år i en årrække, hvor bankerne reelt leverede et afkast, der gør, at man kan betragte dem som robuste banker, som sunde banker, og i en tid, hvor vi har så meget uro i verden, som vi har, så er det vigtigt, at vi har et fundament, som kan sikre os gennem potentielt ny mere uro, og derfor er det godt nyt, at bankerne er nået dertil.

Vi mener ikke, det er vores opgave at bestemme, hvad varer koster, og vi kunne heller ikke finde på at bestemme, at man i Kvickly kun må sætte prisen på 1 l mælk til 1,5 kr. over, hvad deres indkøbspris var. Hvis vi endelig var inde at styre det her, og bankerne også ville det, så kunne de jo selv regulere andre indtjeningsskilder. Og det ønsker vi ikke at blande os i, og vi kan ikke støtte forslaget.

Tak for det. Der er en kort bemærkning til hr. Pelle Dragsted.

Men der er jo mange steder, hvor vi griber ind og blander os i prissætningen. Det gør vi, når det gælder de naturlige monopoler, f.eks. sådan noget som elpriser og transport af el. Det gør vi på roamingområdet på telefonen, og det gør vi på dankort og andre betalingskort. Så det gør vi jo i en lang række tilfælde.

I det her tilfælde siger ordføreren så, at det er godt nyt, at bankerne tjener så meget. Igen tror jeg, at man skal passe lidt på med at læse Finans Danmarks talepapirer på det her. Bankernes overskud har været solidt i flere år. Det er rigtigt, at bankerne selv har syntes, at det ikke har været solidt nok, fordi de sammenligner deres indtjening med andre brancher. Men der siger Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen jo klart, at det kan man ikke bare, for bankernes egenkapitalkrav er langt større, og når man har en stor egenkapital, er markedsrisikorenten lavere, og derfor skal de ikke forvente at have det samme overskud som andre brancher.

Så mener ordføreren, at danske banker skal opretholde det niveau af overskud, som de har i 2023, og at det vil være rimeligt over for borgere og små selvstændige?

Ordføreren.

For at tage det sidste spørgsmål først ser vi gerne mere konkurrence, og man kan jo også godt se, at den opfordring, der har været til det, har gjort, at vi nu ser nye muligheder inden for indlån. For at tage det andet spørgsmål sagde jeg ikke, at vi skulle lade være. Jeg sagde, at vi skulle holde os tilbage med at blande os. For det tredje er det jo også internationalt, at man ser på de danske bankers udvikling, og at man nu er nået til et niveau, som er sundt.

Spørgeren.

Der er flere andre ordførere, der også har snakket om, at man skal forbedre konkurrencen. Det har jeg bare hørt i rigtig mange år. Det, der sker, er jo nok nærmest det modsatte. Den fungerer ikke, og det har den ikke gjort i mange år. Så hvad vil ordføreren og ordførerens parti gøre, for at konkurrencen eller transparensen forbedres, så man er parat til indgreb i den retning?

Ordføreren.

Jamen jeg synes da, at vi ser nogle tendenser, også på indlånene. Og så vil jeg bare henvise til, at vi jo faktisk har et ret nuanceret bankmarked med rigtig mange udbydere. Så vi har i hvert fald fundamentet for det.

Vi siger tak til ordføreren. Der er ikke yderligere bemærkninger. Og så går vi til ordføreren for forslagsstillerne, hr. Pelle Dragsted fra Enhedslisten. Velkommen.

Tak for det. Jeg har glædet mig meget til behandlingen af det her forslag, for jeg ved, at det er noget, som ligger rigtig mange borgere på sinde. Jeg kan se, når jeg skriver om det på sociale medier og andre steder, at folk med god grund er forarget over, at danske banker lige nu har nogle fuldstændig vanvittige overskud. Og det er bank efter bank efter bank, der kommer med rekordoverskud, altså overskud, som er massivt over, hvad de nogen sinde har haft før. De penge i de her enorme overskud kan kun komme ét sted fra, og det er nede fra borgernes lommer, folkepensionister, førtidspensionister, lønmodtagere, det er fra de små selvstændige erhvervsdrivende, det er fra alle dem, der gør forretning med bankerne. Det er dem, som betaler for alle de her enorme overprofitter, som bankerne så for størstedelens vedkommende sender videre i lommen på deres ejerkredse.

Hvordan er det her med, at bankerne lige pludselig tjener så ekstremt mange penge, sket? Den korte historie er jo, at for nogle år siden, da renten var lav, satte bankerne gebyrerne massivt op. Der var tale om langt, langt højere stigninger i gebyrerne end i den almindelige løn- og prisudvikling, og de sagde, at det blev de nødt til, fordi de ikke længere kunne tjene det samme på renterne, altså på rentemarginalen. Nu er renten så steget hurtigt og markant, og bankerne tjener som aldrig før på rentemarginalen. Men de har sjovt nok ikke sat gebyrerne ned, så nu har de altså dobbelt op, det er sådan set den enkle forklaring på det her. Det her forslag vedrører så specifikt indlånsmarginalen, altså forskellen mellem den rente, bankerne selv får på deres indestående i Nationalbanken, og den rente, de giver alle os andre. Og der tjener bankerne altså lige nu milliarder af kroner på at modtage vores penge på deres lønkonti, sætte dem ind i Nationalbanken, hæve en rente på 3½ pct. for så at udbetale en rente på 0 eller ½ procent til borgerne. Det er ikke acceptabelt, og det skal vi ikke finde os i.

Der er blevet sagt her, at det er godt nok, for det handler om, at bankerne skal polstre sig. Bankerne er sådan set velpolstrede, og hvis det var, at det var for at polstre sig, skulle man lade være med at udbetale langt størstedelen af sit overskud videre ud til ejerkredsene. Så det synes jeg ikke er et godt argument. Så er det blevet antydet, at bankerne bare tjener penge, fordi de er dygtige og innovative. Men hvis det var tilfældet, er det mærkeligt, at det er hele branchen, som oplever de her enorme overskud. Normalt ville det være sådan, at det så var, fordi der var én virksomhed, som klarede sig særlig godt og havde opfundet et nyt produkt eller løbet en særlig risiko, men det er det jo ikke, for det er branchen på tværs. Og det peger jo på, at der er noget strukturelt på spil her, at det drejer sig om mangel på konkurrence. Der er blevet snakket meget om konkurrence heroppe, for hvis konkurrencen er velfungerende, i hvert fald ifølge økonomisk teori, skal der jo ikke være den her slags overnormale profitter, så skal konkurrencen sikre, at folk betaler en rimelig pris.

Men konkurrencen fungerer ikke på det her område. Det kan vi se sådan anekdotisk, ved at folk fortæller, at de har meget svært ved at gennemskue priserne. Det er også blevet undersøgt af Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, at når folk ikke skifter bank, er det, fordi de typisk ikke kan gennemskue det, fordi de måske har en indlånskonto, de har noget lån, de har en kassekredit, de har måske en bil, et billån, de har måske en realkredit, og mange banker kræver jo de her helkundeforhold, og så er det meget svært at sammenligne, hvad det egentlig er, man vil spare ved at skifte bank. Det betyder, at folk ikke er særlig tilbøjelige til at skifte bank, og det udnytter bankerne til at drive priserne op, og det kan vi se, når vi kigger på bankernes overskud.

Nu har jeg desværre glemt at tage teksten med herop, men af Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens rapport fremgår det, at de har lavet en undersøgelse af, om bankerne tjener for meget. De er gået ind med nogle erkendte økonomiske modeller og har vurderet, hvad det forventede afkast egentlig er af investeringer i bankerne, altså hvad aktionærerne bag en bank kan forvente i forrentning af egenkapitalen. Og der konkluderer de, at bankernes egenkapitalforrentning burde ligge på omkring maksimalt 7 pct. og det er altså markant under det, som bankernes egenkapitalforrentning er. Jeg tror, at Sydbanks er 23 pct., og det er i den høje ende. Jeg tror, at Danske Banks var 13, 14 pct., hvis ikke jeg husker forkert. Det vil altså sige, at bankerne tjener mere, end de burde, ifølge økonomisk teori, og når den slags, om jeg så må sige, overnormale profitter opstår, er det et tegn på, at konkurrencen ikke fungerer.

Det er ikke et venstreorienteret, socialistisk synspunkt, og det var også det, jeg forsøgte at tale med Liberal Alliances ordfører om. Almindelig, mainstream, liberalistisk orienteret økonomi har den tilgang, at når der opstår markedsmagt, strukturer, som er monopollignende eller oligopollignende, er det sådan set, at man synes, at der skal reguleres, for ellers, om jeg så må sige, forvrider man ved ikke at regulere, og så opstår der ophobninger af overskud og kapital steder, hvor det ikke burde opstå, fordi det ikke skyldes innovation, fordi det ikke skyldes risikovillighed, så det ikke understøtter den dynamik, som man ellers som tilhænger af markedsøkonomien mener bør understøttes. Det er derfor, vi f.eks. går ind, når vi snakker om naturlige monopoler og en række andre markeder, og regulerer, også nogle gange med prisreguleringer.

Hvis jeg skal hæve det op på et principielt niveau, er det sådan lidt en tendens, jeg ser, også lidt internationalt, at hvis man kigger på liberalismens klassikere, var der et fokus på den lille erhvervsdrivende, måske den lille landmand, og beskyttelsen mod de store monopoler, var en vigtig del af den liberalistiske økonomiske forståelse, altså at det var den lille iværksætter, som skulle beskyttes imod markedsmagt og monopolmagt. Men det er, som om det perspektiv er forsvundet i meget høj grad, at man næsten altid sådan pr. intuition stiller sig på de stores side. Det har vi oplevet i debatten om, om bankerne f.eks. skal stille en bankkonto til rådighed for de små selvstændige, hvor de partier, som jeg tænkte måske burde stå på de smås side, igen, om jeg så må sige, holder hånden over bankerne. Jeg oplever det sådan, ikke kun i Danmark, men også på tværs af forskellige vestlige økonomier, at det i meget høj grad er venstrefløjen eller progressive partier, som må tage den kamp, som liberalisterne gjorde engang, der handler om at sikre en reel fri konkurrence gennem regulering der, hvor det er nødvendigt, og det er sådan set det, som det her forslag er udtryk for. Det er at sige, at markedet ikke fungerer, det rammer almindelige borgere, det rammer små selvstændige, det rammer landbrug, og det rammer alle dem, som har engagement med bankerne. Efter vi i mange år har sagt, at konkurrencen ikke fungerer, fået det bekræftet i rapport efter rapport, er det rimeligt, at man griber ind og skaber en beskyttelse af borgerne.

Så helt enkelt handler det her forslag om, om man stiller sig på borgernes eller bankernes side. Om man stiller man sig på giganternes eller den lille iværksætter side. Og der vil jeg bare gerne sige, at vi fra Enhedslistens side kommer til at stå på borgernes og de smås side, også i dette tilfælde, og det er derfor, vi fremsætter det her forslag.

Jeg vil gerne sige tak til SF for at bakke op, og jeg vil gerne sige tak til alle ordførere for en spændende debat. Jeg tror ikke, den kommer til at stoppe her, jeg tror, at rigtig mange danskere forventer af os herinde, at vi står på deres side, og at vi griber ind, når grådigheden bliver for stor. Det synes jeg også de med rette kan forvente.

Tak til ordføreren. Og debatten stopper ikke helt, for der er nogle korte bemærkninger. Den første er til hr. Lars-Christian Brask. Værsgo.

Der bliver nævnt Sydbanks egenkapitalforrentning på 23 pct., men det er jo faktisk sådan, at branchen ligger på 12,8 pct. i forrentning af egenkapital. Og det er først med det, at vi egentlig i år er kommet op på det, som store organisationer, internationale organisationer siger er der, bankerne skal ligge, hvis de skal drive en sund forretning.

Så siger hr. Pelle Dragsted også det her med, at det er kapitalejerne, der får et stort afkast. Det har de så ikke fået de sidste mange år. Men det er jo ligesom en form for leje, man betaler for, at kapital blev stillet til rådighed – den kapital, der i øvrigt kan blive tabt og er blevet tabt historisk, når det ikke går så godt. Fakta er også, at bankerne faktisk har haft mindre gebyrindtjening i 2023, end de havde i 2022 og 2021; det er faktuelt helt korrekt.

Ordføreren.

I forhold til egenkapitalforrentningen peger Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen jo på et faktum, som jeg formoder at ordføreren er enig i, nemlig at det forventede afkast skal stå i relation til den risiko, man løber ved sin investering. Og i og med at der til bankerne stilles meget høje krav til egenkapital, har de en større egenkapital end andre virksomheder, og det er jo velkendt, at når et selskab har en meget stor egenkapital, løber investorerne en mindre risiko. Man kunne tilføje, at når det gælder banker – og det var jo også det, fru Lisbeth Bech-Nielsen var inde på – har vi altså også nogle statsgarantier i ryggen, som også gør risikoen betydelig mindre. Det er jo derfor, at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen peger på, at bankerne altså ikke kan forvente et afkast på niveau med andre virksomheder, men må forvente et mindre afkast. Det er jo ligesom vores, kan man sige, myndighed på området, og det regner jeg med at de har ret i, og det har erhvervsministeren i øvrigt også bekræftet, og det synes jeg er meget, meget positivt; jeg tror ikke, jeg før har hørt en erhvervsminister sige, at bankerne også teoretisk set tjener for meget lige nu. Så det er derfor.

Tak. Så er det fru Lisbeth Bech-Nielsen.

Det er altid en fornøjelse at høre hr. Pelle Dragsted tale om de her ting. I min ordførertale spurgte jeg ind til risikoen for det, man kunne kalde muldvarpespil eller gynger og karruseller, hvis bankerne bare, netop fordi de ikke har ordentlig konkurrence, sætter gebyrer eller renter op andre steder, når man har afgrænset det til at være på nemkonto.

Ordføreren.

Jeg synes, det er en relevant indvending, som også erhvervsministeren og andre var inde på, men det, vi kan se, og det, som bl.a. Forbrugerrådet Tænk peger på, er, at vi danskere, men nok også mange andre, er lidt sjove: Vi er ikke lige så optaget af de penge, vi ikke tjener, som dem, vi betaler for meget. Det vil sige, at der faktisk er, siger de, end relativt god konkurrence, når det gælder udlånsrenten. Der er folk faktisk gode til at undersøge, om man kunne flytte sit andelsboliglån og få en bedre rente, fordi det er penge, man går og betaler. Det samme gælder åbenlyse gebyrer. Men vi er rigtig dårlige til at reagere, når vi ikke tjener det, vi burde, på en konto. Derfor er der simpelt hen større konkurrence på de andre områder, særlig på udlånsrenten, end der er på indlånsrenten, og det er derfor, at vi sådan ret målrettet ikke er gået ind og har pillet ved rentemarginalen som sådan, men har foreslået en regulering af indlånsmarginalen, for det er der, vi ser et rigtig stort problem lige nu.

Men ja, jeg anerkender, at den risiko vil der være der, for bankerne vi selvfølgelig forsøge at tjene alle de penge, de kan, uanset hvad.

Så er det hr. Kim Edberg Andersen.

Tak for det. Det var lige for at vende tilbage til det, vi egentlig snakkede om, og vi snakkede om indlån i Nationalbanken kontra indlån i bankerne og differencen mellem de ting. Og hvis man slår det op, er der for ca. 300 mia. kr. i Nationalbanken for bankerne – 300 mia. kr. til 3½ pct.; det er 12 mia. kr. Der er indlån på private konti for ca. 800 mia. kr. På en indlånskonto i Danske Banke er der ca. 1½ pct.

Vil ordføreren ikke bare lige fortælle mig, hvad det er i kroner og øre, som ordføreren mener at bankerne tjener på marginalen? For virkeligheden er jo, at der ikke er indskudt lige så mange penge i Nationalbanken fra bankernes side, som kunderne har indskudt i bankerne. Så der er jo en difference dér. Så hvad er det i kroner og øre? Det er bare for, at jeg forstår det, for jeg blev forvirret. Diskuterer vi noget, der er ikkeeksisterende, bare fordi vi ikke kan lide forskellen på rentesatserne? For i forhold til det med 1½ pct. til 800 mia. kr. kontra det med indlån kan jeg godt blive forvirret. Jeg er jo kun en nordjyde, og vi vil helst ikke have vores penge i bankerne overhovedet. Så kan ordføreren ikke fortælle mig, hvad det, som ordføreren mener at bankerne tjener, er i kroner og øre?

Ordføreren.

Jamen det drejer sig om milliarder. Vi har forsøgt at få et svar fra erhvervsministeren på, hvad det præcis er, når vi ser på NemKonto, for det er det, vores forslag knytter sig til, altså hvad forrentningen er på den til kunderne, og hvad forrentningen så er i Nationalbanken. Vi har ikke kunnet få et svar på det, men det drejer sig om milliarder. Og det er rigtigt, at det kun er en tredjedel af bankernes indeståender, der går til Nationalbanken; resten udlånes. Men der er der jo også en historisk høj rentemarginal. Hvis man kigger på udviklingen for indlånsmarginalen og rentemarginalen, så følges de ad, og bankernes rentemarginal er også historisk høj. Så problemet her er, at bankernes overskud, deres overoverskud kan man sige, skyldes, at der er nogle danskere, der betaler for meget eller får for lidt.

Spørgeren.

Vi tager den lige igen: 300 mia. kr. indskudt i Nationalbanken til 3½ pct. bliver vi nødt til at sige er ca. 10,5 mia. kr., og 800 mia. kr. indskudt i bankerne til 1½ pct. er – med lidt hurtig hovedregning – 12 mia. kr. Så er virkeligheden ikke, at bankerne taber en masse penge på marginalen, men at de så tjener en masse penge på nogle andre ydelser eller på den egenkapital, de har i banken? Det er bare for at forstå det. For så er det en anden diskussion, i forhold til om bankerne tjener for mange penge, men hvor man så har brugt det med marginalen som problemstilling. Så det kunne være rigtig interessant at høre, og jeg håber, at ordføreren finder ud af det, for jeg vil også gerne have tallet. For tænk nu, hvis det viser sig, at vi har brugt tiden på at diskutere noget, hvor der rent faktisk er et tab for mange, for så bliver det næste jo, at de kan få lov at trække tabet fra.

Ordføreren.

Der er absolut ikke noget tab for bankerne. Jeg skulle bare lige helt forstå, hvad det var, ordføreren talte om. Altså, for det første er der ikke en indlånsrente 1½ pct. på lønkonti i Danske Bank. Jeg tror, den var på 0,25 pct., sidst jeg så efter. Måske er den oppe på 0,5 pct., når vi snakker om en almindelig lønkonto, og det er også der, hvor den ligger mange andre steder.

I forhold til om bankerne taber penge, vil jeg sige: Nej, det gør de ikke. En del af pengene bliver placeret i Nationalbanken, og der løber de jo med en rentegevinst på omkring 3 pct., som kunderne bliver snydt for. De resterende penge bliver jo genudlånt, også med en høj rentemarginal, så også dér har bankerne en historisk høj indtjening. Og spørgsmålet er: Er den indtjening for høj?

Fru Helle Bonnesen.

Jeg synes ligesom, hr. Pelle Dragsted lidt tog æren for arbejdet med konti til små selvstændige og private og den lille mand, men nu har vi jo netop for nylig i Erhvervsudvalget arbejdet hen imod, at det skal være rimeligt, at man kan forvente at få en konto, altså lige på nær hvis der er mistanke om terrorfinansiering eller hvidvaskning, eller der er en eller anden form for skalering, i forhold til hvad banken kan håndtere. Og der synes jeg måske godt, det ville være klædeligt at kreditere for, at det faktisk er et fælles ønske fra rigtig mange her i salen.

Ordføreren.

Det vil jeg såmænd gerne kvittere for, men jeg vil så sige, at det godt nok har taget mange år, siden fru Lisbeth Bech-Nielsen første gang rejste det her forslag herinde, og jeg har bare undret mig, for jeg har selv været en del af de debatter gennem årene, at f.eks. Liberal Alliance ofte ikke ønskede at bakke op om det. Jeg kan ikke huske det præcise resultat af den her aftale. Det er jo ikke sådan, at det i dag er en rettighed, men det er noget, som, hvis jeg ikke husker galt, skal blive en del af de kommende iværksætterforhandlinger. Det må vi jo se, men det er rigtig godt, hvis Det Konservative Folkeparti også bakker op om det. For det er jo meget vigtigt, at man som selvstændig, som gerne vil i gang, kan få en bankkonto. For ellers er det rigtig svært.

Spørgeren.

Det bekræfter jeg at vi gør.

Ordføreren? Så siger vi tak til ordføreren.

Da der ikke er flere, som har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget henvises til Erhvervsudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget.

Det er vedtaget.